Den europæiske opfattelse af konflikten i Mellemøsten er ensidig. Den er antiisraelsk, før den er noget andet. Og at betragte Israel som en kolonimagt er en fejlfortolkning, skriver kronikøren, der er jurist. Det er ikke uden en vis tøven, at jeg tager til orde i debatten om konflikten i Israel. Forsøget på at nuancere billedet af denne konflikt, den målrettede israelske militærindsats og de overgreb, der forhåbentlig vil blive efterforsket, kan nemt blive opfattet som en opfordring til at godtage de samme overgreb og den samme militærindsats. Det nuancerede ligger i sagens natur ikke langt fra det, taleren frem for alt ikke ønsker at sige, og nuancen, den forskel, alting gælder, kan let gå tabt. Men problemet med at påstå, at Israel er andet, end det, vi får præsenteret - et andet Israel, hvor viljen til at føre krig ikke deles af hele befolkningen - er ikke først og fremmest risikoen for at blive misforstået. Problemet er, at dette andet Israel ikke eksisterer. Israel er i dag forenet. Af nød og af nødvendighed. Det er en forening, der er fulgt i kølvandet på sammenbruddet i Camp David-forhandlingerne. Arafats nej til den daværende israelske ministerpræsident Ehud Baraks fredstilbud berøvede endegyldigt den israelske venstrefløj dens mangeårige forestilling om, at freden ville være sikret, hvis blot Israel accepterede en palæstinensisk stat. Denne forestilling havde været det pejlemærke, den israelske venstrefløj og den israelske fredsbevægelse orienterede sig efter. Og Arafats nej - et nej, hvis berettigelse jeg ikke skal opholde mig ved her, men blot konstatere som et faktum - sendte den israelske venstrefløj ud i en rådvildhed, hvor den imidlertid kun var den anden på pladsen. Hvor utroligt det kan forekomme nu, hvor de israelske tanks patruljerer i det palæstinensiske selvstyres område, har højrefløjen i Israel befundet sig i dette politiske ingenmandsland siden Benjamin Netanyahus valgsejr i 1996. Som Netanyahu måtte sande, kunne højrefløjen i 1996 ikke som i tiden før fredsforhandlingernes begyndelse stikke hovedet i sandet og vente på, at palæstinenserne forsvinder af sig selv. Diskussionen er i dag ikke længere om, hvorvidt palæstinenserne skal have en stat, men om, hvor grænserne for denne stat skal gå. Sharon er ingen undtagelse. Israel er med andre ord i dag forenet i erkendelsen af, at den palæstinensiske stat er en realitet, og i rådvildheden over, hvad man gør med en fjende, der ikke vil forhandle. (Dermed ikke være sagt, at der ikke er forskelle mellem højrefløjen og venstrefløjen i Israel, eller at det ikke gør nogen forskel, hvem der sidder ved roret. Der er imidlertid ikke længere den samme overordnede ideologiske forskel). Når jeg finder det nødvendigt at påpege dette, er det ikke for at udpege palæstinenserne som den egentlige årsag til den aktuelle forværring af konflikten. At Sharon er om ikke juridisk så dog moralsk ansvarlig for massemord; at palæstinenserne har ret til en stat, hvor de kan leve et værdigt liv; at den israelske hærs fremfærd er en formålsløs magtanvendelse, der kun kan virke imod hensigten, at israelerne bør trække sig tilbage - jeg kan ikke andet end dele disse opfattelser. Men der sker en forskydning i den europæiske forståelse af konflikten i Mellemøsten, og denne forskydning giver anledning til eftertanke. Denne forskydning kommer til udtryk som en systematisk reduktion af konfliktens kompleksitet. Set fra Europa er konflikten mellem israelere og palæstinensere en konflikt, hvor magten udelukkende er placeret på den ene side og retten på den anden. Det er denne ensidighed, der forhindrer fortalerne for palæstinensernes rettigheder i at anerkende, at selvmordsbomberne på caféer og til religiøse fester i Israel er en forkastelig terrorisme, at den palæstinensiske ledelse bærer stor del af ansvaret for den sociale nød, som ikke giver de palæstinensiske børn og unge noget alternativ til at gå på gaden, at en del af de palæstinensiske ledere - deriblandt Arafat - tilsyneladende hellere vil vinde deres stat i en glorværdig og blodig krig end opnå den i en forhandling. Det er en ensidighed, der viser, at den europæiske opfattelse af konflikten først og fremmest er bestemt af holdningen til Israel. Den europæiske indstilling er antiisraelsk, før den er propalæstinensisk. Palæstinenserne er i mange henseender det mindst vigtige i denne konflikt, således som den tager sig ud set fra Europa. De kan i første række takke deres modpart for, at de er blevet en cause célèbre . Men hvorfra kommer denne notoritet? En ofte fremsat hypotese er, at interessen for og kritikken af Israel kan forklares ved den virus, der kulminerede i Tyskland i perioden fra 1933-1945, enten som en udtrykkelig fortsættelse heraf eller som en reaktion mod den dårlige samvittighed over Holocaust. At jødernes historie har påvirket og påvirker den måde, hvorpå Israel opfattes, er ubestrideligt. Men det forekommer mig ikke troværdigt, at kritikken af Israel restløst, endsige i overvejende grad, kan forklares ved denne europæiske syge. Alain Finkielkraut har i 'La Réprobation d'Israël' peget på, at der skete et skift i den folkelige opfattelse af konflikten mellem israelere og palæstinensere i lyset af de krige i Afrika, der gjorde en ende på det europæiske koloniherredømme. Israelerne gik fra at blive opfattet som de tapre overlevende fra historiens største forbrydelse til at blive opfattet som en kolonimagt, der udsatte et andet folk for det, de selv havde gennemgået. Denne konstatering er uden tvivl såvel historisk som psykologisk dækkende. Kritikken af Israel har særlig været en foreteelse på den europæiske venstrefløj, og den har været - og har været oplevet som - en lige så naturlig del af kampen mod imperialismen som venstrefløjens engagement i f.eks. Algeriet eller Vietnam. Det er ikke tilfældigt, at kritikken af Israel historisk har gået hånd i hånd med en kritik af USA, den store imperialistiske monolit. Men hvor ubestrideligt dette sammenfald end er, rejser det alligevel flere spørgsmål, end det besvarer. For hvordan kan det overhovedet gå til, at konflikten i Mellemøsten opfattes som en koloniseringskrig, når man betænker, at etableringen af staten Israel ikke har nogen træk til fælles med etableringen af et koloniherredømme? Koloniherredømmet var båret af en ideologi, der kan beskrives ud fra et udbytningsperspektiv eller et eurocentrisk oplysningsperspektiv, Kiplings white man's burden. Fælles for disse to perspektiver er, at kolonien vedblev at være underordnet i forhold til kolonimagten, til hvilken den leverede råvarer, og fra hvilken den købte varer. Det mest sigende udtryk for dette forhold er formentlig, at kolonimagtens befolkning ikke skulle bosætte sig i kolonien. I det omfang, det skete, var det fortrinsvis med henblik på administration på vegne af kolonimagten og da med status af overklasse og med de dertil hørende privilegier. Selv i et kort tidsperspektiv, der ikke tager højde for, at jødernes historie kan opvise mere end ét forsøg på at grundlægge en jødernes stat i Palæstina, er Israels historie en helt anden. Israel blev grundlagt af folk, der rejste fra de stater, hvori de før havde været indbyggere, for at grundlægge en stat, hvori alene de skulle have hjemme. Der er kun et berøringspunkt mellem konflikten i Mellemøsten og krigene i de europæiske kolonier: Det er opfattelsen af, at jøderne - ligesom de europæiske kolonimagter - ikke har ret til den jord, hvorpå de har grundlagt deres stat. Det er denne manglende anerkendelse af staten Israels ret til at eksistere, der er grundlaget for den fremherskende europæiske holdning til konflikten mellem israelere og palæstinenserne, og som overhovedet gør den forståelig. Det er derfor ikke overraskende, at man i et åbent brev fra den sydafrikanske forfatter Breyten Breytenbach til Ariel Sharon offentliggjort i Le Monde kan læse, at konflikten »svækker Israels legitimitet som stat yderligere«. Krigene på Balkan førte til et krav om intervention og om at stille Milosevic og visse andre serbiske ledere for retten. Saddam Husseins krig mod kurderne, der alene i 1988 kostede mindst 50.000 kurdere livet, til krav om, at Hussein og hans styre skulle fjernes. Men demokratiet Israel skal gøre sig fortjent til sin eksistens. Men hvordan skulle det da også kunne forholde sig på anden vis? Hvorledes skulle jøderne kunne begrunde deres ret til det land, de har fordrevet palæstinenserne fra, undtagen med henvisning til at landet er blevet dem givet af Gud? Denne fordrivelse skete imidlertid ikke med Bibelen, men med magt, og det er med magt, Israel har hævdet sin eksistens siden statens oprettelse, vel at mærke ved at knægte palæstinensernes uanfægtede ret til et hjemland. Hvor selvfølgelig denne modsætning mellem ret og magt kan synes, er det retlige skema, den tænkes ud fra, det på ingen måde. Det er uklart, i hvilken forstand en stat overhovedet kan siges at have en ret til at eksistere. Folkeretten opstiller ganske vist en række betingelser, som en territorial enhed skal opfylde for at blive anset som en stat. Men som den folkeretlige praksis viser, er spørgsmålet om anerkendelse af andre stater ikke et retligt, men et politisk spørgsmål. Er den politiske vilje til stede, ser stater gennem fingre med, at en række af de grundlæggende betingelser ikke er opfyldt, ligesom de kan se gennem fingre med, at de er det. Folkeretten udgør ikke et grundlag for en stats ret til at eksistere; den tager eksisterende magtkonstellationer til efterretning. Modsætningen mellem ret og magt er på ingen måde så absolut, som den forekommer ved første øjekast. Det, der her præsenteres som et spørgsmål om rettens natur, dækker over en større problematik, der vedrører tænkningens væsen. Når magten overhovedet kan fundere retten, skyldes det, at magten er det eneste, tænkningen anerkender som gældende. Magten er normativ. Det er en velkendt pointe i Nietzsches tænkning om viljen til magt, men denne bevægelse i tænkningens historie kan i hvert fald følges så langt tilbage som til Machiavelli. Undervejs fra Machiavelli til det 19. århundrede indtræder indsigten i magtens princip i sin betydning. Dette sker måske mest prægnant i Humes politiske skrifter. Heri formulerer han et nyt begreb om det politiske. Politikken funderes ikke længere moralsk eller metafysisk, det være sig i Gud, naturen eller i en social kontrakt, som det var tilfældet i den tidligere politiske filosofi. Den er et kræfternes spil, og et politisk tiltag er den momentane balance mellem de forskellige stridende magtinteresser. Som Nietzsche senere skriver om den balance, hvori grænsen for den stærkes undertrykkelse af den svage nås, er selv den svage og den undertrykte vilje til magt. Men anerkender tænkningen alene magten som målestok, da bliver spørgsmålet, hvorfor netop etableringen af staten Israel er udtryk for en illegitim magtudøvelse. Det ville føre for vidt at redegøre for dette spørgsmål i al dets kompleksitet, men et foreløbigt svar er, at jødernes magtudøvelse er af en anden karakter end tænkningens - og derved er den ufornuftig. Ufornuften er blot et andet aspekt af den bevægelse i den moderne tænkning, jeg har antydet ovenfor. Identifikationen af magt og fornuft betyder, at den moderne tænkning ikke længere besidder redskaberne til at tænke historien som andet end den kampplads, hvor alt, hvad der er, gør sig gældende, og fornuften som det, der viser sig i denne historie i sin egenskab af magt. Verdenshistoriens og fornuftens grænser bliver dermed sammenfaldende. Det får afgørende betydning for den position, jøderne indtager i Europa. Som folk har jøderne indtaget et eksil uden for verdenshistorien; et eksil, der til dels har været selvvalgt og til dels påtvunget. Jøderne har så at sige holdt sig uden for verdenshistorien, mens de afventede den messianske tidsalders begyndelse - etableringen af Israel, som vi også må betegne som et andet Israel, et andet andet Israel - og de er blevet holdt ude af verdenshistorien af en kirke, der så en interesse i at have et synligt bevis på, hvad der sker, når man fornægter Jesus Kristus. Men denne enighed (der ganske vist aldrig har været fuldstændig) ændres afgørende med den ny forståelse af historien. Den, der holder sig uden for historien, holder sig nu også uden for fornuften. Denne ændring afstedkommer en ny type bebrejdelser mod jøderne, som vi bl.a. finder hos Hegel. Jødernes største forbrydelser er ikke længere, at de har slået Guds søn ihjel, men at de nægter at tage imod fornuften i form af kristendommen, hvis sejr historien er det endegyldige bevis på. Den position, jøderne havde indtaget igennem hele Europas historie, er ikke længere forståelig, og det Israel, hvis komme de afventede, er det heller ikke. Men det er dette andet andet Israel, der er jødernes fødselsret - ikke fordi Gud har givet jøderne landet, men fordi jødedommens historie er den, der begynder og afsluttes med etableringen af en jødisk stat i Israel. Og i en vis forstand falder denne etablering ikke i den samme historie som den, hvori det, israelske tanks patruljerer i det palæstinensiske selvstyreområde. Jødedommen kan måske defineres som afvisningen af, at verdenshistorien indeholder dommen over mennesket. Og denne verdenshistorie - hvor det israelske og det palæstinensiske folk begår overgreb mod hinanden, hver med de midler, de har til rådighed - indeholder intet, der kan besvare spørgsmålet om jødernes ret til Israel, fordi fornuften kan kun forstå dette andet andet Israel som en utilgivelig fundamentalisme, og dette fordi det eneste andet Israel, fornuften kan anerkende, er et Israel, der sætter hårdt mod Sharons hårdt. Skal man knytte an til konflikten i Mellemøsten, skulle disse betragtninger gerne føre til en forståelse af, at ret og magt er mere ligeligt fordelt mellem israelere og palæstinensere, end mange vil vide af, at den ene parts legitime krav ikke nødvendigvis modsvares af et overgreb fra den anden part, at tragedien i Mellemøsten ikke er, at der lever to folk på det territorium, der i dag kendes som Israel, men at de er i krig med hinanden. Måske vil denne forståelse af konfliktens kompleksitet føre til, at Europa ville kunne bidrage til konfliktens løsning, i stedet for, at en række af Europas ledere - herunder en række danske politikere, der ikke længere er ledere - og en række europæiske offentligheder ved deres adfærd bekræfter parterne i antagelsen af, at vold af enhver art kan føre til andet end større lidelse.