Hvorfor er Grundtvig kommet i unåde hos sit eget folk? Folkelighedskitsch og skinger nationalisme lyder kritikken af digterpræsten og hans virke. I dag har den gamle fødselsdag, og forfatteren og højskolelæreren Ole Vind nuancerer kritikken. I dag er det Grundtvigs 219-års fødselsdag. Det kunne være en anledning til at gøre status og konstatere, at hvor Grundtvig endnu på 200-års dagen i 1983 blev behørigt hyldet fra alle sider som en ophøjet og urørlig national koryfæ, så er hans navn i dag helt anderledes omstridt. I 1983 blev Grundtvig nok berømmet og fejret, men ikke taget alvorligt i nogen aktuel debat. I dag dukker hans navn derimod jævnligt op i aviser og debatbøger - men nu næsten altid med negativt fortegn: som skræmmende eksempel på en renlivet dansk nationalisme og antiintellektualisme. Af debatten kan udledes, at det næppe er et tilfælde, at der i Grundtvigs fædreland viser sig en udbredt fremmedfrygt og senest med blandt andet Dansk Folkeparti en åbenlys populisme med dyb skepsis over for en internationalt orienteret akademisk elite. Alene partiets navn fremmaner den Grundtvig, der ikke ville tilhøre noget andet parti end det danske folk. Grundtvig var ikke den forbilledlige demokrat og folkeoplyser, men en »national- religiøs folkeforfører«, skrev Jan Bunkenborg i Politikens Kronik 6. marts 1998 med overskriften 'Luft ud efter Grundtvig'. I Kroniken 3. juni 2001 fandt Rune Engelbreth Larsen den nationalistiske højrebølges essens i Grundtvigs »skingre fædrelandskærlighed«. Ligeledes i Politiken langede Frederik Stjernfelt 15. dec. 2001 ud efter Grundtvigs »hadske folkelighedskitsch«. I bogen 'Kvinde på Dronning Louises bro' fra 2000 drog Klaus Rothstein i et essay en længe glemt ordstrid frem i lyset, nemlig debatten i 1849 mellem Grundtvig og forfatteren M. A. Goldschmidt, der af Grundtvig frakendtes retten til folkeligt at tale med som dansker, da han var født jøde - skønt slægten gennem generationer havde haft hjemme i Danmark. Grundtvig krævede åbenbart etnisk renhed af dem, der skulle råde for Danmarks fremtid. I 1983 spillede forestillingen om etnisk renhed ingen rolle i debatten i Danmark. Baggrunden for omslaget siden 1983 og det nye kritiske lys på Grundtvig er den europæiske debat om etnicitet og nationalisme, som kom til at præge årtiet efter Berlinmurens fald, dels som følge af de etnisk-nationalistiske krige i det tidligere Jugoslavien, dels som følge af det voksende antal indvandrere og flygtninge i Den Europæiske Unions gamle nationalstater. Til debatten bidrog også en international forskning i nationalisme og identitetsdannelse med Benedict Andersons 'Imagined Communities. Reflections on the Origin and Spread of Nationalism' fra 1983 som et skoleeksempel. I Danmark gjorde historikeren Uffe Østergaard gennem 1990'erne i bøger og talrige artikler forbilledlig klart opmærksom på, at national identitet, på dansk 'folkelighed', ikke rækker tilbage til nogen fjern fortid, endsige da er medfødt, men blev bevidst konstrueret som led i etableringen af de nye nationalstater i Europa. Østergaards gennemslagskraft kan i dag måles på, at han er et af Dansk Folkepartis fornemste hadeobjekter! Netop Dansk Folkepartis succes ved folketingsvalget i november 2001, der blev så stærkt præget af indvandrerdebatten, gav yderligere næring til opmærksomheden på Grundtvigs nationalisme og antiintellektualisme. I dagbladet Information henviste sociologiprofessor Peter Gundelach efter valget til Grundtvigs afgørende betydning for danskernes indvandrerkritiske holdning, og Suzanne Brøgger udtalte, at Grundtvigs smukke og rigtige tanker åbenbart har en skyggeside, »og det er måske først nu, vi opdager, hvad der egentlig gemmer sig i skyggen«. Udtrykket »i Grundtvigs fædreland«, der tidligere gerne anvendtes for positivt at understrege en holdning, har således gennem de seneste år vakt stadig flere negative associationer. Og hvis man vil, så kan der sagtens fremdrages flere kritiske eksempler på Grundtvigs kristne nationalisme med danskerne som Guds udvalgte hjertefolk, hans bibelsk funderede racisme og krav om etnisk renhed og hans afstandtagen fra det parlamentariske demokrati. Grundtvigs forfatterskab er det mest omfattende på dansk overhovedet og ikke just overskueligt, hvad der vel er årsagen til, at ingen endnu har fremdraget detaljer fra hans syn på Muhamed og islam, som ellers er klart formuleret. Man har heller ikke fundet frem til Grundtvigs omtale af negre og andre farvede folkeslag. Jeg skal afstå fra at bringe eksempler! Lad det være sagt med det samme, at kritikken af Grundtvig er fuldt berettiget, og at der er god grund til yderligere kritik. Det er således værd at bemærke, at det nationale og det antiakademiske er knyttet nært sammen som to sider af samme 'folkelighed' hos Grundtvig, i hvis historiefilosofi der indgik et ægte romantisk syn på de ulærde bønder som folkets sunde kerne, der havde bevaret folkets sprog og ånd i reneste skikkelse - uden sproglig og dermed åndelig forurening fra den fremmede, latinske, franske eller tyske overklassedannelse. Det skal også bemærkes, at Grundtvigs krav om etnisk renhed ikke var racebiologisk begrundet, skønt han i en sang skriver om danskerne, at »alle dog hinanden ligne, har tilfælles byrd og blod, modersmål og løvemod!« (strofen er ikke med i Højskolesangbogen!). Kravet om etnisk renhed var hos Grundtvig bibelsk begrundet. Han betragtede Det Gamle Testamente som åbenbarede historiske sandheder, herunder myten om Adam og Eva i Paradisets have og myten om Babelstårnet. Oprindelig talte alle mennesker samme sprog. Men efter Babelstårnets fald skilte Gud til straf folkeslagene og gav dem hver sit sprog og landområde, og hvad Gud har adskilt, skal mennesket ikke sammenføje - først ved tidernes ende skal den paradisiske enhed genoprettes. Apartheidpolitikken i det kristne Sydafrika havde ganske samme bibelske begrundelse. Men man bør vel også spørge sig selv, hvad al denne kritik af Grundtvig skal tjene til? Med Klaus Rothsteins kloge ord bærer vi »hver især på en indre grundtvigianer, for når det kommer til stykket, er vi alle i dette land rundet af den gamle digterpræst«. Vi kan altså ikke slå ham ihjel, han er en del af os selv! Kritikken af Grundtvig bør indgå i en bredere selvkritik og selvbesindelse i Danmark. Kender vi nok til denne »indre grundtvigianer«, som måske hvisker os ord og tanker i ørerne bag om ryggen på os? Det er da værd at vide, at denne Grundtvig også er andet og mere end tidstypisk nationalkristelig retorik og romantisk inspireret antiintellektualisme. Grundtvig var også Danmarks største oplysningsfilosof, en akademisk tænker med europæisk vingefang og en digter af sjælden originalitet. Hvem kunne ikke ønske at genfinde sådanne sider af den »indre grundtvigianer« hos sig selv? Grundtvigs originalitet og hans langtrækkende indflydelse forstås ikke alene ud fra tidens etnisk-kristelige retorik. Det betyder dog på ingen måde, at kritikken ikke er nødvendig og berettiget. Tværtimod. Netop fordi indflydelsen stikker så dybt, skal Grundtvigs farlige, fundamentalistiske holdninger frem i lyset, også i endnu højere grad end det hidtil er sket. Det er bare ikke nok. Mennesket lever ikke af kritik alene. Kritikkens kolde lys er nødvendigt, men langtfra tilstrækkeligt for en virkelig oplysning i grundtvigsk forstand. Oplysningen skal nære livet som Solen, ikke blot afsløre verden omkring os i korte, kolde glimt som lynet - »det ene lys opliver, det andet slår ihjel«, hedder det hos Grundtvig. Kritikken må bidrage som en del af en mere omfattende oplysning, der vedkender sig sit eget værdigrundlag. Og dette kritikkens eget værdigrundlag kan vise sig i grunden at have samme europæiske rødder som Grundtvigs hele tænkning. Grundtvigs omfattende forfatterskab, fra salmerne og sangene, over samfundsdebat og skoleskrifter til de vældige kirke- og verdenshistoriske værker, byggede på respekt for ånd og historie og tro på historisk videnskabelighed som det eneste grundlag for en ægte humanistisk oplysning. Og efter Grundtvigs syn - oversat til nudansk - var en sådan videnskabelighed og oplysning ikke blot en luksus for de få, men nødvendig for hele samfundet i den nye individualistiske friheds tidsalder, hvor det ikke længere som i oldtid og middelalder var stat og kirke, der havde monopol på at definere værdierne. Respekt for ånd betyder ikke at bekende sig til nyreligiøse, spekulative og metafysiske kosmologier, men ganske enkelt respekt og sans for historiens røst, som jo er aldeles usynlig, 'oversanselig', udtryk for åndens spor. 'Det levende ord' betyder ikke livlig snak, men den livskraft, der forplanter sig gennem historien i åndsbårne ord - i tale eller på skrift. Historien kan hverken ses eller føles, men rummer dog liv og kraft, der forplantes fra generation til generation gennem levende ord - mundtligt eller skriftligt. Åndens verden er sprogets og historiens verden, med forfædrenes største sejre og nederlag, idealer, drømme og håb, vel at mærke når kraften heri genvækkes hos os gennem nutidige ord med ånd - hvad Grundtvig kaldte en historisk-poetisk fortolkning af historien. I dag vil vi måske hellere med den tyske tænker Gadamer tale om en hermeneutisk tilgang til historien. Det følger af en sådan tilgang, at historien til stadighed må fortolkes på ny gennem en fortsat dialog med og kritik af det overleverede - f.eks. Grundtvigs nationale og kristelige fortolkninger, hvis kraft engang pegede fremad, men som i dag peger bagud i historien. Det følger af Grundtvigs eget syn, at historien som menneskeslægtens erfaringer gennem tiderne til stadighed må nyfortolkes i takt med nye erfaringer. Og verdenshistorien siden Grundtvigs tid har jo givet os rige, men nok så dystre erfaringer om følgerne af den nationalisme, racisme og antiintellektualisme, som udfoldede sig i Europa efter 1789, romantikken og napoleonskrigene. Vi husker to verdenskrige udløst i Europa, Gulag og kz, Auschwitz og Hiroshima, foruden den europæiske racismes globale ugerninger - men vi husker også, at Europa gennem selv de mørkeste tider ikke glemte drømmen fra oplysningstiden om humanitet, demokrati og menneskerettigheder. Og historien vidner også om det skrøbelige EF og senere EU, det verdenshistorisk enestående forsøg på at skabe et forenet Europa med udtrykkelig henvisning til værdigrundlaget fra oplysningstiden. Disse erfaringer kræver nyfortolkning og nyskrivning af Europas historie. Netop i denne nyskrivning er kritik alene ikke nok - som i Søren Krarups kolde historieskrivning, der håner alle menneskelige drømme og håb om humanitet, demokrati og menneskerettigheder. For os, der ikke bøjer os for den lutherske fadergud, er Krarups historiesyn en kaskade af kolde lyn, kun sammenholdt af den postulerede spænding mellem himmel og jord og iscenesættelsen af oplysningstiden som det store syndefald. Den arv, som Søren Krarup forhåner, er netop Europas dyrebareste arv - arven fra oplysningstiden med dens tro på fornuft, humanitet, oplysning og menneskeslægtens enhed. Man kan med rette kritisere oplysningstidens naive rationalisme og dens manglende historiske sans. Denne kritik hører til kernen i den romantik, som satte sit afgørende præg på Grundtvigs syner. Men igen: kritik er ikke nok og heller ikke romantikkens kritik skal skygge for, at 1700-tallets oplysningstid udgør det åndelige højdepunkt i Europas historie. Da skabtes det blivende værdigrundlag for fremtidens Europa. Uden oplysningstiden ingen Grundtvig. Hans syner og drømme er inspireret derfra, men lutret i romantikkens kritiske bål for endelig fra 1832 at finde blivende udtryk i troen på oplysning, videnskab og stadige fremskridt hen i mod en frihedens, lighedens og broderskabets verden på denne jord. At Grundtvig selv fandt nationalstaten og den bibeltro, lutherske kristendom som gudgivne og uundværlige støttestave for dette fremskridt, skal ikke forhindre os i at videreføre hans indsats ved at virke for en ægte humanitet på denne jord uden andre støttestave end respekten for ånd og historie. En af oplysningstidens skønneste frugter var den nye historievidenskab, hvis grund blev lagt af Grundtvigs store inspirator, J.G. Herder, med forståelsen af, af ethvert menneske såvel som ethvert folk og enhver tid må forstås ud fra deres egne forudsætninger, der ikke kan bedømmes ud fra nogen evig og almengyldig målestok. Af Herders kulturrelativisme følger ikke, at alle kulturer er lige gyldige - det forudsætter igen én målestok! - men at enhver forståelse også afspejler egne forudsætninger og begrænsninger. Oplysningstidens idealer om humanitet og de såkaldt universelle menneskerettigheder er ikke og har aldrig været universelle - men kan højst blive det i samme udstrækning som den åndelige kraft fra oplysningstidens Europa vinder udbredelse på vor runde klode. Til arven fra oplysningstiden hører også viljen til at kritisere egne forudsætninger og begrænsninger. Det er et sundhedstegn, når man nu kritiserer Grundtvigs nationale og kristelige retorik, der indsnævrede inspirationen fra Herder og oplysningstiden. Men kritikken bør ikke smide barnet ud med badevandet. Grundtvigs sans for ånd og historie er i dag så nødvendig som nogensinde. Kritikkens kolde lys kan aldrig skabe den europæiske, endsige da globale solidaritet, som er betingelsen for, at humanitet og menneskerettigheder kan vinde frem. Det kan kun en fortælling, der lader vores værdigrundlag træde tydeligt frem gennem historien. En fortælling om humanitetens, fornuftens og oplysningens tvetydige, men dog lysende spor i historien.