Det psykiatriske behandlingssystem svigter. Der mangler værdighed og respekt, skriver en mor med en psykisk syg datter. Og så lytter læger og psykiatere ikke nok til de pårørende. Min datter er skizofren. Hun er en forsigtig og poetisk pige. Hun blev i 1992 indlagt på Rigshospitalet til en kortere psykiatrisk udredning. Denne indlæggelse udviklede sig til en regulær horror-story. Kort tid efter indlæggelsen fik hun medicinforgiftning, såkaldt 'malignt neuroleptika syndrom'. Dette er en alvorlig tilstand, og den forandrede hende fuldstændig. Efterfølgende virkede hun debil. Hun fik voldelige tendenser og havde flere selvmordsforsøg. Som rosinen i pølseenden fik hun en tidsubegrænset behandlingsdom for 'ildspåsættelse'. Hun er stadigvæk i behandlingssystemet og skal formentlig blive der resten af sit liv. Lone er i dag 29 år. Hun er kærlig i sit livssyn. Hun har i mange år levet i flere verdener: den verden, vi andre 'normale' lever i, og sin egen verden med 'støtteuniverser'. Hun forsvinder ind i støtteuniverserne, når den normale verden bliver for belastende eller trættende. Hun kan bevæge sig mellem den normale verden og støtteuniverserne mange gange i løbet af en dag, og i perioder har hun slet ikke brug for støtteuniverserne. Et støtteunivers, som hun jævnligt bruger, er 'Øerne'. Øerne er et smukt og frodigt sted, hvor folk er glade og gode mod hinanden. Der omgås hun mange mennesker, hvoraf en del er kendisser. Jeg kender dem alle, idet de har optrådt i hendes verden siden 1992. Hun er selvsagt på fornavn med dem - de er jo trods alt vennerne. Der er Margrethe (vores dronning). Hun er blot en ven. Bon Jovi er hendes bror, og Tom Cruise og Nicole Kidman hendes forældre. Lone har haft mange lykkelige oplevelser på Øerne og har det dejligt, når hun befinder sig i dette støtteunivers. 'Tunnellerne' er modpolen til Øerne. I Tunnellerne er der mørkt og koldt, og Saddam Hussein stikker folk med skorpioner. De smertefulde oplevelser, Lone har, når hun er i Tunnellerne, er nok, hvad man kan kalde hallucinationer. Lone bruger periodisk meget energi på at få folk fra Tunnellerne overført til Øerne. Det gør hun ved at knipse med fingrene. Denne overførsel lykkes gudskelov for det meste. Den eneste, hun aldrig har kunnet få overflyttet, er Jim Morrison fra The Doors. En overgang forsvandt Øerne, fordi folk dernede var begyndt at blive onde mod hinanden. Men hun har heldigvis fået dem reetableret. Når jeg sidder og hører de historier, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på myten om Atlantis og på Zarathustras lære om kampen mellem det gode og det onde, hvor de gode magter får overtaget, når tiden er inde. Hallucinationernes karakter har ofte sammenhæng med Lones fysiske eller psykiske tilstand. Og i mange tilfælde synes de at kunne henføres til ubehagelige og nedværdigende oplevelser, hun har haft inden for det psykiatriske behandlingssystem. F.eks. oplever hun igen og igen, at personalet fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling stikker sprøjter med beroligende stoffer ind i hendes lår. Det er en af de meget pinefulde hallucinationer. Ved gennemlæsning af hendes journaler kan jeg se, at hun i de tre år, hvor hun gentagne gange var indlagt på Rigshospitalet og Skt. Hans Hospital, har været udsat for hen ved 200 tilfælde af tvangsmedicinering, altså mod sin vilje fået medicin med sprøjte. I nogle tilfælde er denne tvangsmedicinering foregået 20 dage i træk og åbenbart ofte under megen modstand. Dog ikke altid, jævnfør et journalnotat fra 11. november 1992: »I dag yder patienten ingen korporlig modstand, men er angst ved medicineringen, og skal holde i hånd, og bagefter er hun noget grædende«. Lones mareridt startede i juli måned 1992. 18. juli henvendte vi os sammen i visitationen på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, fordi hun var hallucineret. Hallucinationerne kom kun en gang imellem, og de var ikke pinefulde - de må nok henføres under det tidligere omtalte støtteunivers. Men vi henvendte os i tillid til, at det psykiatriske system kunne hjælpe Lone. Denne tillid skulle vi senere så grundigt miste, men da var løbet kørt. Ved visitationen fremførte jeg, at Lone tidligere havde vist stærk følsomhed over for antiepileptiske midler, og at jeg derfor kunne formode, at den samme reaktion kunne komme ved behandling med antipsykotisk medicin (hun havde på det tidspunkt ikke fået medicin mod psykoser). Dette blev noteret. I øvrigt sagde visiterende læge, at Lone ikke var forpint, så det formentlig kun ville dreje sig om en kortere psykiatrisk udredning højst sandsynligt uden medicinering. Næste dag kom jeg for at besøge Lone. Hun lå på gulvet . Hun var så medicineret, at hun ikke kunne rejse sig. Jeg tilkaldte hjælp. Personalet ville ikke hjælpe. De sagde, at Lone faldt for at få opmærksomhed, og at det havde hun gjort mange gange i løbet af dagen. Jeg blev ret panikslagen og ønskede at tale med den læge, der havde visiteret hende aftenen før. Jeg kunne hverken få den læge eller nogen anden i tale og følte nærmest, at jeg blev skubbet ud af afdelingen. Næste dag det samme. Det var et mareridt, og Lone blev rasende på mig, fordi jeg ikke kunne hjælpe hende ud af dette mareridt. Fem dage efter var Lone overført til Skt. Hans Hospital. Jeg fortalte psykiateren dér, at jeg var bekymret over Lones høje medicindoser. Svaret var, at Lone blev medicineret korrekt. Samtalen foregik i en venlig tone, men det var underforstået, at jeg skulle blande mig uden om deres behandling. Jeg kunne (ved mine besøg) se, at der var noget rivende galt på vej. Lone var begyndt at blive meget mærkelig: Hun gik usikkert, var fjern og virkede, som om hun havde høj feber. Det blev værre, for hver gang jeg besøgte hende. Den sidste dag gik hun med små slæbende skridt og med armene fremstrakte som en søvngænger. Faldt i tide og utide og kunne ikke selv rejse sig. Jeg var nu panisk. Jeg havde hver dag sagt til psykiateren, at hun ikke kunne tåle medicinen, men uden resultat. Da jeg kom for at besøge Lone den fjerde dag, var hun blevet akut indlagt på Roskilde Sygehus. Der fandt jeg hende med slanger og nåle alle vegne, og hun var blå og gul over det meste af kroppen. Hun havde en voldsom medicinsk reaktion. Det var - fik jeg at vide - en alvorlig tilstand. Det vil sige, at Lone, tolv dage efter hun var blevet indlagt til en kortere psykiatrisk udredning, var endt op med at være medicinforgiftet. Og jeg havde som pårørende intet kunnet stille op. Man ville simpelthen ikke lytte. Efter at Lone havde haft den voldsomme medicinske reaktion, var hun fuldstændig forandret. Fysisk var hun meget svag. Psykisk var hendes fremtræden som en fuldstændig debil. Hun ville/kunne ikke snakke. Proppede alt inden for rækkevidde i munden. Det kunne være cigaretskod, æbleskrog, sodavandskapsler osv. Hun reagerede meget aggressivt. Aggressionen var specielt rettet mod mig. Hendes kontaktperson troede virkelig, hun var debil, og han var overrasket over at høre, at Lone knap en måned tidligere var i Amsterdam, hvor hun solgte lopper på et loppemarked. Lone var virkelig blevet sindssyg, og hun blev nu for alvor medicineret. Hun nægtede at indtage medicin med følgende argument: (journalcitat 17. august 1992): »Patienten nægter at indtage medicinen, idet hun anfører, at hun har fået så meget medicin, så hun jo er blevet syg af det«. Det var jo rigtigt. Lone var blevet alvorligt syg, ti dage efter hun var begyndt at tage medicin mod psykoser. Men hendes argument blev overhørt som psykotisk tågetale, og den stod nu på daglig tvangsmedicinering i en længere periode. Under en af sine indlæggelser på Skt. Hans skulle Lone også opnå at få titel af 'ildspåsætter'. På det tidspunkt da ildspåsættelsen fandt sted, var Lone tvangstilbageholdt på lukket afdeling, fordi hun var til fare for sig selv. Hun var til fare for sig selv, fordi hun røg i sengen og på grund af den stærke medicinering faldt i søvn, mens hun røg. Lone faldt højst sandsynligt også i søvn med en tændt cigaret den dag på Skt. Hans Hospital. Der gik ild i sengetøjet. Ilden blev slukket af en ansat, men det fik en retssag til følge, bl.a. fordi den ansatte var sikker på, at Lone havde tændt ild med vilje. Lone har garanteret også 'indrømmet' det, for i den periode påtog hun sig skylden for alverdens ulykker. Hun sagde for eksempel, at hun havde dræbt sine 150 børn (hun har ingen), at hun havde solgt narkotika i USA og andet. Hvis man læser domsudskriftet, ligner det en helt almindelig retssag, hvor formalia er overholdt. Der var forsamtale med den beskikkede forsvarer. I domsudskriftet står der skrevet: »Anklagede erkender sig skyldig i ildspåsættelsen«. Ifølge dem, som fulgte Lone, erkendte hun sig også skyldig i et utal af andre 'forbrydelser', bl.a.: de førnævnte. Retssagen blev standset, da Lone kastede op. Resultatet blev en tidsubestemt behandlingsdom, hvilket er en alvorlig sag. Tænk, at en person, som er tvangstilbageholdt på en lukket afdeling, fordi vedkommende er til fare for sig selv, kan ildspåsætte. Jeg ville have troet, at de netop var beskyttede mod den slags på et lukket afsnit. At vedkommende så oven i købet senere skal gennem hele retsmaskineriet i en tilstand, hvor hun er dybt psykotisk og stærkt medicineret, mener jeg er mere end ydmygende. Hun kan jo ikke med rimelighed 'forsvare' sig i sådan en tilstand. Landsforeningen Sind har desværre kendskab til adskillige lignende retssager fra psykiatriske afdelinger. Begrebet 'den gode samtale' er meget anvendt nu om dage. Hvis jeg skulle sætte prædikat på psykiater-patient-samtalen, så vil det desværre blive 'den dårlige samtale'. Det er almindelig anerkendt, at psykiatrisk behandling først bliver optimal, når medicinering og samtaleterapi går hånd i hånd. Psykiatere er eksperter, hvad angår den menneskelige psyke. De ved, hvordan de forskellige medicinske præparater virker ind på de forskellige centre i hjernen, og det er en uundværlig ekspertise. Til gengæld er det ikke mit indtryk, at de anser den støttende samtaleterapi for at være særlig vigtig. Psykiateren afsætter ganske vist tid til patientsamtaler, men samtaletiden er kort, og det er som oftest psykiateren, der sætter dagsordenen for samtalen. Psykisk syge har også en dagsorden, de ønsker behandlet, men de har ofte det problem, at de ikke straks kan komme ind til sagens kerne, fordi der sidder en masse 'kaotiske tanker' og blokerer herfor. Hvis psykiateren havde tid til i fællesskab med patienten at få 'orden' på de kaotiske tanker, så ville der efterfølgende være basis for en 'normal' og værdig samtale. Et eksempel på en af de mislykkede samtaler, som jeg har overværet: Lone ønsker en samtale, fordi hun vil nedsættes i medicin på grund af bivirkninger. Hun kommer hektisk ind i samtalerummet, taler om svulster i hjernen og dårlige nyrer. Psykiateren insisterer på at tale om medicinering, og det kan hun slet ikke forholde sig til på grund af de kaotiske tanker, der blokerer. Psykiateren opgiver hurtigt samtalen og afslutter den uden forløsning. Lone føler sig ydmyget, fordi hun oplever, at psykiateren ikke lytter til hende. Hvis psykiateren havde haft mere tid, så ville Lone være nået frem til det med medicinen og ville have kunnet samtale derom på en fornuftig måde. Resultatet af 'samtalen' var, at hun blev opdoseret, altså det modsatte af hvad hun ønskede. Psykiatriske patienter føler alt for ofte, at psykiaterne tager vigtige beslutninger hen over hovedet på dem, og at de slet ikke kommer til orde. Det er en ydmygende følelse. Jeg mener, der kunne rettes en del op på dette gennem mere samtale på de psykisk syges egne præmisser. Når nu psykiateren ikke prioriterer samtale med patienten på patientens præmisser højt eller måske ikke har tid dertil midt i en stresset lægehverdag - hvorfor så ikke kaste håndklædet i ringen og ansætte nogle flere psykologer, som i samarbejde med psykiaterne og de pårørende, kunne varetage denne opgave. Som pårørende bruges man fortrinsvis til at give en historisk beskrivelse af patientens liv fra fødslen til nu. Denne beskrivelse får man til gengæld lov til at give ofte. En af de rigtig 'gode' psykiatersamtaler foregik på Skt. Hans Hospital. Jeg havde på forhånd meddelt, at jeg ønskede samtale om Lones medicinering, idet jeg mente, hun fik for meget. Psykiateren indledte med at sige, at han ikke kunne udtale sig om Lones medicin, da han ikke havde journalen. Jeg ønskede så at tale om Lones fremtid. Lone havde en lejlighed i København, som hun gerne ville tilbage til. Det mente jeg var en rigtig god ide, fordi hun der havde et godt netværk og mange at tale med. Jeg ved ikke, hvor psykiateren var henne under 'vores samtale', men han hørte åbenbart kun ordet tale og reagerede prompte derpå. Han sagde, at hvis jeg havde brug for at tale med nogen, så kunne han tilbyde mig pårørendegruppen. Tænk, det var en mærkelig flad fornemmelse at have siddet og talt for døve øren om et emne, som var meget magtpåliggende for mig og for Lone. Jeg havde endda taget en fridag for at komme til den samtale. Skizofrene er meget følsomme og sårbare mennesker. De skal respekteres og tages alvorligt som individer. De skal ikke gang på gang udsættes for ydmygelser. De fleste skal have medicinsk behandling, det er der ingen tvivl om. Men lyt dog til dem. De kan som andre mennesker godt mærke, hvad der er godt og dårligt for dem. Lyt også til deres pårørende. De kender i de fleste tilfælde patienten godt og kan derfor hjælpe med til, at behandlingen bliver bedst mulig. Det må da være til alles fordel!