Nu begynder domstolene at tilbyde 'fredsmægling' mellem ægtepar, der vil skilles. Og det er slet ikke så nyt, som nogen åbenbart tror, skriver Anette Jensen, som er historiker og ph.d.-stipendiat ved Syddansk Universitet. Allerede i 1795 blev der her i landet oprettet forligskommissioner - med brugerbetaling. I Politiken 25. februar kunne man læse, at Københavns Byret siden 1. februar har tilbudt mediation (professionel mægling) mellem stridende ægtefæller, og at Dommerforeningen snart færdiggør et forslag, der skal sendes til regeringen, om forsøg med fredsmægling ved domstolene. Forsøget og forslaget om fredsmægling er udformet efter henholdsvis engelsk og norsk model, men der er god grund til at hævde, at forligsmægling mellem uenige ægtefolk egentlig er genoplivning af en gammel dansk tradition fra 1795! Alle civile retssager skulle prøves ved forligskommissionen for 200 år siden, før de eventuelt blev taget op i retssalen, og ægteskabssager var således også en del af kommissionernes arbejdsområde. Det svarer til Dommerforeningens forslag, som er under udarbejdelse. Der er dog en forskel, idet dommeren ifølge forslaget skal kunne vælge at tilbyde parterne mediation. De overvejelser, der gøres i den aktuelle debat, og de rammer, som forligene i dag indtil videre skal indgås inden for, har oplagte paralleller til forligskommissionernes vilkår fra 1795. I 1795 blev der over hele Danmark samt i købstæderne i Norge oprettet såkaldte forligskommissioner, der havde til opgave at forsøge at forlige de stridende parter og således forebygge en egentlig retssag. Baggrunden var dels et ideal om, at der skulle indgås mindeligt forlig i stedet for afgørelse ved dom, dels at man ville begrænse antallet af bekostelige retssager. Og det kunne opnås ved oprettelse af forligskommissioner, der stod uden for det egentlige retsvæsen. Forligskommissioner var ikke en dansk opfindelse, idet lignende mæglingsinstitutioner også blev oprettet i Frankrig og Preussen i slutningen af 1700-tallet, ligesom man havde høstet erfaringer fra oprettelsen af forligskommissioner på De Vestindiske Øer i 1755. Den lovgivning, der fastsatte regler for opløsning af ægteskabet, tog udgangspunkt i Danske Lov (1683), og reglerne var påvirket af den lutherske lære og derfor meget restriktiv. Den forældede lovgivning blev ikke revideret før i 1920'erne, men fra omkring 1790 liberaliserede man via den administrative praksis adgangen til separation og skilsmisse. Dette liberale syn på ægteskabets opløsning var de retningslinjer, som forligskommissionerne havde at arbejde efter. I 1952 blev forligskommissionerne nedlagt i Danmark, og en af begrundelserne for deres nedlæggelse var manglende succes med at indgå forlig. Igennem den ca. 150-årige periode, hvor forligskommissionerne eksisterede, var der blevet åbnet op for, at parternes personlige fremmøde kunne erstattes af, at advokater kunne føre sagen. Og netop det faktum, at parterne ikke længere skulle møde personligt, er siden hen blevet brugt som forklaring på den manglende succes. I Norge fungerer forligskommissionerne endnu, dog med visse ændringer, så når man i dag har fundet inspiration i Norge, skyldes det egentlig, at man dér aldrig har nedlagt forligsvæsenet, som blev etableret, medens Norge og Danmark var ét kongerige. En af bevæggrundene for at (gen)- indføre forligsmægling mellem uenige ægtefæller er, at den længe anvendte facon, retssagen ved domstolen, kan ende i meget personlige kontroverser i retssalen. Dommeren skærer igennem på et tidspunkt, og de uenige ægtefolk føler måske ikke, at deres interesser bliver tilgodeset i de til tider meget følsomme spørgsmål, der eksempelvis vedrører fælles børn. Fordelen ved forligsmægling er, at man hjælper de stridende parter til at snakke og lytte til hinanden, og det er så ægtefolkenes egen opgave at nå til enighed om børn, bodeling med videre. Man forsøger at løse de mangefacetterede problemer ved separation via kompromiser mellem de involverede parter, og tvisten ses derved i en større helhed. Resultatet giver dermed alle parter en større tilfredsstillelse. En sag i Nyborg Købstads forligskommission fra 1810 viste eksempelvis, hvor intime spørgsmål der blev diskuteret i forligskommissionen. En fattig fisker, Abraham Hansen, fra Hesselet tæt ved Nyborg, fremførte to vægtige begrundelser for, at han ønskede at leve adskilt fra sin kone, Karen Christensdatter. Abraham fortalte ved mødet med forligskommissærerne, at hans kone var drikfældig, hvilket havde ødelagt både ham og deres fire børn, og konens last havde tillige ruineret familien. Og drikfældighed var ikke den eneste begrundelse, for hun havde tillige »besudlet hans Egteseng«, hvilket vil sige, at hun også havde været ham utro. Så for Abraham var der ingen anden løsning end at leve adskilt fra konen, og de indgik følgende forlig. Børnene, der var mellem 6 og 23 år, skulle Abraham tage sig af; sønnen på 23 år var blind og kunne derfor ikke forsørge sig selv. Af deres »liden Boe«, som deres bohave blev betegnet, fik Karen deres bedste dyne, hvorfra fyldet først blev taget ud og delt lige mellem dem, dernæst fik hun en ringere dyne, en pude, et par lagner, et strygejern og hendes gangklæder og noget linned. Men vigtigst af alt var nok, at hun også fik spinderokken, for hun havde nemlig planlagt, at hun ville ernære sig ved håndarbejde om vinteren, og om sommeren ville hun tage ud at tjene. Karen Christensdatter var dermed på mange måder en endnu fattigere kvinde efter adskillelsen fra sin mand, idet hun mistede sin familie, sit hjem og sin forsørger. Hvordan Karen Christensdatter klarede sig alene, ved vi ikke, men hun var ikke blandt de faste modtagere af understøttelse fra Nyborg Fattigkommission i de efterfølgende år. Derimod dukkede »Abrahams blinde Søn« op blandt de faste modtagere af fattighjælp fra 1814, så forsørgerbyrden var altså blevet for stor for den separerede fattige fisker. I eksemplet er ægteparret meget fattigt, men det er væsentligt at understrege, at alle samfundsklasser benyttede sig af mægling i ægteskabssager for 200 år siden. En forudsætning for, at forligsmøderne er konstruktive, og at der opnås forlig, er, at parterne er indstillede på, at der skal gives og tages. Tilsvarende var tilfældet ved forligskommissionerne for 200 år siden, idet der skulle være en vis enighed mellem parterne om ønsket om separation, for at kommissionen måtte behandle ægteskabssagen. En ægteskabssag blev fra 1795 startet hos præsten, der i første omgang skulle forsøge at få parterne bragt til enighed om fortsat at leve sammen. Det var primært den (u)moralske side af sagen, der optog præsten. Var præstens bestræbelser forgæves, var næste skridt, at parterne fik deres ægteskabssag bragt for den lokale forligskommission. Denne mægling havde to formål. For det første at forsøge at få ægtefolkene til at fortsætte det ægteskabelige samliv, og hvis det ikke lykkedes, at opnå forlig om de vilkår, hvorpå adskillelsen skulle bygges. De forlig, der blev indgået ved forligskommissionen, blev underskrevet af kommissærerne samt sagens parter og fik derved samme status som en dom, der var afsagt ved domstolen. Og siden hen skulle parterne søge amtmanden om den egentlige bevilling til at ophæve det ægteskabelige samliv. I den aktuelle forsøgsordning i Københavns Byret er det en dommer, der mægler, medens det i forslaget fra Dommerforeningen ikke er helt afklaret, hvilken faggruppe der skal have mæglerrollen. Dommerne selv foreslår, at det kan være dommere, der skal have mægleropgaven; en anden mulighed kan være advokater eller en helt tredje faggruppe. Advokaterne argumenterer med, at de er eksperter i familieret, og de mener derfor, at de er den oplagte faggruppe til at tage sig af denne opgave. Når det angår mæglerrollen, er det også interessant at se på forligskommissionernes indretning efter forordningen af 1795. Forligskommissionen bestod af to forligskommissærer og en skriver, der nedskrev et referat af sagens forløb. De to kommissærer var »de meest oplyste og retskafne Mænd«, og udvælgelsen foregik som følger: I byerne udvalgte magistraten seks kvalificerede mænd blandt byens indbyggere (også blandt indbyggerne uden borgerskab), og derefter tilkom det borgerskabet at vælge to kyndige kommissærer ved flertalsafstemning; de besad embedet i tre år. På landet var det amtmandens opgave at finde kvalificerede kommissærer. Set i lyset af den aktuelle diskussion om, hvilken faggruppe der skal indtage mæglerrollen, overraskes man af, at der i 1795 ikke blev stillet krav om, at kommissærerne skulle have en uddannelse eller særlig indsigt i lovgivningen; det var hæderlighed og fornuft, der var de afgørende egenskaber. Faktisk måtte der slet ikke være personer med særlig juridisk viden til stede ved forligsmøderne, og de stridende parter skulle møde personligt op til mæglingsmøderne. Det var dog muligt at sende en anden person med fuldmagt, men altså ikke en med særlig ekspertviden, som den ene part kunne drage nytte af. At man valgte denne løsning for 200 år siden, havde blandt andet pragmatiske årsager, idet der ikke var grundlag for at udnævne faguddannede forligskommissærer. Løsningen var tillige sympatisk, idet mæglingen handlede om at få de stridende parter til at enes om enten at fortsætte samlivet eller fastætte vilkårene for adskillelsen. Mæglingen handlede ikke om at rådgive, men om at få parterne i gang med at indgå forlig i mindelighed. For 200 år siden var forsørgelsen af børnene samt den ægtefælle, som tog sig af børnene, i centrum ved forhandlingerne. En løsning kunne også være at dele børneflokken, så forsørgerbyrden tillige blev fordelt. De problemstillinger, der er i fokus i ægteskabssagerne angående børneflokken, har forandret sig. I 1800-tallet handlede sagerne meget om forsørgelse og dermed overlevelse, hvilket den tidligere omtalte sag vedrørende den fattige fisker viste. I dag handler ægteskabssagerne om forældremyndighed samt de praktiske problemer, som følger, hvis eksempelvis den ene part forlader lokalområdet eller måske flytter til en anden landsdel. Men dengang som nu udspringer ægteskabssagerne af konflikter, der vel bedst løses af ægtefællerne selv med hjælp fra en uvildig person. Forligskommissionerne i Danmark er blevet vurderet til at være en fordel for almenvellet, og der kan fremhæves flere træk, som må have fremmet jævne menneskers motivation til at søge mægling hos den lokale kommission. Sagen hos forligskommissionen startede ved, at den ene part i sagen indgav en klage til kommissionen. Forud for vedtagelsen af 'Forordning om Forliges-Commissioners Stiftelse i Danmark samt i Kiøbstæderne i Norge' i 1795 blev det diskuteret, om man skulle forlange en skriftlig klage, eller om en mundtlig klage også skulle anses som tilstrækkelig. De lokale embedsmænd rundt i landet var klar over, at der kun var få mennesker, som var i stand til at formulere en skriftlig klage, og i så fald man kun ville antage en skreven klage, pålagde man sagens parter udgifter til betaling for hjælp fra en skrivekyndig person. Konsekvensen kunne dermed blive, at det ville afholde nogle fra overhovedet at indgive en klage, ligesom det kunne forsinke sagens igangsættelse. Resultatet blev derfor, at man tillod både mundtlige og skriftlige klager. Forordningen fra 1795 stillede også krav om, at sagen skulle behandles og afgøres, inden der var gået otte dage i byen og 14 dage på landet, medmindre en af parterne indvilligede i udsættelse, eller sagen nødvendiggjorde, at den blev udsat. Man oplevede derved, at de indbragte sager hurtigt blev taget til behandling. Møderne i forligskommissionen blev holdt en gang om ugen for lukkede døre. Hensigten dermed var, at man ville sikre, at befolkningen havde tillid til forligskommissionernes mæglingsarbejde, samt at der kunne mægles med »Frimodighed og Aabenhiertighed«. Samtalen mellem forligskommissærerne og de stridbare ægtefolk var altså i centrum, hvilket yderligere blev understreget af, at det ikke var tilladt at føre vidner i sagen, medmindre begge parter var indforstået hermed. Driften af forligskommissionerne var baseret på brugerbetaling. En forligt sag udløste et salær på 64 skilling, hvor hovedparten blev betalt af den klagede part og en mindre del af den indklagede part. De 64 skilling skulle deles mellem de to kommissærer og skriveren, men betalingen faldt vel at bemærke kun, hvis der blev opnået forlig i sagen. Dette var et incitament til forligskommissærerne om at gøre et grundigt stykke arbejde, men det samme gjaldt for parterne i ægteskabssagen, idet en uafgjort sag måtte bringes for domstolen, og det gav både økonomiske byrder og praktiske gener. Hos domstolen, hos kommissærerne og hos sagens parter var der således incitamenter til at løse konflikter hos forligskommissionen. Dommerne i Københavns Byret, der deltager i forsøget, som startede 1. februar i år, ser det som en fordel, at mæglingen er gratis. At gennemføre mægling uden nogen form for betaling kan lade sig gøre, fordi det er dommeren, som står for mediationen, men når det etårige forsøg er slut, skal forligsmægleren have timebetaling. Set udefra synes det væsentlige at være, at forligsmægling forløber tilfredsstillende for deltagerne, idet de vilkår, som man forhandler sig frem til, jo får vidtrækkende konsekvenser for det involverede par og deres familiers videre liv. For 200 år siden var man villig til at betale for mæglingen, når man opnåede mindeligt forlig - og hvorfor skulle viljen til at betale ikke være til stede i dag? Forligskommissærerne var for 200 år siden ikke moraliserende over for de stridbare ægtefolk; de blandede sig kun i forsørgelsesproblematikken, og det er vel også væsentligt i dag. Forligsmægleren skal ikke fortælle, hvad der er bedst; det må parterne selv forhandle sig frem til. Hvorledes mediationsinstitutionen bedst indrettes i dag, skal ikke afgøres af en historiker. Men jeg har fundet det væsentligt at fremhæve, at det faktisk er en gammel dansk tradition, som tages op på ny. De vilkår, som forligskommissionerne arbejdede under for 200 år siden, kan måske virke inspirerende på dem, som arbejder med problematikken omkring forligsmægling i dag.