0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Til Dem, hr. præsident ...

»Noget helt andet og mere skal gøres for at løse konflikten i Mellemøsten, og De, hr. Præsident, er dén, der kunne gøre det«.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Åbent brev til USA's præsident, George W. Bush, fra Danmarks fhv. udenrigsminister: »Noget helt andet og mere skal gøres for at løse konflikten i Mellemøsten, og De, hr. Præsident, er dén, der kunne gøre det«.

Kære præsident Bush Jeg skriver disse linjer, fordi jeg ved, at vældig mange mennesker i Danmark, i Europa og i hele verden er enige med mig i, at noget helt andet og mere skal gøres for at løse den frygtelige konflikt i Mellemøsten. Og De, hr. præsident, er dén, der kunne gøre det.

Det jødiske folks frygtelige lidelser i det 20. århundrede står skarpt i vores fælles erindring. Vi skal gøre alt klogt for at forhindre, at forbrydelserne og tragedien gentager sig. Vi har alle mange gode venner af jødisk tro. Vi har den allerstørste respekt for den jødiske historie og kultur.

Derfor forstår vi også helt ind til benet angsten, vreden og sorgen, hver gang en selvmordsbomber slår til og tager sagesløse israelske civile med sig i døden.

Problemet er, at vi har langt ringere forudsætning for at forstå det palæstinensiske folks lidelser. Vi kender ikke deres historie og deres kultur så godt.

Det var den britiske regering, der lovede jøderne et nationalt hjem i Palæstina under Første Verdenskrig. Det var den britiske kolonimagt, der - om end tøvende - åbnede for større jødisk immigration til Palæstina. Det var et FN, som i 1947 var totalt domineret af de vestlige stormagter, der besluttede, at Palæstina skulle deles i en jødisk og en arabisk stat og Jerusalem være under fælles herredømme.
Det er historisk helt forståeligt, at disse beslutninger blev taget.

Men det er også nødvendigt at forstå, hvad de arabiske palæstinensere oplevede.

De havde jo ikke udløst et holocaust mod jøderne. Det skete i Europa. De havde, som det store flertal af indbyggerne i Palæstina, så langt menneskers erindring rakte bagud, levet side om side med et jødisk mindretal. Nu kom de til at opleve, at en stadig større del af deres land blev overtaget af jødiske indvandrere, der vitterligt bragte ny udvikling til et tilbagestående land. Men også mødte op med den opfattelse, at landet dybest set af historiske og religiøse grunde tilhørte dem.

Det er en myte i Israels historieskrivning, at folket uden land kom til landet uden folk.

Sandheden er, at der var et folk. Da Israel militært vandt sin uafhængighedskrig i 1948-49 og satte sine grænser betydeligt længere ude, end FN havde foreslået i sin delingsplan, var der mange hundrede tusinde arabiske palæstinensere, der flygtede i panik eller blev fordrevet fra deres hjem. Historien har afdækket brutal etnisk udrensning - bl.a. massakren i Deir Yassin.

Palæstinenserne blev under den israelske uafhængighedskrig drevet sammen i flygtningelejren Gaza, som Egypten frem til 1967 herskede over, og på Vestbredden, hvor Jordans konge tog magten i 1948. Mange blev flygtninge på den anden side af Jordanfloden, i Libanon og i Syrien. FN fik i de følgende 54 år en enorm opgave med at sørge for de palæstinensiske flygtninge, som aldrig var velsete i værtsnationerne.

I vore dage lever millioner af mennesker i disse lejre i og uden for Palæstina. Og en stor del af den palæstinensiske nation lever som gæstearbejdere længere væk - især i den arabiske verden. De er på én gang eftertragtet arbejdskraft og nogen, magthaverne ser skævt til. For det er FN's store fortjeneste, at de er veluddannede. Men det er mennesker, der højst forståeligt er rodløse og vrede over deres folks skæbne.

Siden Syvdageskrigen i 1967 har Israel holdt Vestbredden og Gaza besat.

Nye generationer af unge palæstinensere er vokset op under en ydmygelse, håbløshed og besættelse, der har varet i 35 år. Efter 20 år - med besættelse og terror fra palæstinensiske grupper, der bare bragte dem længere og længere væk fra en løsning - gjorde de oprør. Det var vrede unge, der kastede med sten og blev skudt på. De følte sig med rette svigtet af et verdenssamfund, der allerede i 1967 i FN havde krævet israelsk tilbagetrækning fra besatte områder. De følte sig svigtet af deres arabiske fæller.

Så var der omsider ansvarlige israelere, der forstod, at der måtte sluttes en fred, der også gav palæstinenserne selvbestemmelse og ret til et værdigt liv. Der blev lavet en aftale i Oslo. En overgang fik de et håb for fremtiden og et lokalt selvstyre, der endeligt anerkendte staten Israel. Men de blev snydt igen. Den eneste israelske statsmand - statsminister Rabin - der havde både viljen og styrken til at slutte freden, blev myrdet af en af sine egne ekstremister. De, der afviste freden og insisterede på jødernes ret til at kolonisere hele Palæstina, fik dag for dag erobret mere jord og gjort freden mere vanskelig. Den nye Likud-regering svigtede alle aftaler.

I sommeren 2000 forsøgte præsident Clinton at lave et gennembrud med statsminister Barak og præsident Arafat. De israelske indrømmelser var tøvende, og præsident Arafat fik endnu en gang ikke dén opbakning fra den arabiske verden, han havde brug for. Der startede et nyt folkeligt oprør blandt de unge palæstinensere. De blev skudt og dræbt i hobetal.

Barak kastede håndklædet, og selv om nogle af hans bedste folk blev ved med at forhandle i Taba til februar 2001, var freden tabt, fordi Israels vælgere valgte Sharon til statsminister.

Resten af tragedien kender vi alt for godt. Hr. præsident. Jeg ved, at De føler Dem i stor overensstemmelse med Sharon, og at De presses fra en uhyre stærk Sharon-lobby hjemme i USA. Jeg ved, at Deres venner på den konservativt-religiøse fløj i USA støtter Israel betingelsesløst.

Jeg ved, at De selv anskuer konflikten i dét perspektiv, som har domineret al amerikansk politik siden 11. september sidste år.

Derfor har De nu, hr. præsident, været ude at kræve præsident Arafat skiftet ud, for at De kan støtte en oprettelse af en levedygtig palæstinensisk stat. Jeg er sikker på, at det er en forkert beslutning, hr. præsident.

Jeg siger ikke dette, fordi jeg er enig med Arafat. Jeg synes, at han er en tvetydig skikkelse, og jeg vil ikke afvise, at palæstinenserne ville stå stærkere i verdensopinionen med en anden leder. Jeg havde selv som udenrigsminister i Danmark lejlighed til at møde ham i forsommeren 2001 i København og understrege massivt, at han bør gøre alt, hvad der står i hans magt, for at stoppe selvmordsterroren.

Jeg ringede til ham fem dage efter 11. september og appellerede indtrængende til, at han satte al sin autoritet ind på at standse terroren og føre en ikkevoldelig kamp for sin retfærdige sag om en levedygtig Palæstina-stat.

Men jeg tror, hr. præsident, at man skal forstå den monumentale fortvivlelse hos palæstinenserne - over Israels løftebrud og overgreb og over verdenssamfundets svigt - for overhovedet at fatte drivkraften i de vanvittige terrorhandlinger og forstå, at Arafat uanset sine hensigter ingen chance har for at få kontrol over udviklingen, uden at vi hjælper ham.

Jeg har prøvet at tænke over, hvad der ville være sket med danskerne, hvis de havde oplevet palæstinensernes lidelseshistorie.

Det ville jo svare til, at der kom et andet folk, der kun med få repræsentanter havde levet blandt os de sidste 1.000 år, og sagde, at dette land var deres. At vi var blevet drevet sammen på Sjælland og i flygtningelejre i Sverige og Norge. At vi her på Sjælland lige nu levede med det andet folks besættelse og stadige militære angreb mod vore byer. At vi en stor del af tiden levede isoleret i vore huse, uden at kunne bevæge os, og meget ofte ikke kunne få mad og lægehjælp.

Halvdelen af os uden nogen form for beskæftigelse og ingen med et rigtigt håb om en bedre fremtid. At vi så, at stadig flere byer og landsbyer også her på Sjælland under militær beskyttelse blev overtaget af repræsentanter fra det andet folk. At de som reaktion på vores vilde reaktioner fældede vore frugttræer, jævnede vore usle hytter med jorden - rykkede mere og mere frem. Og vi kunne høre, at der i deres parlament derovre i Jylland var flere og flere, der talte for, at resten af os skulle etnisk udrenses og sendes til Sverige og Norge.

Selv blandt danskerne ville der i en sådan ekstrem situation ikke være mange, der troede på freden. Selv en leder, der indså realiteterne og ville et kompromis, ville have meget svært ved at få kontrol over desperate unge, der havde mistet ethvert håb og ville smide bomber hvor som helst!

Hr. præsident, jeg tror, at De bliver nødt til at forstå, at vi må acceptere og forhandle med dén leder, Palæstinas folk faktisk har valgt, uanset alle kritiske holdninger, De måtte have. Jeg synes i øvrigt, det er mærkeligt, at De kan samarbejde godt med diktaturer og despotier i Pakistan og Saudi-Arabien, men afviser specielt Arafat som håbløs og korrupt. Jeg synes også, det er mærkeligt, at USA ikke for længst har krævet af de saudiske allierede, at de støtter en fredsløsning og holder op med at finansiere de mere yderligtgående kræfter i Hamas.

Heldigvis er Saudi-Arabien nu omsider selv kommet med et fredsudspil, som De helhjertet burde støtte! Vi bliver nødt til at forstå, at ingen Palæstina-leder har en chance for at stoppe vold og terror, hvis ikke vi i den rige og vestlige verden med USA i spidsen endelig sætter magt bag kravet om, at Sharon og Israel accepterer verdenssamfundets krav om en fredsløsning.

Lige nu har De for USA valgt en kurs, der aldrig vil give fred. Det er også den altdominerende mening i Europa, selv om mange europæere med den danske statsminister i spidsen ved, hvor magtfuld De er, og hvor lidt De holder af at blive modsagt.

Derfor modsiger han Dem ikke.

Men der bliver kun fred, hvis De udstyrer Deres kloge udenrigsminister Colin Powell, med en meget stor stok til at banke Sharon på plads med:

Sharon skal - helt modsat alt, hvad han mener, og alt, hvad han står for - standse koloniseringen af Vestbredden og Gaza. Ikke flere bosættere, ikke nye bosættelser, men erklæret vilje til at rykke tilbage til linjen fra 1967 - med mageskifte af land omkring Jerusalem og andre steder. Han skal acceptere, at der skal oprettes en levedygtig Palæstina-stat, som har Jerusalem som fælles hovedstad med Israel. Han skal acceptere, at flygtningene fra det gamle Israel nok ikke kan komme tilbage, men skal have en økonomisk kompensation.