Hvis liberaliseringen fortsat hyldes ukritisk i Verdenshandelsorganisationen (WTO), undermineres den offentlige sektor. Også i Danmark. Talsmanden for Attac Danmark kræver åbenhed om arbejdet. I Danmark er den offentlige sektors fremtid et sikkert tema i enhver valgkamp. Den debat handler om både velfærd og demokrati, og ingen vil, at det er et uvedkommende eller et upolitisk, teknisk anliggende. Men i denne tid foregår der alligevel forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen (WTO), hvor den offentlige sektor er på forhandlingsbordet og reelt uden demokratisk kontrol. Forhandlingerne foregår under GATS-aftalen (General Agreement on Trade in Services). Det er almindeligt, at forhandlingsdelegationerne fra f.eks. EU opfatter processen som ganske uproblematisk. Som blot endnu en lejlighed, hvor det europæiske erhvervslivs interesser skal fremmes så vidt muligt som ved så mange andre lejligheder i handelsorganisationen. »Først og fremmest et instrument til fordel for erhvervslivet«. Sådan karakteriserer EU-kommissionen GATS-aftalen på sin hjemmeside, og for mange er det netop det bekymrende ved GATS-forhandlingerne. Forhandlingerne planlægges og gennemføres, som om emnet var toldsatser på dagligvarer, men i realiteten drejer de sig ofte om nogle områder, der er helt centrale i samfundslivet. GATS handler om »liberalisering af handel med tjenesteydelser« og berører alt fra bankvæsen til hospitals- og skoledrift. Lidt efter lidt - over en lang årrække - kan den offentlige sektor blive undermineret. Ikke mindst hvis scenen som hidtil nærmest overlades til erhvervslivet og embedsmændene, kan GATS blive en stor trussel mod demokratiet og den offentlige sektor i hele verden. Forhandlingerne går ind i en afgørende fase i år, og snart bliver det offentliggjort, hvilke områder WTO's medlemslande gerne ser liberaliseret ude og hjemme. På bordet ligger forslag, der berører uddannelsessektoren, postvæsenet, vandforsyning og meget mere. I dette spil er det officielle Danmark ikke særlig bekymret. Tværtimod. Danmark er med på den værste. Diskussionen om den danske forhandlingsposition begyndte allerede i 1999. Behandlingen i Folketinget var bestemt ikke noget at prale af. I realiteten blev der blot givet grønt lys for et forslag fra EU-kommissionen. Et forslag som nok siger lidt om, hvilke interesser EU har i andre lande, men som ikke nævner noget om, hvilke sektorer EU selv vil liberalisere som modydelse. Til gengæld gjorde Udenrigsministeriet herhjemme et stort arbejde ud af at konsultere erhvervslivet. En arbejdsgruppe blev nedsat under en større dialogproces ved navn Beach Club, som skulle diskutere den danske position. Til stede var ud over embedsmænd fra en række ministerier og styrelser repræsentanter for Dansk Industri, Det Danske Handelskammer, Finansrådet, Dansk Handel og Service, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Praktiserende Arkitekters Råd og Danske Entreprenører. Deres rapport er spændende læsning. Dele af den kan endda give et godt grundkursus i GATS. Derfor er følgende lynkursus i GATS krydret med indslag fra rapporten. Liberalisering er for industrien og ministerierne et ubetinget plusord. At læse rapporten er som at møde den mest rabiate del af den amerikanske industri, der ønsker liberalisering overalt. Der er derfor heller ingen tvivl om, at i ministerierne og industrien er man umådelig glade for GATS. Som det hedder i rapporten: »Det er vigtigt i de kommende forhandlinger, at sektorerne med mindst liberalisering så vidt muligt hæves til niveauet for de mere liberaliserede sektorer«. For hele meningen med GATS er at sikre en »fremadskridende liberalisering« (»progressive liberalisation«) af handlen med tjenesteydelser. Det betyder, at hver eneste omgang af forhandlinger skal liberalisere flere områder og liberalisere yderligere på de områder, der allerede er dækket. Og når den ene forhandlingsrunde er slut, skal en ny begynde. Der er flere forskellige grader af liberalisering af en sektor under GATS. En sektor kan være fuldt eller delvist liberaliseret. Men principielt skal den ikke kunne blive mindre liberaliseret. Aftalen søger nemlig at hindre, at tidligere liberaliseringer 'ophæves'. Det sker især ved at gøre det både besværligt, langvarigt og dyrt at gå væk fra tidligere liberaliseringer. Skulle et land fortryde at have åbnet f.eks. vandforsyningssektoren for international konkurrence eller konkurrence i det hele taget, så skal der ydes erstatning til dem, det går ud over - selskaber såvel som andre lande- og selv da kan liberaliseringen tidligst ophæves tre år efter, den er foretaget. Bliver parterne ikke enige om erstatningen, kan sagen gå til et voldgiftspanel i WTO-systemet og ende med handelssanktioner mod det land, der har fortrudt. Dette kunne kaldes for en 'skraldeeffekt'. Bevægelsen kan gå én vej og ikke den anden. Beslutninger, der er taget af én regering, er gjort uhyre svære at omstøde af f.eks. en ny regering. Derfor er det vigtigt for den danske industri og ministerierne, at hvis et land liberaliserer i en sektor, så bliver det også officielt skrevet ned som en forpligtelse under GATS, »således at risikoen for deliberalisering elimineres«, som arbejdsgruppen udtrykker det. GATS-aftalen har en lidt anden opbygning end andre WTO-aftaler. Under GATS er det muligt at undtage de sektorer, et land vil, fra reglerne om liberalisering og markedsadgang. Og i øjeblikket er f.eks. Danmarks og EU's undtagelser omfattende. Danmark selv har kun meldt nogle små undtagelser til, men EU har på alle medlemslandes vegne meldt store undtagelser på, som dækker store dele af den offentlige sektor, f.eks. langt størstedelen af sundheds- og uddannelsessektoren. Dette system for undtagelser bruges ofte mod GATS-kritikerne. Det er jo regeringerne, der siger til og fra, lyder det. Der er flere grunde til, at det argument ikke er betryggende nok. F.eks. betyder kombinationen af manglen på parlamentarisk kontrol, og det store pres fra industriens side, at et lands forpligtelser ikke stammer fra en reel demokratisk debat. Desuden er der mange parter i WTO, som i den forløbne tid har angrebet netop denne 'valgfrihed'. Også her er det danske erhvervsliv og ministerierne med på vognen. Blandt den officielle arbejdsgruppes forslag er der f.eks. et, der går ud på, at »alle lande får forpligtelser i alle sektorer«. Det er ikke givet, at en offentlig ydelse er god, fordi den er offentlig. Men ren og skær kommercialisering af ydelser er en umådelig dårlig idé, og det er den, der fremmes af GATS. Ydelser bliver til almindelige varer, og den tendens har klar brod mod enhver velfærdstankegang. Et samfund, der har afgivet sin beslutningsret over f.eks. sundheds- og uddannelsessektoren til det private erhvervsliv, har ringere mulighed for at sikre befolkningen mod sociale skævheder. Markedets love begynder at råde netop dér, hvor de så ofte har vist deres ubrugelighed. Et typisk argument for udliciteringer har været, at det offentlige jo bare kan stille alle de krav til ydelsens kvalitet, som det nu falder regering, Folketing eller byråd ind. Men det er ikke så ligetil med GATS-aftalen. I GATS-aftalen kan man finde en lang række regler, der kan bruges af andre lande til at fremme deres selskabers interesser på en måde, der griber dybt ind i reguleringen af erhvervslivet. En regel siger f.eks., at regulering ikke må udgøre »unødvendige hindringer for handlen med tjenesteydelser«. Dette er en meget bøjelig og farlig formulering, og dem er der flere af i aftalen. Og det er ikke medlemslandene, men WTO-voldgiftspaneler, der i sidste instans afgør, hvad der er en »unødvendig hindring for handlen«. Sat på spidsen så er det overladt til tre eller fem handelsbureaukrater i et voldgiftspanel i WTO at tage beslutninger, der handler om afbalanceringen mellem offentlige hensyn og kommercielle interesser. GATS får ikke meget opmærksomhed i Folketinget. Set fra dansk side er der reelt ingen parlamentarisk kontrol. Hverken med EU-kommissionen, der forhandler på Danmarks vegne, eller med regeringen, der deltager direkte i diskussionerne om EU's forhandlingsposition. Det skyldes bl.a. denne mangel på opmærksomhed, at det officielle Danmark har kunnet pusle med de mest vidtgående og vanvittige idéer. Tydeligst i arbejdsgruppens liste over sektorer, der bør mere ind i forhandlingerne. Blandt de sektorer, der skal liberaliseres »mest muligt«, finder vi »uddannelsesrelaterede tjenesteydelser, f.eks. undervisning af børn«, »sundhedsrelaterede tjenesteydelser«, energi, post, transport og mange andre offentlige ydelser. Dette er erhvervslivets og en række ministerielle embedsmænds dagsorden. Den er ikke nødvendigvis en tro afspejling af den officielle danske holdning, men viser, at der er stærke kredse her i landet, der lever fuldt op til skræmmebillederne af en industri på rov i det offentlige. Fra dansk side vil der da også være fuld opbakning til EU's ønskeseddel over de sektorer, EU ønsker liberaliseret i andre lande. Denne ønskeseddel vil om kort tid blive afleveret til GATS-sekretariatet i Genève, og selvom det bestemt ikke var EU-kommissionens hensigt, så ved vi allerede omtrent, hvilke sektorer EU vil kræve adgang til at investere i internationalt. I april blev listerne med EU's krav nemlig lækket af en ukendt kilde, og er nu tilgængelige på internettet (www.gatswatch.org). Og der er ikke så lidt på ønskesedlen. Liberaliseringer af den finansielle sektor, energisektoren, transport, byggeri, nyhedstjenester og meget mere. Også 'miljøtjenesteydelser' skal liberaliseres drastisk, hvis det står til EU Kommissionen. Det kan lyde tilforladeligt eller måske ligefrem sympatisk, men under overskriften gemmer sig et emne, som har bragt mange sind i kog verden over, nemlig privatisering af vandforsyning. Netop vandforsyning er højt prioriteret i EU, og det er vel rimeligt at spørge sig selv, hvad hidtidige internationale erfaringer har at sige om den slags. Der er ikke så få rapporter, f.eks. fra ILO, som vil give et klart svar: Erfaringerne er umådelig dårlige, set med sociale briller. Privatisering af vandforsyning har oftest ført til højere priser og på andre måder gjort det svært for mange landes fattige befolkning at få råd til eller adgang til 'det blå guld'. Et kendt eksempel er fra Bolivia for to år siden, hvor et engelsk-amerikansk selskab overtog vandforsyningen i byen Cochabamba og øjeblikkeligt lod priserne sige brat. Det fik lokalbefolkningen til at gå på gaden i vrede. Reaktionen var så massiv, at handlen måtte trækkes tilbage af den bolivianske regering. Så hvad er det for spørgsmål, EU-kommissionen stiller sig, når det skal afgøres, hvor der skal satses under GATS-forhandlingerne? Tilsyneladende er det kun ét spørgsmål, nemlig hvordan europæiske selskabers interesser varetages bedst. Det er ikke noget tilfælde, at de største selskaber, der er specialiseret i vandforsyning, er europæiske, og at EU satser på vandforsyning. De to franske giganter Suèz Lyonnaise des Eaux og Vivendi har været konsulteret fra den spæde begyndelse og har fået i pose og sæk. Det rejser problemet om demokratisk indflydelse på GATS-forhandlingerne, set fra et EU-medlemsland som Danmark. At vi overhovedet ved, hvilke krav EU er på vej til at fremsætte, skyldes en lækage, ikke offentlighed i forvaltningen. Hvad der nok er en tand værre, så er det ikke bare kommissionen, der har nægtet at offentliggøre dokumenterne. Det har den danske regering også. Selv Folketinget må ikke vide, hvad der er på spil, før beslutningerne reelt er taget. Om den danske regerings hensigter er der ingen tvivl. Regeringen er med på den værste. Adspurgt om den danske regerings holdning svarede udenrigsminister Per Stig Møller for nylig, at Danmark såvel som EU arbejder for »omfattende yderligere liberaliseringer af handlen med tjenesteydelser«. Liberaliseringer er slet og ret et ubetinget plusord. Vi skal bare have så meget af det som muligt - ude som hjemme. I lyset af hvad de tre ministerier og det danske erhvervsliv allerede har meldt ud, bliver det derfor spændende at se, hvilke områder der skal overdrages til store private udenlandske selskaber som modydelse til de indrømmelser, europæiske selskaber får i andre lande. I marts næste år kommer turen nemlig til indlevering af tilbudslisterne, det vil sige oversigter over, hvilke sektorer bl.a. EU vil åbne for international konkurrence. For at slå ned et enkelt sted så har USA anmodet om adgang til det lukrative europæiske 'uddannelsesmarked'. Amerikanerne satser mest på højere uddannelser og voksenuddannelse. En sand studehandel, hvor EU får adgang til et privatiseret marked for vandforsyning i USA, og hvor USA til gengæld får bedre muligheder for at investere i uddannelsessektoren, er derfor ikke utænkeligt. Det er heller ikke utænkeligt, at EU og USA 'bytter lige over', og tildeler hinanden ret til at investere mere i højere uddannelser på begge sider af Atlanten. For GATS- forhandlingerne tager det udgangspunkt, at både vand og uddannelse kan behandles som varer på linje med cornflakes og personbiler. Men den offentlige sektors fremtid er et helt centralt spørgsmål, der må afgøres demokratisk. Stillet over for den risiko for underminering af offentlige ydelser, som GATS repræsenterer, haster det derfor med at skabe en demokratisk debat om de perspektiver, der tegner sig. Og et politisk pres. I den proces er regeringen tydeligvis ikke en medspiller. Men regeringen må kunne forpligtes på at spille med åbne kort og give os en reel mulighed for at følge med i, hvad der foregår.