Regeringens bebudede felttog mod kulturens råd og nævn lød som sød musik i et liberalt øre. Men den kunstneriske udførelse har været kluntet, skriver Gyldendals litterære direktør. Krigen mod åndslivet begyndte dog længe før. Det kan alligevel ikke nytte noget, at jeg forsøger at bilde nogen ind, at jeg er socialdemokrat eller det, der er værre, så jeg går til bekendelse: Jeg har altid anset mig selv for at være liberal i politisk henseende - jeg skal i øvrigt på given foranledning oplyse, at det ikke behøver at betyde, at man stemmer på Danmarks Liberale Parti. Men lad mig fremture: Jeg har rod i et Venstremiljø, hvor højskolen betød noget; hvor man gik til gymnastik og dilettant og foredrag i forsamlingshuset, og hvor man ikke kunne forestille sig et høstgilde eller en familiefest uden at synge fra Højskolesangbogen; jeg er opdraget til at tro på værdien af folke- og anden oplysning og til ikke at tro, at staten og alt dens væsen altid vil mig det bedste; jeg er principielt mistænksom over for centralisme og overvågning, og derfor har jeg bl.a. både talt og skrevet om min modstand mod såvel litteraturlov som litteraturråd, og jeg har for åben skærm skændtes bravt med en radikal kulturminister om vigtigheden af arms-længdeprincippet i kulturpolitikken. Jeg var også en af dem, der sagtens kunne sætte sig ind i, at folk op til valget 20. november 2001 følte sig dårligt tilpas ved den selvglæde og magtens arrogance, dele af den tidligere regering udstrålede på sine gamle dage. Socialdemokratiet havde været ved magten i over otte år, og der var vel egentlig ikke noget at sige til, at det virkede, som om SR-regeringen kunne trænge til afløsning. Der kunne såmænd godt være noget om, at det var tid til forandring. Vi fik en ny regering; den blev hilst velkommen fra mange hold; men det var synd at sige, at den blev modtaget fordomsfrit blandt kunstnere og intellektuelle; før man vidste noget som helst om, hvad f.eks. dens kulturpolitik skulle gå ud på, var stemningen decideret fjendtlig, luften tyk af mistillid og nedladenhed. Ikke mindst den nye kulturminister måtte stå for skud, både af saglige og aldeles usaglige grunde; han blev angrebet for de udmeldinger, han efterhånden kom med, fair nok, men måtte næsten lige så tit opleve, at højtbegavede mennesker ikke holdt sig for gode til at bruge store mængder af spaltemillimeter i klummer og læserbreve på at gøre sig lystige over hans fornavn(e). Jeg forsøgte at lytte med åbent sind til den nyudnævnte kulturminister, ikke mindst til hans erklæring om, at det nu skulle være slut med fedtlaget mellem kunstnerne og den offentlige støtte til kunsten. I mine ører lød det som sød musik, at pengene nu skulle gå den lige vej til kunstnerne uden for mange fordyrende led; at beskatning af legater ville høre op; at der skulle kunne ske en skattemæssig udligning over flere år af store enkeltårsindtægter for kunstnere; at det fra nu af kort sagt skulle være lettere at være skabende kunstner i Danmark. For mig at se var der egentlig mange gode takter i det alt sammen. Og så var det, at statsministeren i sin nytårstale, i noget, der vel var ment som et skulderklap til den del af befolkningen, der - indimellem med føje - kan føle sig kujoneret og almuiseret ved sin kontakt med de offentlige myndigheder, da var det, at statsministeren gik til angreb på eksperter og smagsdommere og bekendtgjorde, at der nu skulle tyndes ud i skoven af nævn og råd. Dette sidste havde jeg ærlig talt svært ved at se det anstødelige i. Jeg delte ikke den tidligere regerings opfattelse af, at vi her i Danmark indtil den 20. november 2001 havde levet i den bedste af alle verdener; der måtte være noget, der kunne gøres lidt bedre, og der kunne vel egentlig ikke være noget skændigt i, at man også underkastede de utallige råd og nævn et eftersyn og tjekkede, om de nu var lige nødvendige alle sammen. Jeg var med andre ord med på en hel del; jeg var indstillet på, at en ny regering selvfølgelig måtte se på tingene og ikke føle sig forpligtet til bare at videreføre den samme politik som forgængeren. Hvad jeg imidlertid ikke var indstillet på, og hvad der virkelig kom bag på mig, var, at VK-regeringen fik præsenteret sit nye initiativ på en måde, så det kun kunne se ud, som om den sanktionerede en helt generel mistillid til alt, hvad der hedder sagkundskab og faglig kompetence. Det var mildest talt forbløffende. Det var mildest talt uklogt. Som verden ser ud i dag, er det hovedløst at bilde folk ind, at vi alle sammen har lige stor forstand på alting; der er ingen grund til, endsige brug for, at fyre op under den blanding af magtesløshed og mindreværdsfølelse, der ligger bag den kun alt for udbredte holdning, at 'min mening kan vel være lige så god som din', og 'der er ingen, der skal komme og lære mig noget'. Privat udveksler jeg hellere end gerne synspunkter på løst grundlag om alverdens tildragelser med hvem, der måtte være i nærheden; men i det offentlige rum vil jeg nu engang hellere høre en sagkyndig udtale sig om CO2-udslippet, krisen i Mellemøsten eller en teaterforestilling, end jeg vil høre på den helt tilfældige dansker, som TV-Avisen og TV 2/Nyhederne ynder at passe op på Strøget og stikke en mikrofon op i næsen på og opfordre til at gøre sig klog på dagens emne. Hvad enten vi kan lide det eller ej, er vi hver især dybt afhængige af sagkyndige, af professionelle, af folk, der kan deres ting, og det ved politikerne selvfølgelig lige så godt som alle andre - spørg bare alle deres spindoktorer. Vi har brug for politikere, der har et mål med deres virke og tør stå ved andet end gennemsnittet af meninger i deres fokusgrupper, og det er både dumt og uansvarligt af dem at forsøge at bilde folk ind, at vi kan undvære sagkyndige og nøjes med at være vores eget livs ekspert. Jeg har ikke den store forståelse for den immanente forargelse i synspunktet om, at det var et 'ideologisk felttog', regeringen indledte med sine nedskæringer og sit raid på råd og nævn. Som om det var lutter ophøjet objektivitet og værdineutralitet, og ikke ideologi, der havde ligget til grund for den tidligere regerings praksis på diverse områder; som om det ikke var enhver ny regerings ret og pligt at give sig i kast med en ny politik i overensstemmelse med det, den havde stillet i udsigt før valget. Men jeg må indrømme, at både skuffelsen, forbløffelsen og ærgrelsen voksede i mig, da jeg så, hvordan den nye regering agtede at gribe sine nedskæringer og nedlæggelser an. Der var selvfølgelig fornuftige og indlysende forslag imellem, forslag, som burde have været ført ud i livet for mange år siden; men det var lige så tydeligt, at man i alt væsentligt fór frem med et brutalt og forskelsløst procentregimente, og at der slet ikke havde været tid til at undersøge substansen i tingene, før man gik i aktion, og det var da især tydeligt, at man ikke havde gjort sig hverken reaktionerne på eller konsekvenserne af den foreslåede praksis klart. Jeg behøver vel blot at nævne centret for menneskerettigheder, nedskæringerne på uddannelsesområdet og biblioteksafgiften. Man skulle nærmest tro, at regeringen havde stilet bevidst mod at lægge sig ud med alle, der beskæftiger sig med kunst, kultur, uddannelse, op- lysning, forskning, ja, lad os bruge et stort ord og sige: åndsliv i bred forstand. Nu er de værste ulykker, hvad angår de tre nævnte områder, tilsyneladende og forhåbentlig afværget; regeringen har åbenbart indset, at det nok ville være klogt at udvise lidt fleksibilitet; men jeg kan kun være enig med statsministeren i, at den kunstneriske udførelse ikke har været noget at råbe hurra for. Den har været en ynk med forfjamskede hid og did- og frem og tilbage-meldinger, hovsaløsninger og panikforslag, som hverken statsministeren eller andre kan komme af sted med at affærdige som »hår i suppen«. Og det resultat, vi kan konstatere nu, ja, det er det helt uholdbare, og vel at mærke især uholdbare for regeringen, at den har isoleret sig fra stort set alt, hvad der her i landet har at gøre med kunst, kultur, uddannelse, forskning, oplysning. Og jeg mener, at regeringen burde opfatte det som stærkt foruroligende i stedet for beroligende, at protesterne mod f.eks. nedskæringerne af biblioteksafgiften og Statens Kunstfond stort set kun er kommet fra kunstnerne selv. Den manglende reaktion er tværtimod et ildevarslende udtryk for en kun alt for fremherskende ligegyldighed over for centrale værdier i vores kulturelle arv og nationale identitet, et symptom på en manglende sans for forpligtelse over for begge dele, som den nuværende regering af gode grunde ikke kan være ansvarlig for. Det er derimod i vid udstrækning nogle af VK-regeringens fremmeste modstandere, nemlig den generation af såkaldt progressive pædagoger og intellektuelle, som - og her står vi over for et af de mere djævelske eksempler på historisk ironi - i et par tiår regnet fra 1970'ernes begyndelse, på deres lange vej gennem institutionerne, anså det for deres fornemste opgave at bekæmpe og agitere mod 'elitære' og 'finkulturelle' fænomener og tendenser, på mit felt var det naturligvis 'finlitteraturen', der blev lagt for had. For tyve-tredive år siden var det ikke VK-tilhængere, men 'progressive', 'venstreorienterede' lærere, kritikere, radio-, tv- og universitetsfolk og bibliotekarer, der kæmpede for det jævne, arbejdende, almindelige folks interesser og velbefindende og tordnede mod 'smagsdommere' og 'eksperter' og disses utålelige tyranni. Det var god tone at gøre sig til talsmand for, at Ditte Cederstrand kunne være lige så god som Johannes V. Jensen, at Carl Scharnberg snildt kunne matche Henrik Nordbrandt. Mantraet var i kort begreb, at det ene kunne være lige så godt som det andet, den ene mening lige så god som den anden. Det var det politiske fortegn, der var altafgørende: Spørgsmålet var, om en tekst var progressiv eller reaktionær, og ud fra den overbevisning blev der undervist, og det blev der lige fra folkeskole- til universitetsniveau. Ud fra den indstilling blev der skrevet om litteratur i tidsskrifter og dagblade; ud fra den blev der - i forening med en ulyksalig, offentligt tilskyndet kvantitetsfiksering og -styring - foretaget bogindkøb til bibliotekerne; ud fra samme holdning blev public service-begrebet i radio og tv udhulet og undermineret og kurser arrangeret i oplysningsforbundene, hvor auralæsning og krystalhealing blev rangeret ind på linje med kurser i fremmedsprog, historie og litteratur og så videre og så videre. Følgerne kender vi kun alt for godt: en følelse blandt folk af at være til grin for deres egne penge og en urovækkende historie- og traditionsløshed, der også gør sig stærkt gældende i det Herrens år 2002. Nu kunne man jo tro, at det ville være dén misere, en borgerlig regering ville opfatte som sin fornemste opgave at rette op på. Det er åbenbart ikke tilfældet. Men hvis der er noget, landet ikke har brug for netop nu, ja, så er det, at VK-regeringen fra sin kant indfører en ny nivellering med modsat fortegn af den, vores umiddelbare fortid stod model til. Det er derimod på høje tid at tage ligegyldigheden over for, og dermed truslen mod, vores - og nu bruger jeg igen et stort ord - kulturarv dødsensalvorligt. Ikke nødvendigvis ved på socialdemokratisk vis at betale sig fra det og diske op med flere penge, men ved at analysere feltet, gøre sig klart, hvad man vil med det, og - ud fra den situation, vi nu står i, hvor etniske mindretal spiller en helt anden og central rolle end for tyve-tredive år siden - have mod til at foretage den nødvendige prioritering. Det vil også sige: have mod til at erkende, at der også på dette område er forskel på skidt og kanel - og at det er nødvendigt at gøre forskel på skidt og kanel, hvis kanelet skal have en chance. Dermed er der også brug for sagkyndige, der tør vedkende sig deres kompetence og kan skære igennem og sikre, at skatteyderne får noget for deres penge, at f.eks. biblioteksafgiften, for nu at holde os til den, går til formål, det er en offentlig opgave at støtte, og ikke til blot at skubbe yderligere til markedskræfterne. Det ville f.eks. blive tilfældet, hvis man rettede sig efter det forslag, der nu er fremme, nemlig det, at tildelingen af pengene skal ske efter antal udlån og ikke efter det antal bind, der står på bibliotekerne. Som Politiken så rigtigt skrev forleden, er kulturpolitikken ikke til for kunstnernes skyld, men for samfundets, og i en blandingsøkonomi som vores giver en kulturpolitik kun mening, hvis den tør tage på sig at korrigere markedet og sikre en større mangfoldighed. Jeg er alvorligt bange for, at den kluntethed, hvormed den nye regering har håndteret sine udspil til kunst- og kulturlivet, kun kan komme til at bidrage til, at afstanden mellem på den ene side befolkningen og på den anden kunst- og kulturlivet bliver yderligere forøget. Manøvreringen har helt sikkert - og til dels forståeligt - øget kunstnernes forestillinger om, at de er marginaliserede og uglesete og udgør et 'os' over for et 'dem' i befolkningen. I kampens hede har nogle af deres debatindlæg været mere skingre, end godt er; situationen er slem nok, som den er, men det er ikke til at komme uden om, at der på et tidspunkt var ved at gå selvsving i argumentationen. Som sagt: Det kunne se ud, som om det værste er overstået nu, i hvert fald i denne omgang; samtalen mellem kunstnere og politikere fortsætter selvfølgelig, og jeg håber og beder til, at den kommer til at foregå i en stemning, der er præget af gensidig respekt, ikke af den uspecificerede mistillid og nedladenhed, der hidtil har været alt for fremherskende - uden at den ene part har ret meget at lade den anden høre. Jeg har en både lumsk og kedelig mistanke om, at afsporingen af dialogen indfandt sig allerede med det kunstnerbrev, LO indrykkede i dagspressen før valget, og som den nyudnævnte kulturminister reagerede så uprofessionelt aggressivt og patroniserende på. Mig bekendt har åbenlys mistillid og ringeagt aldrig kaldt det bedste frem i éns medmennesker, det gælder også i en forhandlingssituation, og jeg vil håbe, at de kommende møder mellem kunstnerne og kulturministeren kommer til at foregå i en gensidig forståelse af, at det er vigtige ting, der står på spil, og i en atmosfære af respekt for, at vi faktisk har en helt legitim, folkevalgt regering, som man kun narrer sig selv ved at føle sig for fin til at forhandle med. Hvad enten man bryder sig om tanken eller ej, er der - med Socialdemokratiets p.t. til forstening grænsende lammelse i erindring - en endog meget stor sandsynlighed for, at VK-regeringen kommer til at sidde i adskillige år, og det ville kun være alt for ærgerligt, hvis det blev uvilje og mentale baglåse, der kom til at styre de kommende års kulturpolitik. At det ikke bliver tilfældet, er ikke kun politikernes ansvar, det er også kunstnernes, og hvis jeg et øjeblik lige må tage det historiske overblik på: Som landet ligger, er der absolut ingen grund til at tro, at forholdene skulle have ændret sig nævneværdigt siden 1960, da den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann på det store møde mellem kunstnere og politikere på Krogerup Højskole advarede kunstnerne mod at være alt for meget udtilbens over for politikerne, for, som han sagde: »Regeret bliver der alligevel«. Overskriften til den høring om regeringens kulturpolitik, Dansk Kunstnerråd i mandags holdt i Københavns Universitets festsal, lød 'Fra guldalder til stenalder'. Den var godt nok ikke til at tage fejl af; men jeg føler mig stadigvæk ikke helt forvisset om, at det var guldalderen, vi forlod med valget 20. november 2001, heller ikke om, at stenalderen behøver at ligge lige om hjørnet. Profetier skal man under alle omstændigheder omgås med varsomhed; de kan kun alt for nemt gå hen at blive selvopfyldende.