Eksisterer der overhovedet jævnaldrende forbilleder, når man har rundet de 80? Forfatteren og professoren Erling Bjøl er begyndt at samle på aktive oldinge. Når først en, så en til, så endnu en ikke ringer tilbage, ved man, hvad klokken er slået. Man er nået ind i alderdommens ukendte land. Man prøver ikke igen. For man kan vel sin Proust. Et er at læse ham, når man er 20. Noget helt andet, når man har passeret de 80. I mellemtiden har man mødt alle passagererne på hans vældige narreskib. Inklusive sig selv. Man vil nødig være monsieur de Norpois, manden, der engang var noget, eller troede, han var nogen, og ikke kan lade være med stadig at ville være det. Man kan prøve på at stive sig af med et dagbogsnotat af den 87-årige Ernst Jünger. »Jeg har aldrig kedet mig i mit eget selskab, kun i andres«. Men så er det Ernst Jünger. Behovet for at være sammen med andre svinder dog nok. Proust har vel ret i, at alderdommen er noget, man først ser hos andre. Men en dag opdager man i spejlet, at man ikke længere er 20. Bryder sig mindre og mindre om, at også andre skal se det. Desuden slipper man så for den tort, som ifølge Claude Olivensteins 'Naissance de la vieillesse' er en af alderdommens almindeligste ydmygelser, at andre taler forbi en, som om man var luft. »De gamle eksisterer kun i kraft af, hvad de ejer«, hedder det i en af Francois Mauriacs romaner. Man læser nekrologer og tænker sit. Egentlig burde det ikke være ukendt land, når man de første 15 år af sit liv har delt værelse med sin 71 år ældre bedstefader, der de første år tilmed var ens barnepige og bedste ven. Men det er for længst blevet fortrængt som uvedkommende. Selv om han blev stokdøv og ikke havde anden adspredelse end at læse, må jeg beskæmmet tilstå, at jeg ikke en eneste gang skrev til ham efter at være kommet på kostskole. Man var blevet opslugt af en helt anden verden og anede ikke, at bedsteforældre kan finde på at opbevare breve fra deres børnebørn som klenodier. Men efter at man selv har rundet de 80, kan man ikke snakke sig fra det længere. Alderen er til at tage og føle på. Ligesom den 83-årige hertug af Guermantes hos Proust har man det mere og mere, som om man gik på stylter. Selv uden patologiske forstyrrelser går det fysiologisk ned ad bakke. Musklerne svækkes. Håndens styrke skal hos en 75-årig kun være halvt så kraftig som hos en 25-årig. Lungernes kapacitet hos en 85-årig er blevet målt til en tredjedel af, hvad den var, da man var 25. Efterhånden befinder man sig i 1.000-2.000 meters højde. Arterievæggene bliver tykkere og tykkere. Kravene til hjertet større og større. Ganske vist ældes de forskellige dele af os ikke i samme tempo. Leveren holder sig bedre end nyrerne og huden. Og storhjernen. Hos nogle. Men den er det store mysterium, som vi ikke ved ret meget om, siger den 94-årige franske leukæmispecialist Jean Bernard i sin bog 'Vieillir'. Selv er han rask og rørig, læser uden briller og kører bil, hvis ikke vejret er så godt, så han kan gå fra sit hjem ved Luxembourg-haven ned til det Franske Akademi ved Seinen, hvor han hver torsdag passer sit job med at redigere nye ord ind i den store franske ordbog. Han er også medlem af to andre akademier og holder stadig forelæsninger uden manuskript, om end nu siddende, og selv om det længe har knebet med at huske folks efternavne. Til gengæld kan han huske hele tirader af Racine, som han forslår tiden med at recitere for sig selv i de søvnløse nætter, der hører alderdommen til. Selv foretrækker jeg at høre radio. Når Oliver Scott er ved mikrofonen i Bush House på BBC's World Service, er natten reddet. Med sin veloplagte uforstyrrelighed, humor, godmodige ironi og slagfærdighed repræsenterer han alt det, man kom til at holde af i England. Når en interviewer er intelligent, behøver han ikke at være flabet, som skikken er blevet i tv. I det hele taget samler man nu på aktive oldinge som Jean Bernard og ditto damer. De findes. Ens ungdoms yndige Danielle Darrieux er i 'Otte kvinder' helt på højde med nogle af de førende yngre divaer i fransk film. Hendes jævnaldrende Francoise Giroud har følt alderen komme: »En dag opdager man, at man ikke længere er på højden. Man er blevet mere skrøbelig. Der er kommet flere rynker. Der er noget, man ikke har hørt. Et usikkert skridt. Man bliver lidt forpustet. Der er noget, man ikke kan komme i tanke om. En ensom søndag griber man sig i at snakke med sin kat. Det kaldes at blive gammel, og det er utåleligt«. Men hun er stadig en af de rappeste skribenter i fransk presse. Så er der RBC's 93-årige newyorker Alistair Cooke. Han er stadig uovertruffen i radiocauseriets vanskelige kunst. Kun en smule stakåndethed adskiller hans ugentlige 'Letter from America' fra dem fra 1950'erne, man kan få på bånd. Ernst Jünger begyndte på en ny dagbog, da han fyldte 70, 'Siebzig verweht'. Den kom til at omfatte fem bind og 30 år. At han bliver ældre, afspejler sig naturligvis i den. Men aldrig ved klynken. »Ingen gider høre på gamle mænd, der klynker«, som Bo Bramsen sagde. Han gjorde det heller ikke. Selv om han fik gode grunde til det. De anstrengende rejser til sydøstasiastiske jungler på jagt efter uopdagede sommerfugle, biller og snegle måtte Jünger efterhånden opgive. Men nysgerrigheden er usvækket. Lejlighedsvis gælder den hans egen fortid. I anledning af en ny bog spurgte han Werner Best, om det var rigtigt, at denne reddede ham fra at blive udrenset i 1934. Best benægter beskedent. Men de husker begge, at Jünger under besættelsen rådede Best til at tage til Danmark. Hvorfor får vi desværre ikke at vide. Jüngers egen hjælp til franske jøder nævnes ikke. Men nysgerrigheden gælder alt muligt. I flere dage er han optaget af noget så fjernt som en gammel bog af en østriger, der har været på langfart med et dansk sejlskib på Napoleons tid. Af Pascals tre libidoer, kønsdriften, magtlysten og nysgerrigheden, libido sciendi, holder den sidste sig utvivlsomt bedst. Allerede Vergil skal have sagt: »Det eneste, man ikke bliver træt af, er at forstå«. Ganske vist tyder en amerikansk undersøgelse på, at 25 procent af menneskehannerne stadig er seksuelt aktive efter de 80. Georg Brandes kan endda med slet dulgt misundelse om Voltaires uimodståelige ungdomsven hertug Armand af Richelieu skrive: »Da han døde 92 år gammel, fandt man på bordet ved hans seng fem breve, på hvilke seglene ikke var brudt, i hvilke fem fornemme damer på en og samme dag havde bønfaldt ham om at skænke dem en time af hans nat«. Men det vil nok få, selv med viagra, kunne hamle op med. Voltaire selv følte sig gammel, inden han blev 60. Men hans åndskræfter var der ikke noget i vejen med. Sin største indsats for den europæiske civilisation gjorde han, da han var omkring de 70 og med Calas-sagen indledte sin afgørende kamp mod religiøs intolerance. Denis Healy, den bedste premierminister, Labour aldrig fik, konstaterer i 'Getting a Life', at han helt har mistet smagen for magt. Efter en samtale, jeg havde med ham i Schweiz for mange år siden, tror jeg ham. Men det gælder ikke alle. Konrad Adenauer måtte nærmest bæres ud, da han var 87. Men da kunne han se tilbage på et af de betydeligste statsmandsværker i tysk historie. Han overgås dog af kardinal Fleury, der var 90, da han døde i 1743 efter i 17 år at have regeret Frankrig. Nogen stor plads har han ikke fået i de franske historiebøger. For han holdt stort set fred med omverdenen og sparede på statens penge, så finanserne blev stabiliseret. Han bragte landet på fode efter Solkongens glorværdige og katastrofale regime. Men han argumenterer for, at landet ikke fik bedre styre i hele 1700-tallet og ville have undgået alle revolutionens og Napoleonstidens ulykker, hvis hans efterfølgere havde fulgt samme politik. Anderledes med Gladstone, der var 83, da han sidste gang flyttede ind i Downing Street. Med sit victorianske moralkorset fik han spoleret en enestående chance for at få løst det irske spørgsmål, som Tony Blair derfor den dag i dag må trækkes med. Bismarck anså 65 for en passende pensionsalder. For andre. Ikke ret mange blev ret meget ældre dengang. Da kejseren fyrede ham, da han var 75, blev han fortørnet. Med rette. Var han blevet, var verden blevet forskånet for 'den skæbnesvangre alliance', som George Kennan har kaldt den, mellem Frankrig og Rusland, der førte til Første Verdenskrig og dermed alle det 20. århundredes ulykker. Da dette 'korte århundrede', med Hobsbawms udtryk, 100 år efter Bismarcks fald blev forbi med afslutningen af den kolde krig, forkyndte Francis Fukuyama, at historien var nået til vejs ende. I sin nye bog, 'Our Posthuman Future', mener han tværtimod, at den er løbet løbsk. Ingen har længere styr på den. Vi står i det nye århundrede over for 'dramatic changes'. Det skyldes især lægevidenskaben. På den ene side har den forlænget livet enormt i de rige lande, samtidig med at fødselstallene er faldet drastisk. På den anden side har den banet vej for en befolkningseksplosion uden fortilfælde i den fattige del af verden. I 1900 var gennemsnitslevealderen i USA for mænd 48,3 år, for kvinder 46,3. 100 år senere var den henholdsvis 74,2 og 79,9. I Frankrig er de tilsvarende tal 76 og 83. Kvinder er mindre drikfældige end mænd. I adskillige industrilande, bl.a. Japan, Italien og Spanien, er fødselstallene faldet så meget, at den indfødte befolkning vil skrumpe. Resultatet er, at gennemsnitsalderen bliver højere og højere. Der bliver færre og færre til at forsørge de gamle. Allerede nu er der i Tyskland kun 2,8 i aldersgruppen 20-59 for hver pensionist. I løbet af et par generationer ser Fukuyama det perspektiv, at gennemsnitsalderen i USA vil blive 60, mens den i Mellemøsten og Nordafrika vil ligge et sted i begyndelsen af tyverne. Disse samfund vil blive præget af »magtgriske, vrede unge mænd« - som dem, »der gennemførte attentatet mod World Trade Center 11. september«, tilføjer han dystert. I USA og andre rige lande taler man allerede nu om 'grå magt', lejlighedsvis præciseret som 'granny power'. Bedstemødrene er, mener Fukuyama, stort set mod voldsanvendelse over for omverdenen, især hvis den fører til tab af deres børnebørn. Nul tab ved hjælp af avanceret teknologi må derfor være målet. Hvilket klima deres oldebørn, som de kender mindre til, vil komme til at leve i, interesserer dem mindre. Det er vigtigere, at klimaanlæggene i Florida og Sydcalifornien fungerer. I nødsfald kan man snyde på vægten ved et præsidentvalg. Idealsamfundet må være de 'gated communities', hvori flere og flere ældre amerikanere søger tryghed. I forhold til befolkningstallet er der fire gange så mange drab i USA som i Europa. Allerbedst ville det være også med et raketskjold over hovedet, da den onde omverden nu engang eksisterer, som man selv kan se på CNN. Nye veje ud af pensionsklemmen har amerikanerne dog også anvist. Storsvindlerne i erhvervslivet har gjort deres til at plyndre pensionskasserne, og fastfoodlivsstilen bidrager til at forkorte levealderen. Men på længere sigt vil man ikke slippe for en stigende indvandring. Hvem skal ellers forsørge og passe de gamle på plejehjemmene? Heldigvis kommer mange af dem fra kulturer, hvor gamle mennesker er så sjældne, at de stadig behandles med respekt. Fukuyama anser det dog også for nødvendigt efterhånden at hæve pensionsalderen og beholde de ældre længere på arbejdsmarkedet. På lægevidenskabens nuværende trin kommer den kritiske fase først i midten af firserne, mener han. Ganske vist vil de fysiske kræfter indtil da være stadigt svindende, og de ældre må affinde sig med trin for trin at rykke ned ad rang- og indtjeningsstigen. Men først derefter sætter det mentale forfald for alvor ind. Mens Alzheimers sygdom kun rammer en af 100 i 65-års-alderen, stiger den til en af seks i 85-års-alderen. Det er muligt, at stamcelleforskningen kan ændre dette billede. Det kan dog tage 30 år endnu, mener Jean Bernard, der også er tilhænger af at beholde de ældre længere på arbejdsmarkedet. En sænkning af pensionsalderen er absurd, siger han, men tilføjer, at han kun har fundet forståelse for dette synspunkt hos to politikere, den radikale Pierre Mendès France og general de Gaulle. Men hvilken nytte kan de gamle fra før it-alderen være til? For Bernard er alderens store drama uligheden. Som man også kan konstatere ved selvsyn, er det umådeligt forskelligt, på hvilken måde folk bliver gamle. Efter de 60 begynder tilværelsens største ulighed at sætte ind, mener Bernard, uden at man rigtig kan forklare hvorfor. Tom Kirkwood hævdede i BBC's 'Reith Lectures' om alderdommen, at det for 75 procents vedkommende afhænger af livsstilen. Egentlig var vi programmeret til at blive 150 år gamle, påstod han. Nonsens, siger Bernard. Måske 110-120. Men det bestemmes efter hans opfattelse fortrinsvis af genlotteriet. Han er overbevist om, at kreativiteten kun findes i de unge år, på forskellige alderstrin på forskellige områder, men i hvert fald ikke hos de ældre. Det, de kan bidrage med, er erfaring. Ikke mindst inden for hans eget fag medicin. Lægekunsten kan så at sige supplere den lægevidenskab, som det med alderen bliver sværere og sværere at følge med i. Selv uden sygdom nedtrappes arbejdsevnen dog. Han anser tre timer for en passende seniorarbejdsdag. Francois Mauriac har engang sagt: »Det forfærdeligste ved at blive gammel er at føle, at man er blevet overflødig, ne plus servir à rien«.