0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Medieorkanen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En forsvarschef undlod at bekende og beklage offentligt. Det kostede. Kronikøren, der er sociolog, har studeret enkeltsagen Christian Hvidt. Den ligner de klassiske medieretssager.

Kan det virkelig passe, at man skal kaste sig på jorden og ydmygt flade ud, når medierne har én på sigtekornet? Spørgsmålet rejses af Klaus Rifbjerg i Politiken 12.5.

Anledningen er Christian Hvidt-sagen, der i vid udstrækning - ifølge tre af Politikens journalister - skyldes det forhold, at forsvarschefen aldrig har fået lært at »håndtere medierne på en smidig og naturlig måde«. Rifbjerg kritiserer den selvgode og magtfuldkomne presse, der forventer orden i (medie)-geledderne og appel om syndsforladelse fra de uheldige, der kommer ud af takt.

Appellen fra Hvidt kom nu aldrig, men der kom alligevel orden i geledderne få dage efter Rifbjergs kommentar. Hvidt trak sig nemlig fra sin post i utide. 'Det rullende hoved' var en realitet.Når man studererenkeltsager, er det påfaldende, hvor ens de er skåret. Forudsigeligheden ligger på linje med en klassisk Hollywoodfilm.

Vi har som udgangspunkt at gøre med en person (eller en organisation), der fremstilles, som om vedkommende har begået et svigt. Typisk har man svigtet de forventninger, omgivelserne har til det embede, man bestrider; den rolle, man indtager i samfundet.

I Hvidts tilfælde er der tale om, at han i manges øjne - med Arne Melchiors ord - har »ført sig frem med en ekstravagance, som er uforenelig med forsvarets rolle i et moderne demokrati«. Den indledende anklage, der satte sagen i gang, lød på, at afskedsparaden ville koste mere end 40 millioner kroner.

Hvidt har prøvet at komme til orde og forklare, at forsvarsstaben alene agtede at følge traditionen for, hvad man normalt gør, når forsvarschefembedet skifter. Ordene faldt dog på ubarmhjertig klippegrund. Som én af de sidste institutioner i samfundet, der - på linje med kongehuset - faktisk sætter en ære i det pompøse og utidssvarende 'look', må det have været svært for forsvaret at forstå, hvor lidt lydhørhed der kunne skabes omkring den forklaring.

Hvidt selv fandt ingen anledning til at beklage de kritiserede forhold. Han var uenig i kritikernes udlægning af virkeligheden og ville netop ikke kaste sig på jorden og ydmygt flade ud alene for at tækkes de kritiske omgivelser. Ville han have reddet sit skind, havde det dog nok ikke været nogen dårlig taktik at vælge.

Et andet trækved enkeltsagen er nemlig dens rituelle fremdrift. Skal man nogenlunde succesfuldt ud af en enkeltsag, er det vigtigt at kende denne og bruge den til egen fordel. Her har 'tretrinsraketten' vist sin berettigelse i mange enkeltsager. Den består af bekendelse , beklagelse og handling . Ved at tage den i anvendelse kan man i ét og samme åndedrag signalere ydmyg selverkendelse, empati med kritikernes virkelighedsudlægning og ansvarlig handlekraft. Man erkender, at der er begået fejl. Man beklager dem. Og man anviser en vej. En udvej.

Adskillige, der har befundet sig i orkanens øje, har god erfaring med tretrinsraketten. Den fungerer nemlig som en vigtig kommunikation til mediesystemet. Med raketten får man markeret, at man forstår den iscenesættelse, der forventes, kræves, af én som hovedrolleindehaver i en enkeltsag.

Hvidt gjorde det modsatte. Ved at undlade at bekende og beklage gik han ind og provokerede enkeltsagens orkestrering, det vil sige iværksættelsen og videreførelsen af mediernes fælles fortælling. Dermed bar han ved til eget bål. Ikke alene overtrådte han i mediernes øjne rammerne for tilladt adfærd, hvilket påbyder, at en soningsproces sættes i gang. Han begik også hybris ved 'hovmodigt' at fastholde egen uskyld og virkelighedsopfattelse.

I virkeligheden var arrangementet vel tænkt, fordi forsvaret som institution stadig er vundet i stolte traditioners klæde, der gør, at højtidelige, ceremonielle begivenheder som afskedsparader også benyttes den dag i dag. Som offentlighed ville vi derfor have været tjent med, at fokus blev flyttet fra de rituelle elementer af enkeltsagen til en åben diskussion af, hvilken rolle vi overhovedet tænker forsvaret ind i i år 2002. Er alle parader fra dags dato hermed aflyst? Skal forsvaret fremover fremlægge budgetoverslag for medierne forud for alle arrangementer? Skal vi annullere alle anakronistiske markeringer her til lands?Tager man ikketretrinsraketten i anvendelse - eller mislykkes man med den - er 'det rullende hoved' en velkendt konsekvens i enkeltsagen. At forlade den rolle, man tilsyneladende har udfyldt fejlagtigt, eller at blive 'sat af holdet' af sit bagland er en effektiv måde at sikre lukning af en sag på.

Som belastet organisation, der er impliceret i en enkeltsag, kan det være en ren lise at se denne strategi taget i anvendelse.

Når et hoved ruller, er det nemlig ensbetydende med, at der er foretaget en syndebukidentifikation. Offerlammet er udpeget. Udrensningsprocessen giver organisationen en legitim ret til at begynde på en frisk.

For enkeltsagens dynamik og logik er det ikke afgørende, om der er tale om en korrekt placering af ansvar i juridisk forstand. Det afgørende er, at der placeres et ansvar; at skurken udpeges. Hvor der før identifikationen kunne herske en vis tvivl om, hvem der i virkeligheden havde trådt ved siden af (var det Hvidt selv, andre personer i forsvaret eller forsvaret som institution?), indebærer en skyldplacering, at spørgsmålet overflødiggør sig selv.Dét, der skergennem syndebukidentifikationen, siger noget ganske centralt om magtrelationen mellem medier og hovedperson(er) i enkeltsagen. Hvad der foregår, handler nemlig just præcis om synd og soning, som Rifbjerg er inde på. Gennem identifikationen bringes et 'sonoffer' til medierne og offentligheden.

Sonoffertanken kendes også fra religionens verden, hvor den har en fremtrædende plads. Her forstås et sonoffer som en gave, mennesket i ydmyghed bringer guddommen for at vinde gudens gunst, få del i gudens kraft eller stilne gudens vrede.

Alene det forhold, at der sker en ofring i mange enkeltsager, siger sit om, hvor medierne har fået placeret sig selv i dagens samfund.

I ofringen ligger der nemlig en klarrolle- og magtfordeling mellem den ophøjede, som definerer regler for adfærd i givne situationer, og den ydmyge, der må efterleve reglerne og sone eventuelle brud herpå.

Enkeltsagen kan ses som en rituel soningsproces, der nok udspiller sig inden for samfundets verdslige rammer, men som ikke desto mindre har et grundlæggende religiøst tema.

Mens ét element af enkeltsagens særegne logik betyder intens orkestrering med henblik på identifikation og ofring af syndebuk, betyder et andet karakteristikum, at sagen potentielt kan dø fra den ene dag til den anden. Hvor (jagt)markerne før syndebukkens fald var frodige og næringsrige - og man blot inddrog et nyt anklagepunkt, hvis et andet viste sig uanvendeligt - kan ofringen lægge dem brak.

Orkestreringen af enkeltsagen kommer til at mangle åbenlys næring, når ofringen har fundet sted. Også selvom en enkeltsag ofte består af en kompleks forening af kritisable forhold, der sjældent kan koges ned til alene at handle om syndebukken.

Der er ingentvivl om, at enkeltsager i tidens løb har kastet lys på væsentlige forhold hos offentlige personer og organisationer. Lige så lidt hersker der tvivl om, at adskillige mennesker gennem tiden er blevet sat i offentlig gabestok på grund af en forenklet, unuanceret og til tider decideret ukorrekt virkelighedsfremstilling. Sandhedsværdien har ikke vejet tungest. Det har iscenesættelsen og interessenternes ihærdighed.

Ét af de største problemer ved enkeltsagen handler om den mediemæssige monokultur, den etablerer. Når først en stemning har rejst sig imod en person eller en organisation, når først den fælles orkestrering har konstrueret et bestemt forståelsesunivers omkring bestemte problemstillinger og tolkninger, så er det lidt af en udfordring at tale den midt imod.

Dermed ikke sagt, at mediernes udlægninger har kloniske træk. Selvfølgelig er der nuancer i fremstillingerne. Monokulturen etableres imidlertid gennem enigheden om, at der overhovedet er en 'sag' og gennem det forhold, at det er svært som medie decideret at gå imod det store flertals udlægning af en sags substans.

I én af de sager, jeg i min studietid har haft under luppen - sagen om PLAN International Danmark i sommeren 2000 - har Politiken rent faktisk en anden udlægning af enkeltsagen end de øvrige medier. Det medfører imidlertid ikke, at man går ud og proklamerer en anden virkelighedsopfattelse. I stedet bliver man ydmyg og usikker i mødet med lemmingeeffekten; den front af medier, som ser sagen med en anden, fælles optik. Man tør ikke råbe særlig højt op om, at man synes, at sagen (eller var det kejseren?) ikke har meget tøj på. Man er ræd for at tage fejl og for at kunne blive hængt ud for det efterfølgende.

I den pågældende sag må én af PLAN's hovedpersoner agere »stiv pegepind i ryggen«, som hun udtrykker det, på den pågældende journalist. Denne vender nemlig hyppigt tilbage med de samme spørgsmål og den samme tvivl og oplever det stadig mere vanskeligt at fastholde den positive vinkel i medieorkanen.

Lemmingeeffekten er et udbredt fænomen i enkeltsagens orkestrering. Den indebærer imidlertid en ansvarsforflygtigelse, fordi hvert enkelt medie - i det samlede billede - bliver forholdsvis mindre ansvarligt, jo flere der tager del i en orkestrering.

Når man som medie videreformidler, eller bygger oven på, en sag, som et andet medie har rejst, kan man næppe kaldes egentlig ansvarlig for sagen. Alligevel bliver man medskaber af enkeltsagen, fordi man er med til at forme et overvældende indtryk af, at der virkelig må være tale om en alvorlig sag, eftersom den står højt rangeret på samtlige mediers dagsorden.Med til at bekræfteindtrykket af 'fronten', der rejser sig mod personen i medieuvejr, er mediernes anvendelse af verifikation frem for falsifikation som princip.

I verifikationen ligger der en stræben efter at finde udsagn, som bekræfter en tese eller et udgangspunkt, man måtte have; for eksempel at en forsvarschef har ekstravagante vaner. Verifikationslogikken er løsrevet fra principper om repræsentativitet og søger i stedet repræsentation af tilpas understøttede synspunkter. Den indebærer, at anklager og påstande fra kilder 'tæt på' begivenhederne finder vej til spalterne, alene fordi de eksisterer og virker til orkestrering af sagen.

I en anden, tidligere enkeltsag - om Danmarks Naturfredningsforening, foråret 2000 - indebar logikken, at en direktør måtte gå af, som følge af at otte medlemmer af en medlemsskare på 180.000 gik i medierne med kritik. Eksemplet viser, at det ikke er vigtigt, hvor mange der forholdsmæssigt står bag en kritik. Men iscenesættelsen og dét, den forholdsmæssigt fylder i medierne, bliver til gengæld afgørende for sagens udfald.

Problemet med hurtig og forholdsvis ukritisk anvendelse af verifikation i medierne er - som videnskabsfilosoffen Karl R. Popper har udtrykt det - at »verden er fuld af verifikationer«. Det er altid muligt at finde nogen, der mener noget om nogen eller noget. Men hvad det er udtryk for - mere overordnet - forbliver uvist.

I Hvidtsagen har interesserne faktisk været sjældent synlige, sammenlignet med andre enkeltsager.

Det har været klart fra start, at medierne over en bred kam har op til flere horn i siden på Hvidt, fordi han falder igennem i forhold til at »håndtere medierne på en smidig og naturlig måde«. Det har været klart fra start, at særligt Ekstra Bladet havde noget at komme efter, oven på Challengerflysagen i marts med selv samme Hvidt i hovedrollen.

Ikke mindst har det været klart fra start, at forsvarsminister Jensby og forsvarschef Hvidt ikke just har været perlevenner, uanset hvor meget førstnævnte i øvrigt med glæde vil tænke tilbage på sit samarbejde med Hvidt.

Logikken indebærer også, at urigtige påstande i medierne i stedet for at blive formelt trukket tilbage og undskyldt, ofte bare glider i glemsel til fordel for en ny vinkel, der præsenteres som alternativ. I Hvidtsagen lød den indledende anklage i medierne på 40 millioner kroner. Hvidt selv opgjorde beløbet til 300.000.

I Forsvarsministeriets redegørelse, der kom i fredags, lyder tallet på 1,7 millioner kroner; nok et noget højere beløb, end Hvidts kalkulationer viste, men samtidig mindre end en tyvendedel (!) af det påståede beløb, der fik sagen til at rulle. Alligevel vælger Politikens journalister den vinkel, at Hvidts tal »bliver gennemhullet«, og at de faktiske udgifter er »mellem fem og seks gange større, end Hvidt har oplyst«.

Her er substansen ikke vigtig. Dommen er faldet og skal følges til dørs, proportioner eller ej.

Man kan have en mistanke om, at medierne - selv hvis de ikke havde fået konkrete tal at forholde sig til - blot havde kørt andre argumenter i stilling for at retfærdiggøre sagens forløb og konsekvenser og undgå selv at skulle undskylde for noget som helst.Besindede mediernesig i højere grad på at arbejde efter falsifikationsprincippet, ville det indebære en skærpet forpligtelse til omhyggeligt at teste egne teser, inden man lancerede dem. Det ville positivt undergrave den gabestok, medieanklagede i dag sættes i, og som - om end medierne ikke har gyldigt belæg for at udstille folk - kan have ganske vidtrækkende konsekvenser for hovedpersonerne i form af for eksempel ansigtstab eller fyring.

I modsætning til den juridiske retssag, hvor vi som retssamfund er uhyre opmærksomme på at yde beskyttelse af anklagede og sikre, at tingene går rigtigt for sig, kan smart-i-en-fart-journalister i enkeltsagen helt undgå denne grundige proces.

Til gengæld kan de få udstillet folk med navns nævnelse, i følgeskab med mangeartede påstande bundet sammen i et komplekst spind. Et sådant kan være så godt som umuligt at orientere sig i og forsvare sig imod.

I den juridiske retssag er man uskyldig, indtil andet er bevist. I medieretssagen gælder det omvendte princip. Her er man skyldig, indtil tungtvejende grunde taler imod denne dom. Her falder dommen, før materialet er på plads. Her kommer materialet ofte slet ikke på plads, fordi sagen ikke belyses bredt og nuanceret.

Derfor har mennesker og organisationer i dagens samfund - ud over de famøse spindoktorer, der skal hjælpe dem med at agere inden for enkeltsagens rammer - reelt også brug for neutrale medie forsvarsadvokater. Disses opgave ligger i nøgternt at fremlægge vidnesbyrd til fordel for medieanklagede og skabe proportion i mediebilledet. Opgaven er at gå imod lemmingeeffekten for at sikre et minimum af retssikkerhed for den anklagede.

Mon ikke også forsvarschefen ville have haft godt af en sådan forsvarsadvokat, mens tid var?