Danmark har mange unge originalt skabende kunstnere i disse år, men et internationalt gennemslag kræver professionel satsning på den enestående høje kvalitet snarere end på bredden. Derfor er forlæggeren og kunstkenderen bekymret over den uvisse fremtid for Center for Dansk Billedkunsts arbejde. Det sker i ryk, ikke i bølger - for så mange virkelig gode kunstnere har vort lille land ikke. Og hvis han eller hun ikke er virkelig god og original, har en kunstner ingen chancer uden for sit lands grænser. Billedkunsten har som musikken et sprog, der principielt skulle kunne opfattes overalt på globen, men som ved musikken er salgskanalerne helt afgørende for spredningen. For at dansk kunst kan blive set og solgt internationalt, fordres en kombination af tårnhøj kvalitet og en praktisk gris - i reglen en kunsthandler. I dansk kunsthistorie er Jorn og Kirkeby de største eksempler på brugen af denne kombination. Det er påfaldende at lægge mærke til, at værker af to lige så betydelige kunstnere som Willumsen og Hammershøi aldrig i noget omfang har cirkuleret internationalt. I datidens kunstverden var der så få praktiske grise a la Ambroise Vollard (Cezannes og Matisses kunsthandler), at disse to genier i deres levetid aldrig kom ind i handelssystemet uden for deres hjemland. Jorn og Kirkeby derimod er uafbrudt med på mange udstillinger, auktioner og kunstmesser i hele den vestlige verden. Kunsthandlernavnene bag deres udbredelse var, henholdsvis er, van de Loo i München (o.a.) og Michael Werner i Köln. I dag søger nye generationer af danske kunstnere veje ind i og rundt i udlandets gigantiske kunstmarked. Der er temmelig mange af dem, mindst tre-fire håndfulde på højt niveau, og altså langt flere end de var både i Cobragenerationen og i gruppen af Eksskolefolk. Men hvor mange af dem - om overhovedet nogen - der bliver hængende i verdenskunsthistorien, er endnu langtfra afgjort. Mange elementer spiller ind. En lille, men absolut ikke helt uvæsentlig faktor er også den hjemlige kulturpolitik, der i de seneste år har gavnet viftespredningen af ung dansk kunst temmelig meget. Konkret drejer det sig om den brede og fintmaskede støtte, som Center for Dansk Billedkunst (CDB) under ledelse af Lars Grambye har kunnet bevilge både til udstillinger i udlandet og til støtte for danske galleriers deltagelse i nogle af de mange kunstmesser, der afholdes rundt omkring i verden, og som har afgørende betydning for kendskabet til kunst både blandt private og professionelle. Men det er hundedyrt for et galleri at deltage. Der skal omsættes megen kunst for at kunne betale transport, standleje og hotelophold. Det kan de små danske gallerier med deres lave prisniveau på kunsten ikke betale uden støtte fra det offentlige. Kunstkiggere ser kun slutresultatet: udstillingen. Men alt det vigtigste er sket tidligere. I København var der i juni i år et internationalt kuratormøde. 'Kurator' er et af sprogets nyere ord. Det dækker det arbejde, som består i at finde frem til, hvad en udstilling skal bestå af, og derefter vælge de kunstnere og kunstværker, der skal fylde udstillingen, samt opstillings- og ophængningsmåden. Det er vist første gang de internationale kuratorer har været samlet i Danmark, og under CDB's ledelse har de i tilslutning til møderne været rundt og set på dansk kunst både i og uden for København. Det er selvfølgelig inspirerende for disse kunstverdenens grå eminencer. Men derudover har CDB opbygget et digitalt studiearkiv med værker af 300 kunstnere, så man i alle lande nu kan slå op på internettet og blive orienteret. Kuratorer er nøglepersoner, men personlige kontakter er heller ikke at foragte. Enhver ung kunstner, der kommer udenlands, vil næsten altid finde frem til parallelmiljøerne i andre lande og derved få kontakter, der kan føre til egen optagelse i det fremmede udstillingsmiljø. Derfor er en central kvalitetsstyring af de penge, der bevilges til unge kunstneres udlandsrejser, udlandsudstillinger og udlandsatelierer af væsentlig betydning, og den opgave har CDB løst til ug. Efterligning er altid den fornemste form for kompliment. Norge og Finland er inspireret af CDB ved at indføre hver sin lignende organisation til støtte for disse landes unge kunst. Mens det i komponistfaget stadig kniber med kvindelig deltagelse, så begynder det endelig at vrimle med særprægede kvindelige billedkunstnere. I kølvandet på unge udenlandske koryfæer som Ghada Amer, Pipilotti Rist og Vanessa Beecroft er det helt åbenbart, at den feminine holdning til det at producere kunst på det allerseneste også i Danmark har frembragt en række originale kunstnere. Så det er rart at vide, at de internationale kuratorer også nåede at se Judith Ström og Kirstine Roepstorffs fællesudstilling på Sorø Kunstmuseum. Det er to nye stortalenter i dansk kunst med et klart kønspræget billedsprog. Når Danmark i dag har så stor en flok unge originalt skabende kunstnere som ingensinde før, så skyldes det ud over talentmassens omfang i høj grad også de sidste tyve års udvikling på Kunstakademiet, hvor undervisningen fra at være håndværksstyret er ændret mod en omfattende indføring i kunstteoretiske sammenhænge og muligheder. Denne udvikling tog for alvor fat i sin tid, da Stig Brøgger og Hein Heinsen blev ansat som professorer i henholdsvis malerkunst og billedhuggerkunst. Andre har siden udbygget og videreført undervisningen bl.a. med de nye tekniske medier. Alt sammen en nødvendig baggrund for, at nye avantgarder har kunnet udvikle sig og blive til den brogede og flotte kunstnerbuket, som vi har i dag. En af årsagerne til, at et større publikum er bange for at vove sig ind i nutidskunstens jungle, er dens uoverskuelige bredde og dens mange nye veje og udtryksformer. Hvor mange - selv meget kulturelt interesserede personer - ville svare ja, hvis man spurgte dem, om de kendte de to kunstnergrupper Superflex og N55? Det, de to grupper producerer, er jo hverken skulptur eller maleri, foto eller video. Det er praktiske og sociale projekter omkring ulandshjælp og nye boligformer. Hvad har det med kunst at gøre?, ville de fleste sikkert spørge, hvis de overhovedet kom i nærheden af sådanne værker. Ikke desto mindre har begge grupper i flere år vakt international opmærksomhed og bl.a. for nylig deltaget i en udstilling i Torino. Jorn, Robert Jacobsen og Richard Mortensen drog til Paris og måtte der bruge adskillige år, før de kom ind i de internationale omsætningssystemer. I dag er der danske kunsthandlere, eksempelvis Nicolai Wallner og Michael Andersen, der udstiller på kunstmesser og har udenlandske kollegakontakter, der hos dem køber værker af de danske kunstnere, som de har fået lyst til at udstille og repræsentere i fremtiden. Hvor meget dette betyder, har Nicolai Wallner røbet. Han fortæller, at over 90 procent af omsætningen i hans galleri er til udenlandske kunder. Vender man denne oplysning på hovedet, så afslører den en sørgelig kendsgerning omkring det danske marked for ung dansk kunst, når man samtidig tænker på, hvor mange væsentlige unge navne Nicolai Wallner repræsenterer. Ægte interesse for kunstens udvikling er trods Knud W. Jensens livslange Louisianaindsats en sporadisk foreteelse i vort kære land. Uden for de professionelles kreds er viden om samtidskunstens indhold og krogveje noget, der svarer til den berømte by i Rusland. Der er i vore dage ikke ret langt fra København hverken til Berlin eller til Paris. Ikke så få danske kunstnere kommer nu og da begge steder, og for længst er det blandt dem rygtedes, at det er vigtigt med en fodtur i Berlin i området omkring Auguststrasse og i Paris i Louise Weiss-gaden og de nærmeste andre gader. Begge steder er der mange gallerier med ung kvalitetskunst. I Louise Weiss-gruppens galerier er Kirstine Roepstorff, Henrik Plenge Jakobsen og Peter Land allerede fast i stald. Bortset fra disse konkrete tilfælde er det naturligvis her - som det er det i Berlin - muligt at se og måle sig med jævnaldrende kunst fra mange lande. Det er mindre end ti år siden, Olafur Eliasson boede i Köln og holdt liv i sig selv ved to specialjob. Det ene var at hjælpe Christa Näher, som var professor ved Kunstakademiet i Frankfurt (samtidig med Per Kirkeby). Hun kunne hverken køre bil eller lave rammer. Men det kunne Olafur Eliasson. Så han transporterede hendes værker efter indramningen. Hans andet job var at passe Galleri Tanits udstilling en dag om ugen. Betalingen var gratis bopæl i galleriets baglokaler. I Danmark er Olafur i stald hos Galleri Stalke. Men internationalt set er han en af de få nordiske kunstnere, der har banet sin egen internationale vej og på få år er blevet verdensberømt - om end ikke helt uden hjælp hjemmefra. På næste Veneziabiennale skal han repræsentere Danmark. Men hans selvskabte karriere globen rundt indbefatter bl.a. soloudstillinger på museer i Frankrig, Østrig og USA. P.t. er der i Fondation Beyeler i Basel et kæmpeværk af ham i Monets åkandesal. Det opfattes slet ikke som blasfemi, skønt Monets åkander i tre måneder er blevet forjaget for at deltage i museets store Monetudstilling. Dansk-islandske Olafur Eliasson føles af de besøgende om ikke jævnbyrdig med Monet, så dog fuldt værdig til at låne hans specielle udstillingsplads ud mod den lille dam med de virkelige åkander i det museum, som kunsthandleren Ernst Beyeler har skabt - tydeligt inspireret af Knud W. Jensens Louisiana, samtidig med at Beyelers museums indhold i kvalitet overgår Louisianas. Fondation Beyeler består af lutter hovedværker fra de sidste 100 års kunsthistorie. Der er altså ikke noget at sige til, at Olafur Eliasson har været det store samtaleemne blandt kunstinteresserede i Mellemeuropa og vil blive det blandt de danskere, der lægger sommerferievejen om ad Basel. Hvem er det så i øvrigt, der har markeret sig i udlandet i år? På den lige afsluttede kunstmesse i Basel var en af overraskelserne Jeppe Hein, som sammen med 17 andre kunstnere fra forskellige lande var udvalgt som repræsentanter for nybrydende kunst. I hans tilfælde med et vandprojekt, som dog her forelå i en noget beskåret form i forhold til en tidligere fremvisning i Essen, som messekataloget dokumenterede. Jens Haaning er jo Danmarks eneste deltager på Documenta i Kassel. Han er også en af dem, som Nicolai Wallner er i gang med at udbrede kendskabet til internationalt sammen med bl.a. Peter Land, Joachim Koester, Elmgreen og Dragset, Christian Schmidt-Rasmussen med flere. Elmgreen og Dragset var med deres 'Powerless Structures', som Statens Museum viste en flot prøve på sidste år, en af bestsellerne på årets Baselmesse, hvor de var udstillet på flere stande. De har også udstillet på den nye messe for ung kunst i Torino, og de var sammen med Peter Land, Olafur Eliasson og Mads Gamdrup med på en fællesnordisk udstilling i Bangkok og Kuala Lumpur arrangeret af Moderna Museet i Stockholm. Elmgreen og Dragset har desuden deltaget i Biennalen i Sao Paulo, så der er gang i den for kunstnerparret. Sidste nyt om dem er fra denne sommer, hvor det tyske Nationalgalerie i Berlin 27. juni tildelte dem årets Preis der Nationalgalerie på 50.000 euro, formodentlig Europas største kunstpris. I Tyskland har Jesper Christiansen her i forsommeren haft soloudstilling i Kunsthallen i Kiel, og tilsvarende har Tal R været i museet i Mönchengladbach. På Art Forum i Berlin vil Galerie Asbæk udstille Niels Bonde, Peter Bonde og Erik A. Frandsen. Bo Bjerggaard vil vise Per Bak Jensen, Per Kirkeby og Erik Steffensen. Sidstnævnte skal desuden sidst på året udstille i et galleri i Zürich. Man behøver ikke selv at se eller have set alle disse eliteudstillinger. De internationale kunsttidsskrifter ligger på flere af vore biblioteker, og de er fulde af artikler og notitser. Det lødigste af alle internationale kunsttidsskrifter er efter min smag Parkett. Der finder man i det senest udkomne nr. 64 en lang artikel om Olafur Eliasson, hvor man bl.a. kan se et dejligt farvefoto af hans tunnelværk i Fondation Beyeler. Stor betydning for danske kunstnere får sikkert også Niels Borch Jensen, der har flyttet sit grafiske værksted til Berlin, hvor han også har indrettet udstillingslokaler. Der er grafiske arbejder af topnavne i international kunst, hvoriblandt også nogle danske. Inden jeg standser opremsningen, bør det danske DCA Gallery i New York fremhæves for den store betydning, det over en årrække har haft for amerikanernes kendskab til nogle af forgrundsfigurerne i yngre dansk kunst. Som alle andre kulturelle specialområder er kunstverdenen i oprør på grund af regeringens sparekniv. Jeg vil nøjes med en stilfærdig kommentar omkring CDB - Center for Dansk Billedkunst. CDB har ydet en imponerende professionel indsats til støtte for danske kunstneres ophold og udstillinger i udlandet og for danske galleriers muligheder for at deltage i internationale messer. Med et politikerudtryk er det 'bekymrende', hvis al centrets viden og erfaringer skulle gå tabt. På Det Kgl. Teater giver man hovedrollerne til Ghita Nørby, Henning Jensen og nogle få andre. Særudstillinger i udlandet har kun mening, hvis man dropper de 98 procent af de 2.000 organiserede billedkunstnere og udelukkende satser på eliten. Men det kan kun gennemføres, hvis hverken ministerium eller politiserende kunstnere får lov at blande sig, og det bliver ved en centralisering svært at undgå. CDB har på årsbasis støttet omkring 300 udlandsformål. En enorm stigning fra tidligere tiders småtingsafdeling med ret tilfældige fremstød af den gammeldags fagforeningsprægede østbloklignende type: »Nu er det din tur til at blive vist i udlandet«. Måtte Kulturministeriet finde en værdig form for videreførelse af CDB's professionalisme, der har haft en lang række andre positive resultater end dem, som er nævnt i denne Kroniks eksempelsamling.