Flere i arbejde, lyder beskæftigelsesministerens fornuftige budskab. Spørgsmålet er hvordan. To arbejdsløse cand.mag.'er blander sig i debatten. Selv om de ikke er inviteret. Vores generation er nærmest opflasket med parolen om, at bare man får sig en uddannelse, så er man sikret et godt job med fremtid i. Måske var det sådan engang, men i dag er udsagnet blevet en sandhed med modifikationer. Det kan virke håbløst, når ingen arbejdsgiver ønsker en nyuddannet cand.- mag. uden flere års relevant erhvervserfaring. Derfor kunne vi godt tænke os et mere fleksibelt a-kasse-system, hvor den ledige får mere frihed til at udvikle sine kompetencer og derved øge chancerne for at komme i arbejde. Det er et godt initiativ, at regeringen med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i spidsen har udformet debatoplægget 'Flere i arbejde', som er en redegørelse for, hvordan arbejdsløshedssystemet kan reformeres. Problemet er bare, at det højaktuelle debatoplæg er skrevet ud fra en fordom om, hvordan det er at være ledig. Derfor ønsker vi her at tage til genmæle og fortælle, hvordan vi opfatter det at være ledig, samt komme med forslag til fremtidige indsatsmuligheder inden for arbejdsmarkedspolitikken. Det er henholdsvis et halvt og ét år siden, vi blev færdige fra Københavns Universitet som cand.mag. i dansk samt film- og medievidenskab. I løbet af vores femårige studie har vi optrænet analytiske og systematiske kompetencer inden for medier, målgruppeforståelse og formidling. Og formidling er netop, hvad vi i stort omfang har bedrevet i forsøget på at forcere den massive jobmur. 150 ansøgninger hver, opfordrede såvel som uopfordrede, er det efterhånden blevet til. Nu ser vi tilbage og erkender, at den universitetstitel, som vi troede var adgangsbilletten til arbejdsmarkedet, paradoksalt nok er blevet vores største fjende. Med en generalistuddannelse som cand.mag. i bagagen fremstår vi tilsyneladende som en diffus gruppe med tvivlsomme evner, som ingen uden for universitetet rigtig ved, hvad de skal stille op med. Samtidig kræver erhvervslivet mellem tre og fem års relevant erhvervserfaring, og set i forhold til de store fyringsrunder af kvalificeret arbejdskraft, vi på det seneste har oplevet, betyder det blot endnu ringere chancer for nyuddannede. Cand.hvad-for-noget? Synligheden af humanistens kvalifikationer er simpelthen for dårlig. Det fører desværre alt for ofte til fordomme uden hold i virkeligheden. »Humanister, det er ikke nogen, vi prioriterer at ansætte ... Det er mest, hvis vi skal eksperimentere lidt, at vi tager folk ind med en skæv vinkel ... ellers foretrækker vi folk med rigtige uddannelser«. Citatet, som er med til at sætte tingene i perspektiv, stammer faktisk fra en samtale med en ansættelsesansvarlig i en af Danmarks største virksomheder. Det er den virkelighed, vi dagligt møder i vores jobjagt. Når vi søger job, skal vi ikke blot sælge os selv og vores færdigheder. Nej - vi skal legitimere hele vores studiums faglige relevans. Ofte med det resultat, at arbejdsgiveren alligevel vælger at ansætte én, hvor titlen indgyder mere konkret vished og aktuel popularitet. For alle ved jo, hvad en jurist, en ingeniør eller en cand.merc. er for en person. Men åbenbart er der ikke mange, der ved, hvad en cand.mag. formår. Derfor er der i allerhøjeste grad brug for en gennemslagskraftig oplysningskampagne, der tydeligt definerer vores faggruppes kompetencer og profilerer humanisterne i forhold til det aktuelle jobmarked. Det er på høje tid, at de ledige akademikere også selv vågner op og aktivt gør en indsats, for at vi ikke køres ud på et forståelsesmæssigt sidespor i forhold til arbejdsmarkedet. Vi skal ikke bare fortælle, hvad vi kan, men vise det og derigennem gøre os synlige. Det klare formål er at opnå faglig respekt i omverdenen og på arbejdsmarkedet. En respekt, der i dag eksklusivt holdes i live inden for universitetets lukkede mure. Samtidig opfordrer vi fagforeninger, universiteter, politikere og erhvervsliv til at komme på banen med nogle kvalificerede bud på, hvordan vores kompetencer kan blive bredere anerkendt og eftertragtet af erhvervslivet. Hvis vi ikke gøre noget, fortsætter universiteterne med at uddanne folk til arbejdsløshed. Regeringen kom i sidste måned med sit oplæg til en ny arbejdsmarkedsreform. Projektet med titlen 'Flere i arbejde' er regeringens bud på, hvad der kan gøres for at få aktiveret de ledige. I rapporten beskrives de højtuddannede i a-kasserne som den stærke gruppe. Alligevel betegnes dimittendområdet som et særligt problem, man må tage hånd om. Vi er enige i, at der skal sættes ind mod ledighed. Men midlet og hele tonen i projektet er flere steder hverken konstruktive, eller værdige for den ledige. Regeringen antyder nemlig, at 'den stærke gruppe' stort set selv er skyld i deres ledighed. Derfor må staten i fremtiden sikre, at »... den forholdsvis generøse forsørgelse ved ledighed ikke bliver en sovepude for den ledige«. Tak for kaffe! Som repræsentanter for den såkaldt stærke gruppe af forsikrede ledige stiller vi os undrende over for, hvordan den påstand hænger sammen med en virkelighed, hvor højtuddannede med topkarakterer, der gerne vil arbejde, stadig ikke har fundet fodfæste på jobmarkedet et år efter studieafslutning. I rapportens analyseafsnit hævdes det, at den ledige i syv ud af ti tilfælde finder arbejde uden hjælp. Men af uforklarlig årsag har man ikke undersøgt, hvilke jobtyper der rent faktisk er tale om i de tilsyneladende flotte statistikker. Vi finder det stærkt kritisabelt, at man vægter kvantitet frem for kvalitet. Vores erfaring er nemlig, at mange humanister til sidst er så desperate, at de faktisk vælger at tage ufaglært arbejde for at få erfaring - selv om det er irrelevant i forhold til karriereplanerne. Vi har selv forsøgt at bryde jobmuren gennem vikarbureauernes jobformidling. Men selv vikarbureauerne melder ligefrem om et boom af ansøgere fra universitetet - og endda fra handelshøjskolen, hvilket ikke tidligere har været tilfældet. En jobkonsulent fra et af de største danske vikarbureauer fortæller, at de ganske enkelt må afvise kandidater, fordi de hverken har kapacitet til eller tilstrækkelig efterspørgsel på vores profiler. Hvis det så alligevel lykkes at komme gennem nåleøjet til vikarbureauerne, sidder man tilbage med en følelse af, at man er gået på kompromis med sin faglighed. Så er der bare tilbage at håbe, at en virksomhed på et tidspunkt får øjnene op for talentet ved tasterne . Alternativt kan man fortsætte med at skrive ansøgninger til stillinger, hvor der typisk er 250-400 ansøgere om et job. Spildte ressourcer er nok det mest dækkende udtryk for den katastrofale udvikling. På den ene side ved de ansættelsesansvarlige i erhvervslivet tilsyneladende ikke nok om, hvad vores generalistuddannelse kan bruges til. På den anden side står det politiske bagland og kalder os 'de stærke ledige', der selv kan finde et arbejde, hvis blot de gider. Det undrer os, at ingen af parterne inddrager de ledige selv for at høre, hvilke muligheder man forventer kan bane vejen for et arbejde. I dag er det forholdsvis nemt for arbejdsgiverne at fralægge sig ansvar, eftersom udbuddet af højtuddannet arbejdskraft er så stort. Men hvordan ser det ud om blot få år? Det er som at leve i en parallelverden, når man befinder sig uden for det etablerede arbejdsmarked. Vores opfattelse af situationen stemmer tydeligvis ikke overens med den opfattelse, som regeringen fremlægger i rapporten 'Flere i arbejde'. Derfor virker det også surrealistisk, når rapporten udelukkende fokuserer på at forebygge de statistisk set formodede demografiske tal for den arbejdsdygtige styrke i år 2010. Hvorfor ikke tage affære nu? Skal vi vente otte til ti år med at komme i arbejde inden for vores fag? Regeringens udspil taler for en harmonisering af ydelsesområdet, der består i en sammenlægning af a-kasse-systemet og kontanthjælpssystemet. Men en ledig nyuddannet akademiker er jo alt andet lige i en anden situation end f.eks. en person, som pga. stofmisbrug eller alkohol har været i kontanthjælpssystemet hele sit voksne liv. Som vi læser det, dækker 'Flere i arbejde' over en skjult agenda, nemlig at ledige akademikere ikke fortsat skal have de samme rettigheder som i dag. I dag har akademikere mulighed for at melde sig ind i a-kassen og få dagpenge, fra den dag specialet afleveres, til man kommer i job. Efter et års ledighed kommer man i aktiveringsperioden. Oplægget argumenterer for, at ledige akademikere skal kunne aktiveres fra første ledighedsdag. Der tages ikke højde for, at jobsøgning faktisk tager tid, og at tvungen aktivering vil betyde, at vi ikke kan søge så mange job som tidligere og dermed bliver skubbet endnu længere væk fra relevant arbejde. Derudover lufter debatoplægget ideen om, at ledige under 30 år kun skal have halv ration dagpenge. Det sker for at 'motivere' os til at søge job. Vi undrer os over, at gruppen af ledige højtuddannede behandles, som om vi får i pose og sæk, når virkeligheden rent faktisk ser helt anderledes ud. Det hænger jo ikke sådan sammen, at man i sit første år som dagpengemodtager bare får stukket en håndfuld penge ud hver måned. Nej, tag ikke fejl af det! Der er en pris at betale, og den er ikke bare høj, men virker også ulogisk, ud fra synspunktet om at folk skal hurtigt i arbejde. Som forsikret ledig er man nemlig underlagt en lang række regler. Vi er frataget retten til at tage ikkeakademisk arbejde. Hvis vi gør det, smides vi ud af a-kassen. Vi må ikke tage ulønnet arbejde, da vi så ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis man vælger at skrive artikler eller have anden selvstændig virksomhed, så trækkes lønnen fra den månedlige dagpengeydelse. I det første år som ledig akademiker må man heller ikke følge kurser, medmindre der er tale om under seks timer ugentligt, og under forudsætning af at kurset godkendes af a-kassen. Selv om erhvervslivet efterspørger opdaterede kvalifikationer, og selv om mulighederne for at deltage på kurser i forvejen ikke er gode, konkluderer regeringens rapport alligevel, at man skal skære på uddannelse til de ledige. Påstanden er, at den eneste effekt vil være, at det blot holder den ledige i systemet længere end nødvendigt. Det tror vi ikke på. Vi ser derimod forslaget om stop af uddannelse og kurser til ledige som endnu en barriere for at få arbejde. Hvad gavner det os så, at systemet pacificerer og straffer indsatsen fra aktive mennesker? Skal vi sidde og trille tommelfingre, til der en dag kommer et jobtilbud ind ad brevsprækken? Vores konklusion er, at i langt de fleste tilfælde skyldes ledigheden ikke uvilje mod at tage fat, men snarere en kombination af politikernes manglende indsigt i situationen på jobmarkedet for nyledige og erhvervslivets uvilje mod at ansætte nye medarbejdere med lidt eller ingen erhvervserfaring. Spildte ressourcer er også, hvad man finder hos mange flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark med høje akademiske uddannelser. I rapporten 'Flere i arbejde' skelner man mellem denne gruppe af højtuddannede og højtuddannede af dansk herkomst uden at give en begrundelse for sondringen. Hvis man ønsker integration, så begynd dog at se os som en homogen gruppe af højtuddannede, der skal have samme behandling og samme rettigheder. Vi har alle forskellige barrierer, vi skal over - nogle sproglige, andre kompetencemæssige. Men er det ikke mere individuelt end kulturelt bestemt? Vi mener, man bør respektere og behandle folk på baggrund af deres kvalifikationer. Når regeringens udspil lægger op til, at højtuddannede af dansk oprindelse kan aktiveres fra første ledighedsdag uden hensyntagen til arbejdets faglige relevans og afstanden mellem arbejdet og den lediges bopæl, er det dobbeltmoralsk, at man samtidig øger indsatsen for at opkvalificere de højtuddannede flygtninges og indvandreres kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet. På det område er der tilsyneladende enighed om, at »der skal tages hensyn til dels de ledige, men også personer, der godt nok er i arbejde, men uden for det område, de oprindeligt er uddannet inden for«. Den løsningsmodel, man vil tilbyde højtuddannede flygtninge og indvandrere, er selvfølgelig langt at foretrække. Så hvorfor gælder den ikke for alle parter? Hvorfor integrerer man ikke os alle på arbejdsmarkedet? Vi synes, en praktik- eller trainee-stilling skal være en mulighed for alle. Man kan også overveje at slå to fluer med ét smæk og i større grad indføre praktikforløb som en fast del af universitetsuddannelsen. Det giver den studerende en reel mulighed for at afprøve sine evner, samtidig med at det, for arbejdsgiveren, er en spændende og relativ omkostningsfri måde at stifte bekendtskab med en potentiel fremtidig medarbejder på og få øjnene op for de ressourcer, vi humanister kan bidrage med. Vågn op derude! Vi, der er uden for arbejdsmarkedet, er ikke gået i selvvalgt hi. Vi knokler faktisk dagligt på at vende fokus væk fra, hvad vi ikke kan, til hvad vi rent faktisk kan. Er det ikke de visionære politikere og erhvervslederes fornemmeste opgave ikke kun at klarlægge og løse fremtidens arbejdsmæssige udfordringer, men også at tage stilling til de akutte problemer, hvis vi skal have et dynamisk arbejdsmarked? Ellers har vores uddannelser da virkelig været en fejlslagen samfundsinvestering. Hvem har sovet i timen? Vi skal lade spørgsmålet stå åbent for debat, men hvis man tror, at problemet løser sig selv, så har vi kun denne kommentar: Dream on!