0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anders Foghs nye menneske

Statsministerens ideal er ikke en borger, men en forbruger.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Statsministerens ideal er ikke en borger, men en forbruger. Her kommer portrættet af det neoliberale menneske med de individuelle løsninger. Carsten René Jørgensen er lektor i klinisk psykologi ved Aarhus Universitet.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen siger i sin første nytårstale: »Vi har ingen ideologiske blokeringer. Vi er ikke bundet af snævre interesser eller hensyn til bestemte grupper. Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning«. Når han ønsker at skabe et menneske befriet fra slavemoral og afhængighed af velfærdsydelser og antyder en tæt på uløselig konflikt imellem systemet og enkeltindividet, hvor systemer, 'smagsdommere' og 'såkaldte eksperter' ensidigt betragtes som umyndiggørende, ensrettende og hæmmende for enkeltindividets udfoldelse, har han imidlertid ideologiske ambitioner på niveau med de største politiske ideologier, hvor netop bindinger til snævre interesser, hensyn til bestemte grupper og ideologiske blokeringer er nærliggende.

I den socialistiske og marxistiske ideologis glansperiode talte man om udviklingen af det nye socialistiske eller kommunistiske menneske. Det er bl.a. kendetegnet ved en stærk social bevidsthed, en bevidsthed om fællesskabets store betydning for det enkelte menneskes muligheder for at udfolde sig. Det socialistiske menneskes fornemste opgave er at bidrage til fællesskabet, hvor de stærkeste skuldre skal bidrage solidarisk til understøttelsen af dem, som på forskellig vis har det svært og har behov for støtte. Man forestiller sig, at social klasse og bidrag til samfundets materielle produktion har afgørende betydning for udviklingen af det enkelte menneskes forståelse af sig selv og verden, ligesom man mere generelt mener, at socio-økonomiske og materielle forhold har væsentlig indflydelse på udviklingen af mennesket. Alle disse forestillinger udfoldes i overensstemmelse med, hvad man betragter som videnskabelige erkendelser og menneskets sande natur. Man mener, at det socialistiske og kommunistiske samfund er i perfekt overensstemmelse med mennesket som artsvæsen. Den væsentligste opgave er at opbygge et samfund, hvor menneskets naturlige kræfter og grundlæggende sociale natur ikke hæmmes af undertrykkende omstændigheder. Ligesom enhver anden ideologi forsøger den marxistiske samfundsteori at annullere sig selv som ideologi i den forstand, at den i stedet skulle være udtryk for sandheden og menneskets egentlige natur (som hidtil skulle være blevet nedbrudt af feudale eller kapitalistiske samfundsstrukturer).

Den amerikanske psykoanalytiker Erich Fromm har defineret den menneskelige socialkarakter som den del af de enkelte samfundsmedlemmers personlighed, der er fælles for de fleste medlemmer af et samfund eller en kulturkreds. Socialkarakteren er afgørende for, hvordan det enkelte menneske føler, handler og tænker om sig selv og verden omkring sig. Ethvert samfund og enhver kultur udvikler den socialkarakter, som er nødvendig for den samfundsmæssige reproduktion og for opretholdelsen af den etablerede sociale orden. Ved at tilpasse sig herskende sociale vilkår og forestillinger om mennesket og samfundet udvikler hvert enkelt menneske de træk, som får det til at ønske at handle, som det skal handle for at sikre den etablerede kulturelle logik. Groft sagt skulle det socialistiske menneske understøtte og føle sig bedst tilpas i det socialistiske samfund, imens det autonome, individualistisk orienterede menneske vil opfatte det neoliberale samfund som udtryk for den bedste og mest 'naturlige' måde at indrette samfundet på. På ethvert tidspunkt og i enhver kultur vil de fleste mennesker opfatte en bestemt type samfund som det bedst mulige; det eneste samfund, som er i overensstemmelse med menneskets natur. De overser således, hvordan de selv er produkter af dette samfund, ligesom de opfatter herskende forestillinger om mennesket og samfundet og den herskende sociale orden som evigtgyldige og uforanderlige.

I store dele af de vestlige samfund er neoliberalismen tæt på at have erobret en sådan position, hvor liberale forestillinger sætter dagsordenen for enhver mulig diskussion af det gode samfund. Som Anders Fogh har formuleret det: »Jo mere frihed, udfordring og ansvar vi mennesker får, desto mere stovte og selvstændige bliver vi, og desto bedre kan vi udfolde og udnytte vore evner til gavn for hele fællesskabet«. Det ny menneske skal derfor gives næsten ubegrænset frihed til at vælge sig selv og sit liv. Det er sit eget væsentligste udgangspunkt og sin egen referenceramme. Sandheden om det gode liv søges inde i det enkelte menneske frem for i store fortællinger om det gode samfund. Enkeltindividets selvrealisering sættes i centrum, og det forventes - som noget sekundært - at dette samtidig kan være til gavn for fællesskabet. Hvor det socialistiske menneske (der umiddelbart synes bedst gearet til et produktions- og mangelsamfund) skabes og realiserer sig selv via sit arbejde og bidrag til samfundets materielle produktion, da skabes og realiseres det neoliberale menneske (der er i god overensstemmelse med forbrugssamfundet) via besiddelse og forbrug af objekter og serviceydelser. Man understøtter udviklingen af det autonome menneske på evig jagt efter at udfolde sig selv.

En jagt, der typisk resulterer i et massekonsum, som bidrager til samfundets vedvarende økonomiske vækst.
Som den amerikanske sociolog Richard Sennett har redegjort for, afløses borgeren, der søger egen lykke via et velfungerende fællesskab, gradvist af forbrugeren, der primært søger sin egen individuelle vej til lykken. Det neoliberale samfund består ideelt set af frivillige aftaler imellem enkeltstående autonome mennesker, der altid selv er bedst til at vurdere, hvad der på både kort og lang sigt tjener deres interesser. Og det frie marked bliver den væsentligste mekanisme til regulering af autonome individers omgang med hinanden. Fællesskabet reduceres i vid udstrækning til en række mere eller mindre individuelle forsikringsordninger imod de værste af livets tildragelser, hvor den enkeltes rettigheder i forhold til fællesskabet (velfærdsstaten) prioriteres højere end eventuelle forpligtelser. Det solidariske samfund har mistet en betydelig del af sin legitimitet og er blevet erstattet af et rettigheds- og forsikringssamfund. Alle pensionister skal have ret til samme hjemmehjælp og samme pension, uanset at de eventuelt kan have meget forskellige behov. Alle, der har indbetalt til efterlønsordningen, skal have ret til samme efterløn. De, som intet har indbetalt, har ikke ret til noget. Samtidig defineres det gode og rigtige tendentielt som det, der kan vinde flest tilhængere på det frie marked for smag, meninger og moral.

Den kulturelle og samfundsmæssige frisættelse af det ny menneske stiller store fordringer til enkeltindividets ressourcer. Og af forskellige grunde kan ikke alle mennesker løfte de opgaver, som er forbundet med dette. Det autonome menneske træffer frie valg, som det selv må bære ansvaret for. Som justitsminister Lene Espersen har formuleret det, har mennesker, der sidder i fængsel, »selv valgt det« i den forstand, at de selv har valgt at begå kriminelle handlinger. Lovovertrædelser ses ikke som produkter af forskellige psykologiske og sociale omstændigheder, men som udtryk for enkeltindividers frie valg.

Samtidig nedprioriteres resocialisering, som fokuserer på at genoptage den kriminelle i samfundet, til fordel for kontante fængselsstraffe, hvor konsekvensen er en yderligere ekskludering af lovovertræderen fra samfundet; den sociale dødsstraf, som den kendes fra USA ('Three strikes and you are out'), er rykket nærmere. Med den ny fokusering på lov og orden er man primært interesseret i at understøtte ofrets retssikkerhed ved at skærpe hævnen over gerningsmanden, imens interessen for at forstå og tage hånd om kriminalitetens komplicerede baggrund er vigende. Det frie rationelle valg betragtes som en ganske ukompliceret størrelse, og man tager ikke højde for, at menneskelig adfærd kan være produkter af fortidige erfaringer, socio-økonomiske vilkår og psykologiske balancer.

Tilsvarende er der ikke blik for, at det enkelte menneske altid er henvist til at træffe sine valg og skabe sig selv og sit liv inden for de rammer, som aktuelt udstikkes af markedet for identitetskonstruktion og det gode liv.
Når fritvælgende enkeltindivider får problemer, er det som udgangspunkt, fordi de har truffet nogle forkerte valg. Og de har selv ansvar for at løse deres problemer. Arbejdsløse har ikke sørget for at få den rigtige uddannelse, de har ikke været tilstrækkeligt engagerede i at søge arbejde, eller de har ikke fulgt med samfundets krav om løbende kompetenceudvikling.

Mere generelt ses en udtalt tendens til at individualisere problemer, som på forskellig vis kan være forbundet med tendenser i kulturen og samfundet. Stress, udbrændthed og depressioner, der i disse år rammer et meget stort antal mennesker i de vestlige samfund, forstås som rent individuelle problemer, der må løses med rent individuelle metoder: psykoterapi, medicin og adfærdsstrategier til bedre håndtering af konkrete problemer i hverdagen.
De fleste psykologiske og samfundsmæssige problemer føres tilbage til enkeltindividers forkerte valg, og løsningen søges tilsvarende i enkeltindividers valg.

Denne tendens til individuelle løsninger af fælles samfundsmæssige og kulturelle problemer ses også på andre niveauer af samfundet. Når der er problemer forskellige steder i det offentlige sundhedsvæsen, gribes til individuelle sygesikringer, som gør det muligt for bedrestillede forbrugere at omgå ventelister og inkompetence i det fælles offentlige system ved at opsøge privathospitaler og private klinikker.

Tilsvarende håndteres den stigende angst for kriminalitet (der højst sandsynligt har betydelige rødder i en generel, psykologisk bestemt utryghed i en vanskeligt overskuelig verden) ved individuelle sikringer af bolig og ejendom. Det nye autonome menneske har i en vis udstrækning opgivet de fælles løsninger af disse vigtige problemer til fordel for rent individuelle løsningsmodeller. Selvstændige individer rummer en egen autoritet; de er eksperter i deres eget liv. Hertil kommer, at alle i princippet kan udtale sig med samme vægt om hvad som helst; alle meninger er lige gyldige. Som Anders Fogh formulerer det: »Vi tror på, at mennesker selv er bedst til at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne Der er tendenser til eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat.

Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst«. Og »når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter«. Selvom dette udfald imod 'eksperttyranniet' er noget diffust, er det nærliggende at se det som udtryk for en klassisk antiintellektuel, populistisk og antielitær holdning, hvor viden og fakta tendentielt reduceres til meninger og politisk motiverede budskaber. Når eksperter fremlægger viden eller vurderinger, som kan modarbejde ens umiddelbare interesser, beklikkes deres motiver i retning af, at den fremlagte viden er politisk motiveret og i virkeligheden blot er udtryk for ét blandt mange mulige og lige gyldige perspektiver på virkeligheden. Hermed undergraves enhver videns autoritet, og det enkelte menneske bliver i endnu højere grad overladt til sig selv, når det skal forsøge at finde sig til rette og navigere i en kompleks verden. Samtidig risikerer vi som samfund at handle imod bedre vidende og vælge kortsigtede løsninger, der kan have betydelige konsekvenser på lang sigt.

På nuværende tidspunkt i vort samfunds udvikling er Anders Fogh og hans regering muligvis bedst til at skabe størst tilfredshed hos flest mulige danskere; han er i god overensstemmelse med den herskende tidsånd og støttes af mere end halvdelen af den danske befolkning. Men det må samtidig fastholdes, at der er tale om en regering styret af én blandt flere mulige forståelser af mennesket, af forholdet imellem enkeltindividet og fællesskabet og af det gode samfund. Trods mere eller mindre direkte påstande om det modsatte er statsministeren og hans neoliberale regering ude i et høj-ideologisk ærinde. Og nogle vil sige, at når han omsætter sine ideer til praktisk politik, bærer det tydeligt præg af netop de ideologiske blokeringer og hensyn til snævre interesser, han så energisk benægter. Anders Fogh og hans regering tegner på næsten forbilledlig vis konturerne af det nye liberale samfund (styret fra 'den nye midte', uanset om de kalder sig moderne socialdemokrater eller liberale) og det nye liberale eller autonome og individualistiske menneske. Der er altså ikke tale om, at den nye regering har taget afsked med de politiske ideologier og blot gør, hvad der er i overensstemmelse med en universel og tidløs menneskelig natur.

Et af Anders Foghs store forbilleder, Poul Schlüter, erklærede på et tidspunkt, at ideologi er noget bras. Det er muligt, den nye statsminister mener det samme. Men den hyperindividualisme og helt grundlæggende modvilje imod systemer og større fællesskaber, der er hans politiske fundament, udtrykker blot en blandt flere mulige former for menneskelig eksistens. En ideologi afløses af en anden, under dække af at bygge på sandheden og almindelig sund fornuft. Man lægger sig i slipstrømmen af det nye individualistiske menneske, man samtidig er med til at skabe og understøtte. Det stærke enkeltstående individ og individualismen defineres som menneskets naturlige eksistensform, imens systemer og regler, der kan begrænse det frie marked og menneskets næsten grænseløst frie udfoldelse, devalueres. Anders Fogh har indledt en omfattende oprydning i, hvad der fremstilles som det socialdemokratiske morads. Forlægget synes at være Dirty Harrys oprydning i San Franciscos kriminelle underverden og sump af uduelige bureaukrater. Enkeltindividets rettigheder sættes i centrum, og statsapparatet skal på slankekur. Selvom man næppe kan sidestille individualisme og egoisme, er der overhængende fare for, at det hyperindividualistiske samfund fremelsker egoisme og undergraver samfundets sammenhængskraft.

Uanset hvor man befinder sig i det politiske spektrum, må man glæde sig over, at Anders Fogh med sin højideologiske politik bidrager til at genoplive debatten om, hvad vi vil med vort samfund. I nogen tid har det største problem for en begavet og slagkraftig opposition til det neoliberale samfund været fraværet af udfoldede samfundsvisioner, der ikke blot er afblegede kopier af den ægte neoliberale vare eller venstreorienterede visioner med alt for dybe rødder i en forstenet og forældet socialistisk ideologi. Aktuelt er den kulturelle og politiske opposition privatiseret og koncentreret i enkeltsager, som ikke for alvor truer den herskende kulturelle logik. Når det neoliberale tusindårsrige i Farum tilsyneladende viser sig at være bygget på moralsk anløbent sand, defineres det straks som et produkt af en enkelt mands mangel på personlig integritet. Et fænomen, som ligger i perfekt forlængelse af den øvrige tendens til individualisering af politiske uenigheder.

Modbilleder til neoliberalismen er med stor dygtighed blevet placeret i en position, hvor systemet sættes før mennesket, og forældede ideologier står i vejen for en politik baseret på almindelig sund (snus)fornuft, almindelige (små)borgerlige dyder og menneskets (påståede) natur. Demaskeringen af den herskende kulturelle logik og bagvedliggende politiske ideologier kan nok være et første skridt til samfundsmæssige forandringer - men netop kun et første skridt. Trods påstande om det modsatte er historien ikke afsluttet, og vi lever næppe i den bedste af alle mulige verdener. Vi har brug for nye fortællinger eller myter om det gode samfund, der kan give neoliberalismen det nødvendige modspil.