Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Vadstrupgård

Vadstrupgårdsagen kørte af sporet, og en pædagogmedhjælper blev dømt for seksuelle forbrydelser, han formentlig ikke begik.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vadstrupgårdsagen kørte af sporet, og en pædagogmedhjælper blev dømt for seksuelle forbrydelser, han formentlig ikke begik, skriver Signe Hemmingsen, der for mange år siden var leder i Vadstrupgård.

Begås der justitsmord i Danmark? Ja, man har i hvert fald ingen sikkerhed for, at det ikke kan ske. Efter al sandsynlighed er det sket i Vadstrupgårdsagen, hvor en pædagogmedhjælper blev dømt for seksuelle overgreb på 20 børn.

Den Særlige Klageret har nu truffet den afgørelse, at sagen ikke skal tages op igen. Hvorfor? Det er både uforståeligt og utroligt. Man ved i dag så meget mere, end man gjorde, da den sag opstod. Der forekommer så mange usandsynlige hændelsesforløb, og halvdelen af sagen, nemlig udløberen, Vadstrupgårdsag nr. 2, er så grotesk, at politiet må opgive sagen, og man alene ved brug af almindelig sund fornuft må sige: Det kan ikke passe.

Sagen er fra 1997 og var den første i Danmark af sin art. Den startede i børnehaven Vadstrupgård med, at en mor klagede over, at en medhjælper havde kysset hendes barn på kinden. Barnets læge, som mente, at der kunne være tale om et seksuelt overgreb, anmeldte sagen til politiet, som indledte efterforskningen med at gå fra familie til familie på baggrund af de rygter, der hurtigt opstod i miljøet.

Kommunen afholdt forældremøde med politi, psykolog og forvaltning, hvilket fik sagen til at eskalere kraftigt. I løbet af kort tid udviklede sagen sig til, at medhjælperen skulle have misbrugt først 13, siden 23 børn. Medierne kunne oplyse, at i alt 57 børn fik tilbudt psykologbehandling. Tallet omfatter dog en del søskende til de påståede misbrugte børn.

Medhjælperen blev i byretten idømt tre års fængsel for overgreb på 20 børn, uden ét eneste bevis. Efterfølgende skærpede landsretten dommen til tre et halvt år.

I kølvandet på Vadstrupgårdsagen opstod nu den ene tilsvarende sag efter den anden, de såkaldte pædofilisager. Medierne var hele tiden på forkant med udviklingen, men uden at stille det kritiske spørgsmål:

Hvad er årsagen til, at det breder sig som ringe i vandet? En række sager opstod hurtigt i Gladsaxe Kommune og Politikreds (Vadstrupgårds hjemsted), så mange, at det må undre.

I Odense begyndte en sag umiddelbart efter en udsendelse i TV 2's 'Faktoren'.

I alt 71 pædagogmedhjælpere og næsten lige så mange pædagoger har i løbet af tre år været under mistanke for at have foretaget seksuelle overgreb på børn i daginstitutionstiden. Før den tid var der 1-2 sager om året. Kun tre medhjælpere er, så vidt det har været offentligt, blevet dømt, den ene er fra Vadstrupgård. De få sager, som kom for retten, er endt med frifindelser enten i byretten eller i landsretten.

Langt hovedparten er blevet henlagt af politiet som ubegrundede.

Siden er der sået tvivl fra flere sider. Forsvarsadvokaterne kunne henvise til viden, man har kendt til, men som ikke blev anvendt. Der blev sået tvivl om børns troværdighed i den type sager, og der blev skabt opmærksomhed om forældres mulighed for at påvirke børnene - bevidst eller ubevidst. Holdningen hos flere psykologer og politifolk om, at man kunne stole på, hvad børn sagde om den slags ting, har vist sig ikke at holde.

Tv-filmen 'Bag lukkede døre', Leif Blædels bog 'Justitsmord', en række artikler i Job og Børn ved Jette Rantorp, Weekendavisens artikel 'Børn kan godt digte' med psykolog og forsker Dorthe Berntsen har alle medvirket til at vise, hvor vanskelige disse sager er. Endvidere kan nævnes Stephen Ceci og Maggie Bruck: 'Jeopardy in the courtroom. A Scientific Analysis of Childrens Testimony'.

Deres forskning bygger på nogle af de kendte udenlandske sager om misbrug af børn i børnehaver. Disse begyndte i USA i starten af 1980'erne og spredtes i den vestlige verden og sågar til Australien og New Zealand. Adskillige af disse kendte sager er endt med frifindelser, efter at den/de anklagede har været dømt og siddet fængslet i mange år.

Man kan hævde, at enhver sag er sin egen, og at det, der har gjort, at alle de andre sager blev afvist som ubegrundede mistanker, ikke gjorde sig gældende i Vadstrupgårdsagen. Men herimod taler, at pædofilisagerne i daginstitutionerne ligner hinanden til forveksling, blot er graden af de fortrædeligheder, børnene fortæller om, afhængig af, hvor meget en sag har fået mulighed for at udvikle sig.

Beskyldningerne handler typisk om overgreb på børnene ved berøring med diverse genstande, f.eks. pinde, som må have været meget ubehageligt.

Men hvorfor skulle børnene have fundet sig i det? Hvorfor har de ikke skreget, mens det stod på? Hvorfor har de villet i børnehaven? Det skulle være foregået i institutionernes åbningstid.

Men kan det lade sig gøre at foretage så mange overgreb på så mange børn i institutionens mylder af børn og voksne? Hvordan kan det være, at de voksne intet har set eller hørt? Altså vel at mærke før sagen ruller!

Vadstrupgårdsagen fik lov til at udvikle sig, som ingen af de efterfølgende sager gjorde. Overgrebene skulle angiveligt være foregået i børnehavens kælder, i legehusene på legepladsen, i grøn stue, i rummet ved siden af stuen, depotet etc. Efter børnenes udsagn skulle han have hængt børn op i rørene i kælderen - nøgne med hovedet nedad.

Flere børn har skullet sidde nøgne og bundet i kælderen, indtil en voksen kom og løste dem (hvorfor har denne voksne ikke fortalt om det?). Børn har skullet vente uden for en dør, mens han tog dem ind og misbrugte dem efter tur (hvorfor løb de ikke), han skulle have foretaget overgreb på et barn i et aflåst skab og have optrådt som julemand - nøgen under dragten, med sit lem pyntet med julemandens skæg - dog uden at være set af nogen af de voksne i den så afslørende mundering!

Fortællingerne går fuldstændig i selvsving i Vadstrupgårdsag nr. 2, i hvilken børnene inddrog flere personer, både mænd og kvinder, i deres fortællinger. Politiet har kørt børnene til udpegede lejligheder, hvor flere voksne skulle have misbrugt dem. På Hotel Eremitagen skulle de have været mishandlet af flere personer, blevet voldtaget, fået hovedet fastholdt under vand, så de var ved at kvæles, en dame havde lagt isposer på deres kønsdele for at dulme smerterne, de blev forfulgt af en klovn, og det hele blev fotograferet imens.

Ingen forældre havde mærket noget, mens disse udflugter skulle have stået på. Ingen voksne i børnehaven havde kendskab til nogen udflugter.

Politiet fandt intet fotomateriale og ingen beviser for besøg på Hotel Eremitagen. De fleste af de personer, man sigtede eller mistænkte, har ikke nogen forbindelse til hinanden. Flere historier synes at have udspring i, hvad børnene har oplevet i Cirkus Flora, Gladsaxe Kommunes årligt tilbagevendende begivenhed.

Politiet måtte opgive at rejse sigtelse i Vadstrupgårdsagen 2.

Men det er de samme børn, og den samme 'fantastiske fortælling' på et tidligere og et senere udviklingstrin. Hvorfor skulle børnene være mere troværdige i Vadstrupgårdsag 1 end i sag nr. 2?

Det er de heller ikke; det er netop derfor, at der kan være tale om et justitsmord.

Vadstrupgårdsagen har utrolig mange lighedspunkter med den norske Bjugnsag fra 1992. Den startede med beskyldninger om, at en pædagogmedhjælper, Ulf, skulle have blottet sig for et barn.

Herfra udviklede beskyldningerne sig til, at han skulle have foretaget overgreb på adskillige børn, og igen senere udviklede sagen sig til en pædofiliring, som ud over medhjælperen bestod af hans kone, to pædagoger fra børnehaven, en snedker fra byen, en ingeniør fra teknisk forvaltning og den lokale chef for politiet. De mistænkte blev anholdt og fængslet. Senere blev de alle frikendt undtagen pædagogmedhjælperen, som dog frifindes i 1994. De mistænkte fik udbetalt erstatninger.

Børnene havde allerede modtaget voldsoffererstatning, som de fik lov til at beholde.

Journalist Hans Kringstad, som dækkede sagen for avisen Verdens Gang, har siden skrevet bogen 'Bjugn-formelen'. Han skriver: »En selvforstærkende kraft lod til at drive sagsforløbet. Historierne gik i spiral og blev mere og mere groteske«, og videre: »En eneste bemærkning skabte den gigantiske sag. I starten troede kun få forældre, at deres børn havde været udsat for seksuelt overgreb.

Men uroen øgedes, da psykologer fortalte, at vanskeligheder med at falde i søvn og mareridt var tegn på misbrug. Snart huskede forældrene perioder med gråd, søvnproblemer, sår i skridtet og andre hændelser, som set i bakspejlet gjorde dem bekymrede. Lægerne mente at have gjort et sikkert fund på det første barn. Det førte til et tilbud om underlivsundersøgelser på alle børnene. Nye læger betvivlede et år senere sikkerheden i undersøgelserne.

Mange af børnene afviste til at begynde med, at der var sket noget, men forældrene magtede ikke at tage et nej for et nej. Eksperterne fortalte, at det var almindeligt for seksualofre at nægte. Så forældrene spurgte deres barn ud baseret på oplysninger fra andre forældre. Den klassiske melding var: Min datter fortæller, at dit barn også var med. På den måde blev elementer fra ét barns historier lagt ind i spørgsmålet til det næste barn.

Ingen af de formodede groft misbrugte børn var henvist til behandling for psykiske gener, mens overgrebene skulle have fundet sted. Derimod begyndte mange børn at plages af rædsel og dårlig nattesøvn flere måneder efter, at Ulf var suspenderet, og de selv havde fortalt om deres skrækoplevelser.

Den svenske vidnepsykolog Lena Hellblom Sjögren skriver: »Fortæller flere børn ensartede historier om overgreb og mishandlinger, er det endog meget sandsynligt, at det handler om suggestiv påvirkning. Det er sådan, det forholder sig i mange af de såkaldte pædofilisager i daginstitutioner. Det burde være afskrækkende, fordi børn, som fejlagtigt bringes til at fortælle om overgreb, også kan komme til at tro på det.

Der er i dag mindst lige så mange børn, som får det dårligt på grund af, at de selv tror, at de har været seksualofre, som børn, der får det dårligt, fordi de har været udnyttet seksuelt. Den første kategori kunne måske mindskes ved besindelse«.

Den amerikanske børnepsykiater Richard Gardner, professor ved Columbia University i USA, har i mange år søgt at finde metoder til at skille rigtige og falske påstande om seksuelt misbrug. Han skriver om de faresignaler, der kan være ved børnehavesagerne, som kan indicere, at man har med urigtige beskyldninger at gøre:

Gruppehysteri: De voksne overreagerer, ser indbildte trusler, dramatiserer børnenes symptomer, taber vurderingsevnen og tror på alt, hvad børnene fortæller.

Spredningsevnen: Fragmenter af historier smitter og indgår i nye beretninger. Der sker en strøm af påvirkninger mellem børn, forældre, udredere og terapeuter.

Mangel på voksne vidner: Ingen har set eller hørt noget - alligevel foreligger der ikke noget bevis på, at intet er sket.

Forsinkede symptomer: Børnenes plager forekommer lang tid efter, at det skulle være sket.

Det skal her tydeligt understreges, at hverken Lena Hellblom Sjögren, Richard Gardner eller andre forskere, der har beskæftiget sig med emnet, benægter, at seksuelle overgreb på børn i børnehaver kan finde sted.

I Vadstrupgårdsagen er beviserne: videooptagelser af børnenes udsagn fra politiafhøringerne, nogle forældres udsagn i retten samt hvad enkelte voksne blandt personalet har fortalt, efter at sagen begyndte at rulle.

Børnene har ikke været lægeundersøgt. Der er ingen tekniske beviser.

Hotel Eremitage-sagen har hverken børnehavens personale eller hotelpersonalet kendt til.

I andre typer af alvorlige forbrydelser skal tvivlen komme den anklagede til gode, forbrydelsen skal udredes, politiet skal kunne bevise, hvornår og hvor forbrydelsen er foregået, der skal skaffes tekniske beviser.

Sådanne krav efterkommes ikke i børnehavesagerne. Børnene kan ikke finde ud af det med tid og sted, mange udsagn er kommet lang tid efter, at overgrebene skulle have fundet sted. Forældrene har ikke været der. Der er intet bevis for, at børnene ikke er manipuleret til deres fortællinger præcis som i den norske sag. Forældrene har haft masser af lejlighed til både at lade sig opskræmme og til at tale sammen.

At nogle enkelte voksne i børnehaven er kommet med nogle belastende udsagn (som dog ikke viser, at de har set noget), efter at sagen ruller, er ikke et bevis, men snarere tegn på, hvor voldsomt sagen har påvirket alle, der stod midt i den.

Det er tankevækkende, at medhjælperen er dømt for påståede overgreb på grundlag af videoudsagn fra nogle af de samme børn, hvis beretninger senere udviklede sig til det helt groteske og usandsynlige under Vadstrupgårdsag nr. 2.

Reelt er det bevist, at vidneudsagnene fra netop de børn ikke er troværdige.

Vi har lært meget siden Vadstrupgårdsagen i 1997. I dag er de metoder, der anvendtes dengang, med stærkt ledende spørgsmål fra politiets side ikke gangbare som bevis. Det viser de mange frafaldne sager.

Skal man se på sigtedes retssikkerhed i Vadstrupgårdsagen, kan det anfægtes, at han ikke, som det senere er bestemt af Højesteret, har kunnet rådføre sig med sin forsvarer under afhøringerne af børnene. Han har ikke haft lejlighed til over for sin forsvarer at gengive sin version af de beretninger, børnene kom med.

Klageretten har solgt hans retssikkerhed. Hvorfor?
Klagerettens begrundelse er kort: Der er ikke tilvejebragt nye oplysninger. Der foreligger ikke særlige omstændigheder, som kan begrunde en genoptagelse.

Videoafhøringerne blev gennemført efter dagældende fremgangsmåde, og der er ikke retssikkerhedsmæssige hensyn, der kan afskære anvendelsen af de foretagne videoafhøringer.

Den Særlige Klageret kan ikke sige, at der ikke er kommet noget nyt. Det kan godt være, at andre har kendt til det nye, men det kan ikke have været tilfældet for deltagerne i retten. Der er kommet masser af nyt frem både i selve sagen, men også i form af afhandlinger m.v. om lignende sager med bidrag fra psykologer, forskere på området, jurister med flere.

Men kan vi leve med de mange løse ender! Det gælder den dømte - stemplet for det mest beskidte, man kan tænke sig. Det gælder børnene, der resten af deres liv må leve med en forestilling om en grim oplevelse af at være blevet udsat for noget af det mest ulækre, man kan forestille sig. Det gælder os almindelige lægfolk, og forhåbentlig også advokater og dommere.

Nej, vi kan ikke leve med vores viden og retsbevidsthed om så stor en sag med så mange løse ender.

Vadstrupgårdsagen fortjener at blive set i et nyt lys og med andre øjne efter alt, hvad der er kommet offentligt frem siden dommen.

Hvad om Vadstrupgårdsagen ikke havde været den første, men den sidste?

Ville udfaldet da have været det samme? Det er et spørgsmål, eftertiden med rette vil kunne stille.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

  • Maud Lervik

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Nattesøvn er det nye statussymbol
    Fik du hørt: Nattesøvn er det nye statussymbol

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om vores nattesøvn.

Forsiden