Hver anden dansker lider af en kronisk sygdom. Men det kan vi lave om på, skriver den praktiserende læge Søren Ventegodt. Hvis patienten tager skæbnen i egen hånd - og sundhedstjenesten støtter. Gennem de sidste 100 år har vi oplevet en revolution i lægevidenskaben, og lægerne er blevet dygtige. Så dygtige, at mange mennesker nu mener, at lægerne kan løse deres helbredsproblemer, så de selv slipper for at gøre noget ved dem. At gå til lægen er i biomedicinens tidsalder blevet synonymt med at lægge sit helbred i en andens hænder. Lægen tager sine test, stiller diagnoser, ordinerer medicin og henviser måske til specialist eller sygehus, hvor folk i hvide kitler med stor autoritet gør ting ved én. Det eneste, patienten behøver gøre, er at møde op; resten tager systemet sig af. Denne ansvarsfralæggelse er læger og patienter lige gode om. Desuden fungerer mange alternative behandlere på samme måde: »Nu skal du bare se, de her nåle skal nok hjælpe dig, de her kosttilskud, de her homøopatiske præparater«. Og ofte oplever patienten en midlertidig bedring. Men der er stadig store uløste problemer med danskernes almene helbredstilstand. Omkring hver anden dansker har en kronisk sygdom, som hverken medicin, alternativ behandling eller en kombination heraf almindeligvis afhjælper - f.eks. ledegigt, astma eller migræne. 40 procent af alle børn har i dag allergi. Der kommer flere overvægtige, og mindst hver tiende dansker er alkoholiker eller pillemisbruger. Flere og flere får diagnoser som gigt, diabetes og depression. Der er mindst lige så mange 28-årige, 38-årige og 48-årige, der dør af brystkræft i dag, som for 40 år siden. 'De nye sygdomme' (DNS) har bidt sig fast: piskesmæld, kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi, smerter uden forklarlig årsag. Folkesundheden ser ud til at være på vej ned ad bakke, mens behandlingsintensiteten stiger og stiger. Sidste år steg forbruget af medicin hele 19 procent! Lad os overveje, om de to problemer hænger sammen: patienternes (ofte selvvalgte!) umyndiggørelse hos behandlerne og befolkningens skrantende helbred. Man kan forestille sig, at det personlige ansvar for eget helbred spiller en relativt større rolle i nutidens sygdomme. Gennem de sidste 100 år har en indsats mod dårlig hygiejne og sanitet, utilstrækkelig kost, farligt fysisk arbejdsmiljø osv. ført til kolossale forbedringer. Der er gjort indhug i de sygdomsårsager, der ligger uden for personen: infektioner, forgiftninger, farlige maskiner og så videre. Biomedicinsk forskning og behandling, f.eks. antibiotika, har da også givet os effektive midler mod sådanne trusler. Men de moderne civilisationssygdomme har lægevidenskaben ikke været nær så god til - kræft, hjerte-kar-sygdomme, demens, immunologiske forstyrrelser som allergier og autoimmune sygdomme, overvægt, smerter, angst og en lang række andre trivselsproblemer. Det skyldes måske, at de i langt højere grad afhænger af den indsats, mennesker selv gør for deres helbred, eller netop ikke gør. Måske kan vi i mange tilfælde slet ikke behandles raske af andre - sådan at kun hvis vi selv kommer på banen og tager ansvaret for vores liv, bliver vi raske igen? Kræver den moderne tids sygdomme ligefrem, at vi bliver årsager og herrer i vores eget liv? Her er en case fra min praksis (anonymiseret): En 40-årig mand kommer til mig med fire sygdomme: social fobi, fibromyalgi (konstante svære muskelsmerter), depression trods antidepressiv medicin samt en ukontrollabelt stigende overvægt på ca. 150 kg. Han fortæller, at der ikke er mere, han kan gøre ved tingene. Han er fortvivlet og synes ikke, han magter at leve mere. Jeg fortæller imødekommende, at jeg godt forstår, at det ikke er sjovt at leve med disse fire lidelser. De er hver især invaliderende og må tilsammen være et sandt kors. Imidlertid tænker jeg i mit stille sind, at de alle fire måske har samme årsag, og at han kan gøre noget ved det. Jeg siger til ham, at hans situation er alvorlig, og der skal ske noget radikalt. Spørgsmålene, vi kredser om denne dag, er: Har han givet slip på ansvaret for sit liv for lang tid siden? Kan det have medvirket til at gøre ham syg? Hvordan kan han tage mere ansvar og forbedre sit liv? Jeg fortæller ham, at jeg gerne vil tage ham i behandling, men kun hvis han oprigtigt ønsker at leve. Da jeg har taget afsked, tænker jeg: Ham ser jeg ikke mere. Men det gør jeg. Og fra at se sig selv som offer for umulige omstændigheder er han nu kommet godt i gang med at skabe sig et liv. Hans depression er i aftagende, den sociale fobi lidt mindre, smerterne mere overkommelige, og han har tabt de første kilo. Et vigtigt første skridt i behandlingen af mange nyere sygdomme er, at man som patient indser alvoren og finder sine egne handlingsmuligheder. Det er enkelt for lægen at behandle fibromyalgien med smertestillende medicin, depressionen med antidepressive midler, overvægten med fedtsugning og fobien med kognitiv terapi. Alligevel ser man tit, at det alligevel ikke rigtig hjælper. Efter en midlertidig bedring er patienten tilbage i den gamle situation, og nu mere nedslået og opgivende end før. Symptombehandling gør ikke noget ved ondets rod, der i denne case viste sig at være af eksistentiel karakter (i min fortolkning, i det mindste). Men når patienten erkender at have et ansvar, beslutter at gøre noget ved det, indgår en aftale om et behandlingsforløb og skaffer de penge, det koster, så har disse ting i sig selv sandsynligvis positive konsekvenser for helbredet. Der er ikke meget i den kemisk og fysisk orienterede traditionelle medicin, der tillægger ansvarstagen nogen særlig rolle. Men det er netop muligheden for en sådan medicin baseret på det personlige ansvar, der ligger bag den behandlingsklinik, Sundhedshuset, jeg har startet sammen med en række behandlere, bl.a. kraniosacralterapeuten Stanley Rosenberg, rosenpædagogerne Dorrit og Bjørn Olsen og psykoterapeuten Christian Valentin. Klinikken arbejder ud fra den forståelse, at vi fødes med en række behov og potentialer, der presser på for at blive tilfredsstillet og realiseret. Behov for at spise og røre sig, for at vokse og lære at gå og knytte bånd til andre. Potentialer for sprog, hændernes brug, tankevirksomhed, kunst og kultur og livsudfoldelse i mange retninger. Alle disse behov og muligheder kalder jeg livshensigter, det vil sige hensigter, vi har med livet, eller som livet har med os. De er fælles for alle, på et abstrakt niveau, men i det konkrete liv er de specifikke: Det er dansk, jeg lærer at tale, det er håndbold, jeg vil blive god til, jeg vil giftes med Anne Katrine og ingen anden. En del af vores livshensigter realiseres 'af sig selv'. Vi lærer at tage de første skridt, at tale og at forstå menneskers følelser, hvis bare vi har et minimum af stimulering. Andre livshensigter kræver en mere aktiv indgriben fra vores side: få et flaskejob i Netto, træne flittigt, turde bejle til Anne Katrine. Med andre ord: De biologisk betingede livshensigter skal nok udfolde sig. De mere kulturelle kræver, at man tager personligt ansvar og gør noget. De højere livshensigters realisering forudsætter evnen til at skelne godt fra dårligt, modet til at træffe beslutninger og viljen til at føre dem ud i livet. Det vil sige: ansvar for eget liv. Det er ikke alle vores livshensigter, der realiseres. Betingelserne er langtfra altid optimale. Tidligt i livet skuffes vi igen og igen. Vi får ikke den nærhed fra mor, vi havde behov for. Vi bliver ikke set og mødt, vi bliver ikke altid holdt og berørt, som vi har brug for, og vores behov for selvstændighed og eget rum bliver af og til krænket. Hvordan håndterer vi det som børn? Vi græder og skriger i forsøget på at få vores behov dækket, men vi er for små og kommer ikke altid igennem. Vi prøver fortvivlet at forstå, hvorfor vi ikke får, hvad vi har brug for. Vores konklusion bliver ofte, at vi ikke har fortjent at få vores behov dækket og få vores livshensigter realiseret. Vi er ikke gode nok, beslutter vi; vi er ikke værd at elske. Vi begynder at se os selv som mindreværdige, grimme og onde. Disse konklusioner eller beslutninger får et kropsligt udtryk. De er ikke bare erindringer i hjernen, de bliver også til erindringer i kroppen. Fra psykoanalysen og mange psyko- og kropsterapier ved vi, at symptomer i kroppen kan være udtryk for tidligere psykiske traumer. Disse psykiske problemer har tit med frustrerede livshensigter at gøre, det vil sige ting, vi ønskede at få eller opnå eller gøre med vores liv, men som ikke lykkedes. Når en livshensigt ikke får lov til at blive realiseret, reagerer vi med vrede, skuffelse, sorg og andre stærke følelser. Leves disse ikke ordentligt ud på stedet, kan de aflejres i kroppen som blokeringer. De kan findes af en dygtig terapeut som områder i kroppen, hvor patienten ikke er rigtig til stede. Ofte er der problemer med disse områder, og de giver sig måske til kende via smerter. Hvilke fysiske og kemiske mekanismer der ligger bag sådanne blokeringer, er et stort forskningsspørgsmål. Selv beskriver jeg det som manglende biologisk information. Der er en informationslakune i det pågældende område, så celler og væv ikke længere véd, hvad de skal gøre, dér hvor de er. Mange af dem går derfor deres egne veje. De vokser vildt (kræft) eller sætter sig, hvor de ikke skal være (f.eks. fedtceller på indersiden af blodårer). Immunsystemets celler kan begynde at angribe ledkapsler (leddegigt) eller immunproducerende betaceller i bugspytkirtlen (tidlig sukkersyge), eller de kan blot angribe ydre ting alt for kraftigt (allergi). Efter denne opfattelse er informationsoverførslen i top i den sunde organisme, fordi et godt liv med fint realiserede livshensigter vil også være et liv præget af god orden, socialt, psykisk og biologisk. Den syge krop præges modsat af beskadigede informationskanaler, dårlig indre koordinering og ordenssammenbrud. Behandling af sygdomme består da i at genoprette kroppens orden og dens evne til at tilføre cellerne optimal information. Det kræver, at blokeringerne i kroppen opblødes. Det kan de blive, ved at patienten finder og ser på de konklusioner og beslutninger, der førte til, at blokeringerne aflejredes oprindeligt. Typisk arbejder jeg med patientens krop, følelser og tanker på samme tid. Kunsten er at komme tilbage i en gammel, smertefuld følelse, som patienten har udtrykt verbalt, f.eks. »Jeg er værdiløs«, »Jeg gider ikke mere«, eller »Verden er ond«. Ofte sidder følelserne dog som spændinger i kroppen, der først frigøres ved berøring. Når man som behandler rører ved kroppen, dér hvor den er blokeret, og hvis man kan opdage og rumme personens følelser og sørge for at tale med vedkommende undervejs, så støtter man personen i at vende tilbage til dengang, problemet opstod. Det bliver da lettere for vedkommende at se problemet i øjnene og måske acceptere det, så det ikke fylder så meget som dengang, ja, måske blive helt af med det. Lad mig give et par eksempler, igen fra min praksis: En ung kunstner med tinnitus kan ikke hjælpes, før hun erkender, at hendes livsprojekt er forfejlet og i modstrid med hende selv. Da hun omdefinerer, hvad hun vil med sin kunst, forsvinder tinnitussen og sammen med den en række mindre lidelser som migræne, hyppige anfald af herpes med mere. En 40-årig kvinde med astma bedres radikalt, efter at hun i terapien genoplever, hvordan hun under sin besværlige fødsel, der tog 48 timer, konkluderer, at hun ikke fortjener at leve, når hun giver sin mor så mange problemer. En sklerosepatient, der kommer til mig med tiltagende høreproblemer, er bange for at miste hørelsen. Jeg oplever, at der er noget kedeligt og livløst over hende. Vi finder sammen ud af, at hun for mange år siden tog en ubevidst beslutning om, at hun ikke ville leve mere. Gennem samtale erkender hun, at det var en dårlig beslutning, og hendes hørelse vender langsomt tilbage. Samtidig får hun en mere levende udstråling. De tre historier handler om patienter, der engang har taget beslutninger, der benægter det, de dybest set gerne vil. Når de omgør disse beslutninger, blomstrer de op, og deres helbred retter sig. Dette at opdage, hvad man egentlig vil og arbejde for at få det, er indbegrebet af at tage ansvar for sit liv. Biologisk må vi forstå det sådan, at med den ændrede indsigt styrkes den indre orden og harmoni i livets dyb. Når de psykiske blokeringer viger, aftager også forstyrrelserne i den biologiske information og kroppens orden. De mange celler gør igen, hvad de skal, og helbredsproblemerne viger. I den holistiske medicin er det patientens aktive indsigt og den nye adfærd, som et øget personligt ansvar fører med sig, der gør forskellen. Dette står i kontrast til en del behandlingstyper i både den etablerede og den alternative medicin, der ikke giver patienten, indsigt i sit eget liv, endsige stimulerer til personlig ansvarstagen. Det er langtfra alle sygdomme, der forårsages af vores skuffede livshensigter og deraf følgende negative konklusioner. Der er mange ting, der påføres os udefra - asbest, tobaksrøg, påkørsler - og der er sygdomme og lidelser, der skyldes en genetisk brist, f.eks. muskelsvind. Det er endnu uklart, i hvilken udstrækning kræft, hjerte-kar-sygdomme, demens m.m. har en psykosocial komponent, men en række forsøg tyder på et væsentligt bidrag herfra. Spontante bedringer af kræft kan måske fremkaldes ved radikal forbedring af livskvaliteten, ligesom vi af og til ser svært hjertesyge mennesker blive helt raske igen, når de radikalt lægger livet om. Fremtidens forskning må afklare dette. Hvordan kan vi indrette en sundhedstjeneste, der tilgodeser denne sygdomsforståelse? Sundhedscentre med et bredt team af læger og alternative behandlere, der i konsultationen fokuserer på ansvarets rolle, vil nok kunne udrette en del. Enhver behandler kan stille spørgsmålet: »Hvad kan du selv gøre for at få det bedre?«, for alle kan gøre noget selv, stort eller småt. Hvis behandlingsteamet yder omsorg, opmærksomhed og respekt, styrkes patientens evne og vilje til at se sig selv som kilde til løsningen af egne problemer. Sundhedscentrene kan tage sig af alle de klagende patienter, som hospitalslægerne ikke synes fejler noget rigtigt, og alle de besværlige 'tidsler', der vil selv og bare giver systemet hovedpine. Lad hospitalerne gøre det, de er bedst til - de komplicerede og fremskredne sygdomme, de kirurgiske problemer som brækkede hofter, de ofte livreddende, akutte funktioner. Men lad os ikke svigte de mange patienter, der først og fremmest lider af 'ondt i livet' og de hertil hørende helbredsproblemer - og som først bliver rigtig raske, når de tager ansvar for deres eget liv.