En grundtraktat er nødvendig for fremtidens EU. Men derudover kunne man forestille sig et lille magtfuldt organ af nationale parlamentarikere til at holde EU-lovgiverne i ørerne, skriver europa- og integrationsminister Bertel Haarder (V) her på 30-års-dagen for danskernes ja til EF. Den danske stammekultur har i århundreder været præget af manglende tillid til landene syd for grænsen og manglende tiltro til egne evner og muligheder for at påvirke Europas fremtid. Men her i 30-året for danskernes ja til EF er det svært at bevare denne selvpåførte pessimisme. Danmark sidder for bordenden. Alverdens statsledere kommer til København og rådfører sig med os. Vi kan påvirke dagsordenen og bestemme, hvad kræfterne og tiden skal bruges til. Vi varetager EU-formandskabet netop i det år, hvor vi står på nippet til at løse Danmarks traditionelle dilemma som puslingeland mellem stormagter. Udvidelsen placerer os som blommen i et æg omgivet af lutter venligtsindede stater, der giver os langt større indflydelse, end vor størrelse berettiger til. Ja, den nye Nicetraktat er endog så gavmild, at den i EU's ministerråd ville give 34 stemmer til de fem nordiske landes 23 millioner indbyggere og kun 29 stemmer til Tysklands 80 millioner indbyggere - hvis ellers Norge og Island kunne bekvemme sig til at melde sig ind! Mange danskere frygter, at EU udvikler sig til en forbundsstat. Men EU kan ikke beskrives med de sædvanlige forfatningsbegreber. EU er noget unikt, som verden aldrig har set magen til. EU's 'apparat' er en lille brøkdel af de traditionelle forbundsstaters. EU tegner sig for ca. 10 procent af den egentlige lovgivning i medlemsstaterne, 2 procent af de offentlige udgifter og en halv promille af de offentligt ansatte! Det ti år gamle udgiftsloft på 1,27 procent af bruttonationalprodukterne fastholdes de kommende år trods udvidelsen og kan kun hæves ved enstemmighed. Unionens unikke karakter bør fremhæves i en ny traktat - en grundtraktat. Den skal tage udgangspunkt i medlemsstaternes suverænitet, der udlånes til fællesskabet på områder, hvor der er ubestridelige argumenter for fælles handling. Den skal sætte klare grænser for EU's virke, det vil sige, den skal knæsætte nærhedsprincippet, så EU koncentrerer sig om de grænseoverskridende opgaver. Den skal sikre åbenhed og demokrati. Den skal styrke de nationale parlamenters rolle i EU og synliggøre borgernes rettigheder over for EU's institutioner. Grundtraktaten bør være en dansk mærkesag. Udvidelsen til 25 og senere endnu flere medlemslande giver en oplagt anledning til at dreje EU i retning af det, som i VK-regeringserklæringen blev kaldt et stærkere og slankere EU. Mere union på færre områder. Et udvidet EU med en halv milliard indbyggere og mere end 20 sprog skal vogte sig for at vande for mange planter og regulere borgernes liv i detaljer. Nogle vil kalde grundtraktaten en forfatning. Betegnelsen kan være ligegyldig, men realiteten vil være en traktat i lighed med - og ubrudt forlængelse af - de gældende traktater. Diskussionen om EU's fremtid startede i foråret i det såkaldte konvent, i fuld offentlighed! Noget sådant er aldrig set før. Man ser regeringsledere fremsætte ideer offentligt, som derefter opgives igen, når debatten viser, at de ikke holder vand. Der foregår noget så usædvanligt som en ægte debat over grænserne. Der lyttes og ræsonneres. Også de store lande accepterer, at de må argumentere sig til indflydelse og resultater. Når EU har været genstand for så megen strid og tvivl i Danmark, skyldes det den usikkerhed, som mange har følt, med hensyn til hvor samarbejdet på længere sigt bærer hen. Usikkerheden er blevet bestyrket af de lukkede og uigennemskuelige beslutningsprocesser og forværret af de idelige traktatændringer, som ingen kan overskue. Det har næret en udbredt frygt for gradvis underminering af landets selvstændighed og folkets ret til at bestemme i eget hus - det, som nogen kalder glidebanen! Men EU udhuler ikke vor handlekraft. EU forøger den tværtimod. EU har ikke demokratisk underskud. EU giver os tværtimod demokratisk overskud. Vi vinder udadtil mere, end vi taber indadtil. Det er EU, der giver os mulighed for at gøre en forskel i globaliseringens voksende strømhvirvler. Hvad skulle vi gøre uden de gamle, veletablerede emner på EU's dagsorden: det indre marked, den fælles valuta som værn (også for Danmark) mod globale valutaspekulationer, den fælles handelspolitik, der beskytter vore livsvigtige eksportinteresser, og de fælles regler for beskyttelse af natur, miljø, arbejdstagere og forbrugere! Dertil kommer det globale medansvar i et udvidet og større EU. Med vore stolte danske traditioner for udviklingsbistand og fredsbevarende operationer skal vi naturligvis være med. Vi skal være i stand til at tage medansvar for forebyggelse og styring af internationale kriser. Vi skal forebygge og bekæmpe politisk og religiøs ekstremisme, ulovlig indvandring og kummerlig fattigdom. Vi skal have fælles asylpolitik og fælles indsats for repatriering og hjælp i nærområder. Vi skal tage medansvar for verdensøkonomien som repræsentanter for verdens største handels- og valutablok. Derfor må vi styrke EU's evne til at optræde samlet og handlekraftigt på den internationale scene - og Danmark skal indtage sin retmæssige plads - også på de områder, hvor vi i dag har undtagelser fra traktaten. EU skal være stærkere på de felter, hvor der er klare argumenter for at handle i fællesskab. Og netop derfor skal EU holde op med at spilde kræfterne på at udbrede bevillingerne og reguleringerne til alle mulige andre områder. En grundtraktat skal sikre begge dele. Allerede Maastrichttraktaten - og senere Amsterdamtraktaten - er udtryk for en klar tendens i retning af skarpere afgrænsning af, hvad EU kan og ikke kan. Inden for brede områder af samarbejdet er det allerede i dag sådan, at EU ikke kan erstatte, harmonisere og udtømme medlemsstaternes handlefrihed. Tværtimod kan EU kun støtte og supplere medlemsstaterne og opstille fælles målsætninger. På mange områder ligger ansvaret for politikken i alt væsentligt i medlemsstaterne. Det gælder for eksempel kultur, uddannelse, erhvervsuddannelse, beskæftigelsespolitik, samordningen af medlemsstaternes økonomiske politik, modernisering af velfærdsstaten, udviklingssamarbejde, industripolitik, energipolitik mv. Hvortil kommer det altdominerende område, hvor der er national enekompetence: skole, kirke, skattetryk, kommunalt selvstyre, bolig og hele det enorme velfærdsområde, det vil sige social-, sundheds- og uddannelsesområdet og fordelingspolitikken, som opsluger langt den største del af de offentlige budgetter. Grundtraktaten skal beskrive denne arbejdsdeling i klare ord, så de folkevalgte også i længden afholder sig fra at udøse deres godhed over borgerne i form af flere og flere EU-tilskud og fælles regler. Som Odysseus måtte lade sig surre til masten for ikke at blive lokket ind på de farlige klippeskær af sirenernes skønsang, således må EU's lovgivere med en grundtraktat surre sig til masten, så de afholder sig fra at handle på områder, hvor de nationale parlamenter og de regionale råd lige så godt eller bedre kan klare ærterne. Det virker i den sammenhæng oplagt at styrke de nationale parlamenter og gøre dem til politiske vagthunde, der holder øje med, at EU holder sig inden for sine grænser. Medlemsstaternes demokratiske suverænitet ligger i deres parlamenter. Det er derfor nærliggende at tildele de nationale parlamenter en rolle i overvågningen af, om EU holder sig inden for sine grænser. Suveræniteten er udlånt af de nationale parlamenter. Det er derfor naturligt, at de nationale parlamenter spiller en rolle i bevogtningen af EU's grænser for politik. Man kunne f.eks. overveje at oprette et lille, men magtfuldt udvalg af parlamentarikere fra medlemsstaterne. Udvalget kunne få til opgave at afgive udtalelser og om nødvendigt bremse eller standse lovgivning, der ikke respekterer nærhedsprincippet og arbejdsdelingen mellem EU og medlemsstaterne. Det kunne være op til de nationale eller regionale parlamenter, der føler sig krænket, at rejse sådanne sager for udvalget. Det vil have en præventiv effekt. Megen EU-lovgivning skal omsættes til national lovgivning - af de nationale parlamenter - før den kan træde i kraft. Jeg er derfor sikker på, at alene muligheden for en negativ udtalelse fra et udvalg af nationale parlamentarikere vil lægge en dæmper på EU-lovgivernes lyst til at rage kompetence til sig! Nogle vil indvende, at et organ af nationale parlamentarikere vil gøre lovgivningsprocessen i EU endnu mere bøvlet, end den er i forvejen. Andre vil måske se det som en desavouering af Europaparlamentet. Begge dele er helt fejlagtigt. EU's folkevalgte kan jo blot holde sig inden for deres kompetenceområde, og der skal naturligvis fastsættes rimelige frister, så unødige forsinkelser undgås. Europaparlamentet og de nationale parlamenter bidrager på hver sin måde til EU's demokratiske legitimitet. De kan tilsammen forstærke det folkevalgte element i unionen. De nationale parlamenters bidrag er at udmønte EU- lovgivningen og kontrollere, om den holder sig inden for grænserne af den suverænitet, de har udlånt. Europaparlamentets bidrag er at deltage i vedtagelsen af denne lovgivning sammen med ministerrådet; det vil sige medlemsstaternes regeringer. Samt at sikre åbenhed og parlamentarisk indsigt og kontrol med administrationen og budgettet. Europaparlamentet repræsenterer borgerne som borgere i EU, og de nationale parlamenter repræsenterer borgerne som borgere i medlemsstaterne. En styrkelse af de nationale parlamenter i EU vil forøge mængden af demokratisk legitimitet i EU. Det vil bidrage til den folkelige accept af EU, hvis borgerne kan se, at deres nationale folkevalgte bidrager til at holde 'hånd i hanke' med, om EU holder sig til sine kerneopgaver som beskrevet i grundtraktaten. Den juridiske afgrænsning skal naturligvis foretages af EF-domstolen, som allerede i dag udøver en sådan kontrol. For to år siden annullerede domstolen det såkaldte tobaksreklamedirektiv, med den begrundelse at dets indhold delvist overskred grænserne for, hvad medlemsstaterne har givet EU lov til at beskæftige sig med. Også her gælder det altså om at bygge videre på eksisterende positive tendenser efter devisen: Det er ikke nok, at retfærdigheden sker fyldest - det skal også kunne ses, at den sker fyldest. Den vigtigste 'vogter' af traktaten skal naturligvis fortsat være kommissionen. Der er fremsat forslag om at øge kommissionens demokratiske legitimitet ved at lade formanden vælge af et valgkollegium bestående af et lige stort antal medlemmer fra hvert af de nationale parlamenter og Europaparlamentet. Det vil i givet fald styrke kommissionen over for ministerrådet. Samtidig er der fremsat forslag om gruppeformandskaber og om at styrke Det Europæiske Råd af stats- og regeringsledere ved at lade en valgt formand erstatte det hidtidige rotationsprincip. Det er vigtigt, at en grundtraktat på én gang sikrer styrkelsen af og balancen mellem EU's institutioner. En grundtraktat må også udtale sig om borgernes grundlæggende rettigheder, demokrati, retsstatsprincippet - og som noget særligt for EU: ligebehandling af borgerne i forhold til virksomheder og medlemsstater. Den gældende traktat rummer allerede henvisninger til sådanne værdier og rettigheder, især den europæiske menneskerettighedskonvention. Problemet er, at denne konvention og diverse tillægskonventioner ikke som sådan er bindende for EU's institutioner, og at det hidtil ikke har været muligt for EU at tilslutte sig konventionerne. Derfor blev der for et par år siden udarbejdet et charter for grundlæggende rettigheder, der udtrykker borgernes rettigheder over for EU. Den mest oplagte løsning er at lade grundtraktaten sætte EU i stand til at underskrive menneskerettighedskonventionerne. Hvis det ikke er muligt eller tilstrækkeligt, kan der i grundtraktaten indskrives en henvisning til charteret. Det skal bemærkes, at charteret udtrykkeligt nævner, at der ikke med charteret skabes yderligere kompetencer for EU i forhold til medlemslandene. Dette bør i givet fald også indskrives i grundtraktaten for at forebygge enhver misforståelse. Endelig er der de vanskelige spørgsmål om ændringsprocedurer og udmeldelse/udelukkelse. Skal en traktat kunne træde i kraft, selv om et enkelt land ikke kan tiltræde? Jeg mener nej, men erkender, at det kan føre til fastlåste situationer. Det er jo ikke demokratisk, at 1 procent af borgerne kan blokere for 99 procent i det lange løb. Man kan også rejse spørgsmålet, om hvorvidt der skal være procedureregler for, hvorledes et land kan melde sig ud. Sådanne regler findes allerede. De står blot ikke i traktaten. Det er jo allerede i dag således ifølge folkeretten, at et land med almindeligt flertal i det nationale parlament til enhver tid kan opsige en traktat, inklusive EU-traktaten. Grønland opsagde som bekendt EF-traktaten for et par årtier siden, da der blev flertal for udmeldelse af EU ved en folkeafstemning. Men der vil antagelig være betydelig modstand mod en sådan bestemmelses signalværdi. Man melder sig jo ikke ind for at melde sig ud. Nogen vil frygte, at bestemmelsen vil kunne misbruges til 'delvise' udmeldelser, jævnfør de danske undtagelser fra traktaten, som af de fleste, inklusive undertegnede, betragtes som en ualmindelig uheldig og usolidarisk model, som for alt i verden ikke må brede sig. Ikke desto mindre kunne en udmeldelsesparagraf - som fremhævet af kommissær Chris Patten og andre - være nyttig for at fjerne den misforståelse, at suveræniteten én gang for alle er afgivet. Tiden nærmer sig, hvor vi må gøre os klart, hvad vi vil, og hvilke vægtskåle vi vil lægge vore lodder i. Nu har vi chancen for at være med til at skrive grundtraktaten for folkenes Europa. I 30 år har vi spildt energien på endeløse debatter, der har været lige så indadvendte, som de har været tilbageskuende. Hvilket energispild! De andre landes borgere har jo samme håb og tvivl som vi. Lad os nu gå ind i den debat og give et dansk bidrag, vi kan være bekendt. Og lad os så få hele Norden med i EU!