0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Byens pauser

Hvilken oase, hvilken pause, hvilken plads. Forfatteren Peter Olesen skriver om Kongens Nytorvs muligheder. Og om torve- og pladskulturens realiteter i København.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvilken oase, hvilken pause, hvilken plads. Forfatteren Peter Olesen skriver om Kongens Nytorvs muligheder. Og om torve- og pladskulturens realiteter i København.

De københavnske pladser og torve har det for de flestes vedkommende rigtig godt netop nu. Ganske mange af dem har fået den helt store og tiltrængte omgang, ikke mindst takket være den dygtige stadsingeniør Jens Rørbæk, hvorfor han så selvfølgelig blev sparet væk.

I øvrigt ligesom stadsarkitekten, hvis embede Københavns Kommune alligevel kort efter blev nødt til at genopslå i en ny, minimalistisk skikkelse.

Men Rørbæk nåede dog at gøre en masse godt, inden han røg ud. Senest har vi set Halmtorvet på Vesterbro genopstå i en helt ny og venlig skikkelse. Ikke mindst nu, hvor de spæde træer på pladsen springer ud, og folk begynder at slå sig ned på de dejligt mange bænke, der er stillet op.

Her er i det hele taget blevet rart og åbent, og hele området er blevet begavet med den fineste brostensbelægning og en boldbane.

Sådan har man med venlighed og orden været en stor del af byen igennem, men der er stadig huller. Jeg tager det negative først.

En plads som Toftegårds Plads i Valby er todelt. Den ene del, den gamle Stelling-grund op mod det voldsomme røde HT-hus med de særligt grimme vinduer, er ikke længere busholdeplads og ligger tarveligt og urimeligt hen - indtil for få uger siden forsynet med det simpleste containerbyggeri, opført til det hedengangne Valby Bydelsråd. Nu hvor bydelenes forsøgsperiode er slut og ideen skrinlagt, var det måske en ide snarest at få gjort noget ved pladsen.

Og mens vi er ved Valby, så er hverken Tingstedet på Valby Langgade eller Ålholm Plads værd at fremhæve. Tværtimod ligger Tingstedet på 20. eller 30. år skamfuldt og uordentligt hen trods utallige løfter om at gøre noget ved sagen. Kommunen kan ganske enkelt ikke være det bekendt.

Og ligeså med Ålholm Plads - den kan højst kaldes Ålholm Busholdeplads. Den er lige så lidt plads som f.eks. de rene gadekryds og trafikknudepunkter med pladsnavne som Georg Brandes Plads, Victor Borges Plads og Oslo Plads. Jeg ville føle mig såret, hvis jeg var slægtning af Georg Brandes eller Victor Borge, og jeg ville vende mig i min grav, hvis jeg var dem, og det var alt, hvad eftertiden kunne tilbyde mig som fysik- og pladsmæssigt eftermæle. Så hellere være fri.

Og en hån mod Norges hovedstad er det også at kalde Oslo Plads ved Østerport Station for en plads. For slet ikke at glemme et par torve som Søtorvet eller Sølvtorvet. Rene gadekryds uden ringeste karakter af torv.

Og på den måde er det ikke svært at gå hovedstaden igennem og her og der finde små oaser, kroge, større og mindre pladser og torve, som kunne trænge til en kærlig omgang. Omvendt har man som sagt været ude med den gode vilje mange andre steder.

De to store kreditforeninger Realkredit Danmark og Nykredit er gået foran med de rigtig gode eksempler. Realkredit Danmark har på Jarmers Plads skabt det mest elegante, enkle og strømlinede torv med træer, åbenhed til Ørstedsparken og med elegant aftenbelysning. En åbenlys forbedring i forhold til tidligere.

Nykredit har omskabt Otto Mønsteds Plads med en solstråleskulptur af Hein Heinsen, 'Spejl og fortætning'. Et klart og velkomment løft til området, en plads, der elegant binder Nykredits to ældre bygninger sammen.
Nytorv og Gammeltorv har for år tilbage fået en eksemplarisk behandling.

De to torve opleves nu som en sammenhængende plads, elegant brostensbelagt, med masser af bænke og endda caféliv om sommeren. Det klæder Caritasspringvandet, C.F. Hansens gamle råd-, dom- og arresthus, Arne Jacobsens Stellinghus og de mange andre fornemme huse på de to sammenhængende torve.

Tidligere havde man helt misforstået bygget en mur om Gammeltorv - mest for at skabe læ og definere rum. Det virkede ikke og så rærligt ud. Kommunen indså det, fortrød og lavede om. Det er stort. Det er sjældent, man får en myndighed til at fortryde.

Måtte den samme skæbne snarest overgå Rådhuspladsen, der blev lagt om uden større held. Det er godt ikke længere at skære pladsen midt over med Vesterbrogade, men at man så i stedet opførte det helt kiksede HT-billetskur midt på pladsen og dermed skar den midt over igen, er nærmest utilgiveligt. Og ikke mindre grotesk, at et politisk flertal imod HT-skuret ikke kan få det fjernet, men bliver ved med at diske op med utallige latterlige undskyldninger. Det er virkelig tåbeligt.

En by, der ikke kan fortryde, har et problem. Vi andre fortryder jo en gang imellem et par sko, en farve på væggen eller et betræk til en stol, og så laver vi om eller skifter ud undervejs. Det bør en by, ikke mindst en storby, også kunne tillade sig at gøre - bare en gang imellem.

Måske skulle man i byggebudgetterne som med promiller til kunstnerisk udsmykning afsætte en promille til fortrydelse. Som vi har Lønmodtagernes Dyrtidsfond, kunne vi have Byggeriets Fortrydelsesfond.

Og jeg mener det helt seriøst. Så kunne vi f.eks. rydde op på Rådhuspladsen, på Københavns Universitet på Amager, ved Godsterminalen og Postterminalen ved havnen og samtidig få fjernet det hæslige papirlagerskur på Christiansholm over for Nyhavn.

Ved Frederiksholms Kanal har de små nye torveanlæggelser været en yderst positiv tilgift til byens liv, ikke mindst café- og loppemarkedslivet.

På Gammel Strand var der for få år siden parkeringsplads, hvor der nu er torv med Svend Wiig Hansens store, lettere forkætrede skulptur 'Slægt løfter slægt' og et rærligt lokumshus, som trods vedvarende løfter om fjernelse åbenbart aldrig fortrækker. Selvfølgelig må byen have sine aftrædelsessteder, men ikke dér i dén udformning, tak! Hvad med at forsøge at finde et lokale i stueetagen i et af de omkringliggende huse?

Få skridt derfra har vi Ved Stranden, som er blevet et andet yndigt, lille brolagt torv med træ og rund bænk - som en velkommen erstatning for tidligere parkeringspladser. En by, der alligevel ikke kan håndtere alle de mange biler, bør begrænse deres indtog i centrum. Og det gør København forbilledligt her. Jeg er selv både cyklist og bilist og leder indimellem forgæves efter et sted at kaste kareten fra mig. Men gerne det, hvis omlægningen betyder nye tiltrængte åndehuller i den travle by.

Lige bag de to nævnte torve har vi Højbro Plads, som ikke kunne eller måtte klare sig uden træer. Jeg kan godt lide pladser uden træer - i hvert fald visse steder. Og gerne her. Men sådan skulle det ikke være.

Omvendt har de nyplantede en sådan karakter og størrelse, at det ikke er stof nok til egentligt skændsmål mellem de forskellige 'religioner'.

Ved siden af har vi det fine Amagertorv med Bjørn Nørgaards belægning, og det er jo ubetinget en succes.

Og - ikke at forglemme - den store, nye, elegante og helt åbne Søren Kierkegaards Plads ved Diamanten, Tøjhusmuseet og Christian IV's Bryghus ved Frederiksholms Kanal. Det er en helt anderledes, usædvanlig åben og måske lidt forblæst plads - i øvrigt byens tredjestørste efter Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. Folk skal lige lære den at kende og lære at bruge den. Jeg tror, den snart bliver det store hit - med udsigt til Knippelsbro og Langebro, sukkerfabrikkerne, Christianshavns Kanal og Henning Larsens nye, elegante Unibankbyggeri. Og med vandbusholdeplads og dermed direkte forbindelse til andre hele af havnen.

Mange andre steder i byen er det også gået godt. Som på Christianshavns Torv, der blev sat meget fint i stand - for straks efter at blive gravet totalt op på grund af metrobyggeriet. Måtte pladsen snart genopstå i samme fine stand som før metroroderiet. Og det vil sige igen med den gamle telefonkiosk fra 1896.

Sankt Hans Torv er blevet et elsket og meget benyttet sted på Nørrebro, vel endnu mere end Blågårds Plads, som i øvrigt ikke er lagt om, men heldigvis stadig ligner sig selv i Ivar Bentsens og Kai Nielsens skikkelse.

Mozarts Plads i Sydhavnen fik også et løft, nu trænger den til et ditto socialt. Alt for mange ubeskæftigede, tiloversblevne har gjort denne plads til en af byens største drukbuler og har dermed skræmt andre potentielle brugere bort.

Lidt det samme med Enghave Plads, som der er mere schwvung og stil over end over Tove Ditlevsens Plads tæt derved. Også hun må rotere i sin grav på grund af det ydmyge pladseftermæle, vi har forundt hende.

Og så til sidst byens største, ældste og fornemste plads - det over 300 år gamle Kongens Nytorv med den trætte, udmattede hest på midten. Her har alle ansvarlige svært ved at nå til enighed. Og det bærer pladsen i høj grad præg af.
Jeg føler mig altid som jaget vildt, når jeg skal krydse Kongens Nytorv.

Og drømmer om i stedet at kunne bevæge mig frit ud på den - uden at skulle frygte at blive kørt ned. Der er kun helle i midten, ude ved Krinsen. Resten er hektisk trafik - en stor rundkørsel. Og rod og ufærdigt torv, uden den endelige og gennemtænkte bearbejdning og belægning.

Pladsen kunne sagtens klare sig med mindre trafik. Byen også. Som en del af pladserne f.eks. i Rom. Vi har allerede alt, alt for mange biler, og vi skal have dem væk for en stor dels vedkommende. Eller i hvert fald over i andre spor end netop Kongens Nytorvs.

Tag f.eks. Nyhavn, som fungerer glimrende med kun ensrettet trafik på den gamle, 'pæne' side. Resten er for gående eller siddende mennesker.

Kunne man ikke klare sig med noget lignende også ved Holmens Kanal? Med et enkelt, ensrettet spor til Det Kgl. Teater. Og ikke mere. Resten for de gående - på et stort, rart og fredeligt torv.

Betingelsen for at kunne realisere denne drøm for Kongens Nytorv må være, at vi samtidig med at jage trafikken bort endelig får den længe ventede tunnel mellem Amager og Østerbro etableret. Og at trafik fra Store Kongensgade så kun ledes op ad Gothersgade. Og at trafik til Bredgade kun kan komme fra Sankt Annæ Plads.

Tænk, hvilket roligt område vi så fik. Hvilken fredelig oase i byen. Hvilket helle. Hvilken pause. Hvilket sted for ikke kun vinterens skøjteløb, men også for et egentligt caféliv. Hvilket åndehul. Hvor vi fik mulighed for at opleve torvets mange smukke bygninger: Det Kgl. Teater, Harsdorffs Hus, Charlottenborg, Den Franske Ambassade, EU's miljøagentur, Jyllands-Posten, Store Nord, Sydbank, Angleterre, Café à Porta og Magasin du Nord. Hvilket sted at finde ro og slå sig ned. Og helst uden træer, som tager udsigten.

Træer er dejlige, men de skal som sagt omgås med ynde, når man bestemmer, hvor de skal have plads i byen.
Netop Kongens Nytorv kan så rigeligt klare sig uden. Men det er alle ikke enige om. Og derfor er træerne desværre også vendt tilbage.

Forhåbentlig i en fremover noget stynet og styret form.
Vi slap for at skulle grave hele menagen op for at bruge seks til ti år på at etablere parkeringspladser under torvet. Tak for det! De kommer nok i stedet under Sankt Annæ Plads, og der vil de også fungere meget bedre. Tæt ved den nye skuespilscene, hvis den ellers får lov at se dagens lys.

Vi slap også for at få Stærekassen overdækkket med en voldsom og lettere flyvende osteklokke. Tak også for det! Men slipper vi for trafikken? Det er det store spørgsmål. Hvis ... kunne vi så ikke samtidig slippe for at have Holmens Kanal liggende med et så falsk og forkert navn, som trafikgaden Holmens KANAL bærer. Den hedder selvfølgelig ikke Holmens KANAL uden grund. Den var indtil midten af 1800-tallet kanalgade som Frederiksholms Kanal, Christianshavn Kanal og Nyhavn er det i dag. Men den blev desværre lukket som kanal.

Bogstavelig talt kastet til med sten og grus. Det murstensrøde Grøns Pakhus mellem Det Kgl. Teater og Codan vidner om kanalens fordums tilstedeværelse - ligesom navnet gør det.

Århus genåbnede sin å ved Magasin og Clemensbroen for nogle år siden. Her fortrød man gud ske lov den tåbelige asfaltering hen over åen.

Kunne man ikke besinde sig og gøre noget tilsvarende i København - og dermed få kanalen tilbage - med enkeltspor i den ene side? Sammen med etableringen af et menneskevenligt torv og en tiltrængt trafikomlægning.

Måske opfatter nogen det som utopi at drømme den slags drømme. Men man har vel lov at drømme - også realistiske drømme?

Nu er det forår. Nu er vi igen ude på torve og pladser, cafébordene er kommet frem, og vi nyder og bruger vores by meget mere end tidligere. Som vi i de senere år endelig har lært det af Paris, Rom og andre sydeuropæiske byer.

Lad den gode trend fortsætte. København fortjener det. Og vi påskønner det. Og drømmer om mere af samme skuffe.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere