Vi gider ikke sidde i rundkreds og tale om tingene. Demokrati er blevet upopulært, og måske er vi ligefrem ved at afskaffe det. Befolkningen er nemlig faldet for en særlig ledertype, skriver filosofihistorikeren. Ingen er fuldkommen. Det kunne være demokratiets motto. Et moderne demokrati har erkendelsen af menneskets ufuldkommenhed som sit grundlag. Derfor rummer demokratiet gerne en lang række instanser - fra råd og nævn til ministerier og Ombudsmand - som borgerne kan henvende sig til, fordi meningen med dem er, at de skal holde øje med hinanden, så ingen instans får mere magt, end lige netop dén skal have. Og derfor er demokratiet heller ikke selv fuldkomment, det er fra starten indrettet på fejl, det er besværligt og fungerer ikke. Af samme grund er demokratiet at foretrække frem for så meget andet. For en styreform, der fungerer uden besvær og ikke er indrettet på fejl, virker skræmmende. En diktator eller en junta kan bare udstede sine ordrer og forvente at se dem ført ud i livet. Sådan noget kan man ikke i et demokrati. Eller kan man? Demokratiets problem er at være sårbart over for udemokratiske elementer. Totalitære regimer kan godt komme til ad demokratisk vej, hvis bare der er folk nok til at stemme på udemokratiske politikere. Min omtale af demokratiet bygger ikke på noget juridisk eller formelt, men på det, man plejer at kalde demokratiets spilleregler. Udtrykket forekommer en smule vagt. Men det betegner det mest afgørende ved demokratiet. For det problem, jeg ligeledes taler om, er jo, at det kan gå særdeles udemokratisk til i et demokrati, uden at der er noget at klage over i juridisk og formel henseende. Demokrati betyder folkestyre, som bekendt. Ikke flertalsstyre. I et demokrati er det folket og ikke bare flertallet, der skal bestemme. Problemet med demokratiet opstår, når befolkningen ikke så vidt muligt inddrages i beslutningsprocesserne. Og demokratiet rummer masser af muligheder for at holde befolkningen udenfor. En folkevalgt forsamling som Folketinget skal repræsentere, men hvem repræsenterer den egentlig? Flertallet af befolkningen? Nej, sådan fungerer demokratiet ikke. Svaret er snarere, at flertallet af politikerne repræsenterer flertallet af den stemmeberettigede del af befolkningen på afstemningstidspunktet. Altså en ret variabel størrelse. Flertallets vilje, lige den dag. Nu kan man selvfølgelig ikke sætte alt til afstemning hver dag. Det er heller ikke idéen med et demokrati. Der er i det hele taget ikke megen idé i en afstemning. Vi har kun brug for afstemningerne, fordi vi ikke altid kan tale os til rette. Fordi ikke alle kan tale med alle om alting hver dag. Alligevel er det noget i den retning, der ligger i demokratiets idé. Befolkningens og den enkelte borgers ret til at blive hørt. I den forstand er demokrati samtale. Befolkningen er ikke blevet hørt, blot fordi den har fået lejlighed til at afgive sin stemme. Tværtimod, kunne man næsten sige. Når en afstemning er blevet afholdt, siger politikere gerne, at nu er befolkningen blevet hørt. Underforstået, at så gider de ikke høre mere til befolkningen sådan lige foreløbig? Ja undskyld, men jeg kan ikke helt frigøre mig fra den mistanke eller tolkning. Problemet er, at hvis demokrati kun opfattes som et sæt af juridiske eller formelle regler, så har vi ikke nødvendigvis noget reelt demokrati. Vi får i stedet en styreform, som jeg vil foreslå at kalde konstitutionelt demokrati. Og dér kan tingene gå vældig udemokratisk til. I et konstitutionelt demokrati behøver man ikke rette sig mere efter demokratiets spilleregler, end man retter sig efter monarkiets i et konstitutionelt monarki. Alle formelle regler er overholdt, men ellers har det ingen betydning, at man lever i et demokrati. I et konstitutionelt demokrati er det let at svare på det spørgsmål, jeg stillede før - hvem politikerne repræsenterer. Svaret er, at en politiker kun repræsenterer sig selv, så længe der ikke findes lovfæstede regler om, at han skal repræsentere andre, og den slags regler kan man kigge langt efter. Altså, politikeren kommer til magten, det er demokratisk, han bliver minister, også det er demokratisk nok, og så begynder han at modernisere og forenkle, og det er ikke demokratisk, men det er heller ikke forbudt. Ministeren afskaffer råd og nævn og andre besværlige instanser, som ikke fungerer. Eller han opretholder dem, men med et flertal af medlemmer udpeget af ham selv. Dette flertal er mærkeligt nok ministeren venligt stemt og bemyndiget til at bestemme, hvilke venlige mennesker der skal sidde i andre råd og nævn og instanser. Alt imens ministeren kan træde nobelt og konstitutionelt i baggrunden og udstyre sig med landsfaderlig aura. De totalitære regimer har også altid haft ledere, som holdt sig i baggrunden og, viste det sig bagefter, aldrig selv havde skrevet under på noget. Også diktatorerne har nogen til at gøre det beskidte arbejde og dække over hinanden. Men hvordan kan det gå til, at demokratiet ophører med at være demokratisk? Og hvordan kan det gå til, at det bliver accepteret? Svaret er, tror jeg, at demokratiet har glemt dette grundlæggende: Ingen er fuldkommen. Hvis intet menneske er fuldkomment, så er der dog mennesker nok, der tror , de er fuldkomne. Det vil sige som ikke har nogen kritisk distance til egen dømmekraft, og som derfor aldrig er i tvivl og aldrig tager fejl. I et demokrati er de farlige, hvis deres magt ikke begrænses. Men hvad er magt, og kan magt begrænses? For ca. 25 år siden fremsatte Michel Foucault en magtteori, som jeg finder mere tidssvarende end så mange andre af de teorier, magthavere kritiseres på baggrund af. Magt er ifølge Foucault ikke noget, som nogen har og andre ikke har. Det er derimod noget, som opstår i alle menneskelige relationer, noget som består i en given strategisk situation, som kan gribes og bruges og herunder misbruges. På denne baggrund, det er det bemærkelsesværdige og det radikale ved Foucaults magtteori, giver det ikke mening at tale om magthavere eller magtmisbrug. De, som kaldes magthavere, er egentlig bare magtbrugere - herunder 'misbrugere'. Hvilket ikke betyder, at de er hævet over enhver kritik. Erfaringen viser, at magt kan bruges på utallige måder, der er uhensigtsmæssige. Men det viser mest af alt, hvor afmægtig hensigten er. Gode hensigter giver os ikke ret til at indvende noget. Det gør kun jura og formalia. I det mindste så længe magten opfattes juridisk. Og netop juridisk kalder Foucault den magtopfattelse, han vender sig imod. Med god grund, som påvist, for i et moderne demokrati er der ingen grund til at gå ud over sine beføjelser. Det ville bare være klodset. 'Magtmisbrug', denne kategori for juridiske klodsmajorer, er strafbart. Men det er ikke spor strafbart at være udemokratisk i et demokrati. Der er en anden kategori, som er næsten glemt i magtkritikken - thi ordet er gammelt, skønt tingen er højeste mode - og det er magtfuldkommenhed . Med det ord betegnes ikke så meget en magtudøvelse som forholdet mellem magten og dens udøver. Nemlig det forhold, at personer på magtfulde poster kan udøve magt uden at skulle frygte nogen indsigelse. Selv tvivler den nye ledertype som sagt ikke på sin dømmekraft, og derudover omgiver han sig med folk, der heller ikke har grund til det, eftersom de jo har et tegn på lederens ufejlbarlighed i det forhold, at han har udpeget netop dem. Det er Jürgen Habermas og ikke Foucault, som har beskrevet demokratiet som en slags samtale. Mange finder Habermas naiv, fordi han forlanger af denne samtale, at den skal være »herredømmefri«. Og mange ser ham som en slags modsætning til mere mistænksomme tænkere som f.eks. Michel Foucault eller Jacques Derrida. Rigtignok ville Habermas være naiv, hvis han havde påstået, at vores samtale faktisk er fri. Men det påstår han nu ikke. Han påstår knap nok, at den kan blive det. Hvad han siger, er en tand mere tysk og spekulativt, dvs. fornuftigt. Nemlig at vi må forudsætte, at samtalen kan være fri, at det i en given samtale kunne gå helt fornuftigt til. Af samme grund ser jeg ikke nogen voldsom modsætning mellem Habermas og hans franske kolleger. De er ganske vist mere optaget af det modsatte af det fornuftige - af alt det, som forhindrer fornuften i at være helt fornuftig og således autonom. Men det er netop fornuftens projekt at gøre indsigelse mod alt det, som gør fornuften ufornuftig. At vise, at det er fornuften, der bliver ufornuftig - og at det er demokratiet, der bliver udemokratisk. En politikers afgørelser har bedre chancer for at være rimelige, hvis det kan komme til en diskussion af deres rimelighed. At sikre diskussionens mulighed er at sikre demokratiets beståen. Det betyder ikke, at magten kan afskaffes; det betyder ikke engang, at magten kan begrænses, men det betyder dog, at personen kan og skal begrænses. Henvises til sin menneskelige begrænsning. Det urimelige ved at afskaffe diskussionen med samt dens besværlige instanser, som kan have noget at sige og modsige, er, at personen i så fald sætter sig ud over demokratiet. Selvfølgelig er det besværligt at appellere til denne fornuft, som knap nok er til stede. Men at give op er at opgive demokratiet. Vi må prøve at få de betingelser for demokratiet frem i lyset, som vi har for vane at overse. Problemer er der nok af, som i det mindste viser, at vi har overset noget. De viser sig som paradokser. Som når * demokratiet bliver konstitutionelt - og udemokratisk, * fornuften bliver totalitær - og ufornuftig, * de anti-autoritære organiserer sig - og bliver autoritære, * kritikken institutionaliseres - og bliver ukritisk, * liberalismen vokser til - og afskaffer liberale forhold, etc. Måske skal vi lære, for at sige det Villy Sørensensk, ikke at se så meget på det hele , at vi ikke kan se, at der er noget galt. Hvis vi tror på den bedste af alle verdener, som den ene dag socialismen og den næste dag liberalismen vil have os til, så glemmer vi at forhindre den værste i at opstå lige midt iblandt os. Men det er netop demokratiets opgave, hverken mere eller mindre: at begrænse skaden. Jeg tror, det er på høje tid at bekæmpe fuldkommenheden. Simpelthen at stikke en kæp i hjulet alle de steder, hvor magt udøves med fuldkommenhed. Det er bare ikke så let, som det kan lyde. For det er ikke gjort med en adskil- lelse af de overordnede 'magter' - den lovgivende, den dømmende og den udøvende. Hvis demokratiet skal have en chance for at blive demokratisk igen, er der mange flere instanser, der skal sikres uafhængighed af hinanden. Når vi taler om demokratiets spilleregler, må det være det, vi mener: at kun en effektiv adskillelse af magtens mange instanser kan sikre den demokra- tiske samtale imod at blive enetale. Men her, hvor det drejer sig om, hvad der kan gøres ved, dvs. imod de nye magthaveres fuldkommenhed, vil jeg vende tilbage til det spørgsmål, jeg har formuleret, nemlig hvordan det kan gå til, at magtfuldkommenheden i den grad bliver accepteret. For hvad man end kan sige om demokratiet, så repræsenterer det dog. Ikke så meget fordi vi selv har stemt de nye politikere ind - når der er længe, til vi skal 'høres' næste gang, kunne vi godt beklage os i mellemtiden, også over at ingen hører efter. Nej, accepten er begyndt, længe før de nye ledertyper kom til. Det begyndte med, at folk overhovedet kunne holde dén type og dén stil ud. Folket har altid de ledere, det fortjener, for ledernes stil repræsenterer altid folkets stil. I den forstand har vi ikke noget at beklage os over. Magten kommer nedefra, som Foucault også sagde, dvs. magt går fra små forhold til større. Hvis det kun var politikerne, der var små mænd i små sko, hvis det kun var dem, der anlagde dette glinsende skær af selvtilfredshed, så ville man ikke acceptere dem. Når man accepterer dem, så er det, fordi ledere af samme type for længst er blevet accepteret også på alle mulige mindre betyd- ningsfulde poster. Der er altså ingen vej uden om den ubehagelige erkendelse, at problemet angår befolkningen, altså - os selv. En demokratisk valgt regering kan kun opføre sig udemokratisk, hvis befolkningen accepterer det, og befolkningen accepterer det kun, hvis den selv er ophørt med at være demokratisk. Når politikere kan slippe af sted med, som jeg sagde før, ikke at repræsentere andre end sig selv, må jeg altså tilføje, at de dog stadigvæk repræsenterer, for de repræsenterer nemlig den indstilling, at man ikke skal repræsentere andre end sig selv. Det er den nye stil, og den er udbredt. Det sidste her kan jeg selvfølgelig ikke hævde inden for en opfattelse af demokratiet, som begrænser sig til det konstitutionelle. Inden for den er der ikke noget, der hedder at 'opføre sig demokratisk'. Det er der til gengæld for den opfattelse, at et samfund kun kan være demokratisk, hvis dets borgere er demokratiske. Men så er demokrati noget, der skal læres, en indstilling, en opdragelse. Måske har vi glemt, hvordan man gør. Eller måske er det blevet upopulært. Omtrent som 'pædagog' er blevet et skældsord. Vi har ikke tid til det pjat med at sidde i rundkreds, og det bliver for meget, hvis enhver idiot, der har en mening, skal tages alvorligt. Vi gider ikke høre mere kvindeligt vrøvl, vi kræver handling. Ja, vist er det utåleligt, hvis alle meninger skal være lige gode. Hvis retten til at sige sin mening bliver alle meningernes lige berettigelse. Men demokratiets idé er ikke, at enhver idiot skulle være så fuldkommen. Tværtimod. Når samtalen, udvekslingen af de mange meninger, er nødvendig, er det netop for at undgå, at enhver kan sidde på magten og gennemtrumfe sin mening. Det er først når samtalen bliver kvalt, at den slags fuldkomment idioti bliver muligt. Demokrati er ikke bare jura og formalia; demokrati er en kultur. Et styres formelle grundlag er selv blevet til på grundlag af idéer og visioner, som en kultur har skabt. Derfor kan en konstitution ikke opretholde demokratiet; det kan kun den demokratiske kultur. Jeg har en mistanke om, at når man har så travlt med at afskaffe kulturen, er det, fordi man vil afskaffe demokratiet.