Danmark var også EF-formand for ni år siden, mens Balkan stod i flammer. Hvad nu hvis Østeuropa dengang var blevet inviteret indenfor straks?, spørger fondsdirektøren, den fhv. danske EU-rådgiver, i denne sommerspøg for alvor. Hvis nu Nyrup Rasmussen havde været George Marshall ... Denne sommer er det 55 år siden at den amerikanske udenrigsminister George Marshall holdt sin berømte tale på Harvard Universitet hvor han skitserede den plan for amerikansk økonomisk bistand til Europa som siden fik hans navn. I betragtning af den tilsyneladende bølge af antiamerikanske følelser og udtalelser som nu skyller over Europa, kan der være god grund til at tænke på hvor meget vi i Europa skylder amerikanerne for det vidsyn der lå bag Marshalls ord og handling. Men ligeledes i betragtning af al den pr-støj der herskede i de danske medier i begyndelsen af juli omkring overtagelsen af EU-formandskabet og udvidelsen mod øst, kan der være grund til at tænke lidt afslappet omkring frihed og demokrati, USA og Europa, nøglepunkterne i Europas politik når sommerferien er slut. Blandt yngre historikere er der efter sigende udviklet en tilbøjelighed til at tænke alternativt - at stille spørgsmålet: 'Tænk nu hvis ...'. Tænk nu hvis Hitlers mor var blevet kørt over af en damptromle da hun var gravid med Adolf. Eller tænk nu hvis Napoleon allerede i 1795 var faldet af hesten og havde brækket halsen. Hvordan havde Europa så set ud i dag? Lad os som en sommerspøg prøve denne leg - men ikke uden alvor. I juni 1993 var der EF-topmøde i København fordi Danmark havde formandskabet. Det var dengang stats- og regeringscheferne besluttede at indbyde de central- og østeuropæiske lande til optagelsesforhandlinger under forudsætning af at de havde etableret et stabilt demokratisk system og en vel fungerende markedsøkonomi. Men tænk nu hvis den tids Rasmussen få dage efter som formand for Det Europæiske Råd (og ikke som dansk statsminister, for en sådan kan ikke ændre verdens gang - kun tilpasse sig) havde holdt en tale på det europæiske universitet i Firenze og havde sagt følgende til studenterne (de første afsnit følger med få tilpasninger nøje Marshalls ord fra 1947): Jeg behøver ikke at fortælle jer at den europæiske situation er meget alvorlig. Det er åbenbart for alle intelligente mennesker. En vanskelighed er det, tror jeg, at problemet er af en så enorm kompleksitet at selve den mængde af kendsgerninger som præsenteres offentligheden af presse og radio gør det overordentligt vanskeligt for manden på gaden at nå til en klar vurdering af situationen. Desuden er det for folk i vor del af Europa, til trods for at vanskelighederne ligger tæt på os geografisk, svært at forstå den tilstand og de heraf følgende reaktioner hos de folk, som har lidt så længe, og virkningen af disse reaktioner på deres regeringer i forbindelse med vore bestræbelser på at fremme freden i Europa. Selv om de krav der stilles for en ophjælpning af de tidligere kommunistiske lande efter den åbenbare nedslidning af byer, fabrikker, miner og jernbaner er rigtigt anslået, er det dog blevet åbenbart i de seneste måneder at denne synlige ødelæggelse sandsynligvis er mindre alvorlig end den forarmelse der er sket af hele deres samfundsstruktur både økonomisk og politisk. I de sidste 45 år har deres situation været ganske anderledes end vor. Den kræftsyge atmosfære i det såkaldt folkedemokratiske system har gennemsyret alle dele af samfundslivet. Under det ødelæggende kommunistiske regime blev bogstaveligt talt enhver aktivitet underlagt den sovjetiske statsideologi. Den medmenneskelige tillid blev systematisk undergravet. Forudsætningerne for hvad der for os i den vestlige del af Europa anses for nødvendige for et sundt demokrati og en velfungerende markedsøkonomi, er derfor meget skrøbelige i disse lande. Deres 'tilbagevenden til Europa' vil derfor tage langt længere tid og kræve langt større anstrengelser end vi har kunnet forudse. Sandheden er at de øst- og centraleuropæiske lande i adskillige år fremover har behov for en betydelig økonomisk og politisk støtte fra Den Europæiske Union hvis ikke de skal udsættes for yderligere alvorlige økonomiske, sociale og politiske ødelæggelser. Vi må bryde den onde cirkel og genskabe tilliden hos disse folk til at deres lande har en fremtid som en del af et helt og frit Europa. Bortset fra den demoraliserende virkning på Europa som sådan og den åbenbare risiko for at betydelig uro og langvarig krig kunne opstå som resultat af disse menneskers desperate situation, burde de økonomiske og politiske konsekvenser for Den Europæiske Union være åbenbare for alle. Det er logisk at Den Europæiske Union bør gøre alt hvad den kan for at hjælpe disse lande til at genvinde deres plads som del af et politisk stabilt og fredeligt Europa. Her må vi et øjeblik afbryde den tætte parallel til George Marshalls tale og lade Nyrup Rasmussen reagere på den aktuelle situation i 1992-93. Lad mig minde om at økonomierne i de central- og østeuropæiske lande på det tidspunkt var brudt sammen med fald i produktionen på 20-40 procent i løbet af tre år, med en eksplosiv inflation på flere hundrede procent årligt i flere af landene og med et totalt sammenbrud af de tidligere sociale sikringssystemer på grund af ødelæggelsen af den offentlige økonomi og den voldsomme stigning i fattigdommen. EF havde siden 1990 tilbudt landene såkaldte Europa-aftaler som skulle skabe frihandel for industrivarer, men som dog udelukkede de 'følsomme' områder, kul, stål og tekstiler, hvor landene havde komparative fordele. Op mod halvdelen af deres industriprodukter kunne derfor ikke eksporteres til EF som samtidig fastholdt den høje importtold på landbrugsvarer og gav eksportstøtte til sin egen eksport heraf. Det var ikke ligefrem nogen hjælp for de fattige lande mod øst, og der var derfor gode grunde til at 'europhorien' i disse lande var på stærkt tilbagetog. I politisk henseende var situationen mildt sagt særdeles skrøbelig i flere af landene. Stabile demokratiske systemer fandtes ikke, og den politiske debat var stærkt personfikseret med ekstreme kræfter til både højre og venstre, mest markant i Slovakiet, Rumænien og Bulgarien. Helt galt var det gået i Jugoslavien da Slovenien og Kroatien i 1991 erklærede deres uafhængighed. Det gav anledning til en særdeles brutal krig med Serbien, især for Kroatiens vedkommende. Endnu værre var det gået i Bosnien-Hercegovina efter deres uafhængighedserklæring i foråret 1992. Krigen brød ud her få måneder senere, og Sarajevo var under konstant belejring og beskydning i 1993. Det Europæiske Fællesskabs medlemslande havde hurtigt anerkendt de nævnte landes uafhængighed, men forholdt sig herefter stort set passive over for de ulykkelige begivenheder. Tænk nu hvis Nyrup Rasmussen som formand for Det Europæiske Råd havde fortsat sin tale i Firenze således: På det nylige møde i København drøftede stats- og regeringscheferne indbyrdes disse alvorlige udfordringer mens udenrigsministrene færdiggjorde konklusionerne af deres forhandlinger. I vore fortrolige drøftelser nåede vi frem til enighed om at tilbyde landene i Central- og Østeuropa økonomisk og politisk bistand til at sikre demokrati og markedsøkonomi på deres egne forudsætninger. Den økonomiske bistand vil bestå i en afvikling af de restriktioner på handel og arbejdskraftens bevægelighed som vi har over for disse lande, samtidig med at vi vil afvikle den centralistiske landbrugspolitik som vi har opbygget gennem de sidste tredive år. Herved vil vi ikke blot bringe Det Europæiske Fællesskab i overensstemmelse med sine egne principper og idealer. Men i og med at vi vil stille de betydelige finansielle ressourcer, som frigøres ved landbrugspolitikkens afvikling, til rådighed for investeringsopgaver i de ny demokratier, vil der blive igangsat en økonomisk udvikling til gavn for alle parter. (Landbrugspolitikken belaster i dag EU's budget med ca. 300 mia. kr. (40 mia. dollar) årligt. Marshallhjælpen beløb sig til ca. 25 mia. dollar årligt (2002-priser) i fire år). Et stabiliserende valutarisk system er en forudsætning for at en sådan udvikling vil kunne finde sted. Da de ny demokratier endnu i adskillige år vil være for svage til at kunne indgå i den valutaunion som vi i Maastricht i 1991 enedes om at etablere inden årtiets udgang, har vi besluttet at udsætte denne uddybning af Fællesskabet og i stedet fastholde det europæiske monetære system EMS på dets oprindelige principper med et Monetært Råd bestående af deltagerlandenes centralbankguvernører. Alle europæiske lande vil blive inviteret til at deltage i dette valutasystem. Den politiske bistand vil bestå i opbygningen af et europæisk sikkerhedssystem hvor de europæiske lande i fællesskab etablerer et egentligt Sikkerhedsråd bestående af landenes stats- og regeringschefer. Dette Europæiske Råd må have adgang til umiddelbar anvendelse af fredsbevarende styrker, væbnet magt i form af en udrykningsstyrke, et europæisk politi eller gendarmeri, som kan sikre den demokratiske ordens opretholdelse inden for Fællesskabet når medlemslandenes regeringer ikke selv er i stand hertil. Vi må i de europæiske lande ændre vor traditionelle opfattelse af den nationale suverænitet hvis vi vil værne de frihedsidealer vi har hyldet i de sidste to hundrede år. Kun herved vil vi kunne realisere målet om at skabe en Europæisk Union. Disse tiltag som jeg her har skitseret, vil nødvendiggøre en revision af det nære forhold som siden slutningen af 1940'erne har eksisteret mellem USA og dele af Europa. NATO har været det centrale element i dette forhold. Men forudsætningerne for denne forsvarspagt er ikke længere til stede. Europa er ikke længere udsat for en ydre trussel af samme karakter som tilfældet var indtil Sovjetunionens sammenbrud. Europa vil derfor nu være i stand til at tage vare på sin egen sikkerhed hvilket også vil medføre et mere afbalanceret forhold til USA som vil blive lettet for den betydelige byrde som de har påtaget sig med forsvaret af Europa. Lad mig understrege nødvendigheden af at afhjælpe den sociale nød som er fulgt i kølvandet på det politiske og økonomiske sammenbrud i Øst. Den europæiske politiske kultur er ud over demokrati og markedsøkonomi karakteriseret ved en social ansvarlighed som dybt præger vore politiske holdninger og partier fra nord til syd, hvad enten vi betegner dem som social-demokratiske eller kristelig-demokratiske, som arbejderpartier eller konservative partier. Folkene i de ny demokratier hylder de samme idealer, det er det som gør dem til europæere i politisk forstand, og vi har derfor et ansvar for at disse idealer kan søges realiseret også hos dem. Efter dette opdaterede og konkrete indslag i Nyrup Rasmussens Firenze-tale, kan vi fortsætte vor fiktion med en klar parallel tekst til George Marshalls Harvardtale. Han havde her utvivlsomt Stalin og russerne i tankerne. I 1993 ville det nok mere være Milosevic og serberne der sigtes til, men også andre: Vor politik er rettet ikke mod noget land eller doktrin, men mod sult, fattigdom, desperation og kaos. Dens formål vil være genetablering af en fungerende økonomi og et stabilt demokrati i alle dele af Europa for hermed at muliggøre udviklingen af politiske og sociale forhold hvorunder frie institutioner kan eksistere. Jeg er overbevist om at en sådan bistand ikke må ske stykkevis og delt efterhånden som forskellige kriser udvikler sig. Enhver bistand som Det Europæiske Fællesskab vil yde fremover, bør tilsikre en effektiv løsning og ikke blot en lappeløsning. Enhver regering som er villig til at bidrage til denne genrejsningsopgave, vil møde fuldt samarbejde fra Det Europæiske Fællesskab. Enhver regering som søger at blokere for genrejsningen af andre lande, kan ikke forvente hjælp fra os. Desuden vil regeringer, politiske partier eller grupper som søger at fastholde menneskelig elendighed for at drage politisk eller anden fordel deraf, møde modstand fra EF. Det er ganske åbenbart at før Det Europæiske Fællesskab kan gå længere i sine bestræbelser på at lindre situationen og hjælpe disse lande på deres vej mod genrejsning, må der være en grad af overensstemmelse mellem dem med hensyn til det som situationen tilsiger, og den rolle som disse lande selv må spille for at opnå den rette virkning af de handlinger som EF påtager sig. Det vil være hverken passende eller virkningsfuldt hvis vi i EF påtog os ensidigt at udarbejde et program beregnet på at bringe Europa på fode igen politisk og økonomisk. Initiativet må komme fra disse lande selv. EF's rolle bør bestå i et tilbud om hjælp til at indgå i en Europæisk Union. Planen herfor må være en fælles plan som et antal, hvis ikke alle, europæiske nationer kan tilslutte sig. Hvis Nyrup Rasmussen på EF's vegne havde været i stand til at holde denne tale i slutningen af juni 1993, ville Europa have set anderledes ud i dag. Men EF var sig selv nok. Jacques Delors var ikke nogen Dean Acheson eller George Kennan, François Mitterrand ikke nogen George Marshall og Helmut Kohl ikke nogen Henry Truman. Så derfor blev talen ikke holdt. Var den blevet holdt, ville de øst- og centraleuropæiske lande sandsynligvis have oplevet en udvikling siden 1993 svarende til den som skete i Vesteuropa fra 1948 til 1958. Og så havde vi med stor sandsynlighed undgået de forfærdelige begivenheder som udspillede sig på Balkan senere i 1990'erne. Med det kendskab vi nu har til de politikere som havde ansvaret for europæisk politik i årene omkring og efter Berlinmurens fald, er det nok mere end fantasifuldt at prøve at gennemtænke et scenario som ovenfor beskrevet. Måske ville det være mere realistisk at prøve at tænke på hvorledes det mon var gået i Europa hvis George Marshall ikke havde holdt sin tale. Der var engang der var statsmænd til, også i USA. Vi har meget at være dem taknemmelige for. På mødet i København i 1993 spillede de europæiske ledere måske ikke violin mens Balkan brændte og gløderne ulmede i mange andre lande østpå. Men hvad gjorde de så? Der var i hvert fald ingen af dem der drømte om at invitere disse lande ind i Fællesskabet her og nu. I december 2002 vil de europæiske ledere igen sidde i København og komponere smukke ord om Unionens (eventuelle) udvidelse. Men der er stadig ingen der tænker realistisk på at etablere et sikkerhedsfællesskab for hele Europa som en forudsætning for fred og fremgang. Ringen 'fra København til København' vil blive sluttet uden at vi er kommet en smule længere end til et økonomisk fællesskab for os selv.