Vor indsats over for samfundets mest omsorgssvigtede børn har spillet fallit. Kommunerne - især de små - mangler kapacitet og viden, skriver cand.psych. Niels Peter Rygård. Han er konsulent i sager om børn med følelsesmæssige handikap. I snart 20 år har jeg arbejdet med børn med alvorlige tilknytningsforstyrrelser i forskellige sammenhænge. Det vil sige børn, hvis evne til dybere tilknytning til voksne og andre børn er blevet stærkt hæmmet i de første leveår. Årsagen til den manglende tilknytningsevne er oftest en kombination af en vanskelig graviditet, en for tidlig fødsel og et påfølgende omsorgssvigt i de første tre leveår. Som oftest skyldes omsorgssvigtet, at forældrene er psykisk syge, misbrugere eller selv har været for omsorgssvigtede til at kunne give stabil omsorg til spædbarnet. I nogle tilfælde at barnet på grund af sygdom eller før adoption har oplevet langvarige adskillelser fra forældrene før 3-års alderen, eller at indvandrerfamilier har mistet opdragelsesevnen i skiftet fra en kultur til en anden. Den nedsatte tilknytningsevne viser sig ved, at barnet senere ikke udvikler sig følelsesmæssigt ud over førskolealderen, udviser dyb mistillid til andre, er meget optaget af egne behov, impulsstyret og aggressivt, mangler samvittighed og skyldfølelse og derfor løber ind i kroniske sociale vanskeligheder, ofte kriminalitet, i skole og daginstitution. En del udvikler som voksne 'antisocial personlighedsforstyrrelse', en nyere betegnelse for det, vi i gamle dage kaldte psykopati. De bedst begavede kan til tider nå samfundets top som distanceblændere, de mindre begavede havner hurtigere og oftere bag tremmer, fordi de ikke kan styre deres aggressioner. Talmæssigt set vil fire-fem procent af en børneårgang være udsat for massivt vedvarende omsorgssvigt i spædbarnealderen, og cirka femten procent udsættes for lettere omsorgssvigt. Cirka tre procent af en børneårgang vil udvikle antisocial personlighedsforstyrrelse som voksne. Det er meget vanskeligt at behandle klienterne, fordi de ikke selv mener, at der er noget galt med dem, og fordi tilstanden hurtigt bliver kronisk i førskolealderen. Behandling vil derfor i høj grad være ensbetydende med ydre styring og social træning i et meget kontrolleret miljø. Det er meget dyrt, og barnets skæbne afgøres derfor ofte i et tovtrækkeri mellem kortvarige indsatser i nærmiljøet, vekslende med anbringelser uden for hjemmet, når alt andet er prøvet. Det er ikke usædvanligt, at et tilknytningsforstyrret barn har frekventeret seks-syv skoler i ni-års alderen. Det forstærkes af, at forældrene sjældent bliver boende i samme kommune ret længe. Typisk ender de i små landkommuner, hvor der er billigt at bo og mindre effektiv offentlig kontrol og indgriben. Her belaster de budgettet i en grad, så de kan blive dråben, der fører til en øget skatteprocent. I de mindre velhavende amter og kommuner søger man at erstatte de dyre institutionspladser med et korps af plejefamilier. Hver gang den kommunale økonomi strammer til, får man den tanke, at der må spares på anbringelser uden for hjemmet. I den 'kommunal-anorektiske' periode for 10-12 år siden hjemtog man en bunke børn, nedlagde døgninstitutioner og placerede børnene i plejefamilier. I dag dukker de op igen som unge med store vanskeligheder, nu med behov for en voksendøgninstitutionsplads. Mange plejefamilier gik ned på en alt for stor opgave med for lille opbakning fra de forvaltninger, som havde ansvar for at placere og føre tilsyn med børnene. Børnenes og familiernes problemer har imidlertid vist sig så massive, at man nu bygger lokale døgninstitutioner og søger at skabe en mere målrettet indsats i forebyggelse. F.eks. har Horsens Kommune i en årrække haft en politisk støttet intention om at gribe hurtigt og konsekvent ind i familier, hvor forældrene ikke tog sig af børnene. Det medførte bl.a. et stigende antal dyre anbringelser uden for hjemmet. Denne yderst rosværdige linje har nu ført til, at man vil hjemtage og behandle børnene i lokalmiljøet for ikke at ruinere kommunen. Hvis det nu er melodien, at kommunerne vil spare på anbringelser, er der nogle erfaringer fra sidst, som kunne komme til nytte. Hvad skal der til, for at en indsats kan blive bare lidt fornuftig og økonomisk overkommelig? Hovednøglen til et fornuftigt arbejde er efter undertegnedes mening den erkendelse, at vi må forstå vores egen kultur og begrebet 'socialpolitik' mere differentieret. Vi har et samfund, hvor 80 procent af børnene har det godt, og det er på verdensplan en meget høj andel. De kommunale systemer er gearet til disse børn og børn med mindre alvorlige vanskeligheder, og alle trives fint. Så meget tydeligere bliver de få børn, som ikke udvikler sig socialt, og de vanskeligheder, kommunerne møder i arbejdet med dem. Når det kommer til de meget truede børn, er der brug for andre systemer end de kommunale, som gang på gang forgæves har forsøgt at løse den meget krævende sociale og økonomiske opgave at forvalte et barns liv, når forældrene ikke kan. Cand.scient.pol. Anne-Dorthe Hestbæk fra Socialforskningsinstituttet har f.eks. dokumenteret, at den lovpligtige handleplan ved anbringelse slet ikke findes i hver fjerde anbringelsessag, at halvdelen af handleplanerne først er udarbejdet efter anbringelsen, skønt det er et lovkrav, at planen foreligger inden. At f.eks. Frederiksborg Amt udarbejder den lovpligtige undersøgelse i 81 procent af sagerne mod kun 62 procent i Sønderjyllands Amt. Da hun præsenterede resultatet i Kommunernes Landsforening, var svaret: dyb tavshed. En så lemfældig sagsbehandling er spild af både klienternes liv og borgernes penge. Mange behandlingstiltag bliver hovsaløsninger, som senere må ændres, og barnet har startet et sigøjnerliv fra skole til skole og fra plejefamilie til plejefamilie, så tilknytningsevnen yderligere ødelægges. Jeg kunne skyde videre med andre undersøgelser, men min erfaring taler for en konklusion: Flyt sagsbehandlingen af stærkt omsorgssvigtede børn fra kommunerne til en central specialinstans, der udelukkende behandler disse sager. Kommunerne har ikke kapacitet og viden til at skabe et seriøst kortlægnings- og behandlingsarbejde fra fødsel til voksenliv og begår derfor mange fejlinvesteringer. Så meget mere, som at den nødvendige kontinuitet ikke findes i kommunerne. Der omstruktureres på livet løs, og sagsbehandlere skifter oftere job eller stilling end de forældre, de skal behandle. Der er behov for, at disse sager, både hvad angår kortlægning og behandling, overføres til en myndighed, som kan følge og intervenere i hele klientens livsforløb (uanset hvilken kommune forældrene flytter til), da der så ofte er tale om et livslangt følelsesmæssigt handikap. Når vi kan skabe et sammenhængende liv for børn med Downs syndrom, kan vi selvfølgelig også gøre det for følelsesmæssigt handikappede børn. Lad forældremyndigheden flytte med i de tungeste sager. Når forældre ikke kan tage vare på deres børn, er det ret tilfældigt, hvem udøvelsen af forældrebeslutninger overlades til. I praksis forvaltes forældremyndigheden af forældrenes opholdskommunes socialrådgivere, som ofte hverken har ressourcer, kontinuitet eller uddannelse til at skabe et sammenhængende liv for barnet. Og når forældrene - ofte - flytter, starter det hele forfra. Man kan lovgive sådan, at første gang et spædbarn fjernes, skal hele sagen for en særdomstol, som er specialiseret i sager om nedsat forældreevne. Domstolen kan vælge, at forældremyndighedens udøvelse indtil det 18. år overgår til en central myndighed, som har ansvaret for opdragelsen i samarbejde med forældrene. Denne myndighed skal suverænt kunne beslutte, hvor barnet skal opdrages, om det eventuelt skal forblive i hjemmet, anbringes på døgninstitution, i plejefamilie eller bortadopteres, om det skal have adgang til en amtslig specialklasse, om det skal være med mødepligt i en nednormeret dagpleje, hvilke behandlinger forældrene skal deltage i, hvis de ønsker barnet hjemgivet, at barnet skal have en værge etc. Den lokale kommune skal udføre handleplanen. En sådan myndighed skal også udøve tilsyn med de besluttede foranstaltninger og sørge for, at forældrekontakten bevares op gennem livet. Det kan lyde som en bitter, formynderisk pille for demokratisk tænkende danskere, men jeg kan garantere, at de piller, omsorgssvigtede børn i dag skal sluge i den lemfældige offentlige omsorg, er langt bitrere. Er det ikke ret indlysende, at kronisk omsorgssvigtede børn også har ret til omsorgsfuld, stabil forældrefunktion? I praksis er svaret ofte nej. Der findes masser af behandlere med god vilje, men organisationen af det fælles arbejde umuliggør som oftest et sammenhængende arbejde i praksis. Finansieringen af en sådan central instans er vigtig, idet der på børneområdet er alt for meget kassetænkning, så snævre økonomiske interesser afgør behandlingsformen til fordel for en bestemt kommunekasse eller en amtskasse. Det er vigtigt, at f.eks. en anbringelse er udgiftsneutral for den lokale kommune/amtet. Kommunernes opgave bør væsentligst være at investere i effektiv tidlig forebyggelse af omsorgssvigt og særforanstaltninger for de knap så truede børn. Her er der en række barrierer, som efter mange år endnu ikke er blevet tilfredsstillende nedbrudt. Udfordringen består i at skabe et forebyggelsessystem, som kan sikre stærkt truede børn omsorg under graviditet, fødsel og op til førskolealderen, da det er her, de alvorlige skader i tilknytningen opstår, og de adfærdsmæssige problemer grundlægges. Som oftest bruges pengene først, når klienten er blevet ældre, og adfærden bliver et problem i børnehave, skole, lokalmiljø etc. Den første barriere for sammenhængende forebyggelse er, at børns liv administrativt og behandlingsmæssigt er opdelt i før og efter fødslen. Men de mest effektive behandlingsprogrammer forudsætter, at man får kontakt med moderen, allerede mens hun er gravid, da man hermed kan forebygge skader på nervesystemet som følge af alkohol, fejlernæring m.v. Læge Lene Liers enkle, billige forebyggelsesprogram for truede gravide påviste, at de nyfødte var fuldt på højde med normale børn, hvilket ikke var tilfældet for de ubehandlede mødre. I 1995 vedtog man i lov om sundhedsfremme, at alle kommuner skulle nedsætte tværfaglige behandlerteam over for de truede børn/familier. Formålet var at skabe fælles fodslag i indsatserne. Loven havde tre afgørende mangler: at man ikke obligatorisk inddrog jordemødre og fødeafdelinger i teamet, at man ikke klart formulerede, hvilke kompetencer (undersøgelse, behandling, bevilling) teamet skulle overtage fra de forskellige forvaltninger, og at man ikke formulerede, hvem der skulle være teamets ledelse/chef. De fleste kommunale forebyggelsesteam er derfor snarere tandløse kaffeklubber end effektive opsporings- og handleenheder, og et socialudvalg kan efter behag tage teamet alvorligt eller ikke. Eksempelvis måtte et udmærket børnebehandlingshus (hvor alle behandlere var et team) opløses igen, fordi lederen måtte kæmpe med medarbejdernes respektive chefer i de forvaltninger, de kom fra. Det makværk, som loven om team for truede børn er, er nok mest et politisk kompromis, hvor kommunernes nuværende forvaltningsopdeling ikke skulle forstyrres. Desuden uddannes der ikke tilstrækkeligt mange jordemødre og sundhedsplejersker til, at de kan gøre en solid tidlig indsats, på trods af deres store interesse for sagen. I spædbarnealderen kan omsorgssvigt i mange tilfælde forebygges ved, at barnet i dagtimerne er hos en veluddannet dagplejemor, som er nednormeret til ét barn, alternativt i en specialbørnehave. Det forudsætter dog muligheden for et pålæg til forældrene fra det sociale udvalg. I folkeskolen går mange børn, som er inde i en farlig udvikling, og som alligevel ikke kan fjernes. Her er flere steder forsøgsordninger. I Rønne Kommune har man f.eks. 'Skolen i skolen', en miniskole placeret midt i en folkeskole, med egen normering og eget lærerkorps, der er underlagt skoleinspektøren. I Hjørring har man specialklasser (Holmegårdsskolen) for børn med tilknytningsforstyrrelser. Hvis man starter med denne type foranstaltninger, betyder den positive særbehandling ofte, at barnet siden hen kan vende tilbage til folkeskolen. Summa summarum: Børn med alvorlige tilknytningsforstyrrelser udgør så lille en handikapgruppe, at de ofte fejlbehandles. Der ydes ikke en sammenhængende støtte fra graviditet til slutningen af skolealderen, og sammenlagt bliver de halve løsninger meget dyre. De kommunale systemer har vist sig ikke at kunne løse en så omfattende specialopgave. Decentraliseringen betød, at kun de store kommuner (til dels) kan løfte lovens krav til den livssammenhæng, truede børn har krav på, og at det er umuligt at samle specialister i alle kommuner. Min konklusion er, at vi har brug for enheder, som er stærke nok til at forvalte forældremyndigheden stabilt, når forældrene ulykkeligvis ikke selv kan.