0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den evige araber

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hævntørst, vellevned og religiøs fanatisme. Vestens fantasier om Orienten er kulørte. Og billedet af den islamiske kultur er ikke blevet bedre efter 11. september. Kronikøren har oversat Edward Saids 'Orientalisme' til dansk. Bogen udkommer i dag.

I anledning af den danske udgivelse af 'Orientalisme', den amerikansk-palæstinensiske litteraturprofessor Edward Saids banebrydende studie fra 1978 af Vestens litterære og videnskabelige interesse for Orienten siden 1800-tallet, kan det være på sin plads med nogle overvejelser om bogen og dens relevans efter terrorangrebet 11. september 2001.

En begivenhed, der skiftevis er blevet kaldt et sammenstød mellem civilisationer, en religionskrig eller en kamp om at definere moderniteten, og således har sat skarp fokus på forestillingen om et grundlæggende modsætningsforhold mellem Vesten og især den islamiske kultur. Dette var emnet for en artikel, Said skrev i The Nation i oktober 2001, der havde titlen 'The Clash of Ignorance' og som var et svar på Samuel P. Huntingtons 'The Clash of Civilisations' fra 1996. Huntington gør sig til talsmand for den opfattelse, at fremtidens krige vil blive udkæmpet mellem forskellige hermetisk lukkede 'civilisationer' og i modsætning til tidligere krige ikke handle om klasse, ideologi eller nationalstat, men i stedet om kulturel identitet.

Det er en tanke, der har fyldt meget i den offentlige debat siden begivenhederne i september, ikke mindst fordi den synes at bekræfte multikulturalismens umulighed.

I sin modartikel kritiserer Said, hvordan sådanne formuleringer (hvad enten de fremsættes af en konservativ amerikansk professor eller en bin Laden) tilslører kulturernes (og menneskenes) indbyrdes forbundethed i den levende, 'beskidte' virkelighed til fordel for en personificering af Vesten og islam, som om det drejede sig om en »kamp på de bare næver mellem Skipper Skræk og hans evige rival Brutus«. Said gik i den forbindelse i rette med, hvordan mange i Vesten fuldstændig ukritisk har taget en lille, marginal- gruppe religiøse fanatikeres 'tilfangetagelse' af store ord (»hellig krig mod det vantro Vesten« og så videre) som udtryk for, hvad 1,2 milliarder muslimer måtte tænke og mene.
Aldrig har det været så let at stifte bekendtskab med andre samfund, og dog synes gamle vestlige forenklinger og generaliseringer i stigende grad mobiliseret ved mødet med en kompleks global virkelighed, ikke mindst den mellemøstlige.

I dag taler vi ikke længere om Orienten, men om islam, men fordommene er grundlæggende de samme, og det er disse fordomme og deres historiske udvikling, som 'Orientalisme' beskriver.

Said tager hovedsagelig udgangspunkt i britiske og franske videnskabelige studier, rejsebeskrivelser og romaner om Orienten i det 19. og 20. århundrede, men man skal i denne tradition ikke lede længe efter paralleller til de sidste seks måneders fremstilling af islam i den politiske diskurs, hvor der har været en tendens til, at enhver muslim får lov til at repræsentere hele islam og Mellemøsten, som var der tale om konstante størrelser.

Den evige jøde forsvandt måske med opdagelsen af holocaust, men den evige, uforbederlige araber trives fortsat i bedste velgående, og ifølge Said har orientalismen og dens amerikanske efterfølger, mellemøststudier, et medansvar for dette, i og med at videnskab, ligesom litteratur og andre menneskelige udtryk, aldrig eksisterer i et politisk tomrum.

At 'Orientalisme' er blevet et så centralt værk i den postkoloniale, ikke- europæiske verdens opgør med, hvordan andre kulturer fremstilles i Vesten, skyldes, at Said ikke blot foretager en kronologisk gennemgang af orientalismens indsamling af viden om Orientens sprog, kulturer og religioner, men viser, hvordan den litterære og videnskabelige fremstilling af Orienten er en ideologisk konstruktion, der var led i den samtidige militære og økonomiske ekspansion i de 'orientalske' lande. Ved at 'orientalisere' Orienten (det vil sige fylde den med vestlige forestillinger om den) blev Vestens identitet styrket og erobringen af nye orientalske territorier begrundet. Men de spørgsmål, Said stillede i 1978, er lige så relevante for dagens debat om 'de fremmede':
Hvad er en anden kultur? Er tanken om forskellige kulturer (eller racer, religioner eller civilisationer) anvendelig, eller fører den altid til selvros (når man diskuterer sin egen) og fjendtlighed og aggression (når man diskuterer en anden)? Spiller sproglige, kulturelle, religiøse og racemæssige forskelle en større rolle end socioøkonomiske kategorier eller politisk historiske kategorier? Hvordan opnår idéer autoritet, 'normalitet' og tilmed status som 'naturlig' sandhed? Hvad er den intellektuelles rolle? Er det hans opgave at bekræfte den kultur og den stat, som han er en del af?

For at tage et konkret eksempel bliver adjektivet 'middelalderlig' hyppigt anvendt, ikke blot om islamismen, men om islam som helhed, selv om den drøm om svunden feudal og patriarkalsk stabilitet i religionens tegn, der glorificeres af visse islamiske bevægelser og lande, er lige så meget en konstruktion som B.S. Ingemanns romantiserede version af Valdemar Sejrs feudale Danmark, og ligger langt fra den tolerante version af islam, der f.eks. gjorde det mauriske Spanien til en oase for videnskab og kulturliv på et tidspunkt, hvor det nordlige Europa var plaget af religiøs sindsformørkelse. Ved at overføre middelalderbegrebets negative associationer på moderne former af islam tilsløres den konkrete historiske kontekst, islamismen er opstået i, og i stedet befæstes modsætningen mellem modernitet/fremskridt (os) og middelalder/stagnation (dem). At der indtil for kort tid siden ikke har været nogen betydelig tradition i Vesten for at tænke anderledes om den såkaldte Orient, skyldes ifølge Said, at den er en vestlig opfindelse, der er blevet udstyret med en egen forestillet geografi (der traditionelt strækker sig fra Marokko i vest til Japan i øst) og egen historie (prægtig fortid, totalt mislykket nutid).

Endelig har den også en egen personlighed, der ikke har ændret sig meget, siden de første europæiske rejsende vendte hjem med fantasifulde beretninger om orientalernes vellystige levned, grusomme hævngerrighed eller religiøse fanatisme, stereotyper, der i århundredernes løb er blevet genbrugt om mange forskellige folk og kulturer, men efterhånden smeltede sammen med araberne i en sådan grad, at man i dag let glemmer stereotypernes oprindelse.

Et vigtigt argument i 'Orientalisme' er, at disse forestillinger ikke blev svækket, men tværtimod styrket ved europæernes møde med den levende Orient - dels på grund af hensigten med deres tilstedeværelse, nemlig at forberede og administrere koloniseringen af de orientalske lande, dels fordi man allerede 'kendte' Orienten fra Bibelens beskrivelser, middelalderens legender om korstogene og de mange krige med Det Osmanniske Rige, der gennem flere århundreder var en væsentlig trussel mod kolonimagternes ekspansion i retning af Indien.

Napoleons teatralske, men skæbnesvangre invasion af Egypten i 1798, hvor han iscenesatte sig selv som hersker af faraoniske dimensioner og ven af islam (men fjende af den osmanniske konkurrent om de orientalske territorier) er et af de tidligste eksempler på en vestlig forståelse af, at man kun kan kontrollere et sted, hvis man også kontrollerer dets historie. Derfor handlede f.eks. Carsten Niebuhrs opdagelsesrejse til Arabien, Persien og Indien i årene 1761-1767 heller ikke blot om handelsforbindelser eller prestige. Hjembringelsen af manuskripter og videnskabelige optegnelser var led i en gradvis konstruktion af Vesten som et centrum, hvor alskens kostbarheder fra periferien skulle samles, ordnes og fremvises som det fysiske bevis på dette magtcentrums overlegenhed. På de store nationale museer, der skød op i det 19. århundredes europæiske og amerikanske metropoler, kunne det nye borgerskab beundre orientalernes store kunstneriske frembringelser fra en fjern fortid, på tryg afstand af den virkelige Orient med alle dens potentielle farer og fristelser (ikke mindst de seksuelle).

Orientalismens klare skelnen mellem orientalsk fortid og orientalsk nutid betød samtidig, at enhver indfødt modstand mod imperialismen måtte forekomme utaknemmelig i lyset af de nutidige orientaleres åbenlyse behov for Vestens civilisationsprojekt.

Et dansk perspektiv på orientalismen er den unge Grundtvig, der i sin 'Håndbog i Verdens-Historien: Efter de bedste kilder' fra 1833 klassificerer oldtidens folk på grundlag af deres rolle i menneskehedens udvikling, det vil sige hvorvidt deres bidrag til historien har fremmet eller bremset den guddommelige orden, der til slut vil kulminere i verdensåndens åbenbaring og dermed afslutningen på menneskehedens historie:
»...blandt Oldtidens store folk var hebræerne, med Moses i spidsen, en Zeus der tog himlen til sin part, hvormed resten fulgte som tilgift, mens grækerne var en Poseidon, der måtte nøjes med havet, som, når det stråler højst, kun oversvømmer jorden, og ægypterne var endelig en Pluto, der tog sin evige bolig i Underverden og stræbte kun at udhule jorden til en Osiris-grav, skønnere end himlen«.

De gamle egypteres skæbne i Grundtvigs historie er ikke overraskende, for deres civilisation var i 1833, kun ni år efter Champollions dechifrering af hieroglyfferne, stort set udelukkende kendt gennem Bibelens tekster, og Grundtvigs historiesyn bygger på det såkaldte »bibelske argument«, der forbandt Egypten og egypterne med mørke, død og Helvede, og hebræerne (samt grækere og selvfølgelig nordboere) med lys, liv og Paradis. Grundtvig kunne imidlertid ikke se bort fra Egyptens indflydelse på Europa, herunder fremskridtene inden for landbrug og håndværk, som var »en glimrende bedrift«, men dette skyldtes snarere forsynet end egypterne selv, som »kaldte højre venstre og stræbde med flid at forvende naturens orden i alle måder«.

Det væsentlige her er fremstillingen af egypterne (som Grundtvig i en sidebemærkning slår sammen med persere, mongoler og kinesere) som kristendommens absolutte modsætning. De hedenske grækere, der selv ofte drog til Egypten for at studere, finder derimod nåde hos Grundtvig og andre af det 19. århundredes racefikserede nordeuropæiske nationalromantikere, der udnævnte det antikke Grækenland, der engang i tidernes morgen havde besejret de barbariske persere i øst, til den europæiske civilisations egentlige begyndelse. Hvilket også var et radikalt brud med oplysningstidens franske filosoffer, der havde set med stor beundring på det gamle Egyptens 'oplyste' kongevælde.

Det 19. århundredes fortælling om, at Europas vugge ikke stod i Den Nære Orient, men i Grækenland, er en fortælling, der stadig genfortælles, f.eks. i mellemøsthistorikeren Søren Mørchs indledende bind i serien 'Det Europæiske Hus' (1991), hvor den eneste ægte civilisation selvfølgelig er den europæiske, mens alle andre civilisationer blot er »tarvelige efterligninger« - ikke mindst den mellemøstlige, der er »uhjælpeligt bag efter den europæiske med adskillige århundreder«. Ifølge Mørch skyldes dette det arabiske alfabets opbygning, som gør det vanskeligere at læse end det græske, hvilket forklarer, hvorfor araberne ikke kan læse indenad og derfor tror blindt på Koranen.
At den europæiske kultur er så langt bedre, skyldes, at den er 'imperialistisk', hvilket skal forstås positivt i Søren Mørchs verdensbillede - den overtager, hvad den behøver fra laverestående middelalderlige civilisationer og tromler ellers videre i rationalitetens og modernitetens navn.

Selv om Mørch måske kun er en parentes i dansk mellemøstforsknings lange og rige historie, er han alligevel interessant, fordi han henter sine argumenter og overlegenhedsfølelse fra orientalismens arkiver, hvor en yderst varieret og kompleks Mellemøsten gennem 500 år er blevet reduceret til en essens, som den professionelle Orient-kyndige kan kontrollere og sætte sig til doms over. I den traditionelle orientalists øjne er islam nemlig - i modsætning til alle andre religioner og civilisationer - et ensartet, historieløst fænomen, der nærmest er uforeneligt med en demokratisk, sekulariseret modernitet.

Det er derfor ikke underligt, at islam og terrorisme så ofte kædes sammen, som var de to sider af samme sag, og skaber en følelse af, at Vestens værdier er under belejring. I 'Culture and Imperialisme', 'Orientalisme's efterfølger, skriver Said:

»Den frygt og skræk, som de overdimensionerede billeder af 'terrorisme' og 'fundamentalisme' vækker - lad os kalde dem de billedlige udtryk i et internationalt eller tværnationalt billedsprog bestående af fremmede djævle - gør, at den enkelte hurtigt underkaster sig øjeblikkets dominerende normer... At modsætte sig det abnorme og ekstreme, der er en del af terrorisme og fundamentalisme, er således... også at fastholde mådeholdet, rationaliteten og den centrale handlekraft i en vagt defineret 'vestlig' (eller anden geografisk afgrænset og angiveligt patriotisk) etos. Det ironiske ved denne dynamik er, at den i stedet for at udstyre den vestlige etos med den tillid og sikre 'normalitet', som vi betragter som et privilegium og forbinder med en følelse af moralsk ret, giver den 'os' en velbegrundet vrede og defensiv indstilling, der indebærer, at andre til slut betragtes som fjender, der er ude på at ødelægge vores civilisation og levemåde«.

Kun ved at sætte spørgsmålstegn ved vores forestillinger om den omgivende verden kan vi gøre op med sådanne, i bund og grund racistiske kategorier som f.eks. muslimen, der lever i en evig mørk middelalder.

Det kræver imidlertid en dybere indsigt i, hvorfra den europæiske kulturs fascination, frygt og had, når det gælder islam, stammer, en indsigt som kan medvirke til at udviske »den befæstede grænse«, der ifølge Said ikke blot er »mellem 'Vesten' og 'islam', men også mellem fortiden og nuet, os og dem, for ikke at sige selve begreberne om identitet og nationalitet, om hvilke der er en endeløs uenighed og debat«. Som højrepopulismens 'korstog' mod et humant, multietnisk samfund (men også bin Ladens jihad mod et ondsindet Amerika) viser, er det, som Said skrev i The Nation, ganske vist meget lettere at fremsætte krigeriske udsagn med det formål at mobilisere kollektive følelser, end det er at overveje, undersøge, udrede, hvad det er, vi i realiteten har at gøre med, nemlig et uendeligt antal menneskelivs, både 'deres' og 'vores', indbyrdes forbundethed«.

Valget er vores.