Selvfølgelig kan man flyve eller koge guld af en mursten - man skal bare vide hvordan, og dét gør forfatteren og hans barnebarn. Men mugglerne må ikke vide noget om det magiske univers omkring dem, så denne Kronik må ikke læses af mugglere! En bragende hed sommerdag i juli sidder jeg ude i haven sammen med mit barnebarn. Vi har sat os midt ud på plænen under to parasoller, fordi der hér indimellem kommer en lille luftning, der gør det udholdeligt at være der. »Henning, kan du ikke fortælle en af dine underlige historier?«, spørger hun. »Det er for varmt. Men vil du høre en hemmelighed?«. »Jahh!«. Hun læner sig ivrigt frem. »Jamen, det kan jeg ikke fortælle dig!«. Hendes søde lille ansigt ser meget skuffet ud. »Hvorfor ikke?«. »Nej, for hvis jeg fortæller dig det, er det jo ikke nogen hemmelighed mere!«. Det tænker hun lidt over. Så nikker hun. »Ja, det er rigtigt nok. Fortæl noget mere!«. »Ja, nu skal du høre noget mærkeligt! Ethvert menneske kan selv bestemme, hvor stort det vil være. Hvis man vil være 20 meter høj, så skal man bare sige til sig selv, at man vil være det. Eller man kan blive lige så lille som den mindste tissemyre. Men man må ikke tænke på det imens, så lykkes det ikke«. »Altså, det er noget pjat! Hvordan skal man gøre det, hvis man ikke tænker det eller siger det?«. »Har du aldrig nogensinde stået og set på nogle bittesmå dyr nede i græsset?«. »Jo, det har jeg tit gjort!«. »Nå, men hvis du så ikke har tænkt så meget på, at du var meget større end dem, har du så ikke været næsten lige så lille som dem?«. »Jo, det er rigtigt nok. Jeg kan huske engang, jeg kiggede på nogle myrer i en myretue, der var jeg næsten lige så lille som dem«. »Det er, ligesom når man vil lave guld!«. »Arh, det kan du slet ikke!«. Den tror hun i hvert fald ikke på. »Hvordan gør du?«, tilføjer hun lidt mindre skeptisk. Hun véd godt, hvad penge er, og guld, det er mange penge værd. »Jo, det er nemt nok. Man tager bare en ganske almindelig mursten og koger den en times tid. Så bliver den til det pure guld!«. »Uh, hvor er du fuld af løgn. Så gør det!«. »Jamen, jeg har altså ikke nogen mursten. Men der er også en ting, jeg glemte at fortælle«. »Hvad var det?«. »Jo, mens murstenen koger - man kan for resten godt putte lidt salt ved, ligesom med kartofler - så må man endelig ikke tænke på flodhest!«. »Ha!« siger hun, »det kan jeg da sagtens!«. Hun sidder og tænker over det et lille stykke tid. Så ryster hun på hovedet. »Jamen, kan vi ikke bare sige til én eller anden, at han skal koge murstenen, og så siger vi slet ikke noget om flodhesten?«. »Nej«, siger jeg. »Jeg har prøvet. Det hjælper ikke en pind. Murstenen koger og koger, men der bliver ikke det mindste guld ud af det. Så man er altså nødt til at sige det dér med flodhesten. Men så virker det altså også!« Nu bliver der tænkt, så det knager. Så siger hun: »Jeg véd godt, hvad det er, du siger. Det er sjovt! Fortæl noget mere«. Mit barnebarn er en lille gave, der ankom til mig for to år siden. Hele vejen fra Kina sammen med sin smukke mor, der er læge og akupunktør og gift med min søn, der også er akupunktør. Pigen var da syv år og straks meget begejstret for at komme til Danmark, hvor hun lynhurtigt lærte at tale dansk. Hjemmefra havde hun mange færdigheder, for den fremstormende kinesiske middelklasse lægger vægt på uddannelse. Og klaver kan hun også spille, Mozart og Beethoven triller ud fra klaveret i de skønneste harmonier. Men derfor kan der godt være ting at lære i det nye land. For selv om Kina udvikler sig med stormskridt, så har de stadig nogle opdragelses- og indlæringsprincipper, jeg genkender fra min egen barndom fra fyrrerne og halvtredserne. At kineserne ligefrem straffer børn i skolerne korporligt, tror jeg ikke, men holdningen er, at børn skal terpe og Ikke fylde deres hoveder med unødigt pjat. Som mit barnebarn siger: »Jeg har aldrig haft dagdrømme!«. Hun er meget, meget tænksom og vil gerne filosofere over alting, og på én eller anden måde har hun fattet, at det dér med at dagdrømme kan være noget positivt. Derfor siger jeg: »Man kan godt flyve, hvis man vil. Selv, altså!«. »Hvordan gør du det?«. »Jo, jeg lukker øjnene, og så ser jeg et landskab for mig, og så bruger jeg al min viljekraft til at løfte mig fra jorden og svæve hen over det. Man kan svæve hen over marker og enge, eller oppe i nogle bjerge. Skulle vi prøve?«. »Det kan vi godt!«. Så vi lukker øjnene, og jeg begynder at fortælle, at vi står nede på stranden. Jeg fortæller, at det næsten ikke blæser, at bølgerne er ganske små, og at der er nogle måger. »Kan du se det?«. Jeg linder på et øjenlåg og ser, at hun nikker. »Nu skal du sige, hvad vi gør!«. Efter en hel del flyveøvelser kan vi sammen flyve alle mulige steder hen. Nu vidste jeg sådan set godt, at mit barnebarn kunne dagdrømme eller bruge sin fantasi, eller hvad vi skal kalde det, for da hun endnu var syv år og lige havde lært dansk, var jeg interesseret i at høre noget om hende selv, og hvordan hun og hendes familie havde levet i Kina. Men i stedet for bare at spørge direkte introducerede jeg hér for første gang metoden med at lukke øjnene og se tingene for sig. Jeg spurgte: »Hvad siger din bedstemor?«. »Hun siger, at vi skal have friske grønsager!«. »Hvad siger din bedstefar?«. »At det er alt for dyrt!«. Og sådan voksede flere kinesiske hjem frem for både øjne og ører, mens vi med lukkede øjne så det hele for os. Nu kan vi begge to enormt godt lide at læse Harry Potter-historier. Jeg har foræret hende de to første bind, selv går jeg og tripper efter bind fem. Hun nægter at læse bind fire, hun vil kun læse bind tre. Det skal gå i den rigtige rækkefølge. Harry Potter-historierne handler om det store, magiske rige, der ligger side om side med den ærlig talt røvkedelige mugglerverden. Nu vil jeg ikke fornærme nogen, for mugglerne er skam meget, meget dygtige. De kan bygge motorveje og bruge kunstgødning og sprænge en hvilken som helst klippe i luften, der ligger i vejen for dem. De bygger kæmpestore maskiner, der kan flytte lige så meget jord, det skal være, og de kan lave flyvemaskiner og bomber, de kan smide ned i hovedet på folk, de ikke kan lide. Ja, selv om mugglerne ikke har magiske evner, så overvinder de alting ved hjælp af deres evne til at forandre alting, sådan så det bliver, som de vil have det. Det vil sige, måske bliver det alligevel ikke helt, som de gerne vil have det, for mugglerne drømmer tit om det magiske rige, hvor man kan ride på sin fejekost, og hvor man kan lave ting om på en nænsom måde, bare ved at tale til dem i det rigtige sprog. Det rigtige kalder man også for besværgelser eller heksekunster. Men altså: Selv i det magiske rige er der mange regler, og der er efterhånden også kommet en forfærdelig masse bureaukrater, der går og siger, hvad troldmænd må og ikke må. Det er ærlig talt ikke altid lige sjovt for en fantasifuld troldmand eller en sprælsk heks, at de ikke må forvandle en irriterende nabo til en skrubtudse. Men sådan er det efterhånden blevet: Hvor troldmændene før i tiden bare lagde en rigtig alvorlig forbandelse på deres nabos køer, så de ikke gav mælk, eller en heks kunne blive så gal i hovedet, at nabokonens mælk altid blev sur, så er al den slags blevet forbudt. Det sørger ministeriet for magiske anliggender omhyggeligt for. I det følgende vil der blive nævnt nogle navne på personer, som de fleste mugglere ikke aner noget som helst om, hvem er. Men tro mig, de er meget betydningsfulde personer i den magiske verden. Derfor siger jeg: »Kan man være en troldmand, hvis man selv siger, man er det?«. »Jeg kan godt, for jeg er førsteårselev på Hogwarts!«. »Nå, så du er en heks?«. »Nahaj, jeg er troldmand. Der er ingen, der gider at være en heks!«. »Nå, hvad er der nu galt med hekse?«, spørger jeg. »Det er, fordi at de kan ikke så meget som en rigtig troldmand!«. »Det er jeg nu ikke så sikker på. Prøv lige at huske på McGonagall, kan hun ikke lige så meget som Dumbledore?«. »... Det kan hun ikke!«. Den lille er meget bestemt. »Dumbledore er den allerdygtigste troldmand i hele verden!«. »Nå, men hvad så med ham-du-véd-nok?«. Der er noget at tænke over. For Lord Voldemort er jo en stor troldmand. »Det er, fordi han er ond!«. »Jamen synes du ikke tit, at onde mennesker har meget magt?«. »Næ, jeg synes, de er dumme!«. »Nå, men jeg spurgte dig altså også bare, om man kunne være en troldmand, hvis man selv sagde, man var det«. »Jeg kan godt!«. Den lille er meget selvsikker. »Hvad så med ministeriet for magiske anliggender? Hvad ville de sige, hvis én eller anden gik rundt og fortalte, at hun var troldmand? Tror du så ikke, de ville skynde sig at kaste en forglemmelsesbesværgelse over hende? Du véd jo godt, at mugglerne ikke må vide noget om det store trolddomsrige, der ligger omkring dem. Tænk engang, hvis mugglerne kunne finde Hogwarts? Eller Diagonalstræde? Eller perron ni-trekvart? En troldmand må aldrig fortælle, at han eller hun er det, det er forbudt. Derfor er alle, der siger, de er troldmænd, fulde af løgn! Har du slet ikke tænkt på det?«. »Jamen jeg er altså en troldmand alligevel. Og troldmænd må gerne sige det til hinanden. De må bare ikke sige det til mugglerne!«. »Synes du, jeg skulle prøve at trylle et par ispinde frem?«.