0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ren Sovjet

Kan det være rigtigt, at nationens kulturelle og videnskabelige institutioner lemlæstes for at tilfredsstille regeringens profileringstrang?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kan det være rigtigt, at nationens kulturelle og videnskabelige institutioner lemlæstes for at tilfredsstille regeringens profileringstrang? Steffen Heiberg er museumsinspektør ved Frederiksborgmuseet.

Den nye VK-regering har lagt ud med en stribe markante udspil. Sammen med Dansk Folkeparti forberedes meget betydelige stramninger på udlændingeområdet. Baggrunden er en stærk bekymring for følgerne af den betydelige indvandring fra Orienten. Ikke mindst Dansk Folkeparti har udtrykt nervøsitet for den danske nation og det danske folks fremtid.

Med et sådant udgangspunkt kunne man forvente, at regeringen ville tage en række initiativer til at styrke og beskytte dansk identitet og kultur. Det er ikke tilfældet. Biblioteker, arkiver og museer er blevet stillet over for krav, som må betegnes som åbenlyse angreb på institutioner, der ud over videnskabelige forpligtelser har til opgave at værne om dansk kultur. Besynderligt, i betragtning af at en af regeringspartnerne er Det Konservative Folkeparti, det traditionelle kulturbærende borgerlige parti, der oven i købet har leveret kulturministeren. Noget hænger ikke sammen.

Ved folketingsvalget i 1998 brød Det Konservative Folkeparti sammen politisk. Nu synes et ideologisk sammenbrud at være på vej. Et symptom er kulturministerens beslutning om på trods af alle saglige hensyn at flytte Rigsarkivet til Odense. Rigsarkivet er statens arkiv og som sådan en del af centraladministrationen. Dets hovedopgave er at betjene regering, Folketing og embedsmænd. En flytning vil betyde, at store mængder papir dagligt skal med kurerer frem og tilbage mellem Odense og det indre København.

Serviceringen af forskning og undervisning vanskeliggøres i urimelig grad, eftersom Rigsarkivets brugere i væsentlig grad er knyttet til de store kultur- og uddannelsesinstitutioner i København. Koncentrationen af læreanstalter, arkiver og museer i hovedstaden har i århundreder været forudsætningen for, at dansk forskning trods begrænsede bevillinger har kunnet hævde sig internationalt. Ikke alene opløser regeringen en historisk helhed, den lægger simpelthen hindringer i vejen for kvalificeret forskning. Argumenter mod beslutningen gider man end ikke tage stilling til.

At politikere træffer usaglige og ufornuftige afgørelser er ikke nyt. Men de konservatives rolle er chokerende. Gennem hele sin historie har partiet, ofte i modsætning til Socialdemokratiets og Venstres ideologisk motiverede standpunkter, konsekvent fremhævet, at politiske beslutninger skulle være baseret på et sagligt forsvarligt grundlag.

Respekten for tradition og sagkundskab har siden partiets grundlæggelse været de konservatives adelsmærke, men med beslutningen om at flytte Rigsarkivet forråder kulturministeren sit partis idegrundlag.

Det politiske samarbejde mellem Venstre og de konservative har snart 80 år på bagen. Kulturpolitisk har de holdt hinanden i skak. Tidligere, hvor de konservative var sig bevidst som et kultur- og traditionsbærende parti, fik partiet altid hugget bremsen i, når liberalisterne i Venstre gik til angreb på kulturen og hovedstaden.

For godt 50 år siden kaldte Finansudvalgets formand, venstremanden Jensen-Broby, Nationalmuseets samlinger for gammelt ragelse. Men nu er det en konservativ kulturminister (årgang 1966), der hånligt kalder Rigsarkivets samlinger for »gulnede papirer«, en udtalelse, der er på vej til at få samme herostratiske berømmelse som Jensen-Brobys »gamle ragelse«.

Tilsyneladende er regeringens besparelser uden plan eller prioriteringer. Grønthøsteren sendes på marken uden hensyntagen til de enkelte institutioners særlige forhold.

Institutioner som Det Kongelige Bibliotek, Nationalmuseet og Rigsarkivet rammes hårdere end departementer eller styrelser af de udifferentierede sparekrav.

Kulturinstitutionerne har store faste kapitalomkostninger, bl.a. til bygninger og magasiner og sikkerhedsfunktioner, som i praksis er urørlige. Det betyder i praksis, at besparelserne skal klares inden for en mindre del af budgettet, for Rigsarkivets og Det Kongelige Biblioteks vedkommende er det vel omkring 50 procent. Besparelserne bliver derfor koncentreret omkring forskning, indkøb af bøger, tidsskrifter osv., det vil sige de primære funktioner.

Et generelt krav om besparelser på 9 procent ender med at blive en beskæring af forskningen og publikumsservicen på 20 procent. På Det Kongelige Bibliotek er konsekvensen, at der skal bortskæres 40 stillinger, heraf mindst en tredjedel akademikere og bibliotekarer. Dermed bliver kvaliteten af den service, biblioteket i fremtiden kan yde sine kunder, væsentlig ringere, det gælder både praktisk hjælp og videnskabelig vejledning.

En anden konsekvens er, at hvad man kan kalde den videnskabelige kapital, ikke bliver bearbejdet og gjort tilgængelig. Nyerhvervelser ryger i stigende omfang direkte på magasin uden at blive sorteret og katalogiseret. Det bliver en død kapital, utilgængelig for bibliotekets brugere.

Det samme gælder for museer og arkiver. Der er ikke ressourcer til at registrere og bearbejde. I adskillige tilfælde vil det være lovpligtige funktioner, der reelt ikke mere varetages. Det er ikke længere muligt at yde den service, offentligheden med rette kan forlange. Samtidig skal det erindres, at forårets voldsomme sparekrav kun er de sidste af en lang række. Mulighederne for produktivitetsforbedringer er for længst opbrugt. Nu hedder det serviceforringelser. Og det i en situation, hvor offentlighedens brug af og dermed presset på institutionerne er større end nogen sinde.

Ifølge Det Kongelige Biblioteks årsberetning for 2000 steg det samlede antal udlån fra 1999 til 2000 fra 518.573 til 854.421, en stigning på 65 procent. Medmindre besparelserne tages tilbage, eller strukturen forandres, bliver resultatet en udpining af Det Kongelige Bibliotek og andre grundpiller for dansk videnskab og kultur.

Det er uforståeligt, at en regering, der i indvandringen ser en trussel mod dansk identitet, gennemfører et sådant frontalangreb på dansk kulturs muligheder for at hævde sig. Dermed fremstår indgrebene på udlændingeområdet som populisme. Udlændinge er ikke populære, kultur heller ikke, begge dele får kniven.

Forhandlinger om besparelserne har der ikke været tale om, omfanget er dikteret, og for en sikkerheds skyld har Finansministeriet givet alle berørte mundkurv på og dermed afskåret debat om konsekvenserne.

Offentlig kritik ignoreres. Det er ren Sovjet. I denne sammenhæng er statsministerens nytårstale interessant. Fogh Rasmussen sagde: »Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. I de senere år er der ved knop- kydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op overalt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.

Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter. Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner«.

Ingen har benægtet, at en sanering var hensigtsmæssig. Også den forrige regering havde planer herom. Derimod er det uanstændigt, når statsministeren i sin nytårstale, hvor han optræder på nationens og fællesskabets vegne, nedladende bruger betegnelsen »såkaldte eksperter« om borgere, der på opfordring har stillet deres særlige viden til rådighed for almenvellet. Oven i købet ledsaget af en sær insinuation om, at vidende borgere undertrykker den folkelige debat.

Men hvordan kan en folkelig debat tage skade af, at mennesker med særlig viden stiller deres indsigt til rådighed? Vort demokrati bygger på oplysning og adgangen til information. I virkeligheden gør Fogh Rasmussen præcis det, han kritiserer eksperterne for. Han udtaler sig skråsikkert om, hvad der er godt for folket. Man får mistanke om, at meningen er at påberåbe sig folkelig opbakning til at afvise viden og sagkundskab, hvis udsagn går imod regeringens forestillinger og planer. I øvrig viser al erfaring, at der er grund til at være på vagt, når politikere og statsledere identificerer sig med folket og udtaler sig på dets vegne.

Angrebene på eksperterne i råd og nævn, de voldsomme besparelser på kulturbudgettet, hvor regeringen endog er gået til angreb på forfatternes bibliotekspenge, kan tolkes på flere måder. En af forklaringerne kunne være, at statsministeren og hans parti i ly af løfterne vedrørende ældreforsorg og ventelister forsøger at indføre minimalstaten på andre områder. Jeg tror imidlertid ikke, at det drejer sig om liberal ideologi og minimalstat, ud over at enhver fornuftig politiker altid sørger for at legitimere sine handlinger ideologisk.

Snarere er der tale om en magtdemonstration af dimensioner. Regeringen vil vise, hvem der bestemmer. Oppositionen skal kues. Ikke den politiske, der for tiden er nærmest ikkeeksisterende, men den saglige opposition, eksperterne.

Det afspejles ved, at regeringen især er gået efter råd og nævn vedrørende miljøspørgsmål, forbrugerbeskyttelse, fødevarer og humanitære områder, det vil sige områder, hvor regeringen har frygtet saglig opposition mod sine planer. Hvis en socialdemokratisk regering havde stået for udrensningen, var det andre områder, der havde stået for skud. Men trods ideologiske markeringer er der næppe tale om partipolitik. Det drejer sig om den politiske og administrative elites bestræbelser på at styre samfundet i detaljer.

Afviklingen af det traditionelle klassesamfund betyder, at partierne ikke længere er knyttet til bestemte socialgrupper, men appellerer til den samme vælgermasse.

Konsekvensen har været den paradoksale, at partierne på den ene side har skærpet den politiske retorik i bestræbelserne på at overbyde hinanden, mens de på den anden side prøver at undgå kontroversielle emner, som kan koste stemmer. Selv centrale politiske spørgsmål er blevet forvist fra den partipolitiske debat.

Det iøjnefaldende eksempel er EF/EU-debatten. Ingen regering er gået af efter et nederlag ved en folkeafstemning om EU; omvendt har ingen af modstandernes kampagneledere fået politisk ansvar. Ved at trække bestemte spørgsmål ud af den politiske debat og bort fra almindelige parlamentariske procedurer har partierne været med til at tømme det repræsentative demokrati for indhold. Det har skabt mistro og givet yderfløjene vind i sejlene; ikke mindst Socialdemokratiets forsøg på at holde spørgsmålet om flygtninge og indvandrere ude af debatten viste sig at være en meget dårlig strategi.

Uden traditionel klassemæssig basis og under vilkår, hvor enkeltsager spiller en langt større rolle end tidligere, er partierne blevet til organisationer, hvis formål primært er at erobre og beholde magten.

Partiledere, der ikke leverer varen, bliver udskiftet. Herved bliver systemet skizofrent. Virkeligheden spaltes i to. Det er samfundets virkelighed: indvandring, motorveje, kriminalitet, narkotika, overenskomster, forurening, sociale klienter, efterløn, aktiekurser osv. Og så er der den politiske virkelighed. Hvilke konsekvenser får indgreb og initiativer på dette eller hint område? En uoverlagt bemærkning kan sende et parti på rutsjetur i meningsmålingerne. For at gardere og markere sig søger politikerne professionel hjælp hos en hærskare af spindoktorer og marketingfolk.

Embedsmændenes traditionelle opgave er at rådgive og vejlede ministeren, at sørge for at det juridiske og saglige grundlag for politiske initiativer er i orden. Men de er nu i konkurrence med politiske marketingssafdelinger, hvis udgangspunkt som al anden reklame ikke er oplysning, men manipulation. Saglig oplysning kan forplumre det politiske budskab. Skal embedsmændene bevare indflydelse, er de nødt til at spille med. Det gælder om at tilpasse rådgivningen, så den passer med de forestillinger, der behersker ministre og politikere.

Dermed er man inde i en ond cirkel. Konsekvensen er nemlig, at politikerne i stigende grad forventer en rådgivning, der bekræfter forudfattede meninger, og som kan bruges til politisk marketing. Ved at skære råd og nævn bort eliminerer man ubekvem saglig og uafhængig rådgivning, som kan komme på tværs. Virkeligheden er ikke længere en relevant politisk parameter.

Dermed korrumperes rådgivningsfunktionen. Når store statsinstitutioner påpeger konsekvensen af besparelser og lidet gennemtænkte omstruktureringer, ender det hele i verbale syltekrukker, eller også får tjenestemændene mundkurv på. Ministeriernes embedsmænd er ikke længere saglige rådgivere og administratorer; i stedet presses de ind i rollen som kommissærer, systemets ridefogeder.

Offentlighedens indvendinger i f.eks. spørgsmålet om Rigsarkivets flytning til Odense besvares hverken af embedsmænd eller politikere. Lobbyisme og politisk marketing træder i stedet for demokratisk debat. Med den politiske marketings indmarch elimineres de sidste rester af seriøs politisk ideologi. Det må sammen med manglende viden være forklaringen på, at en konservativ kulturminister handler på en måde, som er i fundamental modstrid med det konservative værdigrundlag.

Udviskningen af ideologiske forskelle har ført til en useriøs og populistisk brug af politiske og demokratiske grundbegreber, f.eks. når fartglade folketingsmedlemmer uden blusel fremstiller fornuftige fartgrænser som en krænkelse af den personlige frihed. Politik er ikke længere anskuelser, det er blevet en profession. Politikerne er blevet en elite, en afgrænset klasse med egne normer og en særlig selvforståelse. I gamle dage sikrede den herskende klasse sig ved hjælp af skattefrihed og økonomiske privilegier. I dag har vi partistøtten.

Ved at bevilge sig selv et særligt omkostningstillæg med den begrundelse, at folketingsarbejdet er noget særligt, handler Folketinget på samme måde som gamle dages herremænd, der sikrede sig selv særrettigheder, som resten af befolkningen ikke havde adgang til.

For den politiske elite bliver statens institutioner brikker i et spil, hvis primære opgave er at markedsføre de enkelte politikere. Et eksempel er nedlæggelsen på trods af sagkundskabens indsigelser af flyvestation Værløse til fordel for Aalborg, hvor den hårdtslående forsvarsminister er valgt, den planlagte flytning af Rigsarkivet til Odense, et andet. Man må formode, at den konservative partileder, som er valgt på Fyn, er indforstået med planerne.

Men kan det være rigtigt, at nationens kulturelle og videnskabelige institutioner skal lemlæstes for at tilfredsstille politikernes aktuelle profileringstrang? Og kan det være rigtigt, at man på denne måde holder udsalg af partiets arvesølv: respekten for traditionen og sagkundskaben.

To fænomener er karakteristisk for et system i krise. Det første er, at virkeligheden ikke længere er en relevant politisk parameter, mens argumentation og rådgivning afvises som irrelevant, det andet at den politiske elite bevilger sig selv særprivilegier, som andre ikke har adgang til. Hermed skal ikke antydes, at demokratiet er i krise og politikerne en trussel mod demokratiet. Men i Farum Kommune har man fået repeteret den gamle historiske erfaring, at når den saglige rådgivning korrumperes og sættes ud af kraft, isoleres den politiske ledelse fra virkeligheden.