Tiden er inde til at tage stilling til, om homoseksuelle skal have ret til at adoptere på lige fod med heteroseksuelle par og enlige. Der skal gode argumenter på bordet, hvis man vil retfærdiggøre en opretholdelse af status quo, skriver stud.mag. i retorik Martin Møller. Torsdag 4. april var en mærkedag. Folketinget tog stilling til et forslag fra Kristeligt Folkeparti, et forslag om at forbyde jordemødre at tilbyde enlige kvinder og lesbiske insemination. Udfaldet var på forhånd usikkert. Et flertal i Folketinget stemte sidste år for et lignende forslag, og med magtforskydelsen mod højre efter sidste års folketingsvalg pegede tingene i en ganske bestemt retning. Men forslaget blev som bekendt nedstemt, man bliver som kvinde alligevel ikke tvunget ud på det grå marked, hvis man gerne vil have børn. Det var en god dag for enlige kvinder og lesbiske. Og for så vidt også for homoseksuelle mænd. Min kæreste og jeg vil gerne have børn. Vi tror, vi kan blive nogle rigtig gode forældre. Vi er veluddannede, socialt velfungerende, har en sund, udadvendt livsstil, og når jeg inden for en overskuelig fremtid får afleveret mit speciale, vil vi have en fælles indkomst, der garanterer, at et eventuelt barn kan vokse op i økonomisk trygge rammer. Kristoffer er folkeskolelærer, og jeg vil sandsynligvis få en eller anden form for konsulentarbejde, hvor størstedelen af arbejdet forberedes hjemme, så der vil blive masser af tid og overskud til ønskebarnet. Flere af vores veninder har tilbudt,at den ene af os kan få et barn med hende, som vi så i fællesskab kunne opdrage. Men det er ikke den optimale løsning. Hverken for os, veninden eller for barnet. For os er løsningen for barnløse homoseksuelle indlysende: adoption. Vi kan af naturlige årsager ikke få børn, mange børn verden over har ikke nogen forældre og må nøjes med et på alle måder dårligt alternativ - børnehjem, hvor et minimalt personale på et yderst beskedent budget skal drage omsorg for et alt for stort antal børn - ofte under utilfredsstillende materielle og pædagogiske forhold. At lade homoseksuelle adoptere nogle af disse børn ligger lige for og kunne være en oplagt måde at aflaste et globalt socialt problem på - hvis ikke det da lige var for en vis modvilje fra et antal giverlande og en række reaktionære, virkelighedsfjerne politikere. I det følgende vil det fremgå, at jeg opfatter spørgsmålet om homoseksuelles ret til at adoptere som en problemstilling af rent praktisk karakter. Et spørgsmål om, hvordan man kan bidrage til en løsning af et socialt problem. Den store principielle diskussion om homoseksuelles ret til at få børn i det hele taget kan være intellektuelt stimulerende nok, men vil ingen reel indflydelse kunne få på den sociale virkelighed, vi lever i. De to argumenter, der hyppigst bringes i felten af modstandere, er: 1) Ved at give homoseksuelle adgang til adoption vil en række giverlande afbryde deres adoptionsforbindelser til Danmark og dermed udelukke heteroseksuelle pars chancer for at adoptere fra de pågældende lande. 2) Et barn har både krav på en mor og en far. Den første indvending er let at afvise. Foruden at de adoptionssøgende skal opfylde en række krav fra dansk side om f.eks. indkomst, alder, vægt m.m., stiller de fleste afgiverlande visse betingelser for, at en adoption kan gennemføres. Bulgarien kræver, at ansøgerne er barnløse. Indien kræver, at faren ikke er arbejdsløs. Filippinerne kræver at ansøgerne er medlemmer af et kristent trossamfund. Mange lande kræver, forevisning af ren straffeattest og hiv-test, og så videre. På samme måde kan et hvilket som helst land stille krav til adoptivforældrenes seksuelle orientering. Danmark kan indgå individuelle aftaler med de afgiverlande, der udelukkende ønsker at bortadoptere til heteroseksuelle par. Bestyrelsesformanden for adoptionsforeningen DanAdopt, Lars von der Lieth, har peget på, at det ikke burde give anledning til problemer, hvis staten kan garantere, at aftalerne bliver overholdt. En sådan mulighed for individuelle aftaler var forudsætningen for, at Det Radikale Venstre på deres landsmøde 15.-16. september sidste år kunne vedtage en resolution, der tilkendegiver, at homoseksuelle bør have ret til at adoptere. Det er en beslutning, der er i trit ikke bare med partiets tolerante og frisindede profil, men også med de progressive kræfter i den moderne verden, der arbejder for seksuel, etnisk og kønsligestilling, og som har ført til, at det hollandske parlament i september 2000 gjorde det muligt for homoseksuelle par at adoptere. Herhjemme møder holdningen modstand, først og fremmest fra regeringen og dens støttepartier. Og tilsyneladende ud fra den samme principielle grundindstilling: Et barn har krav på både en far og en mor. Hvor nobelt man end kan mene, dette hensyn er, løber man ind i en række problemer, når man vil forsvare holdningen i et moderne samfund som vores. Endvidere er det en formulering, der spænder ben for sig selv og blokerer for en politisk løsning, der tilgodeser det, der er essensen bag formuleringen, nemlig hensynet til barnets tarv. Bag udtalelsen om, at et barn har krav på både en far og en mor, ligger der en opfattelse af den traditionelle kernefamilie med far, mor og børn som den normative målestok for samfundets mindste sociale enhed. Det er en konservativ samfundsopfattelse, som fører til en stempling af nogle livsformer som mere rigtige end andre. Børn, der vokser op hos enlige forældre eller hos homoseksuelle par, skulle altså være dårligere stillet end børn, der vokser op i kernefamilier. I forbindelse med debatten om insemination udtalte Tove Videbæk til Kristeligt Dagblad: »Vi ved, at det er bedst for børn både at have en mandlig og en kvindelig identifikationsmodel, og hensynet til barnet vejer tungest for os«. Det burde betyde, at fraværet af en mor eller en far hæmmer barnets udvikling af en sund seksualitet og et afklaret forhold til sit eget køn. Det er der imidlertid ingen undersøgelser, der kan bekræfte. Enliges børn udvikler sig på en lige så hensigtsmæssig måde som børn opdraget i en kernefamilie. Hvad angår børn, der vokser op i homoparforhold, er grundlaget stadig for spinkelt herhjemme til at foretage undersøgelser, der viser en klar tendens. Men en undersøgelse foretaget i USA peger på, at børn opdraget af homoseksuelle par ikke udvikler sig anderledes end deres jævnaldrende fra konventionelle familiemiljøer. Noget kunne tyde på, at de rammer, børn finder deres identifikationsmodeller inden for, ikke er så snævre, som Tove Videbæk opfatter dem. Børn har brug for identifikationsmodeller af begge køn, og dem har de rig mulighed for at finde i det udvidede sociale miljø: i vuggestuen, børnehaven, skolen, fritidsklubben, til dans, spil eller fodbold. Pædagoger og lærere tilbringer til hverdag mere tid sammen med børnene end forældrene. De professionelle voksne har muligheden og forudsætningerne for at påvirke de små i en gunstig retning - både som mandlige og kvindelige identifikationsmodeller, men også som formidlere af værdier, sociale spilleregler og demokratisk kultur. At sige at børn har krav på både en far og en mor, er at miskreditere den store indsats, der gøres af enlige forældre af det ene eller andet køn for at give deres børn den bedste ballast med på vejen. At sige at børn har krav på både en far og en mor, er at insistere på et ideal, som i stadig stigende grad bevæger sig væk fra den sociale virkelighed, der kendetegner et moderne vestligt samfund som vores. Et samfund, hvor 25 procent af alle børn indgår i familiemønstre, der kendetegnes ved, at forældrerollen varetages af enlige, forældres kærester, homoseksuelle par og lignende. Man kan mene, hvad man vil, om denne udvikling. Den står ikke til at ændre ved hjælp af lovgivning - enlige og homoseksuelle får børn alligevel. Og der foreligger ingen videnskabelig dokumentation for, at disse familiestrukturer påvirker børnenes seksuelle udvikling i en uhensigtsmæssig retning. Nu er spørgsmålet om homoseksuelles ret til at adoptere ikke bare er en diskussion om holdninger og principper. Det gælder i lige så høj grad om at se det som en løsning på et socialt problem. Et problem, der har sit udspring i fattigdom, social armod og ulykkelige skæbner. Størstedelen af de børn, der bortadopteres til Danmark, kommer fra børnehjem, hvor de er blevet anbragt af forskellige grunde. Nogle er forældreløse, andre tvangsfjernes fra hjemmet på grund af misbrug eller forsømmelse, atter andre bortgives til børnehjemmene, fordi deres forældre (oftest moren alene) står i en helt uoverskuelig situation. Vilkårene på børnehjemmene varierer fra land til land og fra institution til institution. På nogle er standarden god og midlerne rimelige. På andre ser det knap så godt ud. Fælles for institutionerne, er at personalet gør, hvad de kan for at opfylde børnenes behov for personlig kontakt, nærvær og opmærksomhed. Et behov der imidlertid er umuligt at imødekomme, når en ansat skal fordele sin tid på 5-8 børn eller mere. Dertil kommer den ringe støtte, en forældreløs kan forvente, når han eller hun skal til at stå på egne ben. Trods stor omsorg og gode intentioner fra personalets side kan et børnehjem aldrig være et tilfredsstillende alternativ til en familie, der er i stand til at give barnet den tid, kærlighed og stimulering, de materielle trygge rammer og muligheden for selvudfoldelse og personlig identifikation, der er nødvendig, hvis barnet skal udvikle sig til et selvstændigt, selvsikkert, socialt velfungerende og psykisk sundt individ. For Kristeligt Folkeparti vejer hensynet til barnet tungest. Det gør det også for min kæreste og mig. De, der taler for, og de, der taler imod homoseksuelles ret til adoption, har samme udgangspunkt: hensynet til hvad der tjener barnet bedst. I en pressemeddelelse i november skrev Jann Sjursen: »Når Kristeligt Folkeparti går imod homoseksuelles ret til adoption, skyldes det hensynet, til barnets tarv. Vi mener, at ethvert barn som udgangspunkt har krav på både en far og en mor«. Hvad et barn har brug for, er kærlighed, den kærlighed, som kun forældre kan give et barn, hvad så end disse forældres køn eller seksuelle orientering er. Hvad et barn har brug for, er ikke i første omgang en seksuel identifikationsmodel, men en personlig, moralsk og social identifikationsmodel. Argumentet om, at et barn har krav på både en far og en mor, er udtryk for en dobbeltmoralsk holdning, hvis man dermed insisterer på at fastholde et princip, der i praksis kommer til at stå vejen for en løsning, der tjener barnets tarv bedst. Medmindre man virkelig mener, at børn er bedre tjent med at vokse op på et børnehjem end hos et homoseksuelt forældrepar, har man svært ved at forsvare en moralsk indstilling, der ikke kan betragtes som andet end hyklerisk. Når jeg tidligere skrev, at den principielle diskussion om homoseksuelles ret til adoption ingen reel indflydelse vil få på den sociale virkelighed, vi lever i, skal det forstås på den måde, at ingen lovgivning vil kunne forhindre enlige og homoseksuelle i at få børn. De får dem alligevel. Enten vælger man at lade sig inseminere, enten får et homoseksuelt par barn med en heteroseksuel ven, eller også bliver et bøssepar og et lesbisk par enige om i fællesskab at sætte et barn i verden. De moralsk reaktionære kan vælge ikke at forholde sig til den sociale realitet, der omgiver dem, men de kan ikke standse endsige præge en tendens i samfundet, som på ingen måde lader til at være aftagende. Tværtimod. Torsdag 4. april var en mærkedag. Ikke kun for de enlige kvinder og de lesbiske. Det var en mærkedag for alle, der er direkte berørt af diskussionen om ikkekonventionelle familiers rettigheder. Indtil videre er det blevet muligt for kvinder at få insemination, enten som enlige eller med partnere. Enlige har fået ret til at adoptere. Stedbarnsadoption er blevet juridisk muligt for homoseksuelle. Nu mangler så kun at få væltet den sidste bastion og rettet op på den ubalance, der er i systemet, og som forhindrer, at homoseksuelle kan søge om godkendelse til adoption på lige fod med enlige og heteroseksuelle par. Alene den mangel på sammenhæng, der er i lovgivningen på nuværende tidspunkt, burde være nok til at gennemføre den nødvendige beslutning. Debatten om juridisk ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle er ikke banal. Det er ikke en naturgiven ret for homoseksuelle at få børn, lige så lidt som det er en absolut sandhed, at kernefamilien danner normen for samfundets mindste sociale enhed. Diskussionen er vigtig, fordi den karakteriserer et samfund i moralsk opbrud. Den kendetegner en tid, der udfordrer den traditionelle opfattelse af, hvad det gode liv er, og tvinger os til at tage stilling til, hvilke værdier der er grundlæggende for det moderne samfund. Den tvinger os til at tage centrale begreber op til vurdering og giver os lejlighed til at redefinere forestillinger, som tiden er løbet fra. Nye værdier er altid kontroversielle, og det sidste ord er langtfra sagt i denne sag. Men vil man forsvare de traditionelle livsmønstre som værende mere rigtige end ikke traditionelle, skal der bedre argumenter på bordet end mantraet om, at et barn har krav på både en far og en mor. Argumentet er tyndslidt, unuanceret og forhindrer debatten i at komme videre. Min kæreste og jeg vil gerne have børn. Vi tror, vi kan blive nogle rigtig gode forældre. Vi kan selvfølgelig ikke give nogen garanti for, at vi vil kunne gøre det bedre end heteroseksuelle par. Til gengæld er der heller ingen undersøgelser, der viser, at vi vil gøre det værre. Vil man have et bevis for vores egnethed, kan vi kun pege på det forhold, at vi er villige til at tage den principielle kamp for vores ret, at vi er villige til at bruge den tid, de penge og de kræfter, der er nødvendige for at komme i betragtning som mulige adoptivforældre. At vi virkelig ønsker at være noget for et barn. Det burde vel være bevis nok.