Politikens chefredaktør forelæste om de store linjer i verdenssamfundet, da han torsdag 12. september tiltrådte som adjungeret professor i kommunikation og internationalisering ved Handelshøjskolen. Vi bringer her forelæsningen i forkortet form. I hele den del af mit liv, hvor jeg har kunnet følge med i samfundsudviklingen (jeg blev student i 1975), har demokratiet som styreform bredt sig på vores klode. Antallet af demokratier er vokset og vokset, og selv om antallet af lande også er det, så har demokratiernes vægt i verdenssamfundet aldrig været større. Demokrati er ikke her sat lig med paradis på jord eller noget, der ligner. Intet demokrati er perfekt, og de fleste demokratier er særdeles mangelfulde. I denne sammenhæng mener jeg med demokrati en politisk styreform, hvor de, der regerer, kan blive sat fra bestillingen på fredelig vis, og hvor de forventer at blive det med mellemrum. Denne styreform er stormet fremad i verdenssamfundet i de sidste ca. 30 år. Sådan var det ikke tidligere. Selv om både Første og Anden Verdenskrig af sejrherrerne blev ført i demokratiets navn, så var deres udfald i praksis ganske tvetydige, hvad det angår. Og efterkrigstiden blev præget af stribevis af nye diktaturer. I 1970'erne vendte billedet. Det begyndte med de sydeuropæiske diktaturer i Portugal, Spanien og Grækenland. Det fortsatte med det meste af Latinamerika, der i 1980'erne vendte tilbage til civile og demokratiske regeringer. Og i 1989-91 kom så det store vendepunkt, da først østblokken og så Sovjetunionen blev afløst af, hvad der - bortset fra i Centralasien og Hviderusland - må betegnes som demokratier på vej. Også i Asien er det gået fremad, med Filippinerne, Taiwan, Sydkorea og senest Indonesien som markante eksempler. Og i Afrika faldt apartheidregimet. Store dele af Afrika og den arabiske del af den muslimske verden ligner undtagelser fra det generelle billede. Men selv her gøres der forsøg, og der er spirer til fremskridt: I den arabiske verden mest tydeligt i de lande, der ikke er ramt af oliepengenes svøbe. De mange demokratiske revolutioner er naturligvis vidt forskellige. Alligevel mener jeg, det er muligt at se mønstre i den globale demokratibølge. For det første er det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt overgangen til demokrati de fleste steder er foregået. Forestillingen om en langsom modning over årtier, endsige generationer, som så ofte spøger i den hjemlige debat, er svær at opretholde. For det andet er der ikke sket mange tilbagefald. I de tilfælde, hvor de basale institutioner er kommet op at stå, er der ikke mange eksempler på senere demokratiske sammenbrud. Ikke engang i det økonomisk hårdt prøvede Latinamerika har vi endnu oplevet en eneste entydig tilbagevenden til diktatur. Begge dele afspejler den elementære kendsgerning, at demokratiet er populært. Mange grupper i de pågældende samfund kan se fordelen ved at afgøre konflikter uden vold, og de giver ikke åbenheden fra sig frivilligt, selv om de skuffes, for eksempel af den sociale og økonomiske udvikling. Det er også tydeligt, at den ene demokratiske revolution inspirerer den anden, og at den kendsgerning, at demokratiet som norm efter den kolde krig entydigt dominerer i det internationale samfund, har stor betydning. Det er slående, at der ikke er dukket alternative demokratimodeller op undervejs. Det er de klassiske institutioner, der slog igennem i 1800-tallet, der stadig er de afgørende: parlamenter og præsidenter, frie, hemmelige valg, politiske partier, uafhængige domstole og retsstat, pluralisme i medier og civilsamfund - uden dem intet demokrati. Det er menneskerettighederne, herunder retten til at være med til at styre det samfund, man lever i, der er det fælles værdigrundlag. Demokrater i Asien taler ikke om særlige, asiatiske værdier på dette område. Det er noget, halvdemokrater og heldiktatorer fra Singapore til Beijing er optaget af. Det er på den baggrund nærliggende at sole sig lidt i, at det er (oprindeligt) europæiske værdier, der går deres sejrsgang over hele verden, værdier, der har vundet mere og mere universel anerkendelse på baggrund af deres universelle gyldighed. Men pas på. Det, er ikke tale om en simpel form for kultureksport. For det første førte oplysningstid og demokratiske revolutioner lige frem til det 20. århundrede, hvor vi europæere stod i spidsen for det største barbari i menneskehedens historie. For det andet lagde vores universelle værdier os ingen hindringer i vejen i hele den imperialistiske og koloniale tidsalder: Vi har alt for ofte sørget for, at idealerne kun gjaldt for os selv. Demokratiets sejrsmarch i store dele af verden afspejler, at der findes universelle værdier. Men det er værdierne, det drejer sig om; deres idehistoriske oprindelse i Europa og USA bør ikke begrunde nogen form for kulturel eller samfundsmæssig overlegenhedsfølelse. Resultatet af hele denne udvikling er, at menneskeheden befinder sig i en uhørt fordelagtig situation. Verdenssamfundet domineres af løse koalitioner af demokratier, der samarbejder mere og mere om mere og mere. Demokratier fører ikke krig mod hinanden. Og der er flere og flere af dem. Det er i sig selv en kæmpe gevinst for det internationale samfund. At demokratierne står stærkt globalt, er imidlertid ikke det samme, som at vi har et globalt demokrati. Der er måske endda dem, der vil mene, at det heller ikke er noget, vi bør efterstræbe. For er forskellighed og variation ikke værd at bevare, og hvorfor skal hele menneskeheden ensrettes? Her må man fastholde, at det kun er den overordnede politiske ramme, vi taler om. Demokrati i det enkelte land er jo heller ikke ensbetydende med ensretning og undertrykkelse af mindretal - tværtimod. Men at målet om én verden på det lange sigt er uafviseligt som værdi, ikke bare for at sikre den 'evige fred', som Immanuel Kant talte om, men også for at løse de fælles, planetariske problemer, der allerede tegner sig, forekommer mig svært at afvise. Mange anser det afgørende nye for at være den økonomiske globalisering. Det er en sandhed med modifikationer. Allerede før Første Verdenskrig udgjorde verdenshandlen en andel af den samlede økonomiske aktivitet, der kan sammenlignes med i dag. Og de store europæiske landes gensidige økonomiske afhængighed var stor. Det forhindrede ikke verdenskrigen, der satte dagsordenen for det meste af det efterfølgende århundredes historie. Politik gjorde en forskel, og politik gør en forskel. Den godartede internationale situation, jeg har beskrevet, er altså et politisk fænomen. Det nye er antallet af demokratier og deres stærke magtposition, der så understøttes af investeringer, handelsstrømme, bistand og ikke mindst af den menneskelige mobilitet - fra jetset i top til flygtninge og indvandrere i bund med masseturismen som middelklassens bidrag - der gør verden stadig mindre og mere sammenhængende. Medieglobaliseringen er en selvstændig faktor. CNN i USA har fået følgeskab af al-Jazeera i Qatar. Og hvor der stadig er store begrænsninger på informationsfrihed og ytringsfrihed mange steder, så betyder globale mediers kulturspredning som minimum, at en stadig større del af menneskeheden bliver vidende om, at tingene kan gøres og bliver gjort anderledes andre steder. Internettet, der knytter helt uforudsigelige og ukontrollable bånd mellem enkeltpersoner over hele kloden, trækker i samme retning. Endelig oplever vi i disse år, hvordan et internationalt civilsamfund er ved at spire frem. De store topmøder påvirkes ikke kun af politikere, embedsmænd og erhvervsliv. Utallige græsrodsbevægelser og internationalt orienterede, ideelt arbejdende lobbygrupper blander sig. Også grupper, der falder uden for det umiddelbare værdifællesskab, deltager i en slags global offentlighed: Religiøse og politiske ekstremister og sekter har hjemmesider på internettet. De rummer tågesnak og propaganda, men også pletvist værdifulde og overraskende informationer, fordi det er forudsætningen for at blive besøgt og få betydning i den virtuelle virkelighed. Selvfølgelig har den virtuelle nærhed skyggesider: Misundelse og frustration stimuleres, rygter og løgne spredes, og flertallet er slet ikke koblet på. Den samlede effekt går dog i retning af at nedbryde den lukkethed og isolation, som udemokratiske strukturer lever af. Alt sammen er det ansatser til noget, der kunne understøtte det globale demokrati, som vi ikke har. Men internationalisering og spirende international offentlighed er sårbare størrelser, så længe de ikke kan henvende sig til magtfulde internationale organer. Hvad det angår, understregede det meget resultatfattige Johannesburg-topmøde, hvor lidt summen af gode viljer formår, så længe de ikke er forankret i en sammenhæng, der er politisk forpligtigende, og som har politisk tyngde. Stærke internationale institutioner er helt afgørende. Professor Robert A. Dahl, USA's fremmeste demokratiteoretiker i et par generationer, fremsatte sidste år tre enkle teser om udviklingen, der til- sammen skulle definere et vigtigt forskningsfelt i det 21. århundrede.