0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jordbær til taghaverne

Fremtidens københavnerboliger bør bringe dagligdagen i kog, skriver arkitekten, der er formand for Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

... og balkoner og søjlegange samt en enkelt skrammellegeplads hist og her. Fremtidens københavnerboliger bør bringe dagligdagen i kog, skriver arkitekten, der er formand for Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg.

Masser af jordbærplanter og slyngroser til taghaverne, kaprifolie til fordørene, kirsebærlunde til boligernes samlingssteder, sagte rislende lyde fra springvand, gigantiske kastanjealléer med bænke langs havnens vand, små forhaver med direkte adgang til badebroer og kajareal med såvel robåde, sejlbåde som husbåde. Byen ud til vandet.
København står i de kommende år for at skulle bygge tusindvis af nye boliger, ikke mindst ved havnefronten, og hér tegnes der i al beskedenhed med af undertegnede.

Arkitektur er i mine øjne at realisere drømme - at gøre hverdagen til en begivenhed. Husene, pladserne, gaderne, de grønne strøg, havnens vand - menneskernes mange daglige mødesteder - skal udstråle fyrighed og energi, når de minimum 4.000 boliger ved Teglværkshavnen, omkring Sluseholmen og Tømmergraven, langs Islands Brygge, Frihavnen, Refshaleøen, Dokøen, for ikke at glemme dem i kommunens kommende fokusområder i henholdsvis Nordhavnen, Sydhavnen og ved Amager strandpark, byder borgerne indenfor. Islands Brygges opblomstrede kajareal viser allerede nu, med hvilken fart borgerne ligefrem higer efter at tage havnen i deres favn - og derfor i bogstaveligste forstand springer i!

Københavns storstilede planer, som den nyligt udgivne tryksag 'Boligbyggemuligheder i Københavns Kommune', giver et begyndende indtryk af, kan hilses velkommen af mange grunde; dog først og fremmest fordi de er fantastisk gode for hovedstadens liv. I særdeleshed havnefronten savner liv, der rækker ud over kontorernes åbningstider - såvel dag-, aften- og nattetimerne skal kunne folde deres forskelligheder ud over de måbende borgere.

Forskelligheder? Med et par verdensglimt fra nær og fjern sættes de arkitektoniske elementer i vigør.

Vi starter lige om hjørnet i vor egen hovedstad. I Amagergadekarréen på Christianshavn ligger en lille arkitektonisk genistreg af et haveanlæg, skabt af landskabsarkitekten Jørn Palle Schmidt ud fra nogle ganske banale principper. Lige til at blive grøn og glad af. I Amagergadekarréen har Jørn Palle Schmidt nemlig bibragt byboligen et glimrende foregangseksempel på hverdagens poesi.

På trods af en næsten total gårdrydning i 1992, hvor anlægsarbejdet påbegyndtes, og kun to eksisterende træer bevaredes, er vækstbetingelserne gjort så optimale, at beboerne nu lever blandt planteverdenens allermest livgivende udfoldelsesmønstre med utallige træer og buske, løgvækster, urter, stauder og slyngplanter, som indgår i det velovervejede samspil.

Amagergadekarréens mange sammenlagte gårdrum sammenbindes af et kun en meter smalt, yderst tætbevokset og nysgerrighedspirrende stiforløb, som leder til haveanlæggets forskellige zoner.

De meget varierende typer etageboliger - fra alskens tidsperioder - har hver en lille mere privat forhave, der grænser op til de enkelte trappeopgange. Her folder hver opgang sig ud med specielle plantevalg og egne møbler, hvilket giver det samlede haveanlæg en fin afveksling. Denne række af forhaver grænser op til det føromtalte samlende stiforløb, som igen omkranser karréens store fælles haverum udlagt i midten. Under frodige vækster ledes børn, voksne, dyr og fugle her ind til fest, leg, spisning og solbadning. Uanset ærindet - nænsomt beskyttet af trækroner, rosenbuske, blomster og frugter.

Betydningen af at skabe denne form for frodighed kan ikke prioriteres nok i Københavns kommende boligbyggerier, idet den er afgørende for, at man kommer til at opfatte sit bosted så attraktivt, at man med glæde også tilbringer fritid her.

På den måde skabes der så megen ro og balance for såvel familierne som den enkelte, at det at folde sit fritidsliv ud hjemme kommer på niveau med at køre ud til skov, eng og strand. For børnene, og derigennem forældrene, er det ikke mindst afgørende, at legekammeraterne er lige om hjørnet, måske bag hækken, måske oppe i det gamle ahorntræ.

»Havekunst er at skabe steder for eftertænksomheden«, siger Jørn Palle Schmidt. Eller sagt på en anden måde: Skønhed appellerer til rolig adfærd og hensyn, mens det uskønne og dårligt fungerende ofte avler brutalitet, hærværk og ligegyldighed, som det kan opleves landet over i mange forstadsbyer. Fornemmes det, at nogen har gjort sit ypperste for at bibringe byerne, parkerne og haverne smukke tiltag, så passes der intuitivt på det af langt de fleste af os.

Haveanlæg som Amagergadekarréens vil derfor kunne få vidtrækkende betydning for livet i byen, så derfor: Byg et hus, plant et træ, lad blomsterfrøene spire. Men ikke hvilke som helst.

Og dette på trods af digteren Søren Ulrik Thomsens rammende artikel 'Parcelhuskvarter på højkant' (Pol. 4.8.) om Københavns provinsialisme affødt til dels af brokvarterernes mange gårdsaneringer og siden etableringen af deres fælles haveanlæg, hvor han beskriver beboernes nidkærhed over for enhver nabos, overbos, eller genbos handlinger eller mangel på samme. Alle har øjnene på alle, ingen må rage op eller for den sags skyld undvige i de mange selvbestaltede 'kongedømmer': andels-foreningerne. »Idealet er kartoffelrækkerne, Brumleby, haveforeningerne og alle de andre steder, hvor suset fra storbyens heksekeddel er fadet ud i så flad en hyggefis, at man ængstelig må spørge sig selv: Og hvor er det så, jeg har oplevet det her før? Denne klamme kombination af forlorent fællesskab og kiggen skævt til de skævbenede og til dem, der humper rundt uden for hækken? I provinsen, selvfølgelig, i Store fucking Heddinge, såmænd«.

Men her må vi ikke glemme arkitekturens kraftfelt, som kan vende denne provinsialisme på hovedet og åbne sluserne for de menneskelige spillerum - og det langt mere impulsive liv mellem husene - med enigmatiske nicher til det enkelte individ som en uundværlig del af fællesområderne. Mere om det.

Først lidt om vigtigheden af, at havernes frodighed og det liv, som udfolder sig i dem, kan opleves direkte fra samtlige boliger i såvel stueplan som på første, anden, tredje, fjerde, femte sal. For at få havernes vækster og rumlighed til at smelte sammen med arkitekturen er første skridt på vejen lysåbne facadepartier med balkoner og søjlegange til de kommende københavnerboliger.

Derfor en lille tur til Cuba. Havanas klassiske gadehuse kan nemlig det dér med balkoner og søjlegange, og ikke alene dét, husene tryller samtidig tusindtals aktiviteter frem blandt beboerne, hvilket er medvirkende til at skabe tryghed i de enkelte boligkvarterer.

Det er flamboyante søjlegangs- og balkonhuse, disse svulstige, dæmoniske frækkerter i Cubas hovedstad. De tunge murede facadepartier i svulmende former - udsprunget af den verdensomspændende kolonistil, der i Cuba tog sin begyndelse med Christopher Columbus' ankomst i 1492 - krydret med et usædvanligt spraglet gadeliv, giver atmosfæren i Havanas ældre bydele en underfundig form for autoritet. Slet ikke at forveksle med de omkransende forstæder som bliver mere og mere faldefærdige, for nogle gange at ende i flereetages nyere betonbyggeri, der ligefrem giver gåsehud af værste skuffe.

Havanas klassiske gadehuse rummer sammenlagt kilometerlange, skyggegivende søjlegange med et leben af handel og vigør, der nærmest er østens bazarer ligeværdig. På balkonerne, som næsten er en naturlov i byen, lige over de markante og stærkt farvesatte søjler, foregår tilsvarende ikke så lidt - snak, forretninger og musik på tværs af gaderne, vasketøjsvirvar, høns i flere planer, deponering af det særeste inventar og ikke mindst oldgamle elledninger, der stritter ud overalt. I hvert gadehus bor der i dag måske fem-ti familier, eller endnu flere, mens der oprindeligt kun boede ganske få. Husene er faldefærdige, nogle steder er det nærmest ruinkaos, udvalgte er restaureret, men uanfægtet disse realiteter udstråler de alligevel en sær fyrighed.

Ud over de typiske søjlegange og balkonerne er der flere andre gennemgående karakteristika. Et farverigt indslag er vinduespartierne samt indgangs- og altandørene, hvor der er skabt muligheder for frisk luft og gennemtræk i tropevarmen, gennnem forfinede lys/skyggespil bestående af udkragede trænicher, der toner frem med et hav af varianter af tremmeklædte vinduesarealer med skodder. Her foregår samme liv som på balkonerne, det vil sige, at der næsten altid sidder børn, voksne eller husdyr betragtende dagligdagens gadeliv. Omvendt betyder denne åbenhed, som cubanerne ikke så sjældent gør en dyd ud af, at der næsten bliver tale om en slags udstillingsvinduer til det enkelte familieliv - i hvert fald har forbipasserende nem mulighed for at følge med på tv i de enkelte stuer, måske se, hvad der bliver spist, eller spore, om der er kærlighed eller skænderi i luften.

Den danske mentalitet er selvfølgelig helt grundlæggende anderledes, absolut ingen tvivl om det, men det, som er vigtigt at holde fast i, er måden, hvorpå disse gadehuses arkitektur formår at skabe byliv, ja ligefrem at bringe dagligdagen i kog.

Konklusionen er, at søjlegange, balkoner og udsyn bestemt ikke vil være at foragte i Københavns kommende boliger. Ej heller livet i stueetagerne som giver den tryghed, der er så vigtig, når man færdes i gadeniveau. De tidligere nævnte fælles haveanlæg er selvfølgelig uhyre vigtige i denne sammenhæng, men mindre nærbutikker, kuriøse serveringssteder og beboerrum, børneinstitutioner, boldbaner og sportsfaciliteter i lille skala, dansepavilloner, små spisesteder ved vandet med mulighed for ild og minibadebroer vil kunne blive lige så betydningsfulde elementer.

Og så må vi endelig ikke glemme en skrammellegeplads! For her åbner de første enigmatiske nicher sig på det helt tidlige børnestadie.

Da den danske landskabsarkitekt C. Th. Sørensen for første gang skabte en skrammellegeplads i 1940, i Emdrup lidt uden for København, blev det ikke uden grund lidt af et tilløbsstykke. Og det var ikke kun børn, som løb til, nyheden gik verden over.

Måske noget nær en primitiv idé, og dog er filosofien så indlysende rigtig og anvendelig i børnenes universer, at der bliver tale om psykologisk sans på et usædvanligt højt niveau. Skrammellegepladsen aktiverer den menneskelige psykes bedste sider. Børnene gives friere spillerum, noget, de færdigkøbte legestativer med brugsanvisninger til, hvordan der leges mest hensigsmæssigt i dem, slet ikke kan hamle op med. Tilhørsforholdet, der opstår ved, at man har været med til udformningen - med skævheder, blå mærker og skrammer, rablende indfald, måske sammen med naboens søn
eller mor og far - må ikke undervurderes.

Så en skrammellegeplads må indpasses som en lille spidsfindig del af haveanlæggene, dog i en behørig afstand fra balkonerne og søjlegangene, så beboerne ikke generes for meget af den intense hamren og banken.

Sættes de indtil nu foreslåede arkitektoniske komponenter sammen, tegner der sig et begyndende billede af en frodig haveby. Før visionen når for vidt, må vi alligevel, ligesom Søren Ulrik Thomsen, hastigt spørge om den slags nu virkelig hører sig en millionby til? Ja.

At havebyer hører sig storbyen til, findes der glimrende eksempler på, bl.a. i nabometropolen Berlin.

Berlin havde i 1920'erne, som en af verdens mest intense kulturelle smeltedigler, plads til så jordnære tanker som at skabe havebyer. Arkitekten Bruno Taut var mesteren for nogle af de bedst fungerende, nemlig 'Hufeisen-Siedlung' og 'Grosssiedlung Onkel-Toms-Hütte'.

Helt karakteristisk for disse boligbebyggelser er en harmonisk enkelhed synliggjort af få, men gode byggematerialer. Det er tre- fire- og femetagers bygninger i murværk, som er pudset op og malet i særdeles stærke farvesammensætninger. Farverne var helt typiske for Taut, som opfattede dem som en smuk og på samme tid billig facon at give de enkelte boliger særpræg på.

Imellem disse dristigt farvesatte boligblokke udlagde han så mængder af små private jordlodder, 'Mietergartens', som de enkelte beboere siden selv har plantet til. Og med tiden har de skabt en frodighed og levende atmosfære, som minder meget om vor spraglede danske kolonihavekvarterer.

Jordlodderne indgår i bebyggelsesplanernes større sammenhænge via fælles stisystemer og pladser, som er planlagt på måder, der skaber en fantastisk god balance mellem privathed og fællesskab.

Psykogisk bliver disse Mietergartens - ligesom kolonihaverne og børnenes skrammellegepladser - til små enigmatiske nicher for alle aldre, hvor man ud over at have sine jordbær i fred kan gøre præcis, som man selv ønsker, og hvor kun udvalgte gæster er velkomne. At dette kan lade sig gøre i storbyer, er det essentielle i Bruno Tauts tanker omkring havebyen.

Så hver beboer eller hver familie i Københavns nye boliger - såvel unge, midaldrende som ældre - bør gives mulighed for at få enten en lillebitte taghave, terrassehave eller et jordlod i niveau med gaderne, kajerne eller langs kanalerne. Tilsammen vil de tusinder af haver i forskudte planer blive til en søjlebåren by med arkader, balkoner samlet omkring de større fælles haveanlæg med direkte adgang til havnens vand og de talrige aktiviteter her.

Havnearealernes tidligere industripræg, og nu kontorernes dominans, vil således forvandles til menneske-, plante- og vandliv. Med glade skatteborgere!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere