I Firenze er der international konference om Georg Brandes og Europa, samtidig med at mange tusind delegerede fra hele verden i disse dage mødes til European Social Forum, vendt imod globaliseringen. For 100 år siden havde kulturradikalismens fader selv været blandt talerne, gætter den danske Brandes-forsker på. Da Georg Brandes i 1871 som 29-årig ankom til Firenze på vej til Rom, måtte han gøre et længere ophold i den norditalienske by - og dengang hovedstad. 'Italiens Samling' nærmede sig sin afslutning og tropperne stod uden for pavens hellige stad og afventede den snarlige overgivelse. Det katolske overhoved valgte imidlertid at holde skansen og forberedte sig på en længere belejring. Soldaterne sprængte resolut hul i bymuren og foretog dermed det gennembrud, der skulle reducere pavestaten til den Vatikanstat, vi kender i dag. Det øvrige Italien fulgte begivenhederne i Rom i åndeløs spænding. Ville en reaktionær pavestat (ved evt. forbundsfællers hjælp) forhindre moderniseringen af det splittede og misrøgtede land, eller ville bestræbelserne for at samle de mange byer og regioner lykkes? Hullet i bymuren blev Italiens gennembrud, og Brandes oplevede en moderne nationalisme udfolde sig som folkelig begejstring og tro på fremtiden. I disse dage afholdes den '1. Internationale Georg Brandes Konference i Firenze'. Overskriften er 'Georg Brandes og Europa' og formålet er med Brandes som nøglefigur at fokusere på grundlæggende idémæssige, kulturelle og intellektuelle sammenhænge i det Europa, vi i dag er del af. Forskere fra hele verden mødes for at drøfte hans korrespondancer med kunstnere og intellektuelle i Europa, hans litterære kritik og politiske engagement i f.eks. Dreyfussagen, hans kritik af imperialismen og verdenskrigen, hans deltagelse i Clartébevægelsen og hans syn på Amerika og Sovjetunionen, og hans politiske betragtninger over 1920'ernes politiske Europa. Samtidig med Brandeskonferencen afholder organisationen European Social Forum et internationalt møde i Firenze med deltagelse af mange tusinde delegerede fra hele verden og en lang række kendte talere. Mødet vender sig mod globaliseringen, den rige verdens udnyttelse og overgreb på den fattige, og afsluttes (samme dag som Brandeskonferencen) med en demonstration med deltagelse af mere end 100.000 mennesker. Som man kan forstå falder mødets emne og formål helt inden for Georg Brandes' synspunkter og aktiviteter. Havde det fundet sted i 1870'erne ville han have været en nysgerrig tilhører og sandsynligvis også deltager i den efterfølgende demonstration. Omkring 1900 ville han have været blandt talerne, og i 1920, efter verdenskrigen, ville han have været hovedtaleren. Såvel mødet som demonstrationen har erklæret sig af absolut fredelig karakter. Men politiet har valgt at inddrage erfaringer fra tidligere No Global-demonstrationer i Göteborg og Genua, hvor autonome grupper af demonstranter provokerede til sammenstød. Her var resultatet tåregas, materielle ødelæggelser, skyderi og et dødsfald. I dagene før og under de to møder er Firenzes 'historiske centrum' bevogtet af helikoptere og bevæbnet politi og totalt afspærret for ngo'erne, hvis arrangementer er placeret i byens udkant. Inden for afspærringen afholdes til gengæld Brandeskonferencen i et af byens kendteste renæssancemonumenter - konferencecenteret og biblioteket Palazzo Strozzi. 'Europen Social Forum' afholdes altså udenfor, mens 'Georg Brandes and Europe' foregår indenfor. De ophængte plakater og fremlagte foldere om Brandeskonferencen betragtes og læses naturligt nok af byens borgere og turister med stor, om end bekymret, interesse. De italienske medier har i måneder været fulde af stof om ngo-mødet. Knap så meget om dens sociale og humanistiske indhold og målsætning, som om dens berettigede tilstedeværelse i en klassisk kulturby fuld af monumenter. 'Social Meeting' er for længst reduceret til et slagsmål mellem højre og venstre, mellem Berlusconi-regeringen og oppositionen. Som Brandes i 1871, ufrivilligt om end med interesse, blev iagttager af italiensk indenrigspolitik med verdensperspektiver, bliver vi, der deltager i Brandeskonferencen, det i disse dage. Flere af de italienske forskere der har tilmeldt sig med forelæsninger om Georg Brandes og Europa har udtrykt bekymring om deres ophold i Firenze; to har meldt afbud. Samtlige øvrige fra USA, Kina, Europa og Norden møder frem - måske, som én har udtrykt det, fordi det er 'historisk'. Sammenfaldet mellem 'Brandes og Europa' og 'European Social Meeting' er historisk i den forstand, at det rykker Brandes' litterære og sociale idéer ud af det gammelkendte moderne gennembrud fra 1870'erne og 80'erne og uden formildende overgang smækker det lige ind i vores postmoderne virkelighedscocktail af medier, politik, demonstrationer og terrorisme. Men Brandes og mange af hans idéer og kritiske synsvinkler kan udmærket forstås og bringes i anvendelse i vores postmoderne tid. Det gælder blot om at se moderniteten i det moderne. Brandes levede selv - om ikke i en farlig tid, så i en tid da det var farligt at tage ordet. I månederne før hans såkaldte indledningsforelæsning 3. november 1871, dér hvor han satte samtidens sociale, moralske og økonomiske problemer under debat, havde man i aviserne læst om 'Pariserkommunen', en revolutionær opstand i den franske hovedstad, med efterfølgende belejring og nedkæmpning, og på helt anderledes nært hold oplevet en BogW-strejke. Et halvt år efter splittede politiet den 1.maj-demonstration, der siden har fået navnet 'Slaget på Fælleden'. Lederne blev kastet i fængsel og fik lov at sidde i flere år. Men Brandes var hverken BogW- arbejder eller fransk kommunard. Han var en ung intellektuel af borgerskabet (ganske vist det lavere), der tydeligt for alle bag de københavnske volde kandiderede til professoratet i æstetik (det vil sige sammenlignende litteraturvidenskab) ved universitetet på Frue Plads. Brandes tirrede de politiske magthavere, provokerede borgerskabet og skræmte småborgerskabet, dels med sine kompromisløse synspunkter, dels ved sit åbenlyse samkvem med en gift kone, i en sådan grad, at han ikke fik sit embede og således måtte fortsætte i provokatørrollen. I mere end 100 år har vi lært at kalde disse synspunkter for 'moderne', selv om de fleste af dem for længst er blevet del af normal dansk adfærd, f.eks. når det gælder forholdet mellem kønnene og en række sociale fremskridt. Alligevel er han lige siden blevet angrebet, oftest for sin kritik af kristendommen, men også, afledt heraf, for sit fadderskab til det senere kulturradikale frisind. Et regeringsbærende politisk parti har karakteriseret ham som 'dansk folkefjende' af samme kaliber som Poul Henningsen og Klaus Rifbjerg. På denne måde er Georg Brandes' 'Moderne gennembrud' af hans fjender blevet forlænget noget hårtrukkent. På den anden side - vil hans tilhængere hævde - har han stadig noget at sige os. Det er muligt. Men i Firenze skal det vise sig om den moderne Georg Brandes består modernitetens prøve. Har han bud til de 100.000, der vil demonstrere mod globaliseringen - enten ved fredelig mødeaktivitet eller ved at smadre den by, han elskede allerhøjst i Europa? Det 20. århundredes sociologer og civilisationsteoretikere vurderer knap så meget tænkere og foregangsmænd som Brandes ud fra deres idéer og skrifter, som ud fra deres sociale aktionssituation - modsætninger og sammenstød mellem gruppen af aktivt handlende individer i en given historisk situation. På denne måde mener de at kunne skelne mellem det perifere og det der ændrer opinionen - og dermed historien. Den tyske sociolog Norbert Elias taler i sine værker om 'Civilisationsprocessen' om den sammenhæng, der gennem historien har været mellem adfærdsformernes forandring og statsmagtens centralisering. I årene 1850-1870 sker der en gennemgribende centralisering af statsmagten i Østrig-Ungarn, Prøjsen (der samles til Tyskland), det samlede Italien, Rusland, Sverige - og Danmark. Georg Brandes fornemmer som en af de første denne sammenhæng mellem 'psykisk selvtugt' og 'monopolinstitutioner' (som Elias kalder det) og slår så voldsomt alarm i sin indledningsforelæsning, at han sætter sin embedskarriere overstyr derved. Men det er kun begyndelsen. Hans forelæsninger om 'Hovedstrømninger i Det Nittende Aarhundredes Litteratur' rammer lige ind i en politisk og økonomisk situation, der uden hans direkte medvirken deler tidens aktører op i modstandere og tilhængere. Brandes udløser latente økonomiske og politiske spændinger; eller med Elias: Det er ikke et socialt lag, eller en samfundsklasse, der sætter processen i gang. Den udløses gennem spændinger mellem forskellige konkurrerende grupper inden for et socialt afgrænset felt. Brandes opdager efterhånden, at han har denne udløsende effekt. Uden at være administrativ leder eller formand for noget som helst ramler hans meninger lige ind i en række konkurrerende miljøer og skaber spændinger i de 'funktionelle grupper'. Således blandt juristerne, hvor de 'moderne' gav gratis retshjælp til ubemidlede, og blandt tidens forretningsmænd, hvor de 'moderne' gav økonomisk støtte til dagbladet Politikens oprettelse. Det er klart at hans 'splittende' funktion har sin største virkning i forhold til Estrups provisoriske finanslovsdiktatur. Her stillede Brandes, med den franske sociolog Pierre Bourdieus formulering, op med sin 'kulturelle kapital' over for Høire-regeringens 'økonomiske kapital'. Brandes stillede med rette spørgsmålet om, hvorvidt 'bytteværdien' mellem de to kapitalformer skulle opretholdes, eller om tiden var inde til forandring. Var det de intellektuelle eller politikerne, der havde beføjelserne til at foretage ændringer? Her ser vi Brandes hæve sig ud over sin tid. Modsætningen mellem politikere/bureaukrater og intellektuelle, som i dag er på sit højeste, kunne med god ret diskuteres ud fra Brandes' og Bourdieus begreber om henholdsvis 'viden' og 'kulturel kapital'. Da Brandes i 1913 blev opfordret til at 'tale i grammofon' fortalte han om flyvemaskinen, der kunne stige op i de højere luftlag. Men fortsatte han, det havde mennesket kunnet i ånden i årtusinder. Georg Brandes passer tilsyneladende fuldstændigt ind i Bourdieus teori om kunstneren som ensomt arbejdende geni, der misforstået af sin samtid lever i materiel afholdenhed. Når Bourdieu kalder ham en avantgardeskikkelse og kristusfigur, hvis lidelser og prøvelser er det kunstneriske mærke, er der det rigtige ved det, at Brandes økonomisk ikke sad særlig godt i det i sine første gennembrudsår og at han som flere andre nordiske forfattere - f.eks. Henrik Ibsen og Herman Bang - måtte gå i selvvalgt eksil i udlandet. Men Brandes høstede jo også tidligt anerkendelse. Dette skyldes ifølge Bourdieu at konstellationen af 'modtagere', forfattere, videnskabsmænd, politikere var modne til at tage imod 'det moderne'. Kunst og videnskab er således kollektive produkter og ikke resultat af en genial skabers idéer og evner. Den opnåede anerkendelse er til gengæld konstant udsat for angreb og underminering. Tilhængerne søger at sikre bastionerne - og i Brandes' tilfælde skete det med oprettelsen af Studentersamfundet 1882. De søger med Bourdieus ord at fastfryse tiden, så den indvundne 'kulturelle kapital' (her 'Brandesianismen') kan overgå i historien. Andre tilhængere mener at denne tidlige glorificering vil medføre bevægelsens hurtige stagnation. De fremsætter alternative forslag, forholder sig kritiske til institutionen og dens hovedfigur, og træder til sidst ud. Og bag og omkring Brandes var da også talrige enkeltpersoner og grupperinger der undsagde og kritiserede ham og opstillede andre mål for bevægelsen - f.eks. digterne Holger Drachmann, Julius Gjellerup, Johannes Jørgensen; og bevægelser som Dansk Kvindesamfund. Det blev snart en udviklet evne - for ikke at sige en lidenskab - for Brandes at manøvrere i disse spændinger. Medlemmerne af den stærkt voksende gruppe af 'Brandesianere' måtte gang på gang tage stilling til nye og tilsyneladende nybrud, hvor præsentationen af Nietzsche var det alvorligste. Men 'for de gamle der faldt, er der ny overalt', som der står i sangen. Og Holger Drachmann, Julius Gellerup og Johannes Jørgensen afløstes hurtigt af nye unge entusiaster: Den naturvidenskabelige ideologi, naturalismen, blev grundstoffet i Niels Finsens og Knud Rasmussens opdagelser - af sollyset og Nordpolen. Begge var de tohundrede procents brandesianere. Men heller ikke vennerne er fremkommelige, når det gælder de interne kampe om den kulturelle kapital. Stærke personligheder som Viggo Hørup og Edvard Brandes har naturligvis deres eget projekt, som ikke uden videre kan underordnes Georg Brandes'. Især modsætningen mellem Brandes og Hørup kan ses som udtryk for den dynamik, der opstår, når det gælder diskussionen og kampen om, hvilke 'kulturelle kapitalformer', der skal betragtes som legitime. Hørup og Brandes skrev således ikke danmarkshistorie - de udkæmpede den med deres kulturelle kapital som indsats. Den mest effektive kritik man ifølge Bourdieu kan rette mod et fagområde er, at det er banaliseret og populariseret. Også den kritik rettedes snart mod Georg Brandes. Henrik Pontoppidan kalder i romanen 'Lykke Per' Brandes' virksomhed for popularisatorens evne til at formidle sammensatte og dybe tanker uden at læseren selv fatter dem. Og den ungarske kritiker Georg Lukács stemplede ham som en dansk litterat, der havde banaliseret Friedrich Nietzsche. Dette er der naturligvis andre meninger om. I Tyskland, Østrig og Italien forvaltedes den brandesianske kulturelle kapital til fordel for Brandes og det moderne gennembrud i Norden; og Brandes har her fået en stor tilhængerskare. I dag læses han mere i disse lande end i Danmark, og et internationalt Georg Brandes-tidsskrift vil da også få redaktionel base i Italien. Brandes' evne til at træde ind og ud af de kulturelle og politiske konstellationer eller felter gjorde ham med årene til en verdenskendt personlighed. Ikke kun for det han mente og skrev, men i højere grad fordi han kunne blive ved med at bringe sig selv - og sin kulturelle kapital - i spil. Det betød stadige opgør - først med de hjemlige nordiske forfattere (Bjørnson, Drachmann og så videre), så med Dansk Kvindesamfund, Venstre og Socialdemokraterne. På spørgsmålet om en nations ret til oprustning og krig tager også hans gamle ven og forbundsfælle Georges Clemenceau afsked med ham med et offentligt: Adieu Brandes! Men Brandes fortsatte ufortrødent, forvaltende sin kulturelle kapital efter eget hoved. Da forfatteren til antikrigsromanerne 'Le feu' og 'Clarté', Henri Barbusse opfordrede ham til at træde ind i en verdensbevægelse mod fremtidige krige, Clartébevægelsen, svarede han straks ja. Men da han i 1921 opdagede at bevægelsen tilsyneladende understøttede bolsjevikkernes overgreb på humanistiske og agtværdige russere, blot fordi de tilhørte adelen, sendte han straks Barbusse en kritisk forespørgsel. Denne svarede, at det naturligvis var uendeligt beklageligt - »men det er den skæbnesvangre konsekvens af omfanget af ændringer af den tidligere sociale orden, som den russiske revolution har måttet lide under. Kvaliteten af en personlighed beviser intet til fordel for en social teori og institutionerne kan ikke leve på den gode viljes nåde eller takket være isolerede elementers moral. Det er indlysende at et ægte lighedsstyre her på jorden automatisk skal give størst mulig velfærd til hver enkelt - og det er alt. Jeg mener ikke at ligge inde med den absolutte sandhed om hvad som helst. Men det, der bedst karakteriserer den forestilling mine venner og jeg tilslutter os, det er at reducere det sociale ideals krav til dets sande proportioner, og ikke forveksle dette med følelsernes og moralens ideal«. Brandes opretholdt sit medlemskab af Clartékomitéen og opfordrede siden Barbusse til at fortsætte sit internationale fredsarbejde. Nu står Georg Brandes så atter i Firenze, den by der lærte ham mest om det politiske og kulturelle Europa. Men denne gang med kufferten fuld af kulturel kapital og et langt livs erfaring. Skal han tage hen til Palazzo Strozzi og overvære den 1. Internationale Georg Brandeskonference; eller gå med de 100.000 ngo'ere til 'European Social Forum' i byens udkant og lytte på talerne? Jeg tror, han gør det sidste.