At modtage en håndskrevet hilsen. At høre nyt fra kære eller selv forme de bevingede ord med utålmodig pen. Brevskrivning er en truet kunstart, men værd at hylde. Dette brevs afsender er i øvrigt litteraturkonsulent. Kære læser. Som de da skrev breve, dengang da brevskrivning var mere og andet end sublimeret tidsfordriv. Man skrev breve, man fik breve, man savnede breve. Brevene var et livsens salt, en port til en mangfoldig og kompliceret verden. I 17- og 1800-tallets litterære saloner i Paris læste man sine breve højt for hinanden! Johannes Smith skrev i 1948 det lille essay 'Hverdagens røde frakker'. Det hedder bl.a.: »Uden breve ingen svar. Uden forventninger ingen glæder og skuffelser. Liv nærer liv; uden små og store forehavender ingen nye forventninger. Og hvis livslysten ebber ud, opdager vi - måske for sent - at det er de få røde stænk der gør hverdagens dæmpede grå farver så smukke«. Når der kom gode budskaber, gjorde postbuddet stort halløj. Var der tale om officielle skrivelser, blev skridtene forsigtige. Og var der tale om regninger, forsvandt den røde frakke med professionel virtuositet hurtigere end sin egen skygge. Men da han kom to gange om dagen, var der mulighed for mere eller mindre talentfuld revanche! NU skal vi være glade, hvis buddet kommer én gang om dagen, engang sent på timerne! Og det selv om de har fået færre, meget færre, breve at trille rundt med. Dette skal handle om det personlige brev, ikke om forretningsbreve, ordrebreve, reklamebreve, rykkerbreve og anden skæbnesvanger vederstyggelighed. Og om historiens og litteraturens breve. Lad os starte i den eventyrlige ende med Gargantuas (Rabelais) berømte brev til sønnen Pantagruel fra 1532, et begærings- og bønskrift om god opførsel og troskab mod faderens altruistiske gerning. Et godt brev, der gav Pantagruel mod og opflammede ham til nye fremskridt i lærdom og dyd. Egentlig ikke moral, men et nødråb om ikke at ødelægge, hvad der var bygget op. Såmænd opbyggelig visdom for alskens politisk virke. Gargantuas brev er et fiktivt brev, og dem er der mange af. I regelen indgår de som part i en større helhed, en analytisk betinget brik i en fortælling, der nødvendiggør sig selv, ligesom de fingerede breve har egen eksistens uden en personlig modtager, f.eks. Holbergs 'Epistler', F. C. Sibberns 'Af Gabrielis' Breve' (1826) og apostlenes breve i Det Ny Testamente. Men mere interessant i vor sammenhæng er dog de autentiske breve, de breve, der har forsødet og forbitret hverdagen, epistler med glæde, grøde, sorg, fortælling, budskab, nattens tanker og anden intimitet - oh, disse mange kærlighedsbreve, der så ofte gemmes på den lokkende barm: »Jeg gad vide om den der elsker holder mest af det første Brev eller det første Kys?«, spurgte Fritz Jürgensen i 1859, endog i et brev til sin søster! - nødråb, trusler, mystik, lykønskninger, harmoni og det modsatte, et megaregister af følelser. To julebreve fra hver sin ende af 1800-tallet, også brevskrivningens guldalder, fortæller på hver sin måde om den inderlighed, der lægges i ord, der har været en tid undervejs, og hvad ord kan få lov til, når de er beregnet til brevet. Kamma Rahbek accelererer 23.12. 1813 i et brev til J.L. Heiberg i adjektiver, følelsernes ordklasse, i kompagniskab med adjektivisk farvede substantiver: »Jeg har modtaget denne kiære Julegave med et Sindelag, varmt og kiærligt, som det, hvormed Du skiænkede mig den ...«. Præcis 57 år senere (23.12.1870) var det J.P. Jacobsen, der steg op i højderne, da de »Kære Forældre« skulle lykønskes med julen: »... alle de gamle Barndomsminder vaagner paa ny i dobbelt Styrke og breder deres fortryllende Glands over Barndomshjemmet ...«. Brevskrivning kan være subtil! Breve kan være ligegyldige, men de kan sandelig også være associationsrige, springende, skæmtsomme, nænsomme og sjældent komponeret så stramt som i fiktionen: »... jeg skriver, lige som det falder mig ind«, kundgjorde f.eks. ingen ringere end Jonathan Swift i et brev til sin Stella (4.10.1710). Mozart skrev kedelige breve, Vielgeschrey skrev fortravlede breve, der gik ad ukendte stier til landet Ingenting (Holbergs 'Den Stundesløse', 1731). Men lidt ret havde han nu alligevel, den af jaget ramponerede mand: »Nu har jeg to Breve at skrive. At skrive et Brev holdes kun for en Bagatelle, men af dem der ikke har forsøgt hvad det er; thi her skal paa eengang tænkes paa Postpapir, Pen, Blæk, Lys, Zignet, saa at en kand blive gal i Hovedet, naar man tænker derpaa«. Måske derfor, at der sendes så få breve i dag? Breve kan forårsage tristhed, som ej bliver til glæde vendt. I Herman Bangs roman 'Ved Vejen' (1886) sidder Katinka længe med Bays brev for ret at fatte, at hendes elskede Huus er rejst: »Og nu var han dog rejst. Rejst og borte«. Og Huus kom ikke tilbage. Det personlige brev har altid karakter af henvendelse. Bay ville fortælle Katinka noget, og netop det hører til brevets særkender. Brevet har bestandighed, om man vil det, og bliver dermed til kulturhistorie: om historien selv, om slægten, om venskabet og det modsatte. Og i denne sammenhæng er brevet det nødvendigste, næsten et krav, fordi det bevaret er med til at forme fortællingen, f.eks. ættens saga. Lidt forhastet, synes det, skrev Martin A. Hansen i 1945: »Hvor finder man nu det personlige Liv bevaret? Ja, visse Personligheder faar Biografier. Men andre Mennesker? Efter dem har man maaske Breve, denne Betroelsens Genre, som ved at gaa med Fortroligheder fra een til een siden hen taler paa manges Vegne om det egentlige. Men Brevet dyrkes ikke nu«. (Fra 'Kirkebogens Skyggerige'). Tiden har eftertrykkeligt gjort udsagnet sandt, men det har nu andre årsager, som der skal vendes tilbage til. Breve kan være tidsdokumenter, også over de lidelser og den djævelskab, som kun mennesket formår at forvolde. Vi husker de gribende sidste breve fra be- sættelsestidens dødsdømte. Et rystende vidnesbyrd er også Olly Ritterbands mindebøn (kaddish), formet som et brev 'Til min far og om min far', som døde i tysk koncentrationslejr: »Sidste gang jeg så dig, det var i 1944 i Auschwitz, da vi blev skilt fra hinanden. Du havde mit bælte fra min frakke, og du kastede det over til mig og råbte: »Tag det på så du kan holde på varmen««. En uafvendelighed, hvor smerten, savnet og mindet står ved siden af hinanden. Her er bestandigheden påkrævet. Disse breve er ikke i sig selv skæbnesvangre, de fortæller om tragedier, som der ikke længere kan gribes ind over for. Men breve kan i sig selv føre til skæbnetunge hændelser. Fra litteraturen, og lad os holde os til den, kender vi f.eks. det famøse brev fra kong Claudius til den engelske konge, som Hamlet så snedigt - og ret så djævelsk - retter i og derved fremkalder døden for sine to rejseledsagere. Her er der dog det stænk af grumhedens forståelighed, der forsoner os med handlingen. Han skulle jo frelse sig selv! Breve kan sætte fut i en intrige, meget kendt fra dramatikken. I Kjeld Abells 'Den blå Pekingeser' (1954) er der brev til André på Café Bern, et brev, der fordrer handling og gør dramaet levende. Bert Brecht brugte også brevtricket, f.eks. i det lille stykke 'Vinterhjælp' (1938). Eksemplerne er legio! Jo, brevet kan fungere også som rekvisit, men det er nu oftest mere end det. Et kodeord for al brevskrivning er langsommelighed , velsignet langsommelighed. Det kræver tid at skrive et brev - det skulle han have tænkt over, Vielgeschrey! - og det tager tid at læse et brev. Og da er vi måske på vej til at afdække en væsentlig del af årsagen til den skyggetilværelse, brevet efterhånden fører. Skuldrene vendes modvilligt bort fra tidens egne forudsætninger. Den er blevet reduceret til effektivitetsmåler og pantsat i jagten på ungdom, helst evig ungdom med risiko for at den så pludselig ikke er der længere, uden at man har efterladt sig nogen spor, ikke engang et par breve. Det kan gå så stærkt, at Oehlenschläger får ret før tiden: »Vor Tid er forbi! Snart synke vi!« ('Hakon Jarls Død', 1803). Brevet er et af ofrene for effektivitetsjaget, en ugleset obstruering for opskruede behov, der kræver hurtig realisation. Der er ikke tid til brevet. Nogle bliver bange for ord, angst for betydninger, for følsomhed og betroelse: svaghedstegn, der dårligt matcher individualisme og svækker vejen mod betydningsfuldhed. I det spil er sjælens mysterium farlig og uønsket, den risikerer at stoppe farten. Og da kan brevet ende som énvejskommunikation, og det er jo så trist! Ja, tiden er en god syndebuk at skyde sig ind under, den kan kun svare igen gennem sit eget forløb. Andre må paradoksalt nok bruge brevet til at undskylde sig med. Som nu f.eks. Schubert: »Endelig et Brev fra Schubert, siger du sikkert, efter tre Maaneders Forløb! - Det er sandt, det er længe Siden, men da mit Liv her er saa enkelt som muligt, saa har jeg kun lidt nyt at meddele dig og de andre«. Ja, den besked hører til de sløje, og dem er der mange af. Hør blot i tilgift Cézanne: »Og lad mig straks sige, at jeg allerede for længe siden kunde have skrevet til dig, for nu er det to Maaneder siden, jeg rejste fra Aix«. Det er sjovt, så betænkeligt den slags udflugter ligner de sedler fra hjemmene, som lærerne i folkeskolen modtager så mange af! Og de ventede på brev: Madame de Sévigné: »Jeg maa indrømme, at jeg har en usædvanlig Lyst til at høre Nyheder fra dig. Husk dog paa, min kære, gode Pige, at jeg ikke har fået noget fra dig siden La Palice«. H.C. Andersen, der selv skrev så mange breve, klagede sig til Henriette Wulff: »Nu har jeg alt været her en Maaned, men endnu ikke et eneste Brev fra Hjemmet ...« (11.6.1833). Senere samme år en lille bebrejdelse til samme Henriette, som ellers havde hjerte for eventyrdigteren: »Hvad skal jeg dog troe, at De slet ikke skriver mig til?« (16.12.1833). Johan Ludvig Runeberg og Hans Egede Schack var ude på samme gangsti. Også Katherine Mansfield ømmede sig: »Det var et frygteligt Slag, at der heller ingen Breve kom i Gaar«. Også Swift gav ondt af sig, men han blev nu vist ikke snydt. Han havde det jo med at brokke sig! Og sørgeligt kan det gå til, når et udeblevet brev i sig selv er en besked: »Tak, jeg har ikke haft Brev«, svarer Ida i Herman Bangs 'Ludvigsbakke'. Og kummerfuldt blev det sandelig for hende. Og de kan gemme sig i mange former, brevene - endog dem, der har en adresse. F.eks. løb Ida da også med et pengebrev , og sådanne kommer da sjældent til ulejlighed ... Men f.eks. Henrik Hertz' ondskabsfulde 'Gjenganger-Breve' (1830) springer vi helst over, for heri hudflettes med pedantisk flid den H.C. Andersen, der er en af danmarkshistoriens flittigste brevskrivere. Og vi bryder os heller ikke om Valdemar Thisteds 'Breve fra Helvede'. Den destination kan vi tidsnok komme i kontakt med. Men den forvildede sjæl gemte sig da også bag et pseudonym (M. Rowell)! Ja, kære læser. De sendte breve til hinanden, også kunstnerne, der altid har haft meget at fortælle, spørge om og lære af. Mest berømt er vel Goethe og Schillers brevveksling, men der er utallige eksempler, gode og dårlige blandt hinanden - og ikke alle har fra skriverkarlenes side været tænkt til offentliggørelse! Til almen kendskab kom dog korrespondancen mellem Sven Burmester og Ritt Bjerregaard ('Verden er så stor, så stor', 1991), og det var ganske givet også meningen! Mere tvivlsomt er det med brevene mellem Maksim Gorkij og Anton Tjekhov, mellem Stefan Zweig og Richard Strauss, og mon Edvard Brandes og J.P. Jacobsen havde forestillet sig, at eftertiden skulle snage rundt i deres indbyrdes skriverier? Men de accepterer det nu nok alle i deres Elysium ud fra den betragtning, at nogle mennesker altså har fundet, at de var en udgivelse værd. Der er de kendtes breve, og der er de ukendtes, de fleste jo. Og så er der alle dem, der er blevet skrevet, men aldrig sendt. Mon ikke en del amoriner er afblomstret i skrivebordsskufferne? De ukendtes og de mindre kendtes breve kan jo dog eksistere. Hvad ligger mon ikke gemt af værdifulde breve i historiske arkiver og på bibliotekerne? Somme vil klamre sig til, at vi da har telefonen og andre tekniske vidundere. Javist, nyttige og efterhånden uundværlige butlere, tilhørende effektivitetens tjenerstab, men en telefonsamtale har nu ikke brevets udødelighed. Den er ikke så nem at vende tilbage til, at bevare. Og sjældent er den uddybende, dens funktion er en anden og kan ikke erstatte det dyrebare brev. Og så er jeg bange for, at telefonen appellerer til lidt dovenskab! Og nu vil jeg læne mig lidt tilbage og mindes, læse og genlæse historiens store brevskrivere, blandt dem Paulus, Plinius, Cicero, Goethe, Stevenson, Flaubert, Paul Gauguin, Daudet og herhjemme Ewald, H.C. Andersen, Ingemann, Brandes-brødrene, J.P. Jacobsen og Martin A. Hansen. Det er behageligt selskab, der kalder på lænestolen - og på god tid! Erindrer du, tålmodige læser, Rembrandts berømte maleri af apostelen Paulus (fra o. 1659), den tænksomme moralist med arkene foran sig og pennen i skødet. Ja, det tager tid at skrive et brev. Eller vend tilbage til Hans Holbeins maleri af Erasmus fra Rotterdam, den sindigt skrivende reformator. Måske et brev til Rabelais, hvem ved, de skrev til hinanden! To billeder, der fortæller, hvad brevskrivning i grunden er for noget, når man er i alvor med den. Og her vil jeg så slutte for dennegang. Det blev et langt brev, men jeg håber, du fik lidt udbytte af det. Lad mig høre fra dig.