0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ud af reden

Danmarks ungdom bliver hængende hjemme i stedet for at flyve fra reden og klare sig selv...

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Danmarks ungdom bliver hængende hjemme i stedet for at flyve fra reden og klare sig selv... Dette mediebillede bygger på vidtgående hypoteser og gamle kønsrollemodeller, skriver dagens kronikører, der er henholdsvis forskningslektor og ph.d.-studerende ved Demografisk Forskningscenter, Syddansk Universitet.

For et par år siden gik to forældrepar i Brasilien til retten med en usædvanlig sag. Mødrene ville have rettens ord for, at de havde ret til at kræve, at deres 'børn' skulle flytte hjemmefra.

De fik medhold i retten. Det ene pars søn på 33 år og det andet pars datter, som var myndig (altså over 21 år), skulle flytte hjemmefra, når forældrene ønskede det.

For en dansker kan det virke ret barokt - og dog. For hvis man har fulgt med i medierne hen over sommeren, kan man næsten få det indtryk, at de unge i Danmark heller ikke er til at drive ud af deres trygge barndomshjem.

I gratisavisen Urban kunne man f.eks. læse:

»Det er de færreste drenge, der synes, det er fedt med tøjvask og skjortestrygning. Når mor tilbyder at gøre det, er det med til at holde dem hjemmeboende længere. Det ved mor, og drengene nyder det«.

Vi ser det for os: drengen, der ikke er til at drive ud, og mor, der nyder at opvarte!

I andre medier kunne man læse om »hotelgenerationen«, »mænd ... (der) bliver hængende i mors skørter«, og drenge, der er »fuldstændig lost«, hvis de »flytter hjemmefra, før de har en kæreste«.

Billeder af unge mennesker i solen ved springvandet på Gammeltorv i København, der nyder en »sorgløs tilværelse«, kædes sammen med et mentalt billede af »overpylrende forældre«.

Faderen er dog kun ganske lidt med i billedet, for det er især moderen, der får 'skylden'. Et sted blev den servicerende mor, som gerne vil beholde sin unge hjemme, illustreret med en tegning af en mor - ganske vist ikke ved kødgryderne, men ved frikadellepanden - med en krævende sulten ung mand i baggrunden.

I det mindste går vi ud fra, at det skulle forestille den unges mor, selvom hun var tegnet som en affældig kone med tøfler og værtindeforklæde.

Egentlig kan man undre sig lidt over, at de få statistiske opgørelser, der lå til grund for de forskellige presseomtaler, fik så megen opmærksomhed. Det har jo ikke været agurketid hele tiden.

Men det hænger nok sammen med, at familieliv, parforhold og børneopdragelse er noget, alle har tæt inde på livet, og som alle derfor interesserer sig for og gerne vil læse om eller udtale sig om.

Samtidig har vi i de senere år i Danmark ofte hørt om den meget lave fertilitet i lande som Italien og Spanien, hvor de unge er meget sene til at stifte egen familie.

Men er det rigtigt, at noget tilsvarende er ved at ske i Danmark? Det mener vi ikke. Vi er hverken ved at få brasilianske, italienske eller spanske tilstande herhjemme, og det vil vi gerne underbygge ved at se kritisk på nogle af de fremsatte påstande.

Debatten har nemlig været præget mere af gode ideer og vidtgående hypoteser end af reel viden. Desuden har en del udsagn været baseret på nogle antagelser om familieliv og kønsroller, der efter vores opfattelse i bedste fald er forældede.

I aviserne skrev man meget om, at der var en stigende del af de unge mænd (og de »knap så unge«, som de blev kaldt i en af artiklerne), der blev boende hjemme hos deres forældre.

I 2002 boede hver tyvende 30-årige mand og hver halvtredsindstyvende kvinde på 30 år stadig hjemme. I forhold til 1980, hvor stort set ingen 30-årige boede hjemme, hverken mænd eller kvinder, var der altså sket en stigning.

For de 25-årige mænd var der dog næsten ikke sket nogen forandring i den samme periode: 13 procent boede hjemme i 1980 og 13 procent boede hjemme i 2002.

For de 25-årige kvinder var der sket en lille stigning fra 3 procent til 5 procent.

I medierne blev det til en stærk stigning, og unge, der bliver hængende hjemme i de trygge rammer hos mor og far.

Men samtidig kunne man læse i den nyligt udgivne publikation om 'Børns levevilkår' fra Danmark Statistik, at der ikke var sket nogen forandring fra 1991 til 2001, med hensyn til hvor stor en andel der bor hjemme, når man ser på de unge over 23 år.

Men der var en stigning blandt unge mellem 19 og 23 år. Det var altså især de yngste unge, der havde ændret adfærd, og i 2001 boede mere end en tredjedel af de 19-årige stadig hjemme.

Begge sammenligninger er baseret på registerdata i Danmarks Statistik. Hvordan kan man så nå frem til så forskellige resultater?

En af de mest indlysende forklaringer kan være, at der i det ene tilfælde sammenlignes over tyve år, mens der det andet sted ses på udviklingen over ti år.

Desuden ser man desværre i begge sammenligninger udelukkende på situationen i startåret og i slutåret af perioden.

Det er problematisk, for når man kun ser på to tidspunkter, er det umuligt at sige noget om den udvikling, der har fundet sted i mellemtiden. Selvom der er en stigning over en tyveårs periode, kan det godt være, at der ikke er sket nogen forandring i de sidste ti år af perioden.

Et andet problem ved at sammenligne med forholdene tilbage i 1980 er, at for en stor del af dem, der var 30 år i 1980, kan man ikke identificere deres forældre i registrene.

Og man kan derfor heller ikke opgøre, præcis hvem og hvor mange der boede hjemme. Det hænger sammen med, at befolkningsregistrene i dag har en meget højere kvalitet, end de havde i 1980.

Som en konsekvens af dette problem i registrene vil man kun finde frem til en meget lille del af de 30-årige, der boede hjemme i 1980. Så når man finder frem til, at ingen 30-årige boede hjemme i 1980, kan man ikke sige det med samme sikkerhed, som vi kan for de senere år.

Vi har set lidt på, hvor stor en andel af de 25-30-årige der boede hjemme i 1995, 1998, 2001 og 2002. Der er desværre ikke offentliggjort tal fra 1990, men vi kan med en rimelig sikkerhed belyse udviklingen siden 1995.

Det viser sig, at der næsten ikke er sket nogen ændring siden 1995. Der er slet ingen stigning, for der, er faktisk i dag en lidt mindre andel af mændene, der bor hjemme, end det var tilfældet i 1995.

Ser vi på hele gruppen fra 15-30 år, så er der i dag lidt færre af begge køn, der bor hjemme.

Vi kan supplere med lidt mere offentliggjort statistik. I dag er halvdelen af de unge piger flyttet hjemmefra, når de er 20 år, og halvdelen af de unge mænd, når de er 21 år.

Set i europæisk sammenhæng flytter de unge i Danmark hjemmefra i en ung alder og i løbet af ganske få år. Det svarer ganske godt til forholdene i de andre skandinaviske lande.

Men i forhold til de unge i Italien og Spanien er de danske unge endog meget unge, når de flytter hjemmefra.

Vi ved f.eks., at de italienske og spanske kvinder, der blev født i begyndelsen af 1960'erne, i gennemsnit var 23-24 år, da de flyttede hjemmefra. Mændene var 26-27 år.

Der er en generel kønsforskel, idet de unge kvinder flytter hjemmefra først. Ofte forklares dette ved den traditionelle aldersforskel mellem partnerne i ægteskab eller i parforhold, da manden som regel danner par med en yngre kvinde.

Det er formentlig også sådan, det hænger sammen i Italien og Spanien, for der er det stadig mest almindeligt for et par at gifte sig, når de vil flytte hjemmefra for at leve sammen.

Men sådan er det ikke mere i Danmark. Til forskel fra i Sydeuropa flytter de fleste af de danske unge nemlig hjemmefra for at bo for sig selv, ikke for at gifte sig.

I de analyser, vi arbejder med på Demografisk Forskningscenter, har vi fundet, at for de yngre kvinder i Danmark er det mest almindeligt at flytte hjemmefra for at bo alene, dernæst kommer det at flytte for at bo sammen med en partner i et papirløst forhold.

Det er forsvindende få danske kvinder, der bliver gift, lige når de flytter fra forældrene. Dette mønster er derimod mere almindeligt blandt kvinder med indvandrerbaggrund, som også bor hjemme hos deres forældre længere.

Blandt de 30-årige kvinder, som var hjemmeboende i 1994, havde flere end 99 procent indvandrerbaggrund (det vil sige var indvandrer eller efterkommer ifølge de kriterier, som anvendes i Danmarks Statistiks befolkningsstatistik).

En af de ting, der ofte blev nævnt i medierne, var, at den forlængede uddannelse betyder, at det er bekvemt for de unge at bo hjemme. Efter vores opfattelse kunne man dog også forestille sig, at mange unge måske netop flytter væk, når de går i gang med en uddannelse.

Tænk bare på reportagerne og opgørelserne hvert eneste efterår, når en ny årgang unge skal i gang med videregående uddannelser.

Også i år har vi læst og hørt om boligmangel i universitetsbyerne, dyre boliger og om forældre, der køres rundt i busser af ejendomsmæglere for at se på ejerlejlighed til ungen.

På Demografisk Forskningscenter har vi bl.a. gennemført analyser af, hvilken betydning uddannelsen har haft for, hvornår de unge kvinder i Danmark (født 1964-68) er flyttet hjemmefra.

Ud fra en antagelse om, at ikke alle kan finde deres ønskede uddannelse lige der, hvor de er vokset op, forventede vi, at uddannelsen ville have en effekt i retning af at fremme det at flytte hjemmefra. Vores resultater viste da også, at fraflytning er meget hyppigt kort efter afsluttet gymnasial eller lignende uddannelse.

Ja, selvfølgelig, vil mange sige. Der er megen sund fornuft i dette - den unge bliver myndig som 18-årig, færdig med skolegangen og klar til en videregående uddannelse som 18-20-årig.

Både alderen og den fortsatte uddannelse taler altså for at flytte for sig selv på dette tidspunkt.

De, der ikke skal i gang med en videregående uddannelse, får arbejde, kan klare sig selv og flytter også.

Vores fund støtter altså ikke antagelsen om, at den lange uddannelse holder de unge hjemme i en forlænget barndom.

Nærmest tværtimod.

Moderen har været den af forældrene, der oftest blev 'beskyldt' for at holde den unge (sønnen) hjemme. Der er ikke skrevet noget om faderen og datteren. Der, er moderen, der elsker (?) at vaske og stryge den unges tøj, lave maden og ligefrem bruger denne service til at holde den unge hjemme!

Vi vil gerne slutte med at kommentere det kvinde- og moderbillede, der fremstilles her, for det er svært at genkende, hvis man selv er en del af den generation, som nu har børn omkring de 30.

For 30 år siden var det nogle relativt unge kvinder, der fik børn - i det mindste set i forhold til dagens fødselsmønster.

I 1971 var mere end 80 procent af de fødende kvinder under 30 år.

I 2001, da deres børn fyldte 30 år, var langt hovedparten af mødrene altså endnu ikke fyldt 60 år og stadig aktive på arbejdsmarkedet.

Dette billede af den erhvervsaktive kvinde i 50'erne passer ikke særlig godt til billedet af den servicerende mor, der bruger alle midler til at beholde børnene hjemme.

Det virker nærmest, som om medierne i stedet har talt om de kvinder, der var hjemmegående i 1950'erne!

Kvindens rolle i hjemmet har forandret sig voldsomt siden da, og mødrene til de unge i dag har jo beskæftiget sig med meget andet end at vaske og stryge børnenes tøj!

De unge selv er vokset op med pligter. De drenge, der voksede op hos den ene af os, blev meget dygtige til at stryge, for da de kom i den alder, hvor festerne krævede pæne bukser med pressefolder, var de nødt til selv at lære det.

Ingen af deres forældre - heller ikke faderen - gjorde det for dem.

Vi ved endnu ikke nok om, hvorfor der er nogle, der er hjemmeboende helt op til omkring de 30 år. Men ud fra vores forskning ved vi, at vi i Danmark ikke har det mønster, der f