Danske præster er en flok dogmatiske duksedrenge. Lidenskaben holdes fra livet, og deres prædikener bliver derefter. Men vi må ud at mærke vanviddet, skriver sognepræsten fra Kirke Saaby-Kisserup. Mange folkekirkepræster minder om postbude. Ligesom postbuddet afleverer posten, men er ligeglad med, om folk læser den, kan man frygte, at det samme gør sig gældende, når de danske teologer afleverer en prædiken. Varen skal, som en anden tryksag, blot vippes ud over prædikestolens kant, som om kirkerummet er en tom postkasse. Det vigtigste er ikke, om menigheden tager imod budskabet. Om det så at sige bliver læst og forstået. Det vigtigste er, at budskabet bliver afleveret. Helt kort kan den herskende prædikenkunst i Danmark nedskrives til: »Det afgørende er ikke, hvordan det bliver sagt, men hvad der bliver sagt«. Sådan er det ikke i USA. Der er præsterne i de forskellige kristne trossamfund, ligesom de danske præster, optaget af at forkynde den ægte vare. Men samtidig er de amerikanske teologer mindst lige så optaget af, hvordan de leverer varen. De fleste præster tager derfor regelmæssigt på kurser i den svære prædikekunst, hvor de blandt andet lader sig filme under fremførelsen af deres prædiken og bagefter kritisk bliver vurderet af eksperter og kolleger. Det minder lidt om den ordning, vi i Danmark har for gamle biler. Ligesom de hvert andet år skal til syn for ikke at blive skadelige for miljøet og trafiksikkerheden, lader præsterne sig frivilligt syne i prædikekunsten for ikke at blive direkte skadelige for evangeliet og menigheden. Der er ingen tvivl om, at de danske præster er skolet grundigt i teologien på landets to teologiske fakulteter. Det er udmærket og nødvendigt. Men mange præster lægger universitetet ind i deres prædikener i stedet for bag deres prædikener, og prædikenerne bliver derfor hyperintellektuelle. Ønsket om at være teologisk korrekt forvandler forbavsende mange præster til en flok dogmatiske duksedrenge, der ikke tør sige noget på prædikestolen uden at tænke på, om deres universitetslærer vil give dem 11 eller 13. I USA opererer man, når det gælder det at prædike, med to vigtige begreber. Det ene er heart-preaching, der går ud på at gå fra forstanden under prædikenen og prædike med hjertet. Det er teologisk pinligt og uhørt i folkekirken. Lidenskaben er i dansk tradition ikke prædikenens drive. Men derimod korrektheden og den dræbende pænhed. Det er endnu ikke gået op for en stor del af præstestanden at prædikenen ikke er forbi, når prædikanten siger amen. Men når menigheden holder op med at lytte. Faktisk er en god prædikant en galning, der er grebet af en form for kontrolleret, helligt vanvid, der gør vedkommende underholdende, humoristisk, overraskende og åndfuld. Det andet begreb er audience-awareness. Man putter ikke en prædiken ned i en tom postkasse ligeglad med, hvordan den bliver modtaget. Man taler til nogle mennesker, som man som prædikant ikke kun tankemæssigt har beskæftiget sig dybt med under prædikenforberedelsen og har medfølelse overfor. Men hvis mindste tegn og bevægelser man også må være opmærksom på under selve fremførelsen af prædikenen. Mærkeligt nok har man i Danmark, måske fordi man har været så optaget af den teologiske korrekthed og pæne tone, overset nogle vigtige ting, der kunne gøre folkekirkepræsterne til langt bedre prædikanter, end de er i dag. Man har f.eks. negligeret, at der er en sammenhæng mellem en god, lidenskabelig prædiken og så præstens kristelige liv. Hvis man vil tale om Gud, må man også tale til Gud. Så enkelt er det. Ønsker menigheden, at deres præst skal blive en god prædikant, kan det heller ikke nytte, de under gudstjenesterne beder inderligt til Vorherre om at få præsten til at holde kæft. Langt hellere skulle de bede om, at præsten må blive mere lidenskabelig i sin forkyndelse. Prædikanter forventer at blive grebet af Ånden under forberedelsen af prædikenen eller på prædikestolen. Men hvis evigheden ikke er en del af hele prædikantens daglige liv, er der ikke stor chance for et himmelsk gennembrud lørdag aften og søndag formiddag mellem 10 og 11. Der er tegn på, at stadig flere præster ikke længere betragter deres arbejde som et kald. Man mærker en sygelig fokus i præsteverdenen på rettigheder og arbejdstider. Spørgsmålet er, hvad der gavner mig som faggruppe, og ikke hvad der gavner fællesskabet. Mange præstegårde er begyndt kun at holde åbent på hverdage mellem 11 og 12, dog torsdag også 17-19, og minder dermed mere og mere om kommunekontorerne og bibliotekerne. Der er endda røster fremme om, at præster skal have fri på søndage som alle andre befolkningsgrupper. Mens butikkerne udvider åbningstiderne, bliver de mærkbart reduceret i præstegårdene. Men der er en sammenhæng mellem prædikenens intensitet og prædikantens kaldsbevidsthed. Hvis man ikke føler sig kaldet af Gud til at prædike, bliver det svært at få den intensitet i prædikenen, som der er brug for, hvis den skal blive hørt. I mange lande har man retrætesteder for præster, hvor de kan trække sig tilbage fra verden og i en periode leve et dybt kontemplativt liv, som var de munke eller nonner. Det kender man ikke i Danmark, og man kan undre sig over at hverken den Danske Præsteforening eller Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer har forsøgt at etablere sådan et 'fordybelsessted'. Der er en sammenhæng mellem kunsten at prædike og kunsten at turde bevæge sig helt ud i tilværelsens randzoner, hvor man bliver konfronteret med Gud, stilheden og sine egne tirrende tanker. Forfatteren Henrik Pontoppidan klagede over, hvor kedsommelige og intetsigende de danske præsters prædikener var. Han fornemmede, at præsterne aldrig havde været ude i de zoner af livet, hvor man balancerer tæt på vanviddet og afmagten. Og Pontoppidan har ret. Den gamle praksis med i perioder at faste, var slet ikke nogen dum ide hverken fysisk eller psykisk. Med vilje bevægede man sig gennem fasten ud i tilværelsens randzoner. Der findes mange former for faste. Man kan faste kulinarisk og holde sig fra mad og gode vine. Man kan faste fra fjernsynet. Man kan være seksuelt afholdende. Man kan faste fra sin familie og isolere sig i et sommerhus. Man kan faste fra arbejdet. Alt sammen kan det tjene det formål at blive en bedre prædikant. For netop den periodevise isolation giver mulighed for at bede og tænke mere intenst. Der står i det danske præsteløfte at præsterne, skal tage sig tid til at studere de hellige skrifter. Men det er sjældent, de når det. Ikke fordi arbejdsbyrderne ikke giver mulighed for det. Man har altid tid til det, man har lyst til. Travlhed er ikke andet end flugt fra stilheden og de tirrende tanker. »Når der ikke studeres nok i præstegårdene er det simpelt hen, fordi fjernsynet er mere interessant, fordi familien tager enormt meget af tiden og fordi præsterne ligesom resten af befolkningen er holdt op med at læse«. Amerikanske præster får på deres prædikenkurser indprentet igen og igen, at de aldrig bliver gode prædikanter, aldrig lærer at prædike med lidenskab, hvis de ikke mindst to gange om året isolerer sig for at få læst Bibelen. Undersøgelser har dokumenteret, at der i mange danske sogne er langvarige konflikter mellem præst og menighed og at der i et stort antal kirker, hvor der er ansat flere præster, også er forfærdelige stridigheder mellem præsterne indbyrdes. Sådanne konflikter er aldrig blevet sat i relation til prædikenerne. Men der er en sammenhæng mellem præstens person og så menighedens vilje til at lytte til vedkommendes prædiken. Enhver tilhørerskarer ønsker af en prædikant, en foredragsholder, en taler at han eller hun skal stå inde for det der bliver sagt. »Der er ingen der gider at lytte til en prædikant, der taler om fred og næstekærlighed, når man ved at pågældende er et dumt svin, der nødigt mister nogen chance for at stifte ufred«. Prædikenen falder i så fald ned i kirkerummet som et brev i en tom postkasse og ligger ulæst på kirkegulvet. Derfor er det afgørende for modtagelsen af en prædiken, at prædikanten bevidst arbejder for at få tilhørerne til at fatte tillid til ham eller hende som person, så der ikke opstår en gabende kløft mellem ord og person. En vigtig del af prædikenforberedelsen går, kort sagt, ud på at etablere et tillidsforhold til dem, der skal høre prædiken. Men det mest forstemmende ved folkekirkepræsternes prædikener er, at de glemmer, hvor betydningsfuld selve fremførelsen af prædikenen er. Med andre ord: det rent tekniske. Det er jo, som sagt, i dansk prædikentradition hvad der siges, der er vigtig. Ikke hvordan det siges. De fleste præster holder derfor en prædiken med ord og en hel anden prædiken med deres kropssprog. Det er temmelig forvirrende for tilhørerne. Tager man rundt i landet og studerer præster på deres prædikestole kan man iagttage, at en stor del af dem aldrig har øjenkontakt med menigheden. Mange har valgt at lægge blikket et sted 4-8 centimeter over menighedens isser. Måske stift rettet mod et gotisk vindue. Måske fikseret på en pære i en smuk, lakeret lysekrone. Øjenkontakten er ikke kun vigtig, fordi menigheden har brug for en sammenhæng mellem ord og ansigtsudtryk, og fordi øjenkontakt er med til at holde tilhøreren involveret. Men der er igen tale om det amerikanske begreb audience-awareness. Prædikanten bliver nødt til konstant at aflæse sin menighed, for at se om budskabet bliver modtaget. Det er ganske enkelt. Sidder folk stille, lytter de. Begynder de at bevæge sig uroligt er prædiken forbi inden der er sagt amen og der er ikke andet at gøre end at gå i gang med en nød-prædiken. Det man i USA kalder sermon-switching. Måske siger den irriterende uro til dåbsgudstjenester i de danske sognekirker mere om præsternes evne til at prædike end om et ukultiveret folks manglende fornemmelse for, hvordan man bør opføre sig i en kirke. Prædikestolenes indretning afslører klart, at man ikke mener at der bør være en sammenhæng mellem præstens ord og det, præstens krop foretager sig, mens ordene bliver sagt. For det første er der på alle prædikestole installeret en god lampe, så præsten kan læse sit manuskript, selv om han eller hun hellere skulle bruge tiden på at læse menigheden. Rent indretningsmæssigt har man ikke tænkt på at installere et godt lys, eventuelt en diskret projektør, så menigheden også ved aftengudstjenester og ved det gråvejr der hersker det meste af året i Danmark, kan se præstens ansigt og få sat kød på de ord der bliver sagt. Lyset er et slags psykologisk øre. Det er ikke uden grund, at man i amerikanske kirker har fået sat storskærme op, så menigheden tydeligt kan se præstens mimik. Ordene må, i et samfund der omgiver sig med billeder, kunne ses. Det kan derfor ikke vare længe, inden de første storskærme må installeres i vore kirker mellem hvælvingernes fag. Når man for lang tid siden har taget højttalere i brug herhjemme, er der vel ikke noget i vejen for at forstærke disse højttalere med nærbilleder af prædikanten. Men måske er det meget godt, at det ikke er så nemt at se prædikanten i de danske kirker. For det er de mest åndssvage tekniske brølere, der afsløres rundt omkring. Ofte undlader præsten at se glad ud, når der tales om noget godt og lykkeligt og glemmer at nøjes med at ligne sig selv, når der tales om død og helvede. Ofte hører man en bedrøvet stemme forkynde Kristi opstandelse, mens en glad, næsten smilende røst, beretter om Judas der forråder Guds søn. Mange gange ser man at en prædikant bruger pegefingeren til at pege nedad, når der prædikes om himlen og slår armene op, når talen falder på dødsriget. Ud over de besynderlige lysforhold ved prædikestolen, er der også et andet problem med prædikestolen. Den hindrer præsten i at bruge hele kroppen for at få budskabet ud. Hænder, arme, ben opfattes ikke som en prædikants allierede. Den bærbare, trådløse mikrofon har for lang tid siden gjort det muligt for prædikanten at bevæge sig rundt i kirken og prædike langt tættere på menigheden end det lader sig gøre fra prædikestolen og langt mere impulsivt. Utroligt at præster, der kører lige så meget i bil som resten af befolkningen, ikke har lært noget af den person der solgte dem bilen og som måtte tæt på dem for at overbevise dem om bilens kvaliteter. Det står sløjt til med dansk prædikenkunst. Tomme og halvtomme kirker skyldes bl.a. elendige prædikanter. Først og fremmest er præsterne for pæne og for korrekte og prædiker mere med hjernen end hjertet. Prædikenerne er tamme, kedsommelige, livløse fordi prædikenens indhold betragtes som værende bomben. Tilhøreren og måden at prædiken leveres på er blot farven på bomben. Dertil kommer at prædikenen og præstens personlige liv i mange tilfælde er to vidt forskellige størrelser. Et er, hvad prædikanten siger. Et andet er, hvad vedkommende forsøger at gøre. For det tredje tager de kirkelige efteruddannelsestilbud ikke Aristoteles' ord særlig alvorligt: »Det er ikke nok at vide, hvad man skal sige, men også hvordan det skal siges«. Der er ingen skuespillere, talepædagoger, scenografer, reklamefolk eller filminstruktører på Kirkeministeriets lønningsliste, selv om præsterne har hårdt brug for at udvikle sig i den ædle kunst at kunne prædike som gale: Gud til ære, menigheden til glæde.