Befolkningen vil kureres for sjælesorg og smerte. Hvad gør lægerne og psykiaterne? De udskriver recepter. Kronikørerne er alle læger og medlemmer af Lægeforeningens Psykiatriudvalg. Og så er de bekymrede. Med denne Kronik ønsker vi at problematisere en samfundsudvikling, som i stigende grad gør læger og i særdeleshed speciallæger fra de to psykiatriske specialer (børne- og ungdomspsykiatri og psykiatri) til gidsler i jagten på et lidelsesfrit liv: Et liv, hvor mennesker ikke har tid til at være syge eller rekreere sig. Et liv, hvor vi ikke har tid til, at vore nærmeste bliver bekymrede, syge og behøver vores støtte og omsorg. Et liv, hvor vi ikke accepterer, at kroppen sætter begrænsninger. Et liv, hvor man snarere deler sorger og bekymringer med terapeuter end med familie og naboer. Et liv, hvor vi som læger i tiltagende grad forventes at behandle og indfri menneskers urealistiske forventninger om frihed for lidelse, bekymringer og tidsrøvende helbredsmæssige besværligheder. Lad os starte med nogle eksempler fra det virkelige liv: Eksempel 1 En henvisning fra praktiserende læge til ungdomspsykiatrisk ambulatorium: »16 år gammel kvinde henvises med henblik på fortsat antidepressiv behandling. Efter 10. klasse påbegyndt teknisk skole, men ophørte efter at have fået foretaget abort og brudt med kæreste. Moster død september måned. Føler sig trist, dårlig nattesøvn. Ønsker medikamentel behandling. Jeg har i dag startet antidepressiv behandling med Cipramil 20 mg dagligt. Bedes vurderet snarest muligt. Sign. NN« Eksempel 2 I den psykiatriske skadestue: En 22-årig kvinde henvender sig med henblik på at få hjælp, idet hendes hund er død. Eksempel 3 Henvisning fra skolepsykolog: »9-årige Rasmus blev undersøgt i børnepsykiatrisk ambulatorium for et år siden. I anbefalede støtte til familien og specialundervisning. Rasmus går stadig i normalklasse, trives ikke, og de 10 støttetimer er ikke nok. Kunne han ikke få noget Ritalin, så han kan blive lidt roligere?«. Eksempel 4 Et medicinalfirma reklamerer for sin nye øjensalve til behandling af øjeninfektioner hos børn med billedet af en ung karrierekvinde med transportabel pc og spædbarn på skødet med teksten: »Nu behøver hun ikke at blive hjemme for at give øjendråber seks gange i døgnet«. Eksempel 5 I den nære fremtid: Træt udearbejdende kvinde, der netop - efter travl arbejdsdag - har lagt sine to børn i seng, tager en pille, så hun kan få seksuel lyst og nyde den del af livet sammen med den mand, hun holder af. Nye biologiske behandlingsmetoder kombineret med større krav til den enkelte om fleksibilitet og tilpasningsevne samt et generelt øget tempo i livet - det være sig i arbejds- eller seksuallivet, it-verdenen, skolen eller trafikken - stiller stigende krav til lægen/psykiateren om at fjerne lidelse. For hvem har i år 2002 tid til at være ked af det (tag 'lykkepillen'), være sørgende eller chokeret (gå på psykiatrisk skadestue eller få samtale med krisepsykolog), passe sit syge barn (send det i daginstitution med den nye øjensalve), vente på, at den seksuelle lyst indfinder sig (tag den nye lystpille). Hvem har kræfter til at kæmpe for, at ens barn får det rigtige skoletilbud (tilpas barnet ved hjælp af medicin). Problemer er til, for at professionelle kan løse dem. Lidelse er et onde, der tager tid, men som medicin og 'behandlere' heldigvis kan fjerne. Diskussionen om, hvad der er normalt, og hvad der er sygt, har altid eksisteret, og den er i dag mindst lige så aktuel for os, der arbejder i psykiatrien, som den altid har været. I samfundsdebatten havde slagord som: 'psykisk sygdom er en normal reaktion på et sygt samfund' god vind på 'Gøgereden's tid i 1960'erne, og nogle kredse betvivlede stærkt, at psykisk sygdom overhovedet eksisterede. Som de ovenfor anførte eksempler viser, har pendulet siden da bevæget sig mod modsatte yderpol, hvor al psykisk lidelse er psykisk sygdom , som skal behandles. Bag diskussionen ligger der en dybt forankret tro på, at vi læger objektivt kan afgøre, hvad der er sygt, og hvad der er normalt. Det er ikke så enkelt endda. Lægestanden og befolkningen i den vestlige verden er opdraget med den tankegang, at en sygdom indebærer en fejl i en biologisk proces, som derfor ikke forløber normalt. Men i de psykiatriske specialer ved vi, at udvikling af en psykisk sygdom er både socialt og arveligt betinget. Vi ved også, at den samme sygdom kan give sig udslag i forskellige symptomer hos forskellige personer. Og at sygdommes fremtrædelsesform formes af sociale og kulturelle faktorer. Men den forståelse hersker ikke bredt i befolkningen. Den mest almindelige folkelige model for sygdomsopfattelse er blevet, at hvis der findes medicin mod en lidelse, må lidelsen være en sygdom, som skal behandles. Eksemplerne illustrerer, at vi er ved at udvikle nye normer for lægelig praksis svarende hertil. Det lægelige praksisbegreb afspejler de krav og forventninger, vi vestlige mennesker stiller til os selv. Vi skal være på toppen hele tiden, kunne klare arbejde og familie til ug. Vi har ikke tid til afvigelser fra det optimale og til lidelse. Hvis tærsklen for, hvad der er sygeligt og behandlingskrævende, falder, øger vi sygeligheden og gør flere mennesker afhængige af behandlingssystemet. Et således ændret praksisbegreb modvirker selvstændighed og mindsker menneskers aktive forholden sig til egen livssituation. Brug af krisepsykologer er et eksempel på dette. I medierne fremhæves jævnligt, at der er tilkaldt krisepsykolog til ulykkessteder. I den akutte krise hjælper almindelig omsorg: varme tæpper, noget at spise og drikke, en trøstende arm om skulderen - kort sagt støtte, som kun kræver almen menneskelighed og forståelse. Støtte, som i tidligere tider blev varetaget af venner og naboer, eller hvem der nu var i nærheden. Den slags er vi ved at vænne os til at betale os fra, ud fra en antagelse om at det er noget sygt, som kræver behandling. En sådan samfundsudvikling kan betyde, at vi ikke blot forsøger at 'normalisere' tristhed og sorg ad kemisk vej, men også at vi stiller højere (unaturlige?) krav om præstation. Doping er kendt i sportens verden - men også i vores privatliv har vi mulighed for via 'medicin' og 'behandling' at præstere mere. Forbruget af smertestillende medicin er vokset enormt i de senere år. Selv blandt børn er det blevet almindeligt at tage smertestillende medicin mod hovedpine (stress-, støj- eller måske psykisk betinget?), så børnene kan passe skole og fritidsaktiviteter. Eller tænk på Viagra, så mænd til enhver tid kan være potente. Og pillen til kvinder med nedsat seksuel lyst er på trapperne. Er det naturligt for kvinden i eksempel 5 at tage en sådan pille - eller er det sygt? ('en syg reaktion på et sygt samfund' kunne man fristes til at spørge?). Lider hun af sygdommen 'nedsat seksuel lyst' - der kan kureres med medicin - eller er hun bare for træt; burde sove ud, geare ned, hvorefter lysten nok ville vende tilbage? I 1980'erne var det en udbredt holdning blandt behandlere i børne- og ungdomspsykiatrien, at de fleste psykiske besværligheder hos børn kunne tilskrives en uheldig familiedynamik. Mange forældre, måske specielt mødre, ransagede deres inderste, og mange familier fandt en ny balance, men der har givetvis været tilfælde, hvor alle bestræbelser på at 'reparere' via familien forblev uden effekt, og forældrene følte sig dårligt hjulpet og under anklage for at være dårlige forældre. I kølvandet på den biologiske psykiatris værdifulde forskning, som bl.a. udmøntede sig i hjernens årti i 1990'erne, er vi blevet meget klogere på kemien i hjernen - men der er stadig meget, vi ikke ved. Vi har nu fokus på 'ægget' i stedet for 'hønen': Det enkelte barn undersøges grundigt, og vi finder ofte, hvad vi betragter som medfødte handikap hos børnene eller medfødte genetiske dispositioner hos de unge, som vi tænker betinger, at netop denne unge udvikler en sindslidelse. Sygdom, handikap etc. er 'genetisk' bestemt. Patienterne bliver ansvarsfrie - måske ansvarsløse og i hvert fald passive. De professionelle skal behandle, reparere, vide bedst. Vi ønsker at advare imod et sort-hvidt syn og forenklede forklaringsmodeller. Den lille dreng i eksempel 3 har måske en hjerne, der gør det vanskeligt for ham at sortere indtryk, koncentrere sig og overskue sammenhænge. Hvis det er tilfældet, kan han sikkert have glæde af medicinen Ritalin, men det er altafgørende, at hans forældre og lærere forstår hans handikap, og at hverdagen indrettes, så han får de bedste forudsætninger for at klare sig med sit handikap. I takt med at den medicinske udvikling og de teknologiske fremskridt har gjort det muligt at behandle flere handikap og sygdomme, har der indsneget sig en øget forventning om, at det er muligt at leve et lidelsesfrit liv. Det er dybt problematisk, at så mange 'problemer' i menneskers liv afføder et behandlingsbehov, som skal dækkes af det offentlige sundhedsvæsen og 'behandles' af sådan nogen som os. Denne udvikling øger menneskers inkompetence i forhold til livet og gør flere mennesker afhængige af behandlingssystemet. Intet under, at ventetiderne til behandling i sundhedsvæsenet stiger og stiger. Menneskelig udvikling tager tid. Sorg og bekymring tager tid. At lægge sit liv om - eller at overveje, om man vil lægge sit liv om - tager længere tid end at tage en pille. Er vi blevet for bange for den sjælelige smerte? Spørgsmålet er, om vi som læger bevidstløst kan og skal ordinere den medicin og de behandlinger, som kan fjerne lidelsen, sorgen, øge præstationerne. Vel at mærke til mennesker, som for 10-20 år siden aldrig ville være blevet opfattet som patienter. Eller bør vi holde fast i, at et vist omfang af lidelse i tilværelsen er meningsfuldt. Lidelse indebærer også en udviklingsmulighed. Skal vi - på baggrund af vores professionelle viden - snarere ordinere fridage, rekreation, samvær og samtale med familie og venner. Vi ved jo også, at stress i sig selv kan føre til sygdom og pludselig uvarslet død. Vi er dybt bekymrede over en samfundsudvikling, hvor flere og flere synes, de ikke kan udholde eller klare bekymringer og problemer selv eller sammen med de nærmeste, og dermed aldrig oplever sejren ved at gennemgå noget svært ved egen hjælp og komme styrket igennem. Vi råder som læger over behandlingsmetoder, der i vid udstrækning kan mindske lidelse og tidrøvende helbredsmæssige besværligheder. De skal bruges med omtanke. Spørgsmålet er, om vi gjorde klogere i at begrænse brugen af nogle af dem.