Politisk teater er dybest set en borgerlig ombudsbringende kammeratskabstjeneste. Det mener skuespillerinden Anne Marie Helger. Hun bringer her et dybdegående kritisk interview med sig selv om vigtigheden af politisk teater. Du har 35-års jubilæum i år, og du har altid dyrket det politiske teater. Tror du stadig, at det nytter? »Ja, det tror jeg! Politisk teater gør en forskel. Kunst gør en forskel. Jeg ved jo fra mig selv, hvor påvirket og bevæget man bliver af digte, teater, tekster, kostumer, dans, musik, bøger, billeder, sang, arkitektur, kort sagt kunst, når den bider. Med de rette virkemidler risikerer man at få ændret hele sit aktivitetsniveau, i hvert fald for en tid. Helgers Hedetursopførelserne er fra tid til anden blevet benævnt som veritable vækkelsesmøder. Ja, hvorfor ikke. Politisk teater rusker op i folk. Det tavse flertal er slet ikke så tavst, og heller ikke upåvirkeligt. Hvis jeg troede det, ville jeg stoppe den dag i morgen!«. Men når det politiske teater ikke kun ud til en ret snæver kreds af mennesker? Der er jo mange, der sjældent eller aldrig går i teatret - og hvis de gør, er det nok ikke dig og din slags, de opsøger frivilligt? »Folk påvirkes ad mange veje. Man taler jo netop i disse for vort stakkels lille land så menneskefjendske, højreornamenterede tider om racismens snigende gift. På samme måde kan man tale om kunstens snigende gødning. Folk opdager det måske ikke selv, men de påvirkes, eller måske rettere, de gøres påvirkelige. F.eks. lancerede jeg i forbindelse med 'Hedetur' det hjemmetrawlede ord 'klimakteriemakrel', og det har folk taget til sig, især efter at 'Hedetur' blev vist på tv. Der går garanteret mere end én kvinde rundt, som normalt ikke bryder sig om Anne Marie Helger, eller som ikke aner, hvem konen er, men som bruger ordet klimakteriemakrel med et muntert lille smil på læben. Og mon ikke det gør noget godt for hendes selvfølelse? Eller tag de nye trendenser inden for blomsterbinding. Før var det dårlig smag at blande mange forskellige blomster i alle mulige farver i en buket, men nu er det blevet moderne. En af de første til at binde den slags små, multikolorerede buketter var en lille forretning på Christianshavn. Siden har det spredt sig som blade for vinden, det er da skønt. Folk har godt af at synes, at en lille, knald-hamrende kulørt buket er pæn! Det er befordrende for deres kulturelle multietniske videreudvikling«. Det lyder jo meget besnærende med »kunstens snigende gødning«, men hvordan vil du så forklare, at vi netop har valgt en borgerlig regering? Hvor har det politiske teater været henne de senere år, siden det ikke har formået at påvirke befolkningen? »Jeg ved ikke, hvem det 'vi' er, der har valgt regeringen. Det var i hvert fald ikke mig. »Det var ikke mig« - det står på nogle protest-polet-badges, vi i Helger-konsortiet har fået fremstillet, og som vi solgte til stjerne-demonstrationen mod finansloven 20. marts. De gik som varmt smørrebrød. Jeg ved heller ikke, hvor VK-stemmerne gemmer sig henne nu, for man hører ikke meget til dem - men jeg er sikker på, at rigtig mange af dem har fortrudt det kryds! Faktisk er det også helt forkert at sige VK. Man burde jo sige VC, det andet forvirrer bare begreberne. Jeg havde en tante, som hele sit liv satte kryds ved K på valgsedlerne. Hun ville have korset sig, hvis hun havde anet, at hun år ind og år ud stemte på kommunisterne i stedet for de konservative. Vi har med det for øje fået fabrikeret nogle nye protest-poletter eller obstruktions-oblater, der efter den enorme forhåndsinteresse at dømme også kommer til at gå som varmt brød. VC-mærkerne bærer teksten: 'VC - Husk at skylle ud'. Til det potentielt polet-trængende VC-klientiel er der fremstillet et mindre pænt oplag med teksten: Jeg er på VC. Apropos VC/DF er det i virkeligheden skrupforkert at sige DF. De har liste O, og det passer også meget bedre til dem med det nul. Der har været stille om det politiske teater i nogle år, der er heller ikke så meget af det, men det er der! Man hører bare sjældent om det, fordi der ikke er nogen, der skriver om det. Anmeldere og journalister efterlyser det politiske teater, men de er selv med til at holde det væk fra synlighedsfeltet, for de vil hellere skrive om spændende, store mammutopsatsninger. Når sådan en fejende flot museknald er på plakaten, er forsiden på alle kultur-sekretionerne fuldstændig plastret til«. Du er kendt som den allestedsnærværende meningsmaskine, men hvad med de unge? Tror du ikke, at det politiske teater i virkeligheden uddør med jeres generation af falleret 68'udkrads? »Det politiske teater dør aldrig. Det er blevet mindre synligt, men hvor godtfolk samles, springer de unges engagement i øjnene. De går bare til biddet på en anden og mindre organiseret måde, end vi gjorde det i 60'erne. Tryk avler modtryk, og det politiske teater skal nok komme til at stå i fuldt og spraglet flor igen. Der er ikke så mange politiske kunstnere i Danmark i dag, men de, der er, er møg markante, slidstærke og ikke til at komme uden om. Hvor morderlig gerne den borgerlige fløj end vil. Yderpositionen giver frihed til at sige og gøre det, som andre ikke kan tillade sig, fordi man ikke skal stå skoleret over for diverse indflydelses-stenrige producenter, administruerende direktører, instruktører og andre imposante samfunds-støttepermanente personasjer, men det har store omkostninger for karry-æraen at være politisk kunstner. Når man tillader sig at mene noget om upopulære emner og sige det højt, udelukker man sig selv fra det gode selskab. Man er stemplet. Det er en form for Berufsverbot. Det er derfor, jeg er min egen direktøs. Som politisk kunstner er der mangt og meget, man ikke bliver bedt med til, for Producenten ved da godt, at det politiske engagement vil 'smitte af' på hans produkt. Jeg kan godt forstå, at de unge ikke som det første vælger at stille sig op på ølkasser og blokvogne og protest-optræde mod regeringen. Da jeg var ung, var det moderne at spille politisk teater, det var den vej, strømmen gik. I dag er det håbløst umoderne, så nu er prisen nok endnu højere. Derfor blev jeg også både glad og overrasket over, at så mange kunstner- kollegaer modigt stod frem i den stærkt omdiskuterede kunstnerunderskriftsannonce mod den ny regerings kulturfjendtlighed. Da min 'Nytårstale år 2002' med tilhørende Politisk Protestsalon som noget af det første kom på banen efter valget, i hvert fald i teaterregi, stillede flere end 100 kunstnere og eksperter op. Alle har været glade for at blive spurgt. Der har simpelthen ikke været nej i deres mund, og det er nye toner. Som politisk kunstner bliver man nemt en slags paria i mange sammenhænge, men nu giver folk udtryk for, at de respekterer mit arbejde og stiller gerne op og viser ansigt - med fare for at lægge sig ud med dem, der har nøglerne til forfordelingsnøglehullerne. Mange er kommet på barrikaderne siden. Kampånden er vakt, og pludselig står man som politisk kunstner ikke nær så søllement alene som tidligere«. Er du ikke glad for den nye regering, når den giver dig så meget vind i sejlene? »Nej, så egocentrisk er jeg ikke. Det er skønt at se al den aktivitet, men jeg havde alligevel hellere undværet det regeringsskifte. Den tidligere regering var på ingen måde særlig kultiveret, men nu skal der for alvor kæmpes for kulturen. Vi har en regering, der er afhængig af Pia Kjærsgaard, og hun siger rent ud, at vi har den kultur, vi har brug for. Jeg tror, hun mener, at med al den kultur, vi er blevet møget til med siden Arilds tid, så må det være nok nu. Kunstnerne kan godt lukke og slukke og gå hjem. Men (også) dér tager hun fejl. Regeringen mener tilsyneladende, at tingene kun er noget værd, hvis de kan betale sig, og helst i en fart, men der er andre værdier på spil end de rent pekuniære. Man kan sammenligne med arkitekturen. I dag har vi alle muligheder for at bygge de smukkeste huse, som man kan nyde både at bo i og at se på, men det vil de ikke. De vil hellere knalde nogle skotøjsæsker op i en fart. Man kører forbi en byggegrund, og to dage efter står der en betonbunkers. Den er ikke særlig pæn, men det gik sørme hurtigt! Det har intet med kunst at gøre, men det kan betale sig«. Hvorfor er den politiske kunst så vigtig? »Politisk teater er en nødvendig betingelse for demokratiet. Selvom folk tit kalder mig udansk, fordi de synes, at mine virkemidler er for storladne, for heftige og ja, bare for meget, er jeg lykkelig over at være født i Danmark, hvor vi trods alt har en demokratisk styreform. Forudsætningen for et stærkt demokrati er en stærk opposition. Der skal være græsrødder, der råber op, og der har man brug for kunsten. Det politiske teater, og den politiske kunst i det hele taget, bør af politikerne opfattes som en kammeratlig, oppositionel venskabstjeneste. Kunsten kan noget, som politik og nyhedsjournalistik ikke kan: Den kan vende op og ned på tingene, nogle gange blot med en enkelt sætning. F.eks.: »I 60'erne var det moderne at være et godt menneske. Nu er det trendy at være et dumt svin«. Sådan et udsagn er vildt overdrevet, men det rykker. Kunstnere er per definition frit tænkende væsener, og derfor må de også tage på sig at være talerør for alle de undertrykte, de marginaliserede, de tilsidesatte randvaskere, som dårligt kan tale for sig selv, og som ingen lytter til. Og folk sætter pris på os, tro endelig ikke andet - jeg bliver ofte stoppet på gaden af mennesker, som takker mig for at have udtrykt netop det, de selv går og tænker. Derfor undrer det mig også, at der ikke sættes mere pris på de politiske kunstnere. Når en kunstner taler den herskende klasse imod, lægges han eller hun for had, og det er uklogt«. Når du er så politisk engageret, hvorfor bliver du så ikke politiker? »Politik er det muliges kunst. Jeg foretrækker at leve af det umuliges kunst. Rigtig kunst er per definition umulig, den kan ikke betale sig. Politisk kunst kan slet ikke. Politikerne bliver jo også kritiseret fra mange sider. Faktisk kan man sige, at politikere og politiske kunstnere har det til fælles, at de begge er voldsomt upopulære. Vi kunstnere bliver godt nok ikke tegnet nær så tit, men det er, fordi Roald Als holder med os, gud ske lak og tov for det. Når jeg melder Rød Front, er det altid en kærlig, hjertelig og frem for alt pacifistisk rød front. Satire handler om at tage stilling, men på en anstændig måde. Alligevel hagler kritikken altid ned over den, der stiller sig op og tager stilling offentligt. Man kan godt blive lidt trist og modløs, men jeg har set i ørerne, at det kan ikke være anderledes. PH's enke Inger Poul Henningsen hjalp mig til den indsigt. Da jeg indspillede tv-serien 'Det lille hus ved motorvejen', sendte hun mig et vidunderligt brev, hvor hun skrev, »at lytte til dig er som at komme hjem igen«, og hun opfordrede mig til aldrig at give op. Det gjorde hendes mand ikke, og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre! For nylig modtog jeg en invitation til at drikke kaffe hos kulturminister Brian Mikkelsen, og det blev jeg så glad for. Jeg fik den tanke, at han måske inderst inde har ladet sig påvirke af de massive protester og forstået, hvor meget vi har brug for kunsten og kulturen, også den politiske, når det nu er mig, han beder til kaffemik. Man kan da håbe, for den politiske kunst bør vi værne om. Lige nu er den noget nær vores eneste åndehul. Måske skulle jeg ta' et par protestpoletter med og forære hr. Mikkelsen 'VC- jeg er på' og 'Pas på kulturen', bare som en lille venskabelig drillende gæst til vært-gave. I aften holder Anne Marie Helger 'Nytårstalen' i Cirkusbygningen.