Tidens menneske inddeler sit liv i forløb, tænker fremad og tror på livskvalitetens totale evalueringsskema. Men hvor er forbeholdene over for den lineære opfattelse af tiden, hvor er den tænksomme problematisering af begrebet udvikling, spørger forfatter og cand.theol. Jørgen I. Jensen. Verden er opløst i historier. Eller måske skulle man sige: Verden er ved at drukne i historier. Eller måske: Verden er allerede blevet fuldstændig oversvømmet af historier. Som om en ny syndflod er skyllet hen over jorden, og alle må indrette sig på at svømme rundt i et nyt element. De undersøiske historiestrømme kræver udvikling af nye organer. De er anderledes end en almindelig fornemmelse for historisk sammenhæng, anderledes end personlige erindringer, anderledes end afvejningen af, hvad der er stort og småt i historiens gang. Og anderledes end historien i en god roman eller en god film. I den ydre verden gælder det om at være på vej frem, have sit CV og sin karriere i orden, mens det på det indre plan handler om at være omstillingsparat, fleksibel og engageret. Og navnlig om at have kontakt med sit indre selv, så man kan træffe sine valg i dyb overensstemmelse med sit eget indre væsen og vide, hvad man vil med, som det hedder, sit liv. Først og fremmest gælder det om ikke at sakke agterud. Tiden er en ret linje, og tidsåndens højeste bud er: 'Du må ikke være bagud'. Der må ustandselig vælges mellem forskellige historier. Samtidig med at der kun findes én eneste: ens egen biografi. I hvert fald gælder det om altid at have iført sig en historie. Måske vil én og anden hævde, at man ikke er, som det hedder, klædt rigtig på. Måske er der endda en barnestemme, der råber - som den kritiske bevidsthed gjorde i forhold til gamle historier og traditioner: »Men han har jo ikke noget på«. Men det udråb gør jo, som vi ved, det hele til en rigtig historie. Så hvad der ikke kan fortælles som en historie, eksisterer slet ikke. Det er som i 'Der bor en bager i Nørregade': »Og har du-en-historie-at-fortælle, så kan du få, men har du ingen, så må du gå!«. Man skulle mene, at det ikke kan være et tilbageskridt, at mennesker tænker over deres egne liv. At der ikke kan være noget galt i at gøre tingene mere levende ved at fortælle om dem. At der er en opgave i at arbejde for, at mennesker kommer på deres rette hylde i samfundet. Men tidsånden har det med at lade ordene gå over gevind, løbe løbsk. Den har det med at lade bestemte ord suge al mening til sig. Om dette nye menneske findes andre steder end i ordenes verden, ved man ikke, men den dag det er blevet kød og blod, er det for sent at gribe ind. Derfor må man hellere høre efter og se, hvad ordene peger på: De peger på den store transsubstantiation: at alle ting får deres væsen forandret, så de kan indgå i en historie. Erhvervsfolk siger ligeud, at niveauet for bestemte produkter nu er så højt, at kunsten ikke består i at fremstille dem, men i at fortælle den bedste historie om dem. Det nye menneske befinder sig altid på en tidslinje. - Hvad laver du om fem år, spørger konsulenten eller intervieweren. Glemt er alle forbehold over for en helt ud lineær opfattelse af tiden, glemt er al tænksom problematisering af begrebet udvikling. Vi skal alle udmærke os inden for vores felt, det vil sige: helst være den bedste og leve et privat liv af høj følelsesmæssig kvalitet. Altid i kontakt med vore egne planer og ideen i vores liv. Biografien, CV'et, er ikke noget, man begynder at tænke over på et bestemt tidspunkt af sit liv, når der opstår problemer, eller når man bliver ældre og endda kan glæde sig over gode erindringer. Nej, hvert øjeblik ligger i forlængelse af din biografi og dine egne meritter. Den tankegang fra det personlige liv overføres til tiden selv; derfor bliver det i sig selv et argument, hvis man kan døbe et eller andet som noget nyt. Fra avancerede teaterinstruktører til højborgerlige politikere - det gælder om at kunne sige, at de andre er bagud, det gælder om at kunne få den lille og den store historie til at smelte sammen. Bag den ide ligger en kortslutning af strømninger, der går mindst 20 år tilbage. I 1980'ernes postmodernisme var det en tese, at de store fortællingers tid var forbi, de var afløst af en mangfoldighed af små historier. Sætningen handlede om opløsningen af de store universalforklaringer, men aldrig så snart var udtrykket: 'den store fortælling' blevet lanceret som noget, der ikke fandtes længere, før man kunne høre, at det var kommet i omløb som et positivt udtryk. Mennesker begyndte at tale om de store fortællinger i vores kultur, ikke som noget autoritativt, men alligevel som uomgængelige forudsætninger. I 1990'erne skiftede dagsordenen ganske vist, det store programpunkt blev subjektets udvendiggørelse. Som om den ydre facadeoplevelse og den indre punk-ekspressionisme fra 80'erne blev til ét: individet som facade. Den enkelte skulle vise sig frem, være tydelig, have profil, de små historier blev mere eller mindre identiske med biografier. Der er intet at indvende her, for så vidt som der er tale om almindelig historisk ændring af tyngdepunkter. Hvis ikke det lige var, fordi ideen om den store historie skjult var blevet smuglet med ind i det nye årti. Det profilerede menneske tilskyndes til at markere sig ved at proklamere, at dér hvor jeg er, lige her er det, at hele tiden, som man siger, griseøre. Ordet skaber, hvad det nævner. Den, der taler sådan, har fået gjort de andre ordinære, på lang afstand fra idéer om, at ethvert individ er et mysterium. Den dybere baggrund for proklamationen af, at alt er nyt, er nok, at intet er særlig nyt. I hvert fald ikke i menneskesyn og idealer, snarere tværtimod. Når det er en læresætning, at alt går så hurtigt, er det, fordi man har set tempoet i historien i teknologiens lignelse, jo nyere teknologien blev, jo nyere blev tiden så at sige. Indtil den ægte, almindelige historie har belært os om, at teknologi kan bruges af alle, også af dem, der ikke anser sig selv for at være særlig sekulariserede eller moderne, ja som på ingen måde ønsker at være det. Europakortet har nogle mystiske overensstemmelser med et 100 år gammelt landkort. Det samme gælder landkortet over menneskelige idealer med ord som udvikling og værdier. Nu lever tidsånden bl.a. af lette hukommelsestab, det kan være forfriskende, ja er det faktisk gennemgående, fordi det medfører, at mennesker af vidt forskellig alder kan være i dialog. Men lige nu har tidsånden åbenbart samlet sig om omsmeltningen af alle ting. Som da guldhornene blev smeltet om for at kunne indgå i en ny historie. Men måske begyndte transformeringen til de mange historier, hvor man ikke kan skelne, hvad der er hvad, det vil sige længere nede i dybet, alligevel i 1980'erne. I det øjeblik da to ord blev koblet sammen, som kom fra hver sin sfære. Det ene var ordet karriere. Det ord var på vore breddegrader noget, som nogle mennesker, f.eks. skuespillere, for deres brøds skyld blev nødt til at have. Det var hårdt for dem, mens vi andre, der voksede op hos forældre med fast arbejde, gudskelov var forskånet for den slags problemer. Men nu kom ordet fra vest og blev udbredt som personligt ideal - til alle. For over 25 år siden, i 1976, lod Iris Murdoch i romanen 'Henry og Carto' en person sige om amerikanerne: »De synes ikke at kunne tage noget for givet, men forudsætter en stadig foranderlig tingenes orden, hvor de uophørligt spurgte sig selv: udvikler jeg mig, har jeg succes, når jeg til fuld udfoldelse, er jeg god?«. Forskellige demokratiske samfund har forskellige traditioner, så der er i sig selv ingen grund til at kritisere andres livsformer. Det uheldige var blot, at ordet karriere fra vest blev forbundet med et andet ord, der havde haft sin prægnante funktion i øst, i den tidligere østzone, ordet planlægning. Klik. Tidsånden koblede dem sammen. Ganske vist har den sammenkobling forlæg i engelsk, men får en anden klang på dansk. Vi fik et nyt ord: karriere-planlægning. Med et nyt menneskesyn. Den totale individuelle frihed og den individuelle kamp fremad, forbundet med det totalt overskuelige og forudsigelige livsløb. Hvis det ord er fortegnet for alle historier, ændres rangforholdet mellem samfundets symbolske institutioner. En gang var skolen den institution, alle måtte interessere sig mest for, fordi den og dens ideer spejlede samfundets drømme om fremtiden. Men, som det fremgik af sidste valgkamp og fremefter, det er ikke længere skolen, som giver den tydeligste information om samfundets tilstand, men: hospitalet. Dermed er det ikke længere den fælles fremtid, men, da vi jo alle helst vil være raske, den individuelle undtagelsessituation, som bliver det almene. Folkeskolelæreren, hverdagslivets helt og en af hovedpersonerne i et civiliseret, demokratisk samfund med åndelig horisont, bliver erstattet af behandleren, konsulenten, bedømmeren. Skolen derimod, ses som et middel for den enkelte til at komme frem i verden, ikke som et liv og en livsform i sin egen ret. (Jeg taler stadig om et menneske i ordenes verden, ikke om hvad der sker rundt om på alle de yderposter i samfundet, som folkeskolerne med deres lærere stadig er). »Der er for megen fri leg i børnehaverne«, læste man i avisen for nogle måneder siden, »der skal opstilles præcise mål for børns udvikling«. 'Og', tilføjer avisen: »ministeren er begejstret«. For nogle uger siden lød overskriften: 'Skoler vil opdrage forældre'. Denne gang er ministeren ikke kun begejstret, stadig ifølge avisen, hun jubler. Kort og godt: Skolen er ikke længere det væsentlige symbol for samfundet, fordi hele samfundet er ved at blive en skole. 13-skalaen og utallige kokkehuer har bredt sig overalt, vi er altid til eksamen. I disse, som det hedder, forløb, indgår som noget helt selvfølgeligt et ord, der har haft sin udmærkede plads inden for forsvaret, men som nu er overført til det civile liv, ordet strategi. Vi har fred her til lands, men befinder os åbenbart alligevel i en forrygende fight: den store kamp om opmærksomhed. Det kan ende som i slutningen af Carit Etlars roman 'Herverts krønike', hvor hovedpersonen til sidst siger: »Jeg har vundet sejr over dem alle, men står mellem lutter grave«. Bag alle ordene kan ligge en drøm om det store, totale livskvalitetsevalueringsskema. Her udfolder alle deres inderste kompetencer i fuld frihed, men i et lineært forløb. Og da skemaet kan opfange alle forløb, kan alles liv samtidig stemme med skemaet. Det går også ind i den indre verden. Postmodernismens fremhævelse af rollerne og problematiseringen af et konventionelt personlighedsbegreb, som bestemt har noget for sig, har fået den uventede kulmination, at vi nu skal spille den rolle, at vi altid er et autentisk selv. I dag spørger intervieweren ikke blot om gangen i fodboldkampen, om indholdet af kunstværket eller den politiske beslutning. Men siger: Hvad betyder det for dig? - at du vandt kampen, fik frembragt dit kunstværk eller var med i finanslovsforliget? Og interviewofret begynder altid sit svar med: Jamen. Som om man på forhånd er under anklage for ikke at have styr på sine egne personlige reaktioner. 11. september blev en ung mand, som lige havde mistet sin kæreste, interviewet i CNN. De fleste var vel den dag lidt ved siden af sig selv, så man kan måske ikke helt forlade sig på sin hukommelse. Men jeg mener, intervieweren spurgte: - Hvad føler du nu? og at han svarede: Jeg ved ikke, hvad jeg føler. Om der da slet ikke er nogen udvej? Navnlig for dem, der er håbløst bagud og f.eks. slet ikke kan forstå nye historier, om at man skal dekonstruere Shakespeare - eller de Danske Statsbaner. Måske lever de fleste mennesker, som de altid har gjort, inde under det net, som de nye ord har spændt ud over virkeligheden. Og man kan pege på fænomener, som aldrig helt ud kan forandres til historier: lyrik, billedkunst, superligakampe, gudstjenester - og al musik: fra rock til symfonikoncerter. De vil altid blive ved med at være, hvad de er, uanset hvor mange fortællinger der knyttes til dem, ja i forhold til de fænomener kan historier simpelthen være oplysende. Men det er jo kun nogle mennesker, der har de interesser. Alligevel er der vistnok en bred folkelig protest i gang mod det lineære menneske, der haler al virkelighed ud af sine egne kompetencer. Dens instrument er mobiltelefonerne. Forvirring og irritation ændrer ikke ved denne opfindelses overraskende udbredelse og popularitet, som også må have åndshistorisk betydning. Presset på den enkeltes liv må være så stærkt, at alle, altid, på sig må have et symbol på, at de når som helst kan komme i kontakt med noget andet, et andet menneske, opleve et opkald, noget uforudsigeligt i en helt anden tidssfære. Befinde sig i en sammenhæng, som ligger helt uden for den klaustrofobiske linje, hvor man blot lægger sekund til sekund i sin egen livshistorie. Måske er mennesket med de mange historier, der jo kun er én eneste: Palle alene i verden, allerede ved at forsvinde, måske er det kun et gespenst i planlæggeres, mediers og reklamers sprog. Måske er faren ved at drive over. I hvert fald har jeg ikke mere tid, nu. Telefonen ringer. Måske er der ligefrem en, der vil tale med mig, måske bevæger jeg mig om et sekund ind i en almindelig god samtale om et emne, uden dagsorden og uden bagtanker. På trods af at jeg ikke aner, hvor jeg lige nu er i, som man siger, mit liv.