Sophie Ørsteds korte og stille liv er en fascinerende gåde. I anledning af 200-året for hendes ægteskab med A.S. Ørsted genlæser kronikøren, der er forhenværende lektor, Sophie Ørsteds breve. Berømt uden at have frembragt værker eller udført bedrifter, blot for at have været, hvad hun var, det er, hvad sam- og eftertiden har gjort Sophie Ørsted - digteren Adam Oehlenschlägers smukke, begavede og tungsindige søster, hans lærde ungdomsven A.S. Ørsteds tidligt afdøde, barnløse, ja trods ægteskabet jomfruelige hustru. Hendes tilværelse var gådefuld, har man ment: Broderen har i en af sine digtede skikkelser søgt »at raade hendes Løndom«, siger forskeren Vilh. Andersen, og lyrikeren Jens Baggesen, hendes kavalér, eller cicisbeo - egentlig den sidste i rækken - greb til folkevisen om Agnete og havmanden for at tolke hendes væsen. Hvad senere slægter har gjort for hendes minde, er mere prosaisk, og nu sidst er hun blevet folkeeje gennem Bodil Wambergs brugsforeningsuddelte 'Sophies hjerte', en bog, som trods sin poetiske titel tager håndfast på problemet og bringer hende på plads som »et offer for sin tids normer«: Kvinder fik ingen uddannelse, og alt seksuelt skulle forties. Men en særegen skæbne lader sig jo aldrig forklare gennem henvisning til tidens almindelige vilkår, for så vidt har den kvindelige forfatter ingenting fået ud af at fortælle en livshistorie, som mænd før hende også har fortalt. Er der i Sophies »skyggefulde Skjønhed« - se bogens ewaldske motto - en dunkelhed, der kræver oplysning, ja, så er det ikke i 'Sophies hjerte' at lyset bryder frem. Den, der søger større klarhed, må gå vejen tilbage til den lille kreds dokumenter som, så endevendt den er blevet, udgør eneste kilde til forståelse af hendes stille liv og mørkladne personlighed. Størst vægt må lægges på de få breve, som Sophie skrev til sine nærmeste. Det falder naturligt at gruppere dem efter adressater. Tre er rettet til Jens Baggesen, sendt umiddelbart efter hans tilbagerejse til hustru og søn i Paris, i forlængelse af seks til otte måneder som ægteparret Ørsteds mere eller mindre selvindbudne gæst. De er mærkelig tynde i tonen, som var de forfattet af en skribent, der er rykket væk fra sit egentlige grundlag - eller ikke udtrykker, hvad der ligger hende på sinde, men bruger en svag oversættelse, hengivenhedens sprog for elskovens, isprængt klare uoprigtigheder (»Nu er Du i Marly hos din Fanny og Paul. Gud inderlig velsigne Eder alle!«). Men den korte afstand mellem brevene kan ingen tage fejl af, tilmed er de delvis skrevet uden andres vidende, og i slutningen af hvert sker der en brat stigning: »Gud velsigne Dig, Baggesen! og glem aldrig mig!« (11.8.1807). »Kjæreste, bedste Baggesen! nu ...er det et Aar siden, vi første Gang mødte hinanden her i Livet. Gode Gud! hvor hurtigt og langsomt, hvor glædeligt og kummerfuldt er ikke dette Aar svundet« (15.8.07). »Mit hjerte er så fuldt og så tungt. O hvor jeg gjerne lettede det ved at meddele mig til Dig eller i en Strøm af Taarer; men ingen af Delene er mig forundt. Lev vel, kjære Baggesen! Glem aldrig mig; Jeg glemmer aldrig Dig ...«(12.9.07). Men i hvilket omfang hendes breve er blevet besvaret, vides ikke. Her kommer heltindens fortrolige ind i billedet. Til en veninde, som drog af lande få måneder efter Baggesen, skriver Sophie først to, så tre år senere: »Fra B hører jeg aldrig noget, Gud lade det gaae ham vel; jeg ønsker ikke, at han kommer hertil meere. Dersom jeg samles med dig ... så vil jeg ikke vide, hvor jeg skal begynde med at meddele dig, hvad jeg har følt og lidt« (11.2.09). »Fra Baggesen har jeg, siden kort førend du reiste til Norge, ei hørt et Ord. Det er uforstaaeligt, og jeg er nødt til at troe, at han (har) megen Evne og Øvelse i at glemme ... det er et elendigt svagt Menneske, som har bragt mig megen Kummer, og som jeg hellere aldrig ville have kiendt« (3.2.10). Så længe »den elendigt svage« fik breve fra Sophie, fik hendes bror ingen. Han måtte nøjes med en hilsen gennem sin litterære antipode. Hvordan den end har bekommet ham, var baggrunden hendes ubeskrivelige Glæde over at nu var Agnetes havmand og Sophies broder enige - som hun troede - og hendes hilsen lod sig formidle, fordi også Oehlenschläger på denne tid var i Paris - et ophold under hans langvarige dannelsesrejse. Heller ikke i den tunge tid, der fulgte, hvor hun sad brevløs tilbage, formåede hun trods kraftige rykkere at skrive til sin bror. Men så med ét, efter to års forløb, en sommeraften i barndomshjemmet på Frederiksberg, brister alle diger, og ud strømmer ord af en dybere klang, end Baggesen nogen tid fik at høre: » ... i denne Aften hvor jeg, gjennemtrængt af den Almægtiges Godhed, föler mig Dig i min Lykke saa nær, bryder jeg min lange Taushed. Adam! Du har i Aften tænkt paa os, Din Aand har været om os, og jeg har fölt Din Kjerlighed til os. Du er ei vred paa Din Sophie; jeg fortjener det heller ikke, Adam! ... der er noget saa usigeligt Höjtideligt, Religiöst i min Stemning i Aften - jeg troer, mit Hjerte vilde briste, dersom jeg ei meddeelte mig Dig. Du vil ei heller miskiende det Heftige i min Yttring; tænk paa, at det er en længe tilbageholdt Ström, som nu flyder med al mit Livs Kraft. Mit Hjerte hænger ei ved Meget i denne Verden, men det, jeg elsker, o det elsker jeg som den Evige; thi det er mig et Billede paa ham, et Gjenskin af ham, det er ham selv. Jeg vil sende dig disse Linier; de ere skrevne i et Øieblik, da jeg fölte mig værdig til at sige, at jeg elsker Dig af mit inderste Hjerte. Du vil i dem gjenkjende din Sophie, du vil föle, at hun endnu er den samme, som da vi hvilede ved hinandens Bryst, og at hun er i Stand til at erkjende og elske en saadan Broder som du er« (31.6.09). Man kan med dette brev for sig spørge, om der overhovedet var plads til en anden mand i Sophies liv end Adam, om ikke det juridiske unikum A.S. Ørsteds hustru var forudbestemt til at få en ægtefælle, der var et blot og bart vedhæng til broderen. »Hun har været en af de kvinder, der går med et tomrum i sjælen, som enhver ny tilbeder tror sig kaldet til at udfylde, men blot for at opdage, at det heller ikke var ham«, er det blevet sagt om hende. Men var det i virkeligheden, fordi tomrummet var udfyldt? Men hvordan fik så Baggesen den magt over den skønne, som han en tid lang havde? Nu er der for det første at sige, at han ikke beholdt den. Da de efter fire år gensås - mod hendes ønske, som man forstår - var han for hende som luft: »elle paraissait peu me reconnaître«, noterer han ikke uden rystelse, (det virkede, som om hun dårligt kunne kende mig igen). Som forklaring på omslaget har man ofte - nu sidst Wamberg - henvist til en digtkreds, som berørte hendes person, og som Baggesen i mellemtiden havde offentliggjort. Men at indiskretion skulle være årsagen, stemmer dårligt med hendes ovenfor udtalte forundring over, at han slet ikke lod høre fra sig. Snarere har det ligget i deres forholds art, at det indebar sin egen opløsning. For det andet kan man huske, at da Baggesen kom til Sophie, kom han så at sige ikke alene. Han var ikke bare sig selv - hvad det end i hans tilfælde ville sige - men kom svøbt i hendes brors kappe: frisk fra det store udland, hvor skjaldenes Adam allerede længe havde færdedes, og fuld af lovord over den unge kaldsfælles frodigt fremvældende værker, der fordunklede hans egne. Storsindet slog han i et åbent rimbrev til lykkens yndling streg over tidligere tiders skærmydsler - »de blinde Puf vi gav hinanden« - og lod sig af hans søster omvende til dyrkelse af de tos fælles idol, den store Goethe. Hvor kunne Sophie tro andet om sin gæst end at »han holder inderlig af Dig«, som hun skrev til broderen inden sin lange tavshed, og gæsten troede det vel også selv, for var Baggesen en forfører, var han det kun ved at forføre sig selv i samme grad som sit offer. Da de to digtere nåede til enighed langt nede i Paris, kan det ikke blot for hende, men også for ham have været deres indbyrdes forbindelses højdepunkt. Men hvorfor blev hun glemt? Én forklaring kunne være, at i virkeligheden gik Baggesen efter broderen, og da målet syntes nået, kunne søsteren få sin afsked. Rimbrevet, som blev skrevet i hendes stue, støtter forklaringen, for det er et frierbrev, en invitation til litterær symbiose: To ulige, hinanden kompletterende begavelser skulle virke sammen, hvorved uanede muligheder ville åbne sig. Men det skete ikke, og i sine 'Erindringer' mener Oehlenschläger, at han blev smigret af Baggesen for sin søsters skyld og ikke omvendt. En anden forklaring kunne være, at hun aldeles ikke blev glemt, men af hensyn til sin Fanny og Paul, altså for at redde sit ægteskab, måtte Baggesen afstå fra enhver forbindelse med Sophie, selv om den næppe nogensinde har været fuldbyrdet. Men dårlig til at finde på udveje, når der var noget, han ville, det var Baggesen nu ikke. En sidste forklaring, som så må stå tilbage som den rigtige, er, at glemsel simpelthen hørte med til Baggesens elskovsfulde liv, lå indfældet i hans kvindedyrkelse som et uudryddeligt element. Det er også, hvad Wamberg på sin egen grove måde når frem til, stærkt støttet af Vilh. Andersen og Aage Henriksen, men med en forargelse på sit køns vegne, der næppe fremmer forståelsen: Som helt ung skrev Baggesen et digt til en kvinde, som besad alle mulige fuldkommenheder undtagen denne ene: at være til. Han kaldte hende Idealia, hvorved han fik anbragt sig selv i tilbederens rolle, og det lader sig hævde, at i alle forelskelser, der senere ramte ham, mødte han hver gang en virkeliggørelse af sit ideal. Kun så længe, og kun for så vidt som hans udkårne var en inkarnation, som Wamberg siger, kunne han elske hende - som selvgyldigt menneske var hun ham uvedkommende både før, under og efter. Lyskilder fandt han ikke, kun reflekser af, hvad der strålede i ham selv. Denne sammenhæng blev Baggesen sig i stigende grad bevidst, til sidst kunne han i sin digtning træde frem som en elsker uden elskerinde, blot forholdende sig til sin drifts genbillede - men spørgsmålet er, om den ikke i al sin forargelighed indgår som et gæringsstof i al forelskelse, om ikke genkendelsen, ud fra et medbragt indre billede, dybt præger al kønslig tiltrækning, der gælder mere end et umiddelbart udskifteligt objekt. Men hvad med den glemte kvinde, spejlet, der ikke længere kastede tryllende solglans tilbage? Hun gik ind under afkaldets tegn og kom dermed tilbage til sine tidligste forudsætninger, for det var i et værk af broderen - hans 'Aksel og Valborg' - at Sophie Ørsted nu fandt sit »højeste Ideal«: heltindens »uendelige Kjerlighed og kraftige Resignation har gjenvakt, hvad der dybt laae i min Sjeel, og det har styrket mit Mod at see det saa klart frem-stillet, saa herlig dybt og sandt følt«. Ni år lod der sig leve på dette grundlag, så strakte modet, kraften og kærligheden ikke længere til.