0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frygtsamfundet

Mord på arbejdspladsen, flystyrt og teenagere, der går amok i skolegården. Der er nok at være ræd for, hvis man tror medierne. Men frygter vi det forkerte?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mord på arbejdspladsen, flystyrt og teenagere, der går amok i skolegården. Der er nok at være ræd for, hvis man tror medierne. Men frygter vi det forkerte? Klaus Rasborg er lektor i samfundsfag ved Roskilde Universitetscenter.

I efterhånden en del år har man talt om, at vi lever i et 'risikosamfund', men hvad vil det egentlig sige? Er tilværelsen objektivt mere risikabel i dag end for f.eks. hundrede år siden? Eller er det bare os, der er blevet mere opmærksomme på tilværelsens risici?

En øget risikobevidsthed, der måske ikke mindst skyldes de moderne massemediers konstante fokusering på alle hånde risici, det være sig kogalskab, terrorangreb eller miltbrand.

I bogen 'The Culture of Fear' (Basic Books, 1999) har den amerikanske professor i sociologi Barry Glassner netop sat sig for at undersøge, hvordan de moderne - trykte og elektroniske - medier påvirker vores oplevelse af, hvad der er grund til at frygte og bekymre sig om i den senmoderne tilværelse. I al sin enkelhed består Glassners forehavende i at forsøge at vise, at der er en ejendommelig diskrepans mellem på den ene side det, vi almindeligvis går rundt og frygter, og på den anden side det, der 'objektivt' set er grund til at frygte.

Hovedparten af bogen består i et forsøg på at dokumentere denne påstand via en minutiøs gennemgang af en række risici, der i de senere år har været slået stort op i de amerikanske nyhedsmedier. At mediernes vej til høje oplagstal og mange seere går via fængende overskrifter, er velkendt.

Sex, vold og katastrofer sælger. »If it bleeds, it leads«, som Glassner så rammende udtrykker det.

Lad os prøve at se på nogle af Glassners eksempler på, hvordan nyhedsmedierne er med til at konstruere risiko. Trafikvold (road rage), altså det forhold at bilister bliver så rasende på hinanden, at det ender med vold eller - i værste fald - drab, har været slået stort op i de amerikanske medier som et problem i eksplosiv vækst.

Ved en nærmere granskning af fænomenet viser det sig imidlertid, at ud af de cirka 250.000 bilister, som i perioden 1990 til 1997 blev dræbt på de amerikanske veje, kan kun cirka 218 dødsfald direkte relateres til episoder mellem ophidsede bilister. Det vil sige mindre end ét ud af tusind. Ser man på de 20 millioner amerikanske bilister, som kom til skade i den nævnte periode, kan mindre end én procent af skaderne relateres til aggressive bilister. Ikke desto mindre slås trafikvold stort op i medierne, selvom det må siges at være et temmelig marginalt fænomen sammenlignet med f.eks. spritbilisme, som i USA er årsag til 85 gange flere dødsfald.

Vold, eller sågar mord, på arbejdspladsen har også skabt store overskrifter i USA. Ifølge de amerikanske medier bliver 2,2 millioner amerikanere hvert år overfaldet på deres job. For amerikanske kvinder er mord angiveligt den primære arbejdsrelaterede dødsårsag, mens det er den tredjevigtigste for mænd. Sættes imidlertid de cirka 1.000 årlige mord på amerikanske arbejdspladser i forhold til den samlede arbejdsstyrke på cirka 121 millioner lønmodtagere, svarer det til cirka én ud af 114.000 eller 0,009 promille.

Da de fleste mord på amerikanske arbejdspladser ifølge Glassner begås af udefrakommende, er sandsynligheden for at blive dræbt af en kollega mindre end én ud af to millioner, det vil sige mindre end sandsynligheden for at blive ramt af et lyn.

Mediernes stærke fokusering på det usædvanlige og det ekstraordinære medfører, at dagligdagens måske langt større risici underbetones. En langt større risiko i forbindelse med arbejdet udgør f.eks. risikoen for at miste sit job.

Glassner peger her på de langstrakte fyringsrunder, der allerede i 1980'erne gennemrystede de amerikanske virksomheder. Og som fortsatte under 90'ernes økonomiske vækstfase. I USA er risikoen for at blive fyret fra sit job således fire til fem gange større end risikoen for at blive offer for voldskriminalitet begået af en fremmed. Ikke desto mindre bringer de amerikanske medier mange flere historier om kriminalitet.

Når vi taler om kriminalitet i USA, kommer vi heller ikke uden om at nævne ældre menneskers frygt for at blive slået ned og frastjålet deres penge. En frygt, som ikke mindst næres af mediernes mange historier om kriminalitet og vold. 'Prime time' er 'crime time' i USA, hvor cirka 80 procent af den bedste sendetid handler om kriminalitet, ikke mindst voldskriminalitet.

På denne baggrund er det imidlertid tankevækkende, at voldskriminaliteten i USA mod ældre medborgere ifølge Glassner rent faktisk er faldet med 60 procent i løbet af de seneste tyve år. Således er sandsynligheden for, at ældre over 65 år bliver udsat for voldskriminalitet, mindre end for nogen anden aldersgruppe - cirka 16 gange mindre sammenlignet med unge under 25 år ifølge tal fra det amerikanske justitsministerium.

Men hvorfor så de ældres frygt? Ja, Glassner peger her på undersøgelser, der viser, at der er en sammenhæng mellem på den ene side folks frygt for kriminalitet, og på den anden side hvor meget tv de ser. Mennesker, der ser meget tv, er således mere tilbøjelige til at mene, at deres lokalsamfund er utrygt, til at antage, at kriminaliteten er stigende, og til at overvurdere risikoen for selv at blive offer. De anskaffer sig også i højere grad låse, tyverialarmer og personlige våben i håbet om på denne måde at kunne beskytte sig.

Disse mennesker går også ind for strengere straffe - herunder dødsstraf - og for, at der skal bygges flere fængsler. Tiltag, som ikke kan påvises at mindske kriminaliteten, men som der til gengæld er stemmer i. Ældre menneskers frygt for kriminalitet kan således let blive til en ond cirkel: Jo mere frygtsomme de er, desto mere holder de sig inden døre og bruger måske tiden på at se tv. Og jo mere tv de ser, desto mere frygtsomme bliver de.

De såkaldte teenagemordere (killer kids) er et andet spektakulært fænomen, der har sat USA på den anden ende og skabt rødglødende overskrifter i medierne. Typisk har der her været tale om psykisk ustabile og socialt isolerede unge, der pludselig er gået amo og har skudt og dræbt skolekammerater og lærere. I medierne har man på baggrund af disse hændelser talt om teenage time bombs. Og ofte har man skudt skylden på tv og voldelige computerspil, der især appellerer til unge mænd. Ifølge Glassner har dette ført til, at man som amerikaner, ung og hankønsvæsen nærmest betragtes som potentiel massemorder. Og det til trods for at ungdomskriminaliteten i USA faktisk har været for nedadgående igennem 1990'erne. Direkte adspurgt giver voksne amerikanere udtryk for den opfattelse, at halvdelen af al voldskriminalitet begås af unge under 18 år. I realiteten drejer det sig kun om 13 procent.

Voldsrelaterede dødsfald på amerikanske skoler dalede også ifølge Glassner til et minimum i slutningen af 1990'erne (19 dødsfald ud af i alt 54 millioner børn og unge). Offentlige skoler må således betegnes som mere sikre end så mange andre steder, hvor amerikanske teenagere hænger ud (natteliv, trafik og så videre).

Som et sidste eksempel på, hvordan medierne er med til at skævvride vores opfattelse af risiko, skal nævnes flysikkerhed. Et emne, som på baggrund af en række ulykker på de amerikanske indenrigsruter har været meget omdiskuteret i de amerikanske medier, og som selvsagt ikke er blevet mindre aktuelt efter Concorde-ulykken, terrorangrebet 11. september, flyulykken i Milano med videre. Især 11. september lagde som bekendt en markant dæmper på folks lyst til at flyve med det resultat, at en række flyselskaber var ved at gå nedenom og hjem.

Rent statistisk er fly imidlertid et langt mere sikkert transportmiddel end f.eks. bilen. I hele den kommercielle flyvnings historie, det vil sige fra og med 1914, er cirka 13.000 mennesker ifølge Glassner omkommet i flystyrt. Tre gange så mange amerikanere mister livet i biluheld på blot et enkelt år. Den almindelige amerikaners sandsynlighed for at dø i et flystyrt er ifølge Glassner godt én ud af fire millioner, det vil sige svarende til sandsynligheden for at vinde i lotteriet.

Mediernes stærke eksponering af flyulykker sker imidlertid på bekostning af andre risici, der er årsag til langt flere årlige dødsfald og skader. I midten af 1990'erne, hvor de amerikanske medier var fyldt med historier om flyuheld - som forårsagede mellem 12 og 200 årlige dødsfald - døde således ifølge Glassner flere end 50.000 amerikanere årligt som følge af arbejdsbetingede skader. Og knap syv millioner pådrog sig forskellige former for mén.

Fælles for alle de nævnte eksempler - og flere kunne nævnes - er, at de viser, at vores subjektive oplevelse af risiko ikke nødvendigvis afspejler den 'faktiske' risiko. En konstatering, som også understøttes af nyere hjemlige undersøgelser. Således har Institut for Konjunkturanalyse igennem en længere årrække undersøgt, hvad der bekymrer danskerne. En af de seneste af disse undersøgelser viser - med udgangspunkt i danskernes frygt for kriminalitet og vold - at der er en ret klar sammenhæng mellem på den ene side folks risikooplevelse og på den anden side baggrundsvariable såsom køn, alder, indkomst, partitilhørsforhold, medievaner, bopæl osv. Og hvem er så 'den bekymrede dansker'? Ja, spidsformuleret kan man sige, at hun er ældre, kvinde, bor i Jylland, tjener under 200.000 kroner om året, stemmer borgerligt (især på Dansk Folkeparti), læser B.T., Ekstra Bladet og kulørte ugeblade.

Undersøgelsen viser også, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem danskernes frygt for kriminalitet og så den faktiske forekomst af kriminalitet.

Men hvordan kan man nu forklare denne skævvridning af vores risikoopfattelse? Glassner opstiller to hypoteser. Den første, som vi kan kalde for 'millenniumhypotesen', går ud på, at dramatiseringen af risici skulle være udtryk for en ejendommelig uro og eksistentiel usikkerhed, der typisk forekommer ved afslutningen af et århundrede.

Den anden, som vi kan kalde for 'medieeffektteorien', og som jeg allerede har givet en række eksempler på, går ud på, at det først og fremmest er nyhedsmedierne, der i deres jagt på høje oplags- og seertal fokuserer på det ekstraordinære, usædvanlige og nogle gange bizarre, hvorved der skabes en proportionsforvrængning i vores oplevelse af risiko.

Ingen af disse to hypoteser er imidlertid fuldt ud dækkende. Over for millenniumhypotesen kan man indvende, at strømninger af irrationel panik ikke nødvendigvis opstår ved overgangen til et nyt århundrede.

Man kan f.eks. her tænke på mccarthyismen i 1950'ernes USA. Over for medieeffektteorien kan man indvende, at de moderne nyhedsmedier jo også rummer et selvkritisk og selvkorrektivt element, idet de ikke sjældent tematiserer - og korrigerer - egne fremstillinger af givne risici. Som et hjemligt eksempel på dette kan nævnes sagen om kræftfremkaldende stoffer i solcremer, der blev slået stort op i tv-nyhederne og førte til, at de pågældende produkter blev fjernet fra hylderne. Da det imidlertid senere viste sig, at frygten var ubegrundet, var dette også en nyhed i medierne.

Sagen om kræftfremkaldende stoffer i solcremer er kun ét eksempel blandt mange på, hvordan vi konstant bombarderes med divergerende oplysninger om farligt og ufarligt. Synet på risici revideres hele tiden i lyset af nye oplysninger.

Medierne gengiver ikke slet og ret risici, men er i en vis forstand selv med til at skabe dem. I den nyere psykologisk og sociologisk orienterede risikoforskning har man da også betonet, at risici altid må ses som fortolkede og kommunikerede størrelser - i modsætning til den hidtil fremherskende teknisk-økonomiske opfattelse, hvor risici anskues som rent objektive fænomener, der kan håndteres ved hjælp af teorier om rationelle valg og cost-benefit-analyser.

Det afgørende ved denne nyorientering inden for risikoforskningen er, at det nu bliver muligt at opstille nogle mere plausible forklaringer på diskrepansen mellem 'faktisk' og oplevet risiko. Hvorfor frygter eksempelvis mange kogalskab, selvom den 'objektive' risiko for at dø af inficeret kød ifølge Bjørn Lomborg angiveligt skulle svare til risikoen for at blive kørt over ved 1,5 meters kørsel på cykel?

Ud fra den nyere risikoforskning kan dette tilsyneladende paradoks forklares ud fra følgende faktorer, der er af betydning for vores risikoopfattelse: 'kendskab og fortrolighed', 'indflydelse og kontrol', 'nytte og retfærdighed' samt 'virkning og konsekvens'.

Pointen er altså den, at i jo højere grad et givent fænomen fremstår som nyt og ukendt, ukontrollerbart og påtvungent af andre, unyttigt og uretfærdigt, samt katastrofalt og dødeligt i sine konsekvenser, desto større er vores risikooplevelse. Cykling er velkendt, selvvalgt, har en række indlysende fordele, ligesom vi føler, at vi selv har kontrollen.

Kogalskab er derimod nyt og fremmedartet, ukontrollerbart, rammer vilkårligt, samt har - hvis man pådrager sig Creutzfeldt-Jakobs sygdom - dødelig udgang. Derfor den anderledes risikooplevelse.

Eksemplet viser, at der godt kan være rationelle grunde til at frygte kogalskab, selvom eksperterne siger, at risikoen er minimal. At forstå - og bygge bro over - denne kløft mellem eksperterne og befolkningens risikoopfattelse er en væsentlig forudsætning for en bedre og mere demokratisk risikokommunikation. Med henblik på dette arbejder man i den nyere risikoforskning med mere dialogorienterede tilgange til risikovurdering og risikohåndtering.

Kendetegnende for disse er, at den videnskabelige analyse af 'faktiske' risici kombineres med en løbende drøftelse, hvor også de berørte parter og interessenter involveres i processen. Som et konkret eksempel på sådanne eksperimenter med en mere dialogorienteret risikokommunikation kan nævnes de såkaldte konsensuskonferencer, som Teknologirådet har afholdt herhjemme siden midten af 1980'erne.

Tendenser til proportionsforvrængning, overdramatisering og personfiksering er ikke kun et amerikansk fænomen, men kan også findes i de danske medier. I bogen 'Journalismens meningsløse ulidelighed' (Høst & Søn, 2000) argumenterer journalisten Kurt Strand for, at den klassiske, kritiske og dybdeborende journalistik herhjemme i stigende grad erstattes af en overfladisk, forenklende og sensationssøgende »journalisme«. En udvikling, der må bekymre, i en tid hvor de trykte medier i stigende grad presses af de elektroniske, og hvor også de to public service-kanaler synes at være præget af den øgede kamp om seerne, som er skabt af det eksploderende udbud af kommercielle tv-stationer.

Så meget desto mere kan der være grund til at appellere til nyhedsmediernes selvkorrektive elementer. Det ekstremt hastige nyhedsflow bevirker, at mange sager hurtigt går i glemmebogen, når først de har mistet den umiddelbare nyhedsværdi. Hvis medierne gjorde mere ud af at følge op på givne sager, også efter at den umiddelbare interesse måtte have lagt sig, kunne vi måske få et mere afbalanceret syn på hverdagens risici.