I dag går Holland til valg. Men det er en uvirkelig begivenhed, mener kronikøren, der er politisk kommentator på den hollandske avis NRC Handelsblad. Demokratiet er i alvorlig krise. Mange kommentatorer og politikere har forklaret Pim Fortuyns succes med kedsomhed: Hans tilhængere er simpelthen forkælede borgere, der ikke har noget bedre at tage sig til end at støtte et politisk eventyr. Overfloden er årsag til ubehaget, lød begrundelsen. Den overlegne tone er imidlertid forsvundet. Et besøg på et af de mange steder, hvor Pim Fortuyn bliver mindet, er nok til at forstå, at et dybt ubehag er kommet til syne. Det er ved at dæmre for selv de allermest stivsindede, at der stikker mere under. Fortuyn har udløst noget, og nu er det alles opgave at få styr på det igen. Sådan ville det have været under alle omstændigheder. Fortuyn var snarere én, der ruskede op i folk, end én der søgte konsensus. Det ubehag, som han blev udtryk for, havde længe søgt en ventil. Efter attentatet er denne følelse blevet stærkere, og der lyder et krav om gengældelse. I en tid, hvor visse politikere konstant bliver truet, er der fare for, at volden eskalerer. Det ville være det værste, der kunne ske, men en yderligere nedbrydning af den fredelige omgangstone kan ikke udelukkes. Pludselig er vi alle sammen blevet bevidste om, hvor sårbart et åbent samfund er, og at vores demokrati er mindre stabilt, end det lader til. En enegænger, der havde mod til at udfordre den etablerede magt med sine ubekvemme synspunkter, er blevet ryddet af vejen med vold. Retten til at ytre sig frit er blevet tilført et alvorligt slag. Mange mennesker er blevet bragt til tavshed. Den eneste mulighed de har nu, er at stemme på et parti uden politikere, selvom det de egentlig ville, var at give deres stemme til en politiker uden parti. Det er yderst beklageligt og gør valget i dag til en uvirkelig begivenhed. Min egen holdning til Pim Fortuyn var og er ambivalent. Jeg vil gerne kunne tænke over hans kritik af den svage politiske ledelse og kulturrelativismen uden straks at blive ramt af slipstrømmen fra hans appel om at lukke grænserne. For hvad der på den ene side kan vindes ved den berettigede kritik, går tabt på den anden. Det er populismens paradoks: Uanset om man støtter eller undertrykker den, gør man demokratiet en bjørnetjeneste, for alene bevægelsens eksistens er symptom på en krise. Man behøver ikke være enig med Fortuyn for at se, at det politiske liv blev stimuleret af hans kritik, men den aktuelle tendens blandt vælgerne i Holland er også forbundet med risici. Den afspejler en voksende usikkerhed blandt borgerne, som de regerende politikere heller ikke kan unddrage sig. Den aktuelle sorg bringer ikke min tvivl ud af verden. Den kritiske selviagttagelse begynder med, at man tager usikkerheden alvorligt. Hvis man skal tro den stadig voksende strøm af kommentarer fra udlandet, befinder vi os i en identitetskrise. En del af denne krise er, at vores billede af os selv som en tilfreds og tolerant nation er begyndt at vakle. Det er ikke tilfældigt, at denne usikkerhed er tydeligst i de områder i landet, hvor mange forskellige kulturer lever sammen på meget trang plads. Hvem er vi i det hele taget i en tid, hvor så meget ændrer sig så hurtigt? Vi må tænke over, hvad der binder vores samfund sammen, og der findes ingen enkle svar i denne søgen. Konsekvensen af, at mange indtil nu er veget uden om dette spørgsmål, bliver, at et meget hårdere svar end ønskeligt er, ligger på lur. Hvordan kan det være, at et så velhavende samfund ikke længere ved, hvor det vil hen? Pim Fortuyns fremmarch stillede de etablerede politikere over for en opgave, der hed at genfinde sig selv og langt om længe udtrykke nye visioner i ord. Det skylder de stadig samfundet. Tomrummet er blevet synligt for alle. Der hersker en udpræget mangel på kultur på den nuværende politiske scene. Kun ganske få politikere er i stand til klart at formulere, hvilken slags samfund man vil give videre til de kommende generationer. At regere er blevet til at forvalte. Politikerne har i vid udstrækning tabt forbindelsen til vælgernes virkelighed. På tværs af alle lag føler folk sig utrygge. Borgmesteren i Rotterdam, hvor indvandrere og deres efterkommere snart vil udgøre den største befolkningsgruppe, var stadig fuldstændig sikker for to år siden. Da min kritiske artikel om 'det multikulturelle drama' blev trykt (FAZ, 21.juli 2001), sagde han, at nej, i hans by havde de mange forskellige befolkningsgrupper ingen problemer med at leve sammen. Rotterdam var oven i købet Europas kulturelle hovedstad, en verdensby, et forbillede for alle andre. Nu er billedet krakeleret totalt: Næsten fyrre procent af byens indbyggere har stemt på en politiker, der sagde: »Båden er fuld«. Det burde man snakke om, men det er der ingen af levebrødspolitikerne, der tør. At der ankommer mange mennesker fra andre lande til vores land, kunne være en god anledning for os til at tænke over, hvem vi er. Svaret på spørgsmålet om man kan opleve dette land som sit eget, afhænger af meget mere end hvordan goderne er fordelt. Den forestilling alene er for pauver, for i sidste ende drejer det sig også om følelsen af at være en fuldgyldig borger og have del i ansvaret for helheden. Det angår os alle, og i disse dage er det velgørende at høre udtalelserne fra intellektuelle og ordførere fra indvandrerkredse, som helt selvfølgeligt har taget del i den forvirring og sorg, der har ramt os alle. Ministerpræsident Wim Kok har overhovedet intet bidrag ydet til debatten om det multikulturelle samfund, og det kan man bebrejde ham. Når han en sjælden gang har udtalt sig om spørgsmålet, har hans forvirring og hjælpeløshed været pinagtigt tydelig. Således fremførte han i april forrige år det synspunkt, at Holland ikke havde brug for arbejdskraft, der kom fra lande uden for EU. Efter pres fra en række ministre erklærede han så i juni, at Holland så absolut behøvede disse indvandrere for at imødegå manglen på arbejdskraft som følge af det stigende antal gamle i landet. I september havde han igen skiftet mening og sagde, at en stor national debat om emnet var overflødig, fordi vores land ikke har brug for arbejdskraften. Måske mente han, at man helst ikke skulle tage diskussionen, når der var et valg på vej. Må vælgerne ikke udtale sig om et så vigtigt problem? I lyset af denne konsekvente tavshed om vigtige spørgsmål er det ikke overdrevet at hævde, at Wim førte Pim ind på scenen. At tolerancen i samfundet er i fare, hænger også sammen med den manglende retsudøvelse. Det er en fejl at tro, at langmodighed over for lovovertrædere fører til et samfund med færre spændinger. Det passer ikke, at den overbærende 'frihedspolitik' i Holland har været gavnlig i enhver henseende. Vi er nået til en grænse, der gør det nødvendigt at lægge mere vægt på forsvaret af retsstaten. Mennesker, der føler sig utrygge, er nemlig ikke fredelige og møder ikke deres omgivelser med åbenhed. Retsfilosoffen Gijs van Oenen skriver: »I en kultur der ikke længere har nogle klart definerede idealer og ambitioner ophæves forskellen på en overbærende politik og klassiske former for politik«. Dét, van Oenen her formulerer som en kendsgerning, er én af årsagerne til det nuværende ubehag. Selvfølgelig er politik ofte et spørgsmål om kompromiser, men uden kulturel selvbevidsthed bliver enhver politisk handling til en forhandling. Der er noget, der ikke stemmer, når man i velstandstider må slå fast, at de nødvendige reformer inden for politiet og retsvæsenet er udeblevet. Her ser vi for eksempel resultatet af, at voldskriminaliteten, der griber voldsomt ind i ofrets og de pårørendes liv, er blevet undervurderet i årevis. Dette har bidraget til en stadig stigende retslig ulighed, der rammer alle. Da socialdemokraterne skulle udarbejde deres forrige valgprogram, blev forslaget om at undersøge i hvor høj grad tidligere straffede begik denne slags kriminalitet igen, straks fejet af bordet. De liberale lagde ansvaret for bekæmpelse af kriminalitet hos en minister, der hvert andet øjeblik måtte forklare parlamentet, hvorfor han ikke anede, hvad der foregik. Den ene uheldige sag efterfulgte den anden, og på denne måde blev de betingelser skabt, der gjorde det muligt for Pim Fortuyn på få måneder at blive den stærkeste bevægelse i hollandsk politik. Wim Kok har i ugen efter mordet på Fortuyn accepteret det uundgåelige. Han har forstået, at strømmen af ubehag ikke længere lader sig inddæmme. Da han erklærede, at han stolede på vælgernes dømmekraft, og at valget derfor ville blive gennemført, var hans holdningsændring åbenlys for enhver. For en måned siden var han nemlig overbevist om, at vælgerne slet ikke kunne orientere sig og var ved at falde i Fortuyns fælde. Koks nye udtalelser markerer forhåbentlig et brud med en fortid, hvor man var for ængstelig over for borgerne. Oprøret opstod ikke ud af det blå, men de fleste politikere har simpelthen ikke villet indse, at det har været undervejs længe. En rundspørge blandt talrige hollandske politologer bekræftede med stor tydelighed mistanken om, at afstanden mellem vælgerne og de valgte er for stor. Vi må gøre udsagnet 'Mod til mere demokrati' til vores motto. Processen kan starte med, at vi endelig får stoppet den løbske karrusel af skift mellem embeder, der har ført til, at det i dette land vrimler med ekspolitikere, der af uransagelige årsager sidder som chefer for Radiorådet, Statsrevisoratet og alle mulige andre institutioner. Personer, der har en så lille berettigelse til posterne, kan ikke blive ved med at kontrollere dette lukkede system, der udelukker uafhængige folk. Befolkningen er bedre uddannet og informeret end nogensinde før. Enhver, der har lyttet til stemmerne i den lange kø foran kondolencelisterne i Rotterdam, ved, at ingen forventer, at problemerne bliver løst på en gang. Folk leder snarere efter nogle politiske meningsdannere, der erkender problemerne og viser vej til løsningen af dem. Kan vi måske endelig få at vide, om vi er et indvandrerland, og hvad dét i så fald betyder for os, kan vi måske endelig få at vide, hvordan man forestiller sig fremtiden for vores skoler, kan vi føre en principiel debat om vores retsstat? Et levende demokrati må tage kritikken op og omsætte den til praktiske handlinger. Det vil vise sig muligt, for den uro, der viser sig nu, kunne have været undgået. Det demonstrerede den tidligere formand for det højreliberale VVD, Frits Bolkestein. Han beviste med sin kritik af det multikulturelle samfund og overbærenhedspolitikken, at man godt kan indtage et kritisk standpunkt inden for de etablerede partier. Bolkestein gled for hurtigt ud til fordel for Den Europæiske Kommission. Den politiske elite er gået uden om fundamentale spørgsmål som de statslige institutioners legitimering, og hvordan vi skal leve sammen, når vi er så forskellige. Ved siden af de gode resultater, som også er opnået, og som der ikke kan sås tvivl om, er dette en grov forsømmelse fra Wim Kok og regeringens side. Enhver, der ville, kunne nemlig se, at der var en opløsningsproces i gang bag facaderne i vores institutioner. Flere og flere borgere er involveret i offentlige sager, men de opdager, at deres problemer knapt nok bliver nævnt i de parlamentariske drøftelser. For eksempel skrumpede parlamentets debat om 'det multikulturelle drama' i løbet af to dage ind til en diskussion om de bureaukratiske problemer ved gennemførelsen af kurser for folk, der søger om hollandsk statsborgerskab. Som så ofte før drejede det sig ikke om indholdet, men om formen. Den lange tradition for konfliktskyhed, der udspringer af en kultur, der generelt forsøger at vige uden om problemer, har i dette forår endegyldigt spillet fallit. Ved at vige uden om den lille fare, der lå i et tage den åbne debat, har man forårsaget den langt større fare ved et demokrati i krise. Man har i alt for ringe grad gjort sig klart, at den gensidige tillid i et samfund skal plejes. Borgernes tillid til hinanden og til staten står på spil, og der kræves nu et større engagement fra alle sider. Evnen til at leve sammen med mennesker, der har en helt anden baggrund end én selv, findes ikke som en selvfølge. Hvis det skal være muligt at have forskellige synspunkter i en positiv ånd, kræver det et stærkere sammenhold end dét, vi har nu. I langt bredere forstand drejer det sig om tilliden til staten. De fredelige omgangsformer, der har udviklet sig over mange generationer, kan ødelægges i løbet af et langt kortere tidsrum. Intet demokrati har garanti for sin holdbarhed, og derfor er det nødvendigt for demokratiet konstant at korrigere sig selv. Dette består blandt andet i at træne evnen til at integrere mennesker, der ikke føler sig repræsenteret. Den tillid, der tydeligvis er gået tabt, må og skal genoprettes. Endnu en gang: Fortuyn udløste noget, og nu er det alles opgave at få styr på det igen. I sidste ende findes der ingen anden mulighed, end at de etablerede partier fornyr og ændrer sig for at genskabe tilliden. Indledningsvis må de førende politikere, der ikke var i stand til at anerkende konflikternes eksistens tage ansvaret for fejlene. De har fra begyndelsen været ude af stand til at imødegå udfordringen fra Pim Fortuyn, og en god portion selvransagelse ville være sund, uanset hvordan valgresultatet bliver. Det er nødvendigt at tage konsekvenserne, ellers bevæger vi os blot længere ind i blindgyden. Hvor mange af vores folkevalgte kan stå på egne ben, vil stå på egne ben og er i stand til at stå imod ensretningen i egne rækker? Om det lykkes os at slå portene op, vil i høj grad afhænge af, hvordan vi om nogle år vil se tilbage på dét, der fandt sted i foråret 2002. De triste og forvirrende følelser vi sidder med i dag, gør det umuligt at komme med en holdbar vurdering. Hvordan vil man forklare den kollektive fascination, der også havde og stadig har farlige sider, som Fortuyn var i stand til at skabe, og hvordan vil man beskrive konsekvenserne af mordet på ham? Vil det lykkes os at gøre en dyd af vores nød? Alt dette taget i betragtning kunne man ønske sig, at deltagelsen i dagens valg vil være højere end ellers. Det ville være det eneste rigtige svar på dette politiske mord, også selvom valget mellem de enkelte partier forekommer svært eller nærmest umuligt. Netop fordi dette valg under alle omstændigheder vil afføde et utilfredsstillende resultat, vil det være vigtigt for parlamentet at nyde støtte fra borgernes tro på demokratiet som et middel til løsning af konflikter.