At små drenge risikerer seksuelle overgreb i fodboldklubben, har medierne fortalt os. Men billedet af børn og unge, der krænkes i sportsklubberne, er mere broget end som så. Kronikøren er ph.d.-studerende ved Institut for Idræt. Seksuelle krænkelser inden for idræt er ikke noget nyt fænomen, men siden 1998 har mediedebatten i kølvandet på institutionssagen ved Vadstrup i Gladsaxe og kampsportssagen på Amager medvirket til, at pædofiles overgreb på børn og unge inden for idræt er kommet på alles læber. I takt med den øgede mediefokusering, og hovedidrætsorganisationernes gradvise erkendelse af problematikken, er antallet af politianmeldte sager ligeledes steget fra 2 i 1997 til 19 i 1998, 8 i 1999 til et foreløbigt højdepunkt på 23 i 2000. Sagsforløbene har vakt befolkningens harme, ikke alene fordi seksuelle overgreb på børn generelt opfattes som noget af det mest forkerte i denne verden (og et effektivt redskab til at alarmere befolkningen), men også fordi det rammer idrætten, der traditionelt set har været anset som et fristed præget af altruisme og folkelighed, et sted, hvor børn og unge socialiseres på den helt rigtige måde. Idrætten er blevet pillet ned af piedestalen og afsløret som et sted, der ikke adskiller sig så meget fra de øvrige samfundsinstitutioner, hvor børn og unge færdes. Den offentlige debat har hovedsageligt fokuseret på, hvorvidt foreningerne bør indføre brugen af straffeattester til at frasortere tidligere sædelighedskrænkere. DGI (Danske Gymnastik og Idrætsforeninger) har til stadighed fremført, at man ikke bør lade straffeattesten stå alene og lade det blive en sovepude. Hvis ikke straffeattesten skal stå alene, kunne hovedidrætsorganisationerne, DGI og Danmarks Idræts-Forbund, jo passende nuancere, hvilke andre forebyggelsesstrategier man har tænkt sig at anvende. Ud fra de seneste års mediedækning får man let det indtryk, at seksuelle krænkelser inden for idræt handler om homoseksuelle pædofiles overgreb på smådrenge inden for stærke maskuline miljøer som kampsport og fodbold. Selvom størstedelen af de anmeldte overgreb drejer sig om pædofiles homoseksuelle krænkelser, så er problemstillingen langt mere kompleks end som så, fordi den rummer alle tænkelige kønskonstellationer, aldersgrupper og idrætsdiscipliner. En af de positive effekter ved medieomtalen har været, at der er blevet skabt et klima for at kunne tale mere åbent om disse pædofilsager og dermed eventuelt foretage politianmeldelse. Imidlertid er forskningen på dette område præget af en konstant mangel på data, fordi ofre, krænkere eller implicerede foreninger kun sjældent vælger at stå frem. Med henblik på en yderligere beskrivelse af problemets omfang og karakter har forskningen på idrætsområdet således brug for personer, der, frivilligt og under anonyme omstændigheder, vil fortælle deres historie. Ud fra en gennemgang af samtlige anmeldelser, der relaterer sig til idrætten, spejderne og beslægtede fritidssfærer, fremgår det, at 80 procent af anmeldelserne omfatter krænkelser mod præpubertetsbørn. Ifølge DSM-IV (American Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) kan pædofili blandt andet diagnosticeres ud fra, at krænkeren over en periode på mindst seks måneder har tilbagevendende, intense, seksuelt ophidsende fantasier, seksuel trang eller adfærd, som involverer seksuel aktivitet med præpubertetsbarn eller -børn, generelt 13 år eller yngre; og at personen er mindst 16 år, og der er minimum fem års aldersforskel mellem krænker og barnet. I den dagligdags brug af begrebet pædofili tænker man ofte på en person, der føler sig seksuelt tiltrukket af børn uden at skele skarpt til barnets alder. Aldersgrænsen for den ekstrafamiliære barn-voksen-seksualitet er i de fleste menneskers bevidsthed den kriminelle lavalder - nemlig 15 år. Voksne personer, der overskrider kombinationen af såvel de juridiske som de normative spilleregler for seksuelle relationer mellem børn og voksne, risikerer således at blive udsat for fordømmelse, afstandtagen og/eller dømt ved domstolene. På den anden side af den kriminelle lavalder øges samfundets tolerance over for indgåelsen af seksuelle relationer med voksne; typisk illustreret ved det relativt legitime i at teenagepiger finder sammen med en betydeligt ældre mand. Dyrkelsen af ungdommen og skønheden er ikke isoleret til mænd eller vor tid, men sættes i særlig grad på spil i disse år, hvor det jævnligt nævnes i dagspressen, at de unge kvinder i form af deres kropslige fremtræden udsætter sig selv for unødig opmærksomhed. I sin mest ekstreme form er dette argument blevet anvendt til at placere et vist ansvar hos voldtægtsofrene - de har opført eller klædt sig for udfordrende. Den kliniske betegnelse for personer, der føler sig tiltrukket af unge under 18 år, er ifølge www.philianews.org ikke pædofile, men hebefile . Hebefili er som begreb ikke anvendt i læg betydning og finder primært sin anvendelse til at præcisere, at der menes krænkere, hvis seksuelle præferencer omhandler unge fra pubertetsalderens indtræden til de fylder 18 år. Samfundets interesse i at beskytte unge under 18 år gengives i straffelovens par. 223, den såkaldte skolelærerparagraf, der udvider voksnes ansvar og fremhæver, at voksne, der er betroet til undervisning eller opdragelse, ikke må indgå i en seksuel relation med unge under 18 år. I dag tages skolelærerparagraffen sjældent i brug - i de danske retssale anvendes paragraffen mindre end fem gange årligt. De vigtigste årsager til det kan sandsynligvis henføres til manglende kendskab til par. 223, sagernes bevismæssige stilling eller den krænkedes evne og vilje til at foretage anmeldelse. Det er imidlertid en udbredt opfattelse, at det er den kriminelle lavalder på 15 år, der er gældende for idrættens område og ikke den 18-års aldersgrænse. Trods straffelovens præciseringer synes det alligevel relevant at tale om en gråzone bestående af juridiske, moralske og følelsesmæssige betragtninger. Budskabet er således, at gråzonen egentlig er en sortzone og den egentlige gråzone burde muligvis kun omfatte de forhold, der står uden for lovens område og dermed de lærer-elev-forhold, der etableres med unge på 18 år eller derover. Cirka 10 procent af politianmeldelserne omfatter krænkelser, hvor den krænkede er mellem 15 og 18 år. I denne diskutable gråzone befinder sig imidlertid langt flere sagsforløb, der ikke politianmeldes. Siden 1998 hvor jeg skrev hovedfagsspecialet »Den forbudte zone« har jeg modtaget en række henvendelser fra personer, der som ungdomsudøvere har oplevet forskellige former for seksuelle krænkelser - alt fra sjofle bemærkninger, berøringer til samleje. I de fleste af sagerne er der tale om personer, der gennem en årrække er blevet indhyllet i en træners tætvævede spind med en tilhørende vanskelig frigørelsesproces. Et af fællestrækkene er ligeledes, at krænkelserne er blevet indledt eller intensiveret i perioden mellem de var 13 til 18 år, og at sagerne ikke har været politianmeldt. Over for mig sidder en pige på 15 år og beretter om dengang hendes træner, der også var formand i klubben, i et omklædningsrum tilbød at massere hendes ømme skulder. Han havde tidligere masseret hende, men denne gang bredte massagen sig hurtigt til en befamling af hendes bryster. Under forsøget på at komme ud af hans greb, blev hun fastholdt og befølt i skridtet, inden det lykkedes hende at komme ud af omklædningsrummet. Sagen blev anmeldt til politiet, men der blev ikke rejst tiltale, idet bevisgrundlaget ikke kunne forventes at føre til dom. Når man vurderer sagen ud fra pigens egen beretning, hendes dagbog, samtaler med familie og venner, er der næppe tvivl om hændelsesforløbets rigtighed. Hendes træner har først krænket hendes blufærdighed, dernæst bedt pigen om at holde mund og er efter en række manipulationer af såvel lokalsamfund som foreningen sluppet for sanktioner. Summen af disse hændelser har sat sit præg på pigen, der efterfølgende forlod lokalsamfundet, fordi hun havde mistet alt, som hun sagde. Kravet om retssikkerhed byder anklagemyndigheden at vurdere såvel subjektive som objektive krænkelseskriterier, hvilket i forhold til skyldsspørgsmålet i denne sag betyder, at pigen føler sig krænket, men ikke er opfattet sådan af de juridiske systemer. Det efterlader et endnu mere tvivlsomt domsgrundlag i de sager, hvor krænkelser kun har været af verbal karakter. Et af de stærkeste motiver for at dyrke idræt er ofte, at kammeraterne allerede går der, og frygten for den sociale isolation ved at glide ud af fællesskabet betyder, at det kan være en særlig hård straf ikke at kunne dyrke sin idræt. De sociale relationer nævnes derfor hyppigt som årsag til, at han eller hun ikke sagde fra over for træneren. Når seksuelt krænkede udøvere bliver bedt om at fortælle, hvad det værste ved overgrebet har været, nævnes de fysiske handlinger kun meget sjældent. Bortset fra enkelte psykopatiske krænkeres handlinger, har de fysiske handlinger ikke manifesteret sig som det dominerende indtryk. De fysiske handlinger bliver imidlertid ofte et håndgribeligt symbol på de psykiske og sociale konsekvenser. Tillidssvigtet gør som regel det dybeste indtryk, fordi netop oplevelsen af at være genstand for trænerens specielle interesse forsvinder, når det går op for udøveren, at tillidsforholdet hvilede på et illusorisk grundlag. Eksempelvis hvis træneren har foretaget tilsvarende handlinger med andre udøvere, eller hvis interessen forsvinder efter den seksuelle erobring. Træneren har måske benyttet forskellige former for belønning som ros, penge, gaver eller anførerstatus til at overbevise udøveren om hans/hendes særstatus. Imidlertid ønsker kun de færreste udøvere at erkende, at træneren systematisk har udnyttet deres naivitet og sårbarhed til at tilfredsstille sine egne behov. I modsætning til ca. 25 procent af voldtægtssager, hvor ofret ikke kender sin gerningsmand, så kender idrætsudøveren altid sin træner. Der findes kun få eksempler på voldtægtslignende handlinger. De fleste seksuelle relationer mellem trænere og udøvere baserer sig på længere tids opbygning af tillid. Samtidig med tillidsopbygningen sker der typisk en grænsenedbrydning, hvor udøverens modstand over for verbal og kropslig intimitet svækkes. Under dække af instruktionsrelaterede handlinger har træneren mulighed for at afprøve, hvorledes udøveren reagerer på stadig mere grænseoverskridende tilnærmelser. I en række sager står det klart, at udøveren er blevet viklet ind i et spind, hvor han eller hun er blevet manipuleret til at tro, at det var hende eller ham selv, der ønskede forholdet. Teenageusikkerhed, seksuel nysgerrighed eller eventuelt kampen om kammeraternes accept eller trænerens opmærksomhed betyder, at udøvere i visse tilfælde går med til mere, end de egentlig selv har lyst til eller kan overskue. Under et interview med en kvinde, der i årevis var kommet i et ridesportsmiljø, beretter hun om, hvordan alle pigerne kæmpede om beridderens opmærksomhed og hvem der først kunne blive kæreste med ham. Den, der vandt, var dermed også sikker på at blive tildelt den bedste hest i stalden. At beridderen til gengæld ville i seng med pigen, havde hun ikke helt gennemtænkt. Hvis udøveren har gået og flirtet med træneren for næsen af kammeraterne, kan det bagefter være svært at overbevise sig selv og andre om, at der er foregået noget ufrivilligt. Følelsen af afmagt opstår dernæst når den, set fra et barns eller teenagers synspunkt, uoverskuelige proces med at få det fortalt starter; endsige involveringen af hele retsmaskineriet. Set fra et undersøgelsesmæssigt synspunkt synes skyldsspørgsmål i pædofilisager langt enklere alene pga. udøverens lavere alder og manglende evne til at give frivillig accept. Inden for hebefiliens gråzoner, hvor de unges sårbarhed, pinlighedstærskler og eventuelle aspirationsdrømme ikke nødvendigvis er for nedadgående, er det derimod sværere at skelne i sort-hvidt. Problemstillingen er generelt tabubelagt, selvom det modsatte skulle synes gældende. Tabuet eksisterer, netop fordi problemstillingen, selvom den er italesat, jævnligt forlader medieoverfladen til fordel for andre nyheder, til den næste sag dukker op. Heldigvis - måske, for hvis vi konstant tvinges til at høre om disse afskyvækkende sager, ville det muligvis udhule den ontologiske sikkerhedsfølelse, vi har behov for, for at få hverdagen til at fungere. Ved i stedet at skyde tankerne fra os midlertidigt, opretholder vi en egen indre balance, der til stadighed gives næring af alle de snusfornuftige personer, der hævder at »nu skal vi ikke overreagere eller indlede en heksejagt«. Dilemmaet er evident, fordi der i den brede befolkning også er en tendens til at trække debatten ud i ekstremer: »De skulle kastreres!«. De ovenstående synspunkter er med til at forhindre den nuancerede debat og de helingsprocesser, de krænkede igennem livet har brug for. Når man taler om seksuel udnyttelse, misbrug, overgreb eller chikane af børn og unge, hvad enten det er inden for idræt eller andre steder, så er der tale om misbrug af magt og position. Vi må nødvendigvis sammenkæde indre organisationsmæssige tiltag med bredere bevægelser, der forsøger at konfrontere hele spektret af magtmisbrug generelt. Hvis vi kun ser seksuelle krænkelser som psykopatologi eller afvigende karaktertræk hos den individuelle krænker, risikerer vi at overse de bredere sociale miljøer, der fremmer eller dæmper de pågældende adfærdsformer. Seksuelle krænkelser er en del af et bredere kontinuum, der ikke blot fortæller, at handlingerne er udtryk for en grundlæggende drift eller et seksuelt udtryk ladet med aggressioner, men snarere et behov for, via krænkelsens aggressive eller ikkeaggressive karakter, at opnå kontrol og magt. Historien fortæller os, at moralske forbud, etiske retningslinjer eller lovene har været fejlslagne i forhold til at forhindre seksuelle krænkelser mod børn. Vi har prøvet »Plan A« - selvregulering i sammenhæng med straffeloven, og nu er tiden måske moden til at overveje fordelene ved nye initiativer.