Europa venter på sin skæbnetime. Hvad er vi så bange for? Jean Monnet-professor Bertel Heurlin, Københavns Universitet, tager os på en beroligende verdensrejse. Lad os gå på strejftog i verdenshistorien og Europas historie, mens vi venter på Europas skæbnetime: den gigantiske udvidelse af EU med ti nye stater. Kina i 1400-tallet: Kina havde haft en årrække med en voldsom udadvendthed og ekspansion. Der blev sendt store ekspeditioner ud i Det Indiske Ocean. Det var flåder med op til 300 skibe. Nogle vejede 1.500 ton. Til sammenligning: Columbus' flagskib vejede mindre end 300 ton. Skibene rummede 500 mand. De var lastet med et utal af varer. Handel og indflydelse var målet. Men relativt hurtigt hørte hele denne satsning op. Kina lukkede sig inde. De store skibe gik i glemmebogen. Ressourcerne til opdagelsesrejser og handel på de store have blev brugt til at udbygge og sikre Den Kinesiske Mur. Kina lukkede af mod omverdenen. Kina var sig selv nok. Det blev selvtilstrækkeligt. Kina gled hermed fra centrum i verden til periferien. Europa i 1800-tallet. Europa var verdens centrum. Alt var nyt: industriel revolution, demokrati, nationalstat, kolonisering, socialisme, imperialisme. Den overlegne europæiske civilisation og kultur blomstrede. Den europæiske koncert, det uformelle samarbejde mellem stormagterne sørgede for indbyrdes ligevægt. Men samarbejdet rettede sig også udadtil. For at nedkæmpe bokseropstanden i Peking og for at befri de indespærrede europæere indtog en fælles ekspeditionsstyrke bestående af russiske, engelske, amerikanske og japanske tropper under russisk ledelse i august 1900 den kinesiske hovedstad. Da havde den tyske kejser Wilhelm II allerede fået grønt lys fra Frankrig og Rusland til at sende en rent fælles europæisk indsatsstyrke under ledelse af den tyske generalfeldmarschall von Waldersee af sted til Kina. Kejseren holdt sin berygtede hunnertale: Den tysk-europæiske indsats skulle blive husket lige så meget som hunnernes raseren for 1.000 år siden. Med Tyskland i spisen skulle den europæiske verdensorden genskabes i Kina. Den tyskledede ekspedition blev nu ikke til noget . Som nævnt var der allerede grebet effektivt ind på stedet. Men hele forløbet siger noget om forestillingen om 'ingen over og ingen ved siden af Europa'. Europa ekspanderede. Europa var identisk med verden. Europa var opfindelser, værdier, teknologi, organisationsformer, modernitet. Europa før 1914: Det mest sikre sted i verden. Stefan Zweig skrev om det. Det var 'Die Welt der Sicherheit'. Man kunne gå sikkert på gaden, der var kommet elektrisk belysning. Man forsikrede sig, forsikringsselskaberne blomstrede. Arbejderklassen garanteres social sikkerhed ved Bismarcks lovgivning. Også udenrigspolitisk var Europa et sikkert sted: Europa fremviser den største gensidige afhængighed nogensinde. Alt hang sammen i Europa. Der var økonomisk integration: Guldmønter kunne bruges overalt. Varer, tjenesteydelser, arbejdskraft, kapital gik over grænserne på hele kontinentet. Håndværkere gik på valsen på den store europatur. Politiske partier blev internationale, dvs. europæiske. Det samme gjaldt professionelle, faglige sammenslutninger: læger, videnskabsmænd. Kejser- og kongehusene var indgifte. Der var ny nationalisme, men side om side med integration, med fællesskab om den europæiske overlegenhed. Men der blev også oprustet. Der lå krigsplaner for alt overalt. Der var balkankrige, hvor stormagterne stod parat med hver sin langsigtede strategi. Men normen var korte krige. Og mange mente, at materialismen havde taget overhånd: en lille rask civiliseret gentlemankrig kunne lutre den europæiske materialistiske selvtilfredshed. Verden 1914-45: Krigen begyndte august 1914. Den ødelagde alle forudsigelser. Den varede i fire år. De fire mest blodige år i verdenshistorien. I virkeligheden varer den 30 år, til 1945. Perioden er blevet kaldt den europæiske trediveårskrig, som, fordi den var europæisk, også blev en verdenskrig. Mellemkrigstiden var blot forberedelsen til næste krig. Alt lukkede sig. Interdependensen forsvandt. Demokratiet var ved at forsvinde. Forestillingen om den overlegne europæiske civilisation som kulturens fremmeste frembringelse forsvandt med holocaust. Samlet blev der dræbt 50 millioner mennesker under de to verdenskrige. Europa 1945: Europa som verdens centrum var forsvundet. Europas centrum, Tyskland, var også væk. Det var 'Stunde Nul' - for Tyskland. USA og USSR havde taget over. Europa blev delt, Jerntæppet sænkede sig. Der var nu to nye centre: Moskva og Washington. Europa havde diskvalificeret sig selv. Trediveårskrigen havde ødelagt alt. Europa skulle begynde helt forfra. USA måtte træde til med at hjælpe Europa økonomisk og organisatorisk. Marshallhjælpen blev givet på betingelser: I får midlerne - men I skal selv fordele. Der var lagt op til tvang til samarbejde. Det blev begyndelsen til det europæiske samarbejde. Det er blevet kaldt fredens projekt: Nu måtte de europæiske lande aldrig gå i krig med hinanden. Tyskland, som var blevet delt, skulle bindes ind i et supranationalt samarbejde. Kul- og Stålunionen skulle forhindre ny tysk krigsproduktion. Den europæiske forsvarsunion skulle etablere et fælles europæisk forsvar baseret på en overstatslig myndighed. Traktaten blev indgået i 1952 - men da Frankrig trods sin underskrift ikke ville ratificere i 1954, faldt projektet til jorden. Den er genopstået i en svag afglans i 1999 med ideen om at opstille en EU-udrykningsstyrke. 1989-90: Muren faldt. USSR kapitulerede i den kolde krig og opløser sig selv i 1991. Tyskland blev genforenet i 1990. Det tidligere DDR blev som fem nye tyske delstater medlem af EF og NATO. Europa var nu helt nyt: Sovjet var væk og USA's indflydelse var nu udstrakt til hele Europa. Europa er nyt, frit og udelt. 2002: København, december. EU beslutter at optage ti nye medlemmer. To er sat på venteliste. En ansøger, Tyrkiet, har endnu en gang fået løfter, fem venter spændt - og yderligere tre kan på langt sigt komme på tale. EU er blevet Europa. Men hvilket Europa? Eller falder EU's største udvidelse - den hidtil vigtigste satsning - til jorden? Og dermed ideen om et ny stærkt samarbejdende Europa? Det er Europas valg. Et nyt Europa kræver et nyt EU. Det er nu i støbeskeen. Vil EU lide den samme skæbne som Kina i 1400-tallet - vende sig indad, lukke sig om sig selv? Meget kunne tyde på det. Det europæiske projekt har været meget indadvendt af gode grunde: Den ydre sikkerhed var jo varetaget af USA og NATO. Det gav stabilitet og mulighed for at dyrke sig selv. Det afgørende var at satse på den indre konsolidering. Staterne skulle bindes sammen, overbevises om, at integration kunne betale sig. Men integrationsprocessen var lang og besværlig. En tornestrøet vej. Mange gange har dommedagsbasunerne lydt: Nu afgår EF ved døden. I 1966, i 1970'erne, i begyndelsen af 1980'erne. Men EF har rejst sig - med nye udvidelser i bredden og i dybden. I bredden: England, Danmark, Irland, Grækenland, Spanien, Portugal, Sverige, Østrig, Finland. I dybden: det indre marked, Maastricht-Amsterdam- og Nicetraktaterne med udvidede funktioner som FUSP, EFSP, EMU, RIA, Schengen, det vil sige mere fælles udenrigs-sikkerheds-forsvars-politik og mere økonomisk, retligt og grænsenedbrydende samarbejde. EU ekspanderer. Men hvad er EU's største problem? Paradoksalt nok er det netop indadvendtheden. Det, som er EU's særkende. EU ser sig selv som sårbart. Unionen skal beskyttes. Mod driftige, entreprenante handelsfolk fra Hviderusland og Ukraine, som opererer ved den polske grænse. Beskyttes mod de nordafrikanske fattige, som massivt sætter over til Spaniens sydkyst. Eller mod tilsvarende invasioner fra Albanien til Italien. Beskyttes mod nye medlemmer, som vil kunne komme med krav til strukturfondene, som ikke kan honoreres. Beskyttes mod den truende omverden - i form af krav fra WTO, i form af landbrugseksporterende lande, som anser EU's landbrugspolitik som ren protektionisme, unfair og forvridende. Beskyttes mod alle de nye trusler: transnational kriminalitet, forurening, immigration, menneskehandel, terrorisme. Beskyttes mod hormonkød fra USA, mod omfattende handelskrige fra andre lande - igen ikke mindst fra USA. En kinesisk mur opbygges. Og et sølvtæppe sænkes - mod øst, sydøst, syd og mod vest. Kun mod nord er intet at frygte: Der ligger Norge, det flinke, rige Norge, som uden at kny er et virtuelt, men særdeles efterretteligt medlem af EU uden indflydelse. Indadvendtheden fejrer alle triumfer med identitetsdannelsen: Det, der skal sikre den europæiske identitet, er naturligvis først og fremmest 'the other', de andre, det anderledes, dem, der udelukkes fra det europæiske. Asien, Amerika, Afrika, Mellemøsten. Det er ikke altid så let. Men identiteten findes også i 'Europe Past', i vores egen fortid: vores blodige, gensidige nedslagtningsfortid. Vi vil beskytte os mod os selv. Heri skal vi finde vores identitet. Det europæiske projekt markedsføres som 'Fredens projekt'. Verdenskrigenes slagmarker skal få os til at være europæere. Men gælder det endnu? Nej, den tid er forbi, hvor de store europæiske lande tænker krig i relation til hinanden. Det er lige så lidt, som danskere tænker krig med Sverige. Der er selvsagt fortsat sår, der kan åbnes, men uden at det fører til krig. Tyskland vil endnu en tid lang være stigmatiseret. Et nødvendighedens 'elsk-mig-bind-mig'-syndrom vil sikre Tysklands interesse i europæisk integration også fremover. Det, der er karakteristisk for det lange 21. århundrede, som startede i 1989-90, nemlig at de store militære trusler er væk, at verdenskrigens tid er forbi, at storkrige er forældede, gælder ikke alene for Europa. Det gælder stort set hele verden i en periode med kun én supermagt. Freden er ikke kommet til Europa på grund af interdependens, på grund af intens integration, på grund af supranationale institutioner, på grund af stærke transnationale bånd. Tænk igen på forholdene op til Første Verdenskrig: det politisk, økonomisk og socialt integrerede Europa, hvor krigen alligevel kom. Interdependens kan understøtte freden. Men de afgørende betingelser findes andetsteds og først og fremmest i den strukturelle organisering af verden, i det forhold, at én overlegen supermagt nu sætter den internationale dagsorden. Det betyder, at regionalisering er den vigtige faktor. USA har en øget interesse i et snævert samarbejdende Europa og ikke mindst i et samarbejde, der omfatter hele Europa. Heri ligger et kraftigt incitament. Heri ligger valget for Europa: at åbne op, at udvide, at ekspandere. Væk med Fort Europa. Nye mure og jerntæpper er ikke svaret på det nye Europas problemer. Naturligvis skal Europa kunne hænge sammen, naturligvis skal det beskyttes i sit integrationsprojekt. Men for at det kan lykkes, er åbningen udadtil nødvendig. Den engelske premierminister Blair har antydet budskabet: EU er ingen superstat, og vil ikke være det. Men EU bør være en super aktør. Ikke i den traditionelle forstand: en pol, der skal matche USA, Kina, Rusland. Men EU kan blive en økonomisk, civilisatorisk udadvendt superaktør. Allerede nu er EU verdens stærkeste økonomi. Euroen står stærkt. Med ti nye medlemmer øges potentialet. Politisk set er EU fortsat en dværg. Der er ikke meget supermagt over EU's politiske, diplomatiske, sikkerhedspolitiske og forsvarsmæssige kapaciteter. Hvem kan tegne EU: rådets høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Solana, kommissionens kommissær for udenrigsanliggender, Chris Patten, formanden i ministerrådet, som for tiden hedder Fogh Rasmussen? Forholdet er det, at der nu er 16 udenrigs- og sikkerhedspolitikker i EU, nemlig den fælles og de 15 landes individuelle politik. Sådan må det nødvendigvis være i lang tid fremover. 'Superaktøren' EU er og bliver både en enhed og et forhandlingsforum. Både en realitet, en agerende enhed og et projekt, som kan indtage flere nye lande, flere nye opgaver. EU er en never ending story, som dermed i det 21. århundredes postmoderne verden har store muligheder for at udfolde sig. Men ikke nødvendigvis ved at statsliggøre unionen. Enkeltstaterne kan noget - og staterne tilsammen - på et supranationalt niveau kan de noget mere. Enkeltstaterne har fortsat mange områder, hvor de kan konkurrere. Men med det supranationale samarbejde, som ikke slår nationalstaterne i stykker, er der etableret en ny europæisk koncert. Den europæiske koncert, som karakteriserede Europa i 1800-tallet, var et uformelt samarbejde mellem stormagterne med gensidige hensyn, under fortsat konkurrence. Det, vi ser nu, er et stærkt formaliseret samarbejde, hvor alle er med, også småstaterne. Koncerten er blevet mere varieret og fuldtonende. Nu høres den også af verden. EU er langsomt ved at blive en model på regionalt samarbejde. Afrika, Latinamerika og Asien ser misundelige til. Men regionaliseringen må ikke lukke sig om sig selv. Vi ved alle sammen, at uden regulering går det ikke. Vi lever i et internationalt reguleringssamfund med knappe goder. Landet, territoriet er for længst fordelt og reguleret. Territorium spiller en stadig mindre rolle. Men luften, vi indånder, havet med dets enorme ressourcer og det ydre rum med alle sine teknologiske muligheder bliver nu mere og mere reguleret. Det er blevet politik. Her ligger en tvang til samarbejde. Det kalder både på regional og global regulering. Der er noget afgørende positivt i dette samarbejde: fordi det er uundgåeligt på længere sigt. Her kan EU med sin reguleringserfaring gøre en forskel. Også i den teknologiske udvikling med cyberspace og det virtuelle rum, som langsomt er ved at fjerne dimensionerne tid og rum, skal EU kunne gøre sig gældende: etableringen af det stærkest mulige teknologiske samarbejde og integration på det regionale niveau. På det økonomiske område er forholdet det, at der nu - ikke mindst initieret af den kolde krigs afslutning - er skabt et virkeligt globalt finansielt marked. EU kan her bidrage til at fastholde det nødvendige åbne marked, men også til at opbygge mekanismer, som kan regulere og afbøde utilsigtede negative virkninger. På det samfundsmæssige og sociale område har verden kunnet udfolde sig friere efter afslutningen af koldkrigen. Med flere demokratier, flere markedsøkonomier, med større vægt på menneskerettigheder står det enkelte menneske gennem sit valg med muligheden for at gøre en forskel. Individets politiske, økonomiske og sociale rolle og aktørkapacitet er vokset. Når det enkelte menneske kan gøre en forskel - kan EU også gøre det. Det, der demonstreres, er gamle europæiske værdier, som er blevet globale. Men det vil styrke både EU og verden, at disse værdier nu igen, vokset ud af den europæiske integrationsproces, markerer Europa som et centrum. Nu er det ikke umiddelbart indlysende at sammenligne Kina i 1400-tallet med EU i det 21. århundrede. Men den, der ikke åbner sig mod den øvrige verden, bliver straffet. Det blev Sovjetunionen, som i sin iver for ikke at blive påvirket af, angrebet af, opslugt af den såkaldte frie verden lukkede sig inde bag mure og enorme militære forsvarssystemer, forberedte sin egen undergang. EU har alle muligheder for at blive belønnet, hvis man undgår indadvendtheden, selvtilstrækkeligheden, afsondringen.