Foretrækker danskerne at betale mere pension frem for at gøre plads til ældre på arbejdsmarkedet? Og ønsker de ældre overhovedet at blive? Generationerne må finde en ny balance. Kronikøren er cand.polit. og administrerende direktør i Ældre Sagen. Ældrebølgen, der rejser sig ude i den disede horisont, har fået forskere i udkiggen og politikere i styrehuset til at søge læhavn og ligge underdrejet. Alle henviser til 'ældrebyrden'. Men hvem taler om ungdomsbyrden? Børnebyrden eller for den sags skyld undervisningsbyrden? Sagen er, at katastrofesynet på ældreforsørgelsen fremover er helt ude af proportioner og i værste fald skadelig for de mange fremadrettede reformer og initiativer, der bør tages. Vi skal erstatte den defensive holdning med en progressiv politik, der betragter aldringen som en udfordring for de vestlige samfund og især for Danmark, der altid har stået for udvikling og nytænkning på de sociale og samfundsmæssige områder. Danmark har simpelt hen ikke blot mange strategiske muligheder for at udnytte aldringen af befolkningen til egen fordel. Vi kan også tage mange initiativer inden for arbejdsmarkedet, familien, frivillige og på pensions- og finanspolitikkens område for at vende demografien til vores fordel. Der er behov for at se på arbejdsmarkedets forhold til de ældre. Det er en nøglefaktor for at sikre arbejdskraft fremover. Samtidig vil en øget deltagelse på arbejdsmarkedet lette den fremtidige forsørgelsesopgave. Vi kommer heller ikke uden om at skulle reformere vort syn på pensionspolitikken. Den skal initiere flere ældre på arbejdsmarkedet i stedet for at drukne dem i bureaukrati. Vi skal også sikre os, at finanspolitikken yder retfærdighed mellem generationerne, ikke mindst mellem den såkaldte babyboomergeneration (de, der blev født under og i årene efter Anden Verdenskrig) og deres børn. Der er ikke plads til skattelettelser, før statsgælden er ude af verdenen. De nye generationer og de erhvervsaktive står over for et ganske enkelt spørgsmål. Vil vi gøre plads til de ældre medarbejdere på arbejdsmarkedet, eller vil vi hellere betale den ekstra pension, den tidlige tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet koster? Dansk økonomi, og for den sags skyld også europæisk, amerikansk og asiatisk økonomi, har de sidste 30 år i meget høj grad været præget af en stor økonomisk vækst bl.a. på grund af den voksende beskæftigelse. For Danmark var væksten i arbejdsstyrken forudsætningen for den høje økonomiske vækst og det høje velfærdsniveau. Nu bliver tilgangen til arbejdsmarkedet stærkt begrænset. Antallet af unge, der går ind på arbejdsmarkedet, falder stærkt, samtidig med at ældre fra de store årgange forlader arbejdsmarkedet. Arbejdsstyrken vil stagnere eller måske gå tilbage. Frygten er naturligvis, at dansk økonomi vil gå ned i et meget lavt gear. Det har fået regeringen til at foreslå, at ældre i stigende omfang bør blive længere tid på arbejdsmarkedet. Og det er der al mulig grund til, når man ser på den historiske udvikling. I de sidste 40 år er det antal år, mænd er på arbejdsmarkedet, faldet fra 46 år til 37 år. Samtidig er det gennemsnitlige antal pensionsår for mænd steget fra to år til 12 år. Hele den levetidsforlængelse, der er sket for mændene i denne periode, er altså brugt til længere tid på pension, men også lidt flere år uden for arbejdsmarkedet i ledighed. Kvindernes pensionstilværelse er samtidig steget fra ni til 21 år. Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder i hele den vestlige verden er nu faldet til lidt over 60 år, for Danmark dog 62 år. Politikerne etablerede en efterlønsordning i 1979 for at skjule og lindre de værste konsekvenser af den store arbejdsløshedsperiode. Man kan sige, at politikerne i Danmark og det meste af det vestlige samfund ligger, som de har redt. Vi har nu igennem 20 år vænnet hele befolkningen til, at man skal trække sig så tidligt tilbage som overhovedet muligt. Der er også et stærkt pres mange steder fra, ikke mindst fra kollegaer, ægtefæller med videre. Mange funktionærer, selvstændige og arbejdere har fået gode arbejdsmarkedsordninger og andre pensionsordninger, ligesom opbygningen af friværdi i egen bolig har betydet, at de i stigende grad har kunnet trække sig tilbage på det tidspunkt, de selv ønskede - uafhængigt af offentlige ordninger. De fleste ældre har forberedt sig grundigt på den periode, hvor de skal trække sig tilbage, de fleste glæder sig til det, og meget få ser frem til pensionsalderen med sorg i stemmen, fordi der er aktiviteter nok at beskæftige sig med. Det hjælper også, at der er en væsentlig bedre økonomi, end der var i den forrige generation. Hvad skal en regering så gøre for at sikre sig, at flest muligt opfordres til at blive længst muligt på arbejdsmarkedet? Indretning og designet af pensionsordningerne spiller en stor rolle. De fleste arbejdsmarkedspensioner, private pensioner og virksomhedspensioner er indrettet efter et forsikringsprincip. Dette indebærer, at hvis man udskyder sin pensionering, f.eks. fra 65 til 67 år, belønnes man med en højere årlig pension. Det har fået statsministeren til at foreslå, at folkepensionen også indrettes efter dette mønster. Men da folkepensionen er grundlaget for ufaglærte og faglærte arbejdere og lønmodtagere med lave indkomster, er det ikke en god ide at anvende denne grundlæggende pensionsordning med staten som pensionskasse til dette formål. Derimod kunne man i stedet for foreslå, at de meget komplicerede regler for modregning af arbejdsindtægter bliver afløst af enkelhed. Nemlig at alle efter det 67. år (om nogle år efter 65 år) kan arbejde også på fuld tid, selvom man modtager folkepension. Dette hænger sammen med, at det er overordentligt kompliceret at finde ud af reglerne om modregning i folkepensionen, når man er på arbejdsmarkedet. Bureaukratiet, og det besvær, der rammer borgeren, undergraver incitamentet for at arbejde, særligt for dem der oppebærer overførselsindkomst. Eksempel: Tjener en pensionist lidt penge, skal kommunen underrettes. Der skal udfyldes skemaer og omberegnes på pensionskontor, boligstøttekontor og skattekontor. Falder indtægten væk, eller er den ukonstant, bliver bureaukratiet til en barriere. Udgangspunktet er usmidigt frem for alt, fordi det ikke bygger på en årlig opgørelse af pensionsudbetalingen, som kendes fra skattesystemet. Samspilsproblematikken undergraver det økonomiske incitament for at arbejde, særligt for dem der oppebærer overførselsindkomst. Eksempel: Folkepensionens grundbeløb reduceres, hvis den enkelte pensionist oppebærer lønindkomst eller overskud af virksomhed af en vis størrelse. Kapitalindkomst på millioner har ingen konsekvenser for retten til grundbeløbet, når det drejer sig om folkepensionister. Der skal tænkes nye og helt utraditionelle tanker. I forhold til, hvad samfundet har behov for, er det jo temmelig grotesk, at man kan have renteindtægter ved siden af folkepensionen, men man kan ikke have arbejdsindtægter uden kraftig modregning i folkepensionens grundbeløb. Der er behov for, at alle tvungne afgangsaldre afskaffes. I første omgang bør det ske i den offentlige sektor, og senere bør alle private virksomheder opfordre til at fjerne aldersgrænser i deres kontrakter og overenskomster. Det kan ikke være rigtigt, at personer, der kan og har muligheder, energi og styrke til at fortsætte på arbejdsmarkedet efter 60, 65, 67 eller 70 år, falder for en aldersgrænse, som hører fortiden til. Det er også vigtigt, at virksomhederne ansætter ældre ledere i en fornuftig blanding mellem yngre og midaldrende. De ældre ledere vil ikke være betænkelige ved at have ansat seniorer, de vil kende deres muligheder og begrænsninger, og det kan blive forudsætningen for, at det private og offentlige arbejdsmarked igen giver seniorer adgang på arbejdsmarkedet, nøjagtigt på samme måde som vi så det for ca. 25 år siden. Det er også klart, at der skal investeres i seniorer, den nyeste teknologi og uddannelse som forudsætning for, at man kan opkvalificere sig og få samme kvalifikationer som al anden arbejdskraft. Endelig er det et spørgsmål, om ikke virksomhederne skal overveje, når de tilrettelægger senkarrieren for de ældre medarbejdere, at inddrage ægtefællerne og medarbejderne i beslutningerne. Ud over helbred spiller kollegaernes og ægtefællens holdning til det at fortsætte på arbejdsmarkedet en hel central rolle. Der skal altså føres en personalepolitik, rettet mod samtlige medarbejdere, og som inddrager familiemedlemmer, for at få afklaring, opbakning og udvikling af den ældre medarbejder. Og så er det vigtigt, at man ikke betragter de ældre som en reservearbejdskraft, som man kan kalde på og sende ud, når det passer ind i virksomhedens nærmere overvejelser. De ældre bliver på arbejdsmarkedet, hvis de får samme udfordring, uddannelse, opkvalifikationer og bliver behandlet med samme respekt som alle andre medarbejdere, så enkelt er det. I Danmark regner vi med, at ca. 10.000 ældre årligt forlader arbejdsmarkedet ufrivilligt og gerne ville have fortsat i nogle år. Der er altså et betydeligt potentiale, hvis virksomhederne forstår at udnytte det. Det kan godt betyde ændrede overenskomster med hensyn til arbejdstid, fritid, ferie, flekstid og deltid. Men ikke uden at seniorerne i deres senkarriere naturligvis aflønnes på normale markedsøkonomiske vilkår. Hvis det sker, er det ikke bare en fordel for arbejdsstyrken og beskæftigelsen i Danmark, det giver også mulighed for økonomisk vækst og frem for alt en anden fordeling mellem dem, der er på arbejdsmarkedet, og de ældre udenfor. Det vil indebære, at der for hver ældre, der venter nogle år med at gå på pension trækkes personer ud fra den gruppe, der skal have pension, og over i den gruppe, der betaler skat. En vellykket senkarrierepolitik er altså ensbetydende med en mindre pensionsopgave på længere sigt. Der er dog ikke noget, der tyder på, at vi kan forvente skattelettelser. Det kan muligvis ikke indtræffe, før den offentlige gæld er nedbragt betydeligt, af hensyn til aflastningen af den næste generation. Vi står her over for et af de centrale spørgsmål i fordelingen mellem generationerne. På den ene side kan de kommende generationer spørge, hvorfor de skal være med til at betale en høj skatteprocent, fordi gælden især er tilvejebragt under 1970'ernes og 1980'ernes økonomiske krise, hvor den økonomiske aktivitet var relativt lav. En lavere gæld, eller ingen gæld, kan betyde et større råderum i finanspolitikken. Dette kan være det centrale i forbindelse med at finansiere det langsigtede service-, pleje- og behandlingsbehov, som er forbundet med de store ældreårgange. Med en sådan strategi, hvor man nedbringer den offentlige gæld, er der store muligheder for at kunne undgå en skattestigning på den anden side af 2020, hvor de store årgange ikke bare er blevet pensioneret, men utvivlsomt kommer til at trække på offentlig service i form af hjemmehjælp, plejehjem etc. Det er også vigtigt, at alle borgere, unge personer på arbejdsmarkedet som ældre, vil kunne forvente et fortsat højt serviceniveau inden for samme langsigtede stabile skattesats. Man kan sige det sådan, at de, der er på arbejdsmarkedet i dag, skylder deres børn og børnebørn at fastholde en så relativt høj skat, indtil den offentlige gæld er afviklet. Til gengæld skylder de næste generationer på arbejdsmarkedet at holde serviceniveauet på et anstændigt højt niveau. Det er ofte fremhævet i debatten, at vi skal nedsætte skattesatserne for at kunne bevare vores konkurrenceevne i forhold til omverdenen, og for at skatterne ikke forvrider arbejdsudbuddet og dermed giver en negativ motivation for unge, midaldrende og ældre til at gå ud på arbejdsmarkedet, blive længere på arbejdsmarkedet eller arbejde flere timer. Sagen er, at i de lande, vi konkurrerer med, bl.a. Tyskland, vil forsørgelsesopgaverne blive langt større end herhjemme, for de ældres antal vil udgøre en væsentlig større andel af arbejdsstyrken end i Danmark om 20-30 år. Tyskland finansierer pensionerne via en 'lønskat', hvorved lønomkostningerne må forventes at stige stærkt til ulempe for tysk konkurrenceevne også over for Danmark. Den offentlige gæld har altså en strategisk betydning for skatteniveauets højde, men også for fordelingen mellem generationerne. Det er helt nødvendigt, at vi afvikler gælden mest muligt inden for de næste 15-20 år, en periode, inden for hvilken udgifterne til ældreomsorg endnu ikke forventes at vokse meget. Sker dette, vil der skabes plads, således at vi kan finansiere de øgede ældreudgifter inden for det skatteniveau, vi kender i dag. Dette betyder reelt, at der ikke lægges op til skattelettelser. Det betyder også, at det eventuelle provenu, man får hjem i forbindelse med omlægning af forskellige udgifter, besparelser osv. i den offentlige sektor, bør anvendes til nedbringelse af den offentlige gæld. Med så store beløb, der er oparbejdet på gældssiden, er det ikke noget, der kan ske fra den ene dag til den anden, men der er behov for en langsigtet politik og en langsigtet strategi. Derfor kan man dog godt omlægge skatterne bort fra arbejdet over til andre kilder. Hele verden står over for den udfordring, at mennesker lever længere. Dette er ikke en begrædelig udvikling. Tværtimod har det altid været menneskets drøm at komme til at leve længere. Familierne får færre børn end tidligere. De to ting tilsammen betyder, at befolkningerne aldres: De ældre generationer kommer til at udgøre en større del af befolkningen, de yngre en mindre andel, og det er en udvikling, der vil fortsætte i nogle generationer. Det er blevet flittigt diskuteret de senere år, hvordan vi skal reagere på denne udvikling. Det er klart, at i princippet kan man forestille sig helt andre løsninger og pensionssystemer. Man kan sagtens forestille sig et 'every man for himself'- system, hvor det fuldt ud pålægges den enkelte at spare op og finansiere sin egen alderdomsforsørgelse. Man kan forestille sig det, men jeg ved ikke, hvor mange danskere der bryder sig om tanken. For det strider jo lodret imod de sociale kontrakter, både inden for generationerne og imellem generationerne, som kendetegner vores samfund i dag. Dertil kommer, at de internationale eksperter på pensionsområdet anbefaler lande at have et flerstrenget system, hvor der ikke kun er individualiserede ordninger, men hvor også et væsentligt skattefinansieret element, a la vores folkepension, indgår. Faktisk kan vi konstatere, at det danske pensionssystem med de tre kilder: - folkepension, arbejdsmarkedspensioner og individuelle pensionsordninger - i meget høj grad lever op til kravet om bredde og spredning af risici. Systemet er altså brugbart, men vi må alle indstille os på, at den demografiske udfordring, der venter, betyder, at der skal gives plads på arbejdsmarkedet til alle de ældre, der kan og vil fortsætte med at arbejde. Vi må afvikle den offentlige gæld, før vi drømmer om skattelettelser. Gør vi ikke det, vil de demografiske forandringer om føje år føre til skatteforhøjelser. Bjarne Hastrup har skrevet 'Den sociale kontrakt' mellem generationerne, som udkommer på forlaget Multivers i næste uge.