»Opgaven for liberalismen er ikke at anbefale en livsstil frem for en anden, men at kæmpe for legitimiteten og retfærdigheden i håndteringen af uundgåelige konflikter mellem dem«, skriver den svenske journalist Göran Rosenberg, tidligere chefredaktør for det liberale tidsskrift Moderna Tider. Det er meget få mennesker, der i dag ville påstå, at individet er til for samfundets skyld. Endnu færre ville sige, at samfundets valg går forud for individets. Det har været helt anderledes før i tiden, ja faktisk indtil for ganske nylig, da 1900-tallets kollektivistiske utopier endegyldigt gik i sig selv. De landede ikke nødvendigvis mellem demokrati og diktatur. Også i Sverige gik forpligtelsen over for kollektivet (familien, klassen, samfundet, staten) som regel forud for individets frihed. 'Pligten frem for alt' var ikke alene et kongeligt motto (Gustav VI Adolf), men også en folkelig leveregel. 'At gøre fyldest' betød ikke bare 'at stå på egne ben', men også 'at yde sit bidrag'. I den sammenhæng er vi alle blevet gode liberalister, også dem, der kalder sig noget andet, men som på spørgsmålet om, hvad der kommer først - individet eller samfundet - uden at tvivle svarer individet. Intet etableret politisk parti ville i dag fremføre den tanke - i hvert fald ikke under en valgkamp - at samfundet går forud for individet. I det omfang liberalismen har en kerne, er det vel netop denne: at individet går forud for samfundet. Eller som tanken ofte formuleres: Individet er et mål i sig selv, ikke et middel for noget andet. En ret ny tanke, som sagt. I store dele af menneskets historie har individet været underordnet gruppen. Er det stadigvæk til en vis grad. Tanken om, at individet kan sætte sig uden for gruppen, gå sin egen vej, forme sin egen skæbne, er ikke bare historisk ny, men også produkt af en specifikt vestlig historie, fra Job og Jesus til Montaigne og Mill. Liberalismen er ikke opstået hvor som helst, har heller ikke vundet fodfæste overalt og er altså hverken alment gyldig eller alment menneskelig. Den liberalisme, der tror, at den er det, har tabt perspektivet på sin historie og bevidstheden om sine selvmodsigelser. Det er desværre netop en sådan liberalisme, eller rettere en sådan anvendelse af begrebet liberal, som i de seneste tyve år har trivialiseret politikken i den vestlige del af verden, ikke mindst i Sverige. En af liberalismens selvmodsigelser blotlægges i spørgsmålet om, hvad der sker, når individets interesse er i modsætning til samfundets. Et tidligt svar på det spørgsmål var at fornægte det. Der var ingen modsætning. Individets egeninteresse var til samfundets bedste. Den private synd var kollektivets dyd. Som i englænderen Bernard Mandevilles fabel om bikuben (1723), hvor »every Part was full of Vice/ Yet the whole Mass a Paradise« (»synden fandtes overalt/ men helheden var et paradis«). Eller hans samtidige landsmands beslægtede verselinjer: »Thus God and Nature link'd the general frame/ And bade Self-love and Social be the same« (»Så lod Gud og Naturen bygge den sal/ hvor selvkærligheden blev social«). Denne vision om mennesket og samfundet fik mulighed for at blive til virkelighed i 1830-tallets England, hvor samfundets sikkerhedsnet under de fattige og svage blev fjernet, og individet fik friheden til at leve i det selvregulerende paradis på jorden - med hungersnød og social ulykke til følge. Denne form for liberalisme har alligevel fået en markant renæssance i nyliberalismen, som florerer i Folkpartiet og blandt Moderaterne, og som nu igen hævder, at dét, som hvert enkelt individ gør for sit eget bedste, er godt for alle. Jo mere frihed samfundet giver individet (gennem færre reguleringer og privatiseringer og omdannelsen af kollektive beslutninger til individuelle), desto mindre bliver modsætningen mellem individ og samfund. Og desto mindre har vi brug for politik. Hvis modsætningen mellem individ og samfund ikke kan afskaffes med det samme, så kan den det lidt efter lidt, i takt med at mennesket bliver fornuftigere, hævdede en anden gren af liberalismen. I princippet et spørgsmål om erfaring. Individet kan ikke frit gøre hvad som helst, men kun det rigtige, hvilket det vil gøre, når det er blevet fornuftigt. Der er naturligvis ingen modsætning mellem individet, der ledes af fornuft, og det samfund, der er konstrueret ef- ter fornuft. »Den eneste kilde til et alment velbefindende er at finde sandheden og indrette samfundet efter den«, skrev Condorcet, inden han døde i en af det revolutionære fornuftssamfunds fængselsceller i 1794. Eller som Stuart Mill formulerede samme tanke 65 år senere (i 'On Liberty', 1859): »I takt med at menneskeheden forbedres, vil antallet af doktriner, der ikke længere diskuteres eller udfordres, blive ved at vokse, og menneskehedens velbefindende vil praktisk talt kunne måles i antallet og tyngden af de sandheder, der ligger hinsides enhver tvivl«. Han er oven i købet bekymret, den gode Mill, over, at de frie diskussioner, som han anser for nødvendige for Sandhedens gennemslagskraft, vil dø ud, når alle bliver mere og mere enige, hvilket han regner med, at vi vil blive. I forlængelse af friheden truer overflødiggørelsen af den. Også dette er en liberalisme, der har fået en kraftig renæssance i svenske liberale partier - dels i forestillingen om 'den eneste vejs politik', dels i forestillingen om sammenhængen mellem øget individuel kunnen og samfundets tiltagende rationalitet. I begge tilfælde forudsættes det, at individet - når det når et vist vidensniveau - vil vælge at gøre, som rationaliteten foreskriver. Deraf betoningen af skole og uddannelse som værdifulde for noget andet (vækst, velfærd, behovet for ingeniører) snarere end som værdifulde i sig selv. Her dukker endnu en af liberalismens modsætninger op. Til et frit individ hører naturligvis en fri vilje, men hvor fri er viljen hos et individ, der hele tiden forventes at gøre, som rationaliteten foreskriver? Et individ, der i praksis forventes at underordne sig teknikkens, naturvidenskabens og økonomiens erfaringer om, hvad det er muligt at ville. At ville det rigtige er muligvis stort, men frit er det ikke. Dagens liberale taler gerne om individets frihed til at vælge, men friheden til at vælge er ikke det samme som friheden til at ville. Friheden til at ville er en frihed på markedet. Den tilbyder os, at vi frit kan vælge, hvilket liv vi vil leve - hvis det liv, vi vil leve, er muligt i forhold til valg af varer og tjenester på et marked. Hvis det liv, vi vil leve, ikke kan realiseres på den måde, bliver den frie vilje en kimære. Hvis viljen er fri, må individet nødvendigvis være frit til at ville noget andet end at vælge. Af liberalismens selvmodsigelser udsprang to liberalt sindede modreaktioner. Den ene reagerede på de uholdbare konsekvenser for samfundet, hvis dette styres af troen på individets ubegrænsede egeninteresse. Den anden reagerede på de uholdbare konsekvenser for individet, hvis dette styres af troen på samfundets forudbestemte udvikling hen imod sandhed og rationalitet. Den første var en liberalisme, som ikke længere benægtede, at der var en modsætning mellem individ og samfund, og som derfor krævede et samfund, der beskyttede de svage og holdt de stærke i kort snor. I Sverige fik den navnet socialliberalisme og spillede en vigtig rolle for demokratiets udvikling. Den anden var en liberalisme, som hævdede, at individets frihed ikke kunne baseres på menneskets evne til at ty til fornuften (den oplyste egeninteresse), men måtte baseres på dets behov for anerkendelse og mening. Behovet for anerkendelse var en følge af individets afhængighed af andre mennesker - ikke bare for at kunne overleve i fysisk forstand, men også for at kunne være et socialt væsen. Behovet for mening var en følge af menneskets bevidsthed om fortiden, fremtiden og døden. Begge behov var dybt alment menneskelige, ja, direkte antropologiske af natur, men der fandtes ikke nogen alment menneskelig måde at tilgodese dem på. Det, der gav mening for ét menneske, gav ikke nødvendigvis mening for et andet. Det, der gav anerkendelse og mening i én kultur, gav det ikke i en anden. Individet var frit til at 'være sig selv', men kunne kun være det i et konstant skiftende kulturelt og socialt samspil med andre. Det var altså en liberalisme, der gik ud fra, at forskellige individer med forskellige forudsætninger, formet i forskellige sammenhænge og under forskellige omstændigheder, skulle udvikle delvist forskellige og delvist uforenelige vurderinger af, hvordan livet bør leves. Det var en liberalisme - i den grad den nu kaldte sig dét - som betragtede ulighed og værdikonflikter som selvfølgelige indslag i den menneskelige tilværelse og dermed som det ubestridelige udgangspunkt for enhver samfundsorden, som ville gøre individet til altings mål og med. Egentlig er det forkert at tale om denne tankegang som en liberal reaktion. På væsentlige punkter gik den forud for liberalismen som begreb og idé. Den findes allerede hos Montaigne (1533-1592), der i sine essays beskriver såvel individets uafhængighed af samfundet som dets bundethed til det. Det ene forudsætter det andet. Individet kan ikke sættes fri, hvis det ikke også er bundet. »Der findes ikke noget så usocialt og socialt som mennesket. Det ene er det qua sin last, det andet qua sin natur«, skriver Montaigne. Det er en liberalisme, der kan spores hos Montesquieu, Burke (som på vigtige områder var liberal og ikke konservativ), David Hume, Benjamin Constant og Alexis de Tocqueville. Det er en liberalisme, der udspringer af individualitetens sociale natur, som afviser både egeninteressen og rationaliteten som individualitetens grundvalg, og som bekræfter, at værdierne er komplekse, konfliktfremkaldende og delvist udefinerbare. Særligt godt repræsenteret er denne liberalisme nu ikke, i hvert fald ikke inden for politik. Inden for filosofien og idéhistorien er den derimod blevet genstand for en genopstået og delvist nyartikuleret interesse, i takt med at liberalismen har 'sejret' og dermed enten er blevet trivialiseret i en grad, der har gjort den meningsløs, eller har måttet se sine indre selvmodsigelser blive til ydre politiske konflikter i en tid, hvor både indre og ydre fjender er faldet væk. Et centralt begreb i denne form for liberalisme er værdipluralismen, det vil sige forestillingen om, at de vigtigste konflikter i et samfund ikke står mellem ondt og godt, men mellem godt og godt. Sådanne konflikter kan i princippet ikke løses, eftersom de værdier, som stilles op over for hinanden, er ligeværdige og uforenelige på én og samme tid (det ene gode kan føres ud i livet på bekostning af det andet). »Retfærdighed er konflikt« »Justice is Conflict,« hævder den britiske filosof Stuart Hampshire i en bog af samme navn. Retfærdige fremgangsmåder i håndteringen af konflikter mellem godt og godt er, hvad et liberalt samfund kan og bør stræbe efter. »Det er ikke bare muligt, men også sandsynligt, at de fleste af de opfattelser af moral og de forskellige former for livsstil, der kendetegner kommercielle, liberale, industrialiserede samfund, vil blive opfattet som afskyelige af betydningsfulde minoriteter inden for de selvsamme samfund«, skriver Hampshire. Opgaven for liberalismen er derfor ikke at anbefale en livsstil frem for en anden, men at kæmpe for legitimiteten og retfærdigheden i håndteringen af de uundgåelige konflikter mellem dem. Vi skal måske ikke kalde dette liberalisme længere, da begrebet i høj grad forbindes med nyliberalismens individualisme eller fremskridtliberalismens konfliktbenægtelse. Den franske forfatter og filosof Tzvetan Todorov kalder det ikke liberalisme. Han kalder det aktiv humanisme, men mener omtrent det samme. I sin bog 'Imperfect Garden: The Legacy of Humanism' finder han tre grundvolde i en sådan tanketradition. Den første er jegets autonomi - mennesket styrer egne handlinger. Den anden er duets ubestridelighed (finality)- menneskets handlinger involverer og angår altid et andet menneske. Den tredje er universaliteten hos dem - alle mennesker hører sammen. Uanset hvad vi vælger at kalde en sådan tanketradition, er den i åbenlys strid med såvel individualismen som determinismen i de politiske programmer, der kalder sig liberale i dag. Det er en tanketradition, der går ud fra, at intet individ kan eksistere uden samfund, at frihed ikke er mulig uden konflikt, og at ingen samfundsorden kan eksistere uden mangfoldighed. I dagens politiske landskab skulle formålet med en sådan liberalisme være en kamp for konstitutionel forandring i såvel Sverige som Europa - en kamp, der skulle styrke båndene mellem individ og samfund, vitalisere politikken, styrke evnen til at håndtere konflikter og lægge forskellighed og mangfoldighed til grund for den nye samfundsorden. Det er en liberalisme, der ganske vist ikke producerer nogen indlysende svar, men som i det mindste stiller nogle indlysende spørgsmål, hvilket i mine øjne er at foretrække fremfor en liberalisme, der i øjeblikket gør præcis det modsatte.