Hvad er der blevet af de nybarberede mænd i alle aldre og de bobbede damer og de pudsede sko? Forfatteren Camille Blomst besøger Bakken. Med mormor under armen. »Din mormor døde for ti minutter siden«. Og ikke fordi jeg regner med, det kan interessere sygeplejersken, men jeg svarer, efter en pause, der ikke var en tænkepause, men en, hvor jeg prøvede at finde vejr nok til at tale, »jeg kommer med det samme. Jeg kommer med det samme«. Det er onsdag før påske, og klokken er tyve minutter i otte om morgenen, og jeg har lige mistet min mormor. Klokken er nitten minutter i otte dagen før påske, og jeg begriber, at min mormor og de blødkogte æg på terrassen i den kolde morgensol er væk. Kommer aldrig mere. Min mor er forældreløs. Og jeg tager undertøj på og tøj og støvler og tuder og penge til en taxa og låser døren, og låser op igen, min mormor skal da ikke se mig græde uden lommetørklæde. Jeg fumler og finder et, der muligvis mest er en charmeklud fra 80'erne. Og jeg låser og løber ned, og løber tilbage igen og låser op. Jeg må have hendes fingerring på. Min mormor skal ikke se mig en sidste gang, uden at jeg bærer hendes liv. Den lille guldring med de fire granater og en rhinsten, der stammer fra hendes konfirmation, sad altid på hendes flittige hænder. Uden betænkninger tager jeg i døren til stuen med min mormors lånte seng på amtssygehuset. Jeg ved, at dér ligger min mors mor uden varmt blod strømmende i øjenlågene. Men beslutter, at selvom hun ikke kigger med de små grå øjne, så kigger hun jo alligevel. Hun ser mig sige farvel. Mormor er mit første lig. Fin som marcipan og med engblommer i de foldede hænder. Hun er død, men hun er smuk. Hun er smuk, men hun er død. Efter at min mor og søster og jeg har siddet en lille time hos hende med tavse tårer, der afløste hinanden ned over kinderne til munden, rystet af chok og realiteter og afbrudt liv med en, der altid har været der, savnede vi noget varmt at drikke. »Der findes en automatcafé«. Bravo. Det var muligt at trække en kop tungebrændende pisket kakao for en femmer og samtidig få trukket sorgen ned på spejderniveau. Et døgn i mormors ånd, dét skylder jeg. Det betyder, at jeg tager hjem og pudser mit sølvtøj og tager de tudeture, der kommer. Som trøst genkalder jeg den lune lyd fra te-ritualet: For det første det skarpe skrald fra fløjtekedlen, der evnede at overdøve den tunge og døsende tikken fra stueuret, hendes hverdags hjerte. Og så den trygge klirren, det gav, når låget blev lagt på tepotten. Jeg drikker slet ikke te, men hjemme hos hende gad jeg godt. Prøv ikke at gøre det plumpt ved at kalde det høflighed. Det var af kærlighed. Silvoen maner mormors duft af pudder og cerutter og tøj, der er klatvasket i glycerinhåndsæbe, frem i min næses portræt. Klokken var otte onsdag. Og hvis jeg havde været otte år, og klokken havde været otte, og min søster og jeg havde sovet hjemme hos mormor, ville hun have været oppe og drikke tynd kolbekaffe med regnbueslør første gang ved halvfemtiden og have lagt syvkabalen og urkabalen og kongekabalen og løst krydsord og babbet sine Blue Note-cigaret-cerutter helt ned til filteret og spist en ostemad på halvgammelt sigtebrød. Og ventet på, at hendes børnebørn skulle op til puddersukkermad på terrassen. Sølvtøjet og strygetøjet og rent vand på de afskårne blomster. Jeg springer over det med at støve af, lad os få lidt sjov. Mormor ville have budt mig på Dyrehavsbakken. Helst med fem forskellige buslinjer. Men jeg napper toget, det handler om komfort. I forhold til det, hun kaldte rutebiler, hvor man havde 44 siddepladser og 59 ståpladser, har de været mere heldige med at afstemme antallet af siddepladser i forhold til antallet af betalende i S-togene. Min mormors fingerring og jeg tager hende under armen for at trække hende Bakken rundt for sidste gang. Måske var det en bommert. I skovens dybe stille ro ligger et hverken stort eller lille antal knaldhytter uden hverken samspil eller stil, opført i snyde-træ og snyde-mursten, smadret ind i skilte annoncerende noget, man kan fortære. Og der lugter overdøvende af vaniljeessens og slidt friture i funktion. Fedme, frisørfadæser og fake. Hvad er der blevet af de nybarberede mænd i alle aldre? Og de bobbede damer, der havde været nede hos bageren tidligt i morges med hårnet og tørklæde, for at engangskrøllerne ikke skulle blæse bort? Forfængeligt har hun holdt krøllestøtten på, mens hun og han appetitforladt klemmer de friske rundstykker ned i langsomt tempo, forstyrret af sommerfugle i maven. Og hvad er der blevet af det pressede tøj og de pudsede sko? Af hakkebøf med skysovs og 'pære belle Helene'? Stakkels middelklassebørnefamilie, hvor behøver I døje med meget syntetisk industrimad fra Netto denne måned, bare fordi familien skal på Bakken. Mor og far og de to unger har let brugt 1.000 kroner på at spise uacceptabelt dårlig mad i forhold til prisen. Og så har børnene endda ikke fået deres ballon endnu. Den er så plasticbetrukken, at det er som med humlebien - den kan kun holde sig oppe, fordi man har fortalt den, at den kaldes en ballon. Hvad er udsalgsprisen, spørger jeg spekulanten, »60 til 100 kroner«. 100 kroner? Jeg stivner, godt mormor ikke hørte det. Hvad er der blevet af de forventningsfulde slyngveninder, der skotter til flokkene af drenge. Og af forårsmodet, der får flokkens modigste til at gå over til tøserne for at høre, om ikke han skal vinde den ene en bamse? Sådan får de hinanden og hele dagen til at gå, for det tager tid at få en bamse ned fra hylden. Men hvem i dag gider at vinde en bamse på størrelse med en pakke smør? Og hvad er der blevet af de første fregner? De er vel druknet i solariesolen. Men det første kys, så, hvor er det? Det første kys så dagens lys efter en flaske Bacardi med karamel for over et år siden. Hun ville have siddet på en brun bænk og ventet, mens vi var oppe i rutsjebanen. Og når vi kom ned, ville hun byde os et flødebolsje fra en krøllet pose, der var lukket med en elastik. Med min mormor er generationen, der brugte en elastik langt forbi det elastiske punkt, borte. Der er snart ikke flere, der har oplevet to verdenskrige og har lært at vende jakken og strække på tobakken og klippe det brugte af servietten og redde masker i nylonstrømper og dampe et par ruskindssko op. Og som kender en fidus til at fjerne umulige pletter som tandpasta og blod og sovs eller lugt som røg og gylp og sved. Og som har prøvet lus og indvoldsorm og rådne tænder, før de var atten. Men ikke abort, kondylomer og tungepiercing. Selvom min mormor valgte et ualmindeligt almindeligt liv i en toværelses med altan og siddebadekar i en gulstensejendom på Ordrup Jagtvej, så må hun alligevel have følt et vedvarende kulturchok i løbet af sine 91 år. Hun stammede fra Tommerup på Fyn, dengang en landsby med station. Gik i skole hver anden dag og lærte hverken matematik eller engelsk. Hvem ville have forestillet sig en verden, der kommunikerede over et net på et fælles sprog? Hun har oplevet isskabets indmarch, køleskabets, støvsugerens, milkshakens, modermælkserstatningens. Set kvinderne være drenge og blive superkvinder. Da hendes datter voksede op, var idealet piger med hår under armene og på benene og bare bryster på stranden og på gaden. Og min mor var en førende hippie med en mand, der gik rundt derhjemme i ejendommelige marokkanske gevandter, læs: kjole. Hendes datters mand og forsørger - men ikke engang forlovede - bar atten centimeter tørt hår direkte op i luften og skiftede ble og lavede mad og drak te. Bil og fjernsyn og hus blev hvermandseje, også selvom banken har ret til det meste, hvis vi skulle lave et småligt overslag. Hun har måttet notere sig, at det blev almindeligt at reklamere på S-togs-stationerne for engangshygiejnebind og kondomer. Alle fornuftige løfter og normer og regler er blevet brudt. Hun har fortalt mig om sin første ananas, introduktionen af elektricitet på landet. For ikke at nævne kommunevandet og stoplyset og talefilmen og mobiltelefonerne og Lykkehjulet. Den sidste dag, før hun forlod denne virkelig vanvittige verden, sad hun og spiste rødgrød med fløde og spurgte: »Går du på diskotek?«. Jeg tror, hun ville vide, om jeg prøvede at finde en ny kæreste. Hun mistede selv sin mand til pigen, der boede i det lille hus på den modsatte side af gaden, og efter at han var flyttet derover, fik hun aldrig en ny. Jeg burde have haft lidt smag for detaljer og stukket hende en hvid løgn. Men for mig at se spurgte hun indirekte, om jeg opfører mig ligesom de unge tøsebørn, der går på diskotek til klokken ti næste morgen i tynde hvide bukser og uden trusser, sådan som moden dikterer det for de 14-17-årige netop nu. Et barn, der dårligt kan gå, sidder med en pink candyfloss på størrelse med sig selv og hyler af sukkerchok, eller også er han angst og tror, forældrene har fået ham til at æde isoleringsmateriale. Den slags, de plejer at sige, han ikke må putte i munden. En lasket far siger til sin søn, at »nu skal han smutte rundt for sig selv«, og »her er 200 kroner. Far sidder lige derinde og får sig en bajer«. Og knægten organiserer egenhændigt at få vekslet, så han kan prøve den tudegrimme solfalmede julemandskane. Vi må tilbage til byen. Min mormor skutter sig nok ved synet af alle de gratisaviser, der flyder i kupeen. Og menneskene, der offentligt udleverer sig selv via en telefon, der forsvinder i håndens krumning. Min frankofile mormor skal mindes med en middag på l'Education Francaise i Larsbjørnsstræde. Lige ved vinduet, hvor det trækker ind, og man tror, man er på rejse. Dejlig sprød grøn salat med lun gedeost og kanin i sennepssauce. De rødternede duge og Richard-askebægeret ophæver Bakkeforbandelsen. Jeg leger, at mormor er min lidt endnu. Kvarteret har oplevet det, der er værre. Kun få numre herfra på baren Floss havde de for tre år siden besøg af Flemming, den af kriminalforsorgen i Frederikssund bekendte amatørkvartalskriminelle. Blandt andet kendt for røveriet i den lokale bank, hvor han tog elefanthuen af lige ude på trappestenen. Og derpå forsvandt med fangsten i sin i bybilledet så velkendte rustvogn, som han anvendte til passagerbil for sig selv og sine to (gentager to) koner og deres (antal ukendt) store granddanois-hunde. Flemming ønskede at ære sin afdøde far. Derfor lavede han et bræk og stjal denne fra lighuset. Jeg opremser kun følgende for de få, der måtte have glemt denne glimrende dagbladsnotits. Flemming bandt far fast og susede til byen, hvor de to blandt andet fik sig en pils ved et af de nedslidte runde borde ude foran bemeldte bar. Så konkret behøver afskeden mellem min mormor og mig nu ikke at forme sig. Jeg vil bare sige tak for mit liv til hende, der gav det til min mor, som gav det til mig. Og tak for troldsplinten af glæde, hun gav mig i øjet, når det kom til Dyrehavsbakken. Uden mormor er der noget om snakken, der er prollet på Bakken. Det sidste, hun sagde til mig i levende live, er tatoveret i min sjæl. Jeg lænede mig over hende. Hun lugtede forkert af varm tis og sur hud og indelukket sygehus. Og jeg overvejede at gøre mig stærk og modig og naturlig og sige: »Dø du bare, det er sikkert ikke så slemt. Kun for mig, der skal fortsætte uden dig«. Beklager, jeg var en kujon, et menneske. Jeg kyssede hende på panden og sagde: »Sov godt, mormor«. Det var tirsdag før påske, og jeg begyndte at græde uden lyd. Jeg ville ikke skræmme hende, men hun mærkede det dryppe ned i hendes hoved. Afsked. Og da jeg så tårerne stige i hendes øjne, forstod jeg, at hun vidste, at jeg vidste, at det ikke betød: »Vi ses«. Hun stablede kræfter sammen til at kigge på mig med de trætte øjne og sagde: »Pas nu godt på dig selv«. Så holdt hun en pause og trak tungt vejret. »Du må aldrig gå over for rødt«.