0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Generation A-Z

Sig mig din fødselsdato, og jeg skal fortælle dig, hvad du stemmer. Helt så enkelt virker generationsmekanikken ikke. Men alderen betyder mere for det politiske ståsted, end vi vil vide af.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Sig mig din fødselsdato, og jeg skal fortælle dig, hvad du stemmer. Helt så enkelt virker generationsmekanikken ikke. Men alderen betyder mere for det politiske ståsted, end vi vil vide af. Margrethe Vestager er MF, (R) Thomas Jensen er adjunkt.

Prøv at se det for dig. En dansk institutionsledelse med direktøren i spidsen er på lokalbesøg i det fjerne udland. Værterne er i nystrøgne hvide skjorter, sorte jakkesæt og slips. På grund af det fine besøg hersker der en noget anstrengt stemning i de spartansk indrettede lokaler. Man mødes af store smil og med stor venlighed. Alle må vise sig fra den bedste side og finde de obligate visitkort frem, så de senere kan udveksles med stor ceremoniel effekt.

Enkelte danskere fra 68-generationen i den offentlige sektor ser anderledes og mindre formelt på det. Eksempelvis har den danske institutionsdirektør iklædt sig en rejsekrøllet, forvasket skjorte samt cowboybukser og har ikke lige fået visitkortene med. De forskellige manerer afføder nogen forlegenhed på begge sider. Utvivlsomt opfører den danske 68-generation sig her anderledes, end generationen før eller generationen efter ville gøre. Og hvor det uformelle oprindeligt var et opgør med borgerskabets magt, er det uformelle senere blevet en ubevidst antiautoritær attitude. Det har vores generation, der fødtes mellem cirka 1960 og den første oliekrise-'børnehavegenerationen' eller Generation X, som den er blevet kaldt - også taget til os.

Når man skal forklare små pudsigheder i hverdagen som historien om en særdeles velkørende institutionsdirektør, der mødte underdressed op, tyer man ofte til generationsbegrebet. Så længe vi forklarer livsstil og de allestedsophængte Monet-reproduktioner ud fra morsomme generationssærheder, kan man sågar ophøje løjerne til en levevej. Men i politisk henseende betragter man mange steder generationsspørgsmål som enten irrelevante eller som decideret vulgær tale og dårlig smag. Samt egoisme. Senest under finanslovsdebatten, hvor yngre politikere påpegede skævheder og råbte generationstyveri, var virakken hurtigt overstået.

Men lur os, om vi ikke, når de store krigsårgange går på pension, får generationen ind som kategori i den politiske debat. Det er klart, at mange politiske analyser ikke tilfredsstillende kan rummes i en generationsinddeling. Men når talen falder på politiske spørgsmål, der relaterer sig til demografi, arbejdsstyrke, forsørgere, skattebase og pension, må generationsaspektet legitimt kunne overvejes. Så lad os ikke helt glemme generationen som politisk kategori. Generationer og politik er til tider et underholdende begrebspar. Alt er ikke generationsspørgsmål, men den dimension skal med. Vi må respektere, at livets faser rummer hver sit blik på verden, og vi skal have styrke nok til at anerkende og lytte til hinanden i de roller.

Forsøger sociologer at afgrænse en generation, sker det undertiden ved at pege på en kollektiv bevidsthed, en fælles mentalitet eller identitet som den sociologiske generation deler. Inden for familien er en generation en naturlig størrelse, men som samfundsmæssigt fænomen er den sociologiske generation anderledes. Myter og ting, som den sociologiske generation orienterer sig efter i livet, skal indkredses, og man kan forsøge at pege på generationens formulering af opgøret med andre generationers myter. Hver generation må derfor kæmpe sin egen kamp.

'Børnehavegenerationen' kan således ikke rigtig komme op af stolene over det undertrykkende patriarkalske samfund. Som Henrik Dahl udtrykte det i 'Den kronologiske uskyld', så virker en patriark ikke særlig skræmmende i forklæde og sutsko. Og det voksede vi op med. Imidlertid skal sigtet på dette sted ikke være at formulere et sådant opgør med andre generationer, men snarere at komme videre i et sprog, der passer på nutiden.

68-generationen har som bekendt præget eftertiden på mange måder. Den 'lange march gennem institutionerne' gik jo ikke kun til udgangen, men også til chefkontorerne, hvor man i en tid med ekspanderende forhold i den offentlige sektor ofte fik god plads. I 68-generationens selvforståelse repræsenterer man fremskridtet, det progressive og det fælles, demokratiet - mens de yngre folk har en tendens til zappermentalitet, egoisme og optagethed af det ydre, altså form.

Når folk over 50 modsætter sig ny løn og planlægger et tidligt otium med efterløn og fiskestang, da er det derfor udtryk for modstand mod bureaukraternes markedstænkning samt amerikaniseringen, og det afspejler den moralske belønning for et langt arbejdsliv i samfundets tjeneste. Sådan er selvforståelsen. Overvejelser vedrørende konsekvenserne for et senere skattetryk og den kommende arbejdsstyrke opfattes som økonomismetænkning og snigende 'djøfisering'. Men med det diskussionsskema får man bare ikke det hele med. Politikken er blevet forbandet kompleks, og pointen er jo, at udeladelsen af generationsdimensionen ikke altid er neutral. Politiske løsninger har undertiden generationsmæssig slagside, uanset om vi diskuterer det eller ej.

Ser vi på 68-generationens fortolkning af opgøret med formaliteter og form, rummer den ord som antiautoritær, indhold frem for form, solidaritet og traditionsopgør. Det er ubestrideligt, at her blev udkæmpet en nødvendig og tiltrængt kamp, hvis sejre vi må glædes over. På mange måder har 68-generationen også haft held til at præge tiden med denne formløshed. Projektet var jo at opfatte også det private som noget politisk. En uformel fremtræden var et slag i ansigtet på autoriteterne, og det uformelle har senere generationer taget til sig.

I børnehavegenerationen kender alle således situationen: Man kommer ind i et lokale, hvor en gruppe af ukendte nogle-og-tredive-årige er samlet. Da alle føler en vis komik og uro ved formaliteter og manerer, bliver der blot hilst med et kort hej og til nød en slags vinken - en reminiscens af fortidens håndtryk. Ingen introduktioner, ingen fulde navne. Allerhøjst et fornavn. Når vi tager afsked, kan man ligeledes for at vise sit ubehag over formaliteterne - selv i såkaldt bedre kredse - ironisk give et fast håndtryk og sige: 'Pænt farvel'. I et glimt ser vi her børnehavegenerationens dannelsesgrundlag.

Ungdomsoprørets afmontering af de stive normer er lykkedes over al forventning. Fordømmelsen af manerer og normer er blevet indbygget i den enkeltes psykiske konstitution. Oprøret er overstået, og tilbage er, på godt og ondt, kun normruinerne. Kaj og Andreas afskedsord: Pænt farvel er blevet stående tilbage som eneste alternativ til normløsheden. Kaj og Andrea har afløst Emma Gad. Men for børnehavegenerationen er formløsheden ikke en politisk handling, den er der bare. Vi møder ganske enkelt ikke den Rifbjergske, stive bibliotekar, der pedantisk-overlegent våger over kulturskatten med en formel mine. Vi ved til gengæld, at et slips på et lærerværelse må høre til den årlige skolekomedie.

Ændringen i omgangsformer kan ikke med rimelighed begrædes. Men historien er god at blive klog af. Blærerøven Mads Christensen har ligefrem slået sig op på et miks af introduktion til manerer (butterflybinding, slipseknuden, omgangsformer mv.) og utilsløret forbrugerisme. Der er ganske enkelt penge i at fortælle historien om overgangen fra dreng til mand, om god opførsel og takt, en ofte overleveret, stivnet historie, som blev ofret i den venstreorienterede sags tjeneste. Nu kan man så forsøge at lære svundne sociale koder, der førhen rummede undertrykkende sider, men i dag også viser sig som nyttige redskaber i den sociale værktøjskasse. At tiltale folk med 'De' går dog ikke mere, kun som en fornærmelse i terapeutisk tænkende arbejdsmiljøer, der i magtudøvelsen anvender lige lovlig megen nedladende tale. Her er 'De' en utilladelig distance, en fornærmelse.

Hos frisøren og i banken er 'De' utænkeligt. Man er automatisk på fornavn med vildfremmede mennesker. Kun ved hoffet lever tiltaleformen 'De'. Her lever institutionen af distance, og ophæves distancen eroderes kongehuset. Den dag det er lykkedes at identificere os alle med de kongelige, den dag vi hverdagsagtigt kan klappe dronning Margrethe på skulderen, da er kongehuset ikke mere.

Hadet til det formelle hænger sammen med vores måde at gebærde os på i det private og offentlige rum. Det er i dag almindeligt at betragte, hvad der foregår i det offentlige rum, f.eks. politisk debat, med samme briller som dem, der anvendes henslængt på sofaen i den private sfære. Deltagelse i det offentlige rum er højst en formel pligt - en pligt vi undertiden ikke lever op til. Der ligger ikke en dybtfølt fornemmelse af ens rolle som borger, der som en del af livet har en offentlig rolle med offervilje, personlig integritet og værdighed som omdrejningspunkter.

At deltage i det offentlige rum kan i dag med værdigheden i behold legitimt vejes mod at gå til yoga eller akvarelmaling. Hvad der engang hørte hjemme i den offentlige sfære, betragtes nu på lige fod med private fænomener. På den måde er ungdomsoprørets fortolkning af det private som noget politisk blevet til, at det politiske er blevet privat. Vi har et utroligt fokus på det indre liv, at dyrke hjertets små særheder og at mærke efter, om der måske skulle gemme sig en lille uopdaget følelse.

Dette fører til et krav om, at politikere skal krænge deres privatliv ud og vise sig som rare og hyggelige fætre, der går med træsko og kan tale med folk. Vi kan godt lide, at Klods Hans kan svare for sig. Personlige og familiemæssige tragedier må ud i det offentlige rum og vise os en - formidlet af tv-mediet - menneskelig side. Således kunne en dybsindig politisk analyse før folketingsvalget munde ud i, at den største trussel mod Anders Fogh Rasmussen som statsminister var privatpersonen Anders Fogh: Han er for perfekt, løber 10 km om morgenen, han er omhyggelig, men ikke hyggelig. Han kan måske skaffe resultater, man han er kedelig.

Vurdering af privatmennesket bag den offentlige person træder mere og mere i forgrunden. Vi konfronteres altså ustandselig med besynderlige følgevirkninger af velmente kampe. Man forsøger at inddrage det private liv i politikken, og politikken ender med at opfattes i privatlivets kategorier. Man gør op med forældede og stive normer og ender med at miste nyttige værktøjer, når vi omgås hinanden, og sådan kan man blive ved med forviklingerne. Historien er mere kroget, end man lige tror. Men det peger nok på, at selvom der er evige problemstillinger, har hver generation også noget at diskutere og gøre op med. Det betyder langtfra, at man skal kaste vrag på tidligere generationers sejre, men tingene ender ikke altid, hvor de var tænkt.

I og for sig er det mærkeligt, at 68-generationens politisering af det private kan vende sig til at blive en privatisering af det politiske. Politik er følelser, får vi at vide. Vi får ikke at vide, at politik også er følelser. Og alle tager det til sig som retorisk våben. Flere gange har selv den siddende regering lukket diskussionen af dybe politiske uenigheder i folketingssalen ved at henvise til, at oppositionen er sur. Sådan er det jo, når man har flertal med Dansk Folkeparti. Man kan undlade at argumentere og blot kalde politisk uenighed for følelsesytringer.

En vag følelse har i dag også plads som politisk udgangspunkt. Der er ikke tale om, at man af følelserne uddestillerer en argumentation, vi kan diskutere. Men følelsen 'jeg har det ikke godt med dem dernede i EU' tæller fuldgodt som politisk slagvåben. Stiller en politiker sig op og kræver ræsonneren over følelserne, viser det ikke statsmandsevner, men at man helt har mistet fornemmelsen for tidsånden.

Igen kan man ikke hævde, at en tidligere generation kan lastes for, at politikken nu skal opfattes i 'følelsesord' for at være 'folkelig', men det er da mærkeligt at leve i en tid, hvor kampen for den seksuelle frigørelse i dag er mundet ud i, at der ofte er større blufærdighed forbundet med ens politiske tilhørsforhold end med ens seksualitet.

Ungdomsoprørets sejre skal man således bestemt ikke kimse ad, men det er undertiden lidt svært at markere en respekt for tungt indhøstede erfaringer. Midaldrende mennesker i dag forstår jo sig selv som en blot lidt ældre ungdom. Vi ser en nedtoning af forskelle i mode, musik og underholdning mellem generationerne. Der udvikles en slags stilistisk esperanto, i hvilket alle aldre kan kommunikere.

Vi kender således damebladenes artikler skåret over det glade skema 'Mor-og-datter-vi-er-veninder-og-vi-går-i-det-samme-tøj'. Her er pointen, at den biologiske tid er ophævet, og diskussionen står herefter blot om, hvor tidligt barnebarnet kan blotte maveskindet. Det hele er ungdom, og evolutionen er endt med tre-i-en-kvinden: mor, datter og barnebarn. Ungdommen omfatter derfor nu hele tre generationer i samme familie.

Spørgsmålet er, om ikke ungdomskulten stiller sig i vejen for en anerkendelse af erfaring som erfaring: Mor, du har ikke erfaring, du er bare anderledes! Der kan gøres mange morsomme betragtninger over de forskellige generationers fortjenester. Ofte fortaber fortjenester og ansvar sig i udviklingens løb. Men generationsovervejelsen skal undertiden med i politikken, som den jo også er helt tydeligt i bæredygtige politikker og overvejelser over afviklingen af udlandsgælden. Samtidig skal vi anerkende, at generationerne har forskellige erfaringer, der kræver forskellige svar.

Lad os derfor indimellem tænke i en generationskontrakt, i stedet for i generationsopgør. Og lad os tænkte på kontrakten som hos filosoffen Rousseau, hvor samfundskontrakten mellem borgerne tænkes at danne legitimitetsgrundlaget for politikken. På samme måde kan en diskussion af politik under synsvinklen generationskontrakt siges at skabe legitimitet for politiske beslutninger på tværs af generationer. Der skal ikke være tale om generationsregnskab med tvivlsomme poster i kroner og øre på aktiv- og passivsiden, men om en tankeøvelse i forbindelse med visse typer politiske beslutninger. Undertiden kan vi altså diskutere, om denne eller hin konkrete politiske beslutning kunne være en del af en generationskontrakt. Det skal nok give ballade, men det vil klargøre brudlinjer i politikken. Og dét mangler vi.