Når USA leger selvudnævnt sherif for hele verden, kan det være svært at elske den frie verdens leder. Filosoffen Mihail Larsen funderer over sit kærlighedsforhold til USA. I anledning af uafhængighedsdagen. Når man en gang imellem funderer over, hvad dansk kultur egentlig er for en størrelse, kommer man ikke uden om, at den har stået i en frodig vekselvirkning med kulturerne i vore nabolande. Sommetider har påvirkningen udefra været stærkest fra Tyskland, andre gange fra England eller Frankrig, og naturligvis periodisk også fra de øvrige nordiske lande. Vores sprog er det bedste bevis. Siden Anden Verdenskrig er der imidlertid næppe tvivl om, at vi har modtaget den stærkeste påvirkning fra USA - ikke kun kulturelt, men også politisk, økonomisk og militært. Den danske velfærdsmodel blev designet i Washington som det bedste værn mod kommunistisk indflydelse, og Danmark har gengældt hjælpen ved en stærk loyalitet over for USA. Ved siden af England er Danmark formentlig det land i Europa, der har den stærkeste tilknytning til USA - bevidnet af både Clinton under hans besøg i Danmark og af Bush ved Fogh Rasmussens nylige besøg i Washington. Så vidt jeg ved, findes der intetsteds i verden et fænomen magen til 'Rebild', men vil man finde et mere hverdagsagtigt udtryk for den kulturelle tilknytning til USA, så behøver man blot studere en tilfældig tv-oversigt eller lytte til radioens populærmusikalske udsendelser. Den amerikanske sendeflade er mange gange større end den tilsvarende sendeflade fra hele Europa tilsammen. Det kan sommetider virke, som befandt man sig i USA. Særlig grotesk er TvDanmark, der så godt som udelukkende sender amerikanske programmer fra tidlig morgen til ud på natten. Selv TV 2, der er en halvoffentlig tv-station, sender jævnligt det amerikanske nyhedsprogram '60 Minutes' ubeskåret, inklusive lokale USA-nyheder. Og hvad de populærmusikalske udsendelser i DR angår, så lyder de efterhånden i retning af den kommercielle station Voice; jeg tvivler stærkt på, at DR ved ansættelser inden for denne afdeling overhovedet overvejer andre sproglige og kulturelle kompetencer end amerikansk/engelsk. Det tyder speakernes udtale ikke på. Påvirkningen fra USA er både dyb og bred. Det er der i sig selv intet mærkeligt i, for den amerikanske kultur er både vital, dynamisk og mangesidig. Man behøver ikke at være begejstret for den amerikanske præsident eller for den amerikanske Kongres for at beundre den kulturelle kreativitet, perfektionisme og alsidighed. USA har noget for enhver smag - fra det yderste højre til det yderste venstre. Det er måske umiddelbart til at få øje på, hvad det yderste højre angår, men hvad ville f.eks. hele ungdomskulturen og studenteroprøret være uden inspirationen fra USA? Det var dér, det hele begyndte. USA banker også i venstreorienterede brystkasser. Alligevel giver USA's rolle i verden anledning til bekymring og kritik - ikke kun fra venstreorienterede, men også langt ind i borgerlige rækker, selv om det ikke endnu registreres af de borgerlige politikere. Især efter Murens fald er der sket noget foruroligende ved denne rolle. Det plejer at være god borgerlig ideologi, at monopoldannelser er af det onde. Derfor har vi blandt andet tillid til Montesquieus tredelingslære, og derfor er bl.a. USA's konstitution bygget op på et princip om check and balances. Men når det drejer sig om verdensordenen, så synes vore hjemlige borgerlige politikere åbenbart, at det er helt i orden, at der kun er én supermagt, og tilmed at det er ganske naturligt, at vi retter ind efter dens vilje. Uden USA går det ikke, hedder det igen og igen. Det er meget usundt for verdensordenen, at der ikke er symmetri mellem ret og pligt - at nogen har rettigheder uden samtidig at binde sig til pligter. Men det er, hvad USA konsekvent forfølger - på retsområdet med den internationale krigsforbryderdomstol (og Haag), på miljøområdet (med Kyoto), på det militære område (selvudnævnt sherif for hele verden). På utallige områder kræver USA særrettigheder og modarbejder internationale aftaler, som kan binde og forpligte USA til at følge det samme sæt spilleregler som resten af verden. USA's behov for et raketskjold har samme mening. USA vil være usårlig, så landet ikke behøver at frygte nogen, men selv formår at påtrykke andre sin vilje gennem økonomisk og militær overlegenhed. Og hvis Danmark giver USA lov til at bruge Thule i den forbindelse, ja, så deltager vi også i fastholdelsen af denne ulige verdensorden. Vi skal have tillid til USA, USA er den frie verdens leder. USA har befriet os fra fascismen, nazismen og kommunismen. USA er demokratiets vigtigste forsvarer. Alt dette hører vi igen og igen som argument for, at vi skal stå sammen med USA, det vil sige følge USA. Men for det første handler USA ikke af uselviske grunde. Hver gang de involverer sig, er det, fordi de kan se, at det er til deres egen fordel - ikke af idealistiske, principielle grunde. Dels lægger USA faktisk ryg til opretholdelse af regimer rundt om på jorden, sommetider temmelig direkte, der ikke lever op til vores forestillinger om demokratiske retsstater, mildest talt. Dels handler USA direkte imod international lov, når det passer dem (ignorerer FN's henstillinger, lader hånt om internationale domstole, udfører angreb på og embargoer af andre lande i strid med folkeretten, fører uerklærede krige, fratager krigsfanger deres konventionssikrede rettigheder m.m.). For det andet er der jo i sig selv noget usundt i denne asymmetri. Magt korrumperer, og monopol på magt gør det naturligvis ikke mindre. Det er fuldkommen i strid med demokratiets principper, og når borgerlige politikere ikke kan se det, er det, fordi de ikke vil se det. De ville aldrig kunne acceptere, at et bestemt politisk parti havde monopol på regeringsmagten i Danmark (Socialdemokratiet hånes gerne for at lide af den vrangforestilling) - hvorfor accepterer de så, at en bestemt nation har de facto-monopol på verdensmagten? For det tredje får denne monopolstilling en endnu mere absurd konsekvens, fordi amerikansk udenrigspolitik er stærkt afhængig af amerikansk indenrigspolitik og dermed det amerikanske valgsystem, der er ekstremt sårbart over for økonomisk og ideologisk lobbyvirksomhed. Hvordan skulle det ellers kunne gå til, at verdensordenen i øjeblikket holdes i tømme af økonomiske og ideologiske pressionsgrupper i USA, heriblandt kristne fundamentalister og Israel-lobbyen? De amerikanske politikere er afhængige af økonomisk støtte til deres valgkampe fra velhavende borgere, organisationer og firmaer; ellers er de chanceløse. Ville vi acceptere et sådant valgsystem, og ville vi kalde det demokratisk? Den amerikanske politik vækker modstand mange steder i verden, ofte til almindelige amerikaneres forbløffelse. For dem er USA indbegrebet af frihed og demokrati, og kritikere af USA må således nærmest per definition være tilhængere af diktatur og totalitarisme. Væbnet modstand mod amerikanske interesser stemples per automatik som 'terrorisme'. Men hvorfor er 'antiamerikanismen' verdensomspændende? Det er den, fordi de amerikanske interesser er verdensomspændende. Siden Anden Verdenskrig har USA bygget baser rundt om og tæt på Sovjetunionen - den såkaldte inddæmningspolitik. Og for mindre end et år siden hørte vi også om amerikanernes daglige spionflyvninger langs den kinesiske kyst. På vores egne længdegrader udsættes vi for en intensiv overvågning af aflytningssystemet Echelon. Ville nogen amerikansk præsident nogensinde have tilladt sovjetiske baser tæt på sit eget territorium? Nej, det så vi med Cubakrisen, hvor det typisk var Sovjet, der blev udstillet som den aggressive part, selv om Sovjet nu blot gjorde, hvad USA havde gjort et utal af gange før, og fortsat gør. Ville nogen amerikansk præsident have accepteret kinesiske spionfly op og ned langs den amerikanske kyst? Nej, og hvis kineserne havde forsøgt, var de omgående blev skudt ned og tilmed hængt ud som den aggressive part. Ville USA have accepteret, at en anden stormagt udviklede et aflytningssystem a la Echelon, som systematisk kunne tappe landets politiske, kommercielle og private teletransmissioner? Nej, og hvis det var tilfældet, ville de pågældende aflytningscentraler aldeles omgående blive bombet af amerikanske fly. Hvorfor er 'antiamerikanismen' verdensomspændende? Det er den, fordi de amerikanske interesser - økonomiske såvel som politiske, militære og ideologiske - er verdensomspændende og griber ind i det liv, der leves langt fra USA's eget territorium. Én ting er at blive inspireret og påvirket af USA, noget andet er at blive påtrykt en kultur og en politik, man ikke har bedt om. Og ganske urimeligt er det da, at USA ikke selv vil underlægge sig de principper for internationalt samarbejde og retshåndhævelse, som landet mener sig i sin gode ret til at påtvinge andre. At de borgerlige politikere herhjemme endnu lammefromt bøjer sig for denne uorden, der er i strid med det borgerlige demokrati og den borgerlige retsstats grundliggende principper, er én ting. Men at store dele af venstrefløjen også nøjes med at beklage sig og tage afstand, er egentlig for dårligt. Der findes et alternativ. Det hedder EU. Hvis vi virkelig vil opstille et politisk alternativ til USA - en modvægt til USA's utålelige og usunde dominans - så må vi arbejde for et stærkt og handlekraftigt EU. Det synspunkt er jeg ikke ene om, naturligvis. Mange på venstrefløjen deler det, men de fleste har hidtil ligget underdrejet. I Sydeuropa har der imidlertid i mange år på venstrefløjen været den forståelse af EU. Nyt er det måske, at også 'det andet Amerika' - den progressive og liberale del af Amerika - sukker efter, at Europa påtager sig et ansvar som modspiller til USA. 'Det andet Amerika' er nemlig også godt trætte af den selvretfærdige og intolerante amerikanske højrefløj. Ved at lægge armene over kors i EU-debatten og obstruere en udvikling af EU til en forbundsstat har den EU-afvisende del af venstrefløjen i praksis afskrevet sig enhver konstruktiv indflydelse. Hvad enten den vil det eller ej, så har den givet grønt lys for fortsat amerikansk verdensdominans - politisk, økonomisk, militært og kulturelt. Alternativet er ikke 'antiamerikanisme'. For det første er USA ikke identisk med Amerika, selv om amerikanske politikere i USA gerne vil tage patent på navnet Amerika; der findes faktisk en hel del andre 'amerikanske' stater både nord og syd for USA. For det andet er USA ikke identisk med Washington; der findes 'et andet Amerika' i USA, der ikke har pantsat deres politiske og kulturelle troværdighed hos økonomiske særinteresser og ideologiske fundamentalister på højre fløj. Det er vigtigt, at kontakten med denne del af USA bevares, bestyrkes og udvides. Noget fuldkommen identisk kan siges om vores forhold til Israel. Det er også vigtigt, at man ikke forfalder til 'lejrtænkning' - 'dem' mod 'os'. Når venstrefløjens kritik især retter sig mod USA og mod de hjemlige politikere, der sympatiserer med USA's politik, så er det ikke nødvendigvis udtryk for, at venstrefløjen støtter de regimer, som USA bekæmper. Man har vel lov til at feje for egen dør - den vestlige verdens egen dør - uden at sympatisere med naboens svineri. Det må være muligt at tage differentieret stilling og ikke blot sluge den pakkeløsning, som præsident Bush vil prakke os på med sit enten-eller-ultimatum: Enten tager man hele den amerikanske politik for gode varer med alt, hvad det indebærer (herunder støtte til Sharon), eller også er man på 'det forkerte hold'. Den skal vi ikke hoppe på, og det burde vores regering heller ikke. USA er i vore hjerter, fordi landet symboliserer personlig frihed, politisk demokrati, multikulturel originalitet, social mobilitet og økonomisk dynamik - alt det, vi nødigt ville være foruden. Men ikke alt, der kommer fra USA, er bærer af disse værdier. Det må ikke glemmes, at landet er grundlagt på terror - et gigantisk og systematisk folkemord på den oprindelige befolkning, indianerne, foruden de sortes slaveri. Det kunne nok fordre nogen mere udtalt ydmyghed hos de amerikanske politikere, når de skilter med deres 'stolthed' over at være amerikanske statsborgere. Fortiden kræver det. Men heller ikke nutiden er så gloriøs, som den fremherskende, amerikanske selvforståelse lader formode, i al fald ikke efter europæisk målestok. De fleste af os har betænkeligheder ved en 'personlig frihed', der først og fremmest består i frihed fra sociale forpligtelser, og ved 'politisk demokrati', der er i lommen på økonomiske og ideologiske særinteresser. Vi har også vores skepsis med hensyn til den 'multikulturelle originalitet', der først og fremmest lever på kommercialismens og underholdningsbranchens præmisser, og til den 'sociale mobilitet', som i al fald størsteparten af befolkningen er afskåret fra, ikke mindst de etniske minoriteter. Hvad den 'økonomiske dynamik' angår, så er den jo ikke mindst baseret på en hensynsløs udnyttelse af arbejdskraft og naturressourcer samt en global økonomisk imperialisme. Men stadig væk: Kernen i den amerikanske drøm deler vi alle. Gid det var så vel, at det også var tilfældet blandt de amerikanske politikere og deres danske eftersnakkere. Det er en drøm, som måske har bedre muligheder for at blive virkeliggjort i Europa. Det kan virke paradoksalt, men er det ikke. For den amerikanske drøm har sit udspring i Europa. Det er først og fremmest emigranter fra Europa - fra England, Frankrig, Tyskland og de nordiske lande - der førte drømmen om frihed, demokrati, kultur, lighed og velstand over Atlanten. Emigranterne flygtede fra intolerance, undertrykkelse og totalitære regimer, og deres efterkommere i nutidens USA identificerer sig ganske naturligt og umiddelbart med denne historiske arv - også selv om USA i mellemtiden har indtaget en rolle, der af mange andre lande opfattes som intolerant, undertrykkende og totalitær. Det er måske vores opgave at minde amerikanerne om, hvad disse værdier egentlig gik ud på, og at bidrage til en udvikling af dem inden for rammerne af en europæisk forbundsstat. Det kræver imidlertid også, at vores regering helhjertet bekender sig til det europæiske projekt i stedet for at optræde som USA's trojanske hest i EU.