0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fagre nye folkeskole

Hvad er der i vejen med kongerækken og den lille tabel?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvad er der i vejen med kongerækken og den lille tabel? Og hvad menes der egentlig med det diffuse begreb læring? Kronikøren, der er cand. theol., svinger spanskrøret over den moderne folkeskole.

En bekendt var urolig for sin søns skolegang - han var lige begyndt i 2. klasse, og hans første skoleår havde ikke givet ham meget begreb om stavelser og simple regnestykker.

Det kunne selvfølgelig komme, men min bekendt havde dog henvendt sig til skolen for at høre dens bedømmelse af sagen. »Jamen så kan I jo selv øve det med ham«, var svaret. Skolen havde åbenbart andet og væsentligere at tage sig til.

Skolen var en af de 'fremtidens folkeskoler', som DR 2 i anledning af forhandlingerne om en ny folkeskolelov portrætterede i august måned i en temaaften om folkeskolen.

Den ligger i Gentofte Kommune og var en af de for knap 700 (!) mio. kr. ombyggede og nybyggede skoler, der har brudt med traditionel undervisning til fordel for en art løsdriftsskole, hvor man ved at nedbryde vægge mellem klasseværelser og sløjfe skel mellem årgange og fag har givet plads for, at eleverne ved at arbejde projektorienteret og tværfagligt kan »tage ansvaret for egen læring«, som tidens skoleløsen lyder.

Her tager 'læringen' udgangspunkt i det enkelte individ, som så selv tager ansvaret for at finde sit niveau og udvikle sig ifølge det potentiale, den begavelse, som det enkelte barn rummer. Og det kan altså give sig udslag i, at kundskaber, som det engang var selvfølgeligt at forvente af en elev i 2. klasse, endnu ikke er blevet indlært. Men det kan forældrene så tage sig af.

Eksperimentet i Gentofte har som nævnt været en bekostelig affære. Det inddrager samtlige årgange af børn på flere af kommunens folkeskoler og skal udbredes til alle skolerne i kommunen. Det er sat i værk, før der foreligger resultater i form af afgangsprøver i klasser undervist efter de nye metoder - det vil sige, at ingen kan sige, om det kundskabsmæssige niveau, som eksperimentets børn vil nå, berettiger til eksperimentet, ja, om det overhovedet lever op til folkeskolens målsætninger.

Ikke desto mindre har undervisningsministeren givet grønt lys for, at flere kommuner kaster sig ud i lignende projekter, ligesom nøgleordene i Gentofte-eksperimentet, 'lyst til læring', 'projektorienteret læring', er kernen i Tørnæs' »Ti skridt mod en bedre folkeskole.

Eksperimentet har som forudsætning, at syv-årige børn har ansvarsbevidsthed og overblik nok til selv at stå for deres 'læring' - ikke undervisning eller indlæring, det hører jo til den traditionelle skole - og at det lærerteam, der fungerer som en art konsulenter for en ca. 75 børn, der arbejder med individuelle projekter, er i stand til at bedømme hver enkelt elevs fremskridt eller mangel på samme. Vel at mærke uden den kontinuitet og det overblik, som den traditionelle klasseundervisning, hvor en lærer var ansvarlig for et fag, gav.

For en almindelig sundt fornuftig betragtning er projektet det glade, uforsvarlige vanvid, trukket ned over sagesløse børn og forældre af en legesyg skoleforvaltning og finansieret af surt tjente skattepenge.

Man tager sig til hovedet, kan det passe? Hvor mange børn vil ikke miste hele deres skoletids mulighed for at erhverve kundskaber? Det spurgte DR 2's journalist en af de eksperimenterende skoleinspektører om. »Er I ikke bange for at tabe de bogligt svage elever? Er I ikke bange for, at der bliver noget, som børnene ikke får lært?

»Tja«, lød svaret, »gør det egentlig noget? Er det vigtigste ikke, at børnene udvikler sig godt i overensstemmelse med det, de rummer i sig selv? Den lille tabel og kongerækken er jo ikke så vigtige, vel?

Nej, det mente journalisten da heller ikke - herregud, den lille tabel og kongerækken, det er jo relikter fra den sorte skole.

Nu kunne man formode, at en skoleform, om hvis egnethed til at formidle kundskaber selv tilhængerne er i tvivl, på forhånd måtte afvises af den folkeskole, som jo er til for at hjælpe forældre til at varetage den lovfæstede undervisning af deres børn. Der findes privatskoler nok, hvor forældre frivil- ligt kan lade deres børn være forsøgskaniner, men folkeskolen - kunne man med nogen ret forvente - må lade andre om eksperimenterne og afvente resultaterne heraf, inden den springer ud i nye undervisningsformer.

Imidlertid lader den slags indvendinger til at gå ram forbi af den moderne folkeskoles selvforståelse. Det er ikke længere kundskabsformidling, der er folkeskolens opgave, forstås. Nej, dens opgave er at udvikle børnene til hele mennesker og tilpasse dem til det nye informationssamfund og til et erhvervsliv, der ikke efterspørger kundskaber, men omstillingsparathed, fleksibilitet, sociale kompetencer, samarbejdsevne og evne til selv- og projektudvikling.

Derfor har traditionelle begreber som kundskaber, undervisning og indlæring heller ingen plads i det nye pædagogiske univers. Desværre, for det er præcise begreber, som bestemmer, at der er noget, som eleverne skal have kundskaber om; og at der er nogen - læreren - der har ansvar for at bibringe eleverne disse kundskaber.

I dag er disse udmærkede ord erstattet af det diffuse begreb 'læring', som tilsyneladende er en proces, der har værdi i sig selv ved at give børn lyst til at lære. Den moderne folkeskole vil altså ikke vurderes på sin evne til at formidle lærdom, viden, men på den lyst til viden, som den angiveligt skulle vække.

Og spørger man naivt og gammeldags, om det dog ikke er kundskabsformidlingen, man skal bedømme sine børns skole på, så kan man være sikker på at blive mødt med det affejende svar, at forældre slet ikke er kompetente til at vurdere den moderne læringsskole, for forældrene har som regel gået i skole for tyve år tilbage, og siden er alting ændret.

Dengang var viden måske relevant, men i dag lever vi i et moderne informationssamfund, hvor viden forældes med lynets hast, hvorfor det er elevernes evne til at søge informationer, der skal lægges vægt på. Derfor er skolen også ændret, for den må nødvendigvis tilpasse børnene til en tid, hvor intet af det gamle længere gælder.

At alting ændrer sig med tiden, hvorfor kundskaber og dyder af i går nødvendigvis er forældede i dag, er blevet et tidens grunddogme i diskussionen af skole og børneopdragelse. I august måned kunne man således i Politiken blive sat på plads af Børnerådets formand, Klaus Wilmann, der gav en over næsen til alle os, der er bekymrede for børns uopdragenhed i dag. Børn er ikke uopdragne, de er bare selvstændige; det svarer til tidens krav, og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage! Men når det er tidens krav, der dikterer os, hvad vi skal lære, hvordan vi skal lære, og hvad der er god opførsel - så bliver lærdom eller kundskaber jo i grunden umuligt. For lærdom og kundskaber forudsætter, at der er noget, der ikke ændres med tidens hast; noget, vi derfor på trods af tidens gang kan erhverve os kundskaber om.

Derfor må dogmet om, at alting altid ændres radikalt, nødvendigvis føre til en afskrivning af kundskaber. Tilbage som opgave for skolen bliver så at være tilpasningsanstalt; at være den institution der registrerer tidens nødvendighed og tilpasser børnene hertil.

Børnene skal i den nye skole tilpasses det moderne erhvervslivs krav og en tid, hvor alting ændres så hurtigt, at kundskaber er forældede i morgen. Det var, hvad man kunne uddrage af DR 2's temaaften, og det mindede mig i foruroligende grad om to profetiske romaner fra det tyvende århundrede om det totalitære samfund.

For hvad er det, der er fælles for 'lærings'-pædagogikken med dens fokus på at bringe børnene i overensstemmelse med tiden og det moderne, managementtalende erhvervsliv? Det er, at det ikke er kundskaber, der efterspørges, men en bestemt personlighedstype - det fleksible, bøjelige, ændringsvillige menneske. Det er det hele menneske, man vil forme eller bruge, mennesket, hvis hele jeg er opslugt af tiden, jobbet og samfundet.

I Aldous Huxleys 'Fagre nye verden' bliver de små genetisk kodede, flaskefødte børn også tilpasset samfundets behov ved hensigtsmæssig stimulering. Således skildres det, hvordan en gruppe små epsiloner - det er dem, der er genetisk kodede til at blive mine- og kloakarbejdere - bliver sluppet løs i et værelse fyldt med farvestrålende, duftende blomster. Begejstrede griber de ud efter den dejlige natur, men i samme øjeblik de rører blomsterne, får de et elektrisk stød. Efter en barndom fyldt med denne form for læring er epsilonerne rustet til erhvervslivets krav.

De afskyer natur og fri luft og drager i glade flokke til deres dunkle arbejdspladser med sang på læberne: »Jeg er så glad for, at jeg er en epsilon«.

Ingen tvivl om, at disse børn har udviklet deres potentiale bedst muligt og på skønneste vis er blevet tilpasset samfundets krav. Samtidig er de blevet degraderet til et blot og bart arbejdsmateriale for en grådig velfærdsstat, men hvad gør dét, de er jo lykkelige og tilfredse. Meget mere tilfredse, end hvis man havde ødslet indføring i historie og litteratur på dem.

I 'Fagre nye verden' er alle, fra de højest kvalificerede til de laveste, fleksible, velfungerende og sociale.

Velfærdssamfundet opfylder alle behov - det eneste, der ikke tolereres, er kundskaber, som ikke tjener den fælles velfærd, men blot den enkeltes private forståelse og interesse; en privat forkærlighed, en privat sorg, ja, privatliv overhovedet er mistænkeligt, selv døden er ikke privat. Al uddannelse, eller rettere sagt stimulering, er rettet mod det ene at tjene samfundsmaskineriet, og alle er glade ved det. (Næsten alle, men det er en anden historie).

I George Orwells '1984' klamrer hovedpersonen Winston Smith sig til det uforanderlige som værn mod den store totalitære løgn, som hans samfund er underlagt. To og to er fire, det er en uomtvistelig sandhed, som den sunde fornuft kan nære sig ved, skriver han i sin dagbog. Og en dag fik han et billede i hånden, som bevidnede, at historiske kendsgerninger eksisterer i sig selv og ikke altid er i pagt med partiets sandhed. Han havde beviset i hånden et kort øjeblik, inden han sendte det til makulation, for i det totalitære samfund revideres historien løbende, så den svarer til partiets aktuelle tolkning.

Den viden, at alt ikke er foranderligt, og at gjorte gerninger ikke står til at ændre, det er i '1984' det enkelte menneskes eneste værn mod kollektiv hjernevask. Det er fornuftens eneste forbindelse til virkeligheden, dens eneste mulighed for sundhed, og den kritiske sans' eneste redning. Derfor ender romanen også tragisk med, at Winston hjernevaskes til at sige, at to og to er fem, og benægte, at bemeldte billede har eksisteret. For der eksisterer kun, hvad partiet siger.

Partiets løgn skal være virkeligheden, derfor må ingen vide om uforanderlige kendsgerninger.

Men to og to er stadig fire; historien er de mennesker, der har levet, de gerninger, der er gjort, begivenheder, der er sket, og den kan ikke ændres - der kan kun lyves om den.

Litteraturens skrevne værker foreligger som skatte af skønhed og virkelighedserkendelse. Det er løgn, at alting forandres med tiden, og at viden derfor er ligegyldig.

Det var løgn, når partiet i '1984' reviderede historien eller kaldte to plus to for fem, og det er tilsvarende vrøvl eller løgn, når moderne skolefolk hævder, at alt forandres.

Det presserende spørgsmål er: Hvorfor denne løgn? Hvorfor kan skolen ikke nøjes med at se det som sin opgave at undervise i det, der ikke ændres? Hvorfor vil den snyde børnene for viden om den skete historie ved at lade dem nøjes med udvalgte perioder uden kronologiens sammenhæng? Hvorfor skal kongerækken og den lille tabel latterliggøres som utidig paratviden?

Er hensigten at hensætte kommende generationer i en tilstand af social kompetent og omstillingsparat uvidenhed uden noget immunforsvar over for moderne samfundsarkitekters holdningsbearbejdelse? Eller er arkitekterne bag 'fremtidens folkeskole' selv så uvidende og udleveret til flosklerne, at de virkelig tror på, at alt forandres, og viden forældes?

I så fald var det måske på tide, at de fik deres afsked, for at kommende generationer igen kan nyde det privilegium at blive bibragt kundskaber, som ikke er doseret efter det formålstjenlige, men som de selv kan tænke om og ud fra, hvad de vil.

Hvis en ny folkeskolelov skal rette op på folkeskolens elendighed, så er det næppe nok at tale om faglighed og tidens krav. Så må der gøres kritisk op med en lang række dogmer og fagord, som har præget folkeskoleloven af 1993 og går igen i såvel Venstres som Socialdemokratiets forslag til nyt.

Det diffust foranderlige ord 'læring' må erstattes af de gamle og forståelige ord 'kundskaber, undervisning og indlæring'