0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Halfdans lurifax

Johannes Møllehave indvier læseren i en sælsom, finurlig og årelang korrespondance med digtervennen Halfdan Rasmussen. Poetiske tosserier. Per fax.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Johannes Møllehave indvier læseren i en sælsom, finurlig og årelang korrespondance med digtervennen Halfdan Rasmussen. Poetiske tosserier. Per fax.

En fax er vel ikke en genial opfindelse, men den kan bruges genialt.

I en lille årrække har jeg modtaget geniale faxer fra Halfdan Rasmussen. Han havde ellers definitivt afbrudt sit forfatterskab og sine tosserier og følte sig ikke fristet.

Men de faxer, jeg har liggende, er så fulde af poetisk leg, at vi gerne hængte dem op på væggen og lo, når vi læste dem.

Somme tider en befriet latter og mange gange en vemodig latter eller en medfølende latter, men altid en latter. Halfdan Rasmussen blev 87 og var meget sygdomsplaget i de senere år og meget ensom.

Det skete, at jeg sendte ham to og tre faxer - da jeg var et godt stykke yngre. Når han så faxede tilbage, satte han ikke ordet fax, men ordet tak i flertal.

»Taks for fax«.

Han kunne også fundere over, hvad fax hed i flertal - en fax, flere faxe eller faxer? - »det hedder i hvert fald én lurifaks - flere lurifakserier«, skrev han, og hvis man skal sprogbestemme den faxgenre, han frydede os med, ville jeg kalde den fix-faxerier, en parallel til tosserierne.

»I går sprang alting ud
som Gud bestemte.
I dag sprang jomfru
Olsen ud fra femte«.

Ordene var hans kulørte bolde, og han elskede at have mange i luften samtidigt. Han elsker at færdes i Hellebæk Skov og Plantage, men overhales af terrænløbere, der braser gennem buskadset.

»Jeg ved ikke, hvad de leger«, faxer han, »men de løber efter små sedler med kryptiske meddelelser, som f.eks.: Hvor mange sortbælter er der gradueret i A.K.S.? Og hvad betyder det? Aldrende konservative spritbilister? Afholdende konfirmanders sædbank? Ikke sært man osse farer vild på de lokale revirer. Måske er jeg bare blevet for gammel, selvom en bekendt protesterende sagde: »Gammel er man først den dag man bøjer sig ned for at snøre sin sko og tænker: Er der nu ikke noget andet jeg kan gøre, når jeg alligevel er dernede?«.

Og 12. maj 2000 skriver han om en tør dag: »Der er ikke faldet en dråbe regn siden påske og jeg længes efter skyer og en rigtig omgang dramatisk uvejr med skomagerdrenge og lyn.

Græsplænen er ikke grøn mere, men brun, og køkkenhaven er så tør, at den nærmest hoster, måske på grund af døvnælderne, der er blevet støvnælder. Jeg burde nok hælde en sjat hostesaft i vandkanden næste gang, for mine vandede vittigheder vil ikke kunne klare tørken alene«.

De vandede vittigheder var en del af hans arbejdsmetode, når han skrev for børn. Ord fløj som kuglelyn for hans kuglepen.

»Rygebordet stod og røg, hostesaften hostede,
sygesengen blev så sløj og faldt om og pustede,
huggeblokken huggede,
sukkerskålen sukkede,
mekanikken nikkede,
klodsmajoren tog på klods,
slåmaskinen ville slås,
og det gamle skrivebord
skrev et brev til lillebror«.

Som et barn tror, at en børnelæge er en lille unge med hvid kittel, eller kvindelig brystsvømning betyder, at de kun må komme frem ved at bevæge brysterne: slåmaskinen en maskine, der vil slås, og klodsmajoren tog på klods. Den mest berømte af Halfdans sange er vel den om sneglen og mariehønen.

Men faxerne handler tit om småkravlet, som han havde hjerte for og fulgte omhyggeligt.

24. juni 1998 skriver han: »Snegle holder øjensynlig kongres netop i min have, både de husvilde sorte og dem med parcelhus på ryggen. Og så er der biller og i hundredvis af tusindben og millioner af myg, de sværmer for mig, jeg sværmer i hvert fald ikke for dem, skønt jeg ellers er en sværmerisk natur.
Så der sker dog meget omkring mig, men indeni ak! Og ingen veer«.

Man kan sige »ak« og »ve«, men Halfdan Rasmussen adskiller dem. Han var ikke som en fødende kvinde, der sagde ak, når hun fik veer. Han gik ikke svanger med noget og havde ingen ve, men et ak som et suk.

Det var vemodigt, men altid spændt ud med hans humor og ordspil. 10. august 2000 skriver han:

»Lige hjemkommet fra en tur til stranden. Vraltede ud. Vaklede hjem. Sært at man kan blive ti år ældre i løbet af nogle måneder.

Vejret er vekslende med byger, torden og lynild og sol. I haven sparker krager og skader omkring uden at komme op og toppes, så de er nok osse ramt af træthed, mens solsortene jager rundt med hinanden som de plejer.

Mit lille æbletræ er tynget til jorden af frugt og det ældgamle gråpæretræ praler med kilovis af små søde pærer. Det må være varmen i maj, der har fået de to træer til at gøre det ud for en hel plantage«.

9. februar 1999: »Trods stormen forleden gik jeg alligevel tur i plantagen. Og der, er altid en oplevelse trods savnet af en medoplever.

Men jeg havde et par af Signes sokker på, så vi var på god fod med hinanden og snubler over de samme reder og går os vild af dunkle stier.

Jeg har efterhånden gået turen i over fyrre år, så det er blevet til noget af en skovtur.

Og stranden ikke at forglemme. Det er godt for fødderne at gå på rullesten. En slags akupunktur.

Og fra kysten kan jeg oven i købet vinke til Sverige, hvor min smålandske mor kom til verden og var ung og smuk
og gudhengiven, inden hun slog sig ned i Danmark, fik seks børn og blev halvfems.

Vejret i går stille efter snefald. De eneste spor i sneen, ud over mine, var fuglenes. Kragernes kragetæer og spurvenes mislykkede forsøg på tranedans«.

Vi talte tit om Storm P., som Halfdan Rasmussen nok var lidt beslægtet med. Hver gang vi faxede, sendte vi hinanden to Storm P.-tegninger, og vores aftale var, at vi stoppede den dag, en af os sagde: »Den kendte jeg«.

Så myreflittig og produktiv var Storm P. at den dag aldrig oprandt.

Da Halfdan Rasmussen blev 85, sendte han mig en tegning af en olding med langt hvidt skæg.

Han færdes dybt inde i en ægte Storm P.-skov, og teksten lyder:

»Når jeg tænker tilbage over disse mange år, er det med en inderlig glæde over, at de er overstået«.

Jeg har en fornemmelse af, at man kan aflæse et og andet om mennesker ved at lægge mærke til, hvilke Storm P.-tegninger, de holder mest af.

Her et par af de eksempler, Halfdan Rasmussen sendte mig. En mand kværulerer i en brugttøjsbutik over en frakke.
»Den brugte frakke er jo fuld af møl!«

»Ja«, siger ekspedienten, »hvad kan de forlange for fem kroner - måske kanariefugle?«.

To vagabonder i fri luft i laset tøj:

»Du - Euripides - nu skal formuer under 75.000 være skattefrie!«.

»Bravo - der klarede vi den lige på nippet«.

To herretyper: »Jeg kan ikke sove når jeg drikker cognac«.

»Nå, jeg har det lige omvendt - jeg kan ikke drikke cognac, når jeg sover«.

Dommeren til tiltalte: »De har udgivet en værdiløs check, det er tyve kroner i bøde!«. »Tak hr. dommer - kan jeg betale med en check?«.

Eller denne vagabondhistorie: »Har du hørt, Agamemnon, nu sætter vaskerierne prisen op«. »Uha - sikken et held, at vi fik vasket i fjor!«.

16. august 1999: »Er som du vil forstå trist, træt og tummelumsk. Og årsagen kender jeg jo. Savnet af Signe.
Jeg troede naivt, at det var noget, jeg kom over med tiden, men den slags sår kan tiden ikke læge. Jeg er omringet af erindringer og må være taknemmelig over at ringen, der omslutter mig, består af varme og hengivenhed.
Var ved stranden inden regnen erobrede dagene. Skyerne varslede om uvejr, men vandet var, så man fik lyst til at drikke det. Jeg sad længe på en sten og var helt væk og meget til stede. Himlen er der ikke andet at sige om, end at den bare var himmelsk.

Jeg følte mig ikke mere isoleret end den sten jeg sad på og den måge, der fløj ind i skumringen.

Og i Sverige tændte de lysene, for at jeg ikke skulle se for mørkt på tilværelsen.

Pænt af dem!«.

Han var plaget af eksem og undertiden stærke kropssmerter og gangbesvær.

Alligevel kunne han skrive, at han gik bedre end alle urene i huset, som havde hver sin tidsregning.

Et lægebesøg - et af de sidste - kunne han beskrive sådan:

»Min læge kommer onsdag for at tage blodprøver. Det er tredje gang på tre uger, så han er ret blodtørstig. Jeg har ham mistænkt for at ville oprette en blodbank, hvor jeg så kan hæve centiliter af og til«.

Da Halfdan Rasmussens hud var meget sart, led han meget om sommeren og kaldte sig »en lyssky person«.

»Sommeren irriterer mig efterhånden, som den annekterer mere og mere af efteråret. Det er helt hen i vejret at solen bager og brænder og branker dag efter dag. Jeg har nu den teori, at det er Niveakoncernen, der står bag. Den rene bestikkelse. Lige til at få solstik af. Jeg tørster lige så meget efter væde som jorden, der efterhånden er så hård og tør, at regnormene knækker og knaser i munden på de stakkels muldvarpe«.

Jeg tror ikke, man nogensinde vil kunne finde ud af Halfdan Rasmussens måde at lave tosserier på. Men jeg har en fax, som ikke er dateret - men ca. tre år gammel - som jeg fornemmer bringer os lidt nærmere hans ejendommelige sprogværksted.

Han synes ikke, der er noget at fortælle om det, han har oplevet, og så kommer det:

»Jeg har ikke set noget snæversynet i fjernsynet, ikke læst noget læseværdigt og ikke hørt noget uhørt i radioen. Solen har jeg kun set indirekte, da den først kommer frem, når den er gået ned. Og regn oplever jeg ikke mere, da jeg efterhånden er blevet utilregnelig«.

I september 1999 skrev han:

»Har opdaget at pigerne bliver kønnere og kønnere jo ældre man bliver. Det føles ret irriterende.

For de nøjes ikke med at se bedre ud, de bliver osse længere. Mens man selv skrumper ind og nærmest vokser nedad som en gulerod. Men det har selvfølgelig den fordel, at man kommer på højde med visse bagdele. Og om føje tid får jeg vel osse øjenkontakt med knæskallerne«.

Når man har fornøjet sig så meget over hans vaxe faxe og sproglege, må man aldrig glemme, hvor utrolig stor en poet han var. Sæt ham sammen med Aarestrup, Sophus Claussen, Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, og det holder. Jeg vælger et tilfældigt digt fra Irland ('Regnens harpe' hed samlingen).

Digtet hedder 'Aften' - otte linjer som Aarestrups 'Angst' om boblerne i bækken:

»Regnens harpe tav omsider.
Lys flød over alle høje.
Under broen drev en bobbel
som et hvælvet fiskeøje.
Himlen stemte alle farver
til en farves ensomhed.
Og på floden skrev insekter
deres korte skæbne ned«.

Hvis man på biblioteker spørger om 'Regnens harpe' eller 'Torso - digte fra Grækenland' eller 'Stilheden - digte fra Grønland', står de alle i magasinet.

Må vi bede om, at de kommer på hylderne og hos boghandlerne i et bind samlede værker, det er sådan noget, vi har et kulturministerium til at understøtte.

I en af de få faxer, hvor han ikke gemmer sig bag humorens parentes, skriver han 2. februar 1999:

»Jeg har oven i købet haft et ufortjent, godt og rigt liv. Selv når jeg havde det værst havde jeg det godt.

Gode forældre, gode venner, godt helbred (når man ser bort fra et enkelt brækket lårben og TB og andre gebrækkeligheder) og så har jeg jo været usandsynlig heldig som forfatter.

At skrive og blive læst er endnu bedre. Jeg er ovenud taknemmelig og lykkelig over, at jeg er blevet læst og godtaget af børn. Det har virkelig betydet alt for mig«.

Halfdan Rasmussen døde i 2002 - men 11. februar 1999 skrev han i en fax:

»Spekulerer en del over hvordan dagen i morgen og fremover vil arte sig. De spekulationer hører alderdommen til: Hvordan vil afslutningen blive? Hvad med alt det rodsammen af bøger, film, musik, video, billeder, apparater og andet jordisk gods, når du stiller sut- og træsko på et ikke i forvejen fastlagt tidspunkt? Jeg bliver nervøs på mine børns vegne.

Hvor mange containere skal der til for at rumme et langt liv? Hvem skal støvsuge efter støvets år? Hvorfor forstøver man ikke bare, når man fordufter? Eller fordamper, tænk dig overskriften: Forfatter fordampet! Verdammt!«.

For mig vil han aldrig fordampe. Jeg vil gøre alt for at samle alle hans små partikler, og jeg ved, at Iben, hans datter, som han kaldte »en gave fra de højere luftlag«, og Tom, som er hans søn, og som har sat ham i musik, vil hjælpe med til at gøre ham nærværende. Ham, der om sig selv sagde:

»Frygtsom Columbus hældt ud af en flyvekabine.
Viking på nedtur med briller og sundhedssandaler«.