Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Blixen og Tizian

Træd et skridt tilbage, knib øjnene sammen og betragt kunstværket på ny. Sådan gjorde forfatteren Karen Blixen, og sådan gjorde maleren Tizian.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Træd et skridt tilbage, knib øjnene sammen og betragt kunstværket på ny. Sådan gjorde forfatteren Karen Blixen, og sådan gjorde maleren Tizian. Kronikøren, der er lektor ved Firenzes universitet, fanger både maleren og fortælleren i ét analyserende blik.

Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges vender så dejligt op og ned på mange ting. Som når han siger, at forfattere skaber deres egne forgængere - og det i en grad, så han f.eks. kan høre Kafkas stemme i Kierkegaards værker. På samme måde møder jeg Heloïses blik i Tizians Venus. Hendes store, dybe, blide blik.

Heloïse er titelfiguren i et af Karen Blixens 'Vinter-Eventyr'. Tizians maleri, 'Venus af Urbino', hænger på kunstgalleriet Uffizierne i Firenze. Og jeg er så privilegeret, at jeg, næsten når det passer mig, kan cykle ind og beundre hende. Som så mange andre før mig.

H.C. Andersen f.eks. Da han var der, hang hun i galleriets fineste værelse, La Tribuna, i selskab med andre udsøgte mesterværker, bl.a. 'Venus og Cupido', også af Tizian. Og her står stadig den antikke marmorskulptur, som kaldes 'Venus Pudica', det vil sige 'den blufærdige', på grund af den karakteristiske håndbevægelse, hvormed hun dækker sit køn - med den venstrehånd, som hos Tizian gør noget ganske andet. I Andersens eventyr 'Metalsvinet' tager titeldyret en lille dreng på ryggen - og går så på rundtur til Firenzes herligheder, også dem i La Tribuna: »Fordoblet viste sig Billedet af Venus, den jordiske Venus, saa svulmende og ildfuld, som Titian havde seet hende. To deilige Qvinders Billeder; de skjønne, ubeslørede Lemmer strakte sig paa de bløde Hynder, Brystet hævede sig og Hovedet bevægede sig, saa at de rige Lokker faldt ned om de runde Skuldre, medens de mørke Øine udtalte glødende Tanker«. Her glemmer forfatteren vist sin lille dreng i eventyret!

I sin rejsedagbog fra 1809, 'Valfart til Rom', ser Adam Oehlenschläger Tizians Venuser lidt mere frimodigt an: to nøgne, vellystige kvinder, og mellem dem »sidder Madonna meget skøn og ærbar, malet af Andrea del Sarto. Jeg indrømmer, det er forkert, men jeg kunne ikke lade være at tænke på, at den brave Andrea's kone formodentlig har ligget i værelset ved siden af lige som den tizian'ske Venus, mens han i kunstnerisk begejstring malede Madonna; det får mig til at smile her foran det hellige billede, hvad Madonna venligst må tilgive mig«.

Sophus Claussen kan ikke lide Tizians roser - de ligner ræddiker. »Hvilken stor Maler Tizian var bleven, / havde han kendt en dansk Kløvermark!«. Men den. der har det sværest foran Venus af Urbino, er den ellers så humoristiske amerikaner Mark Twain: »Det er ikke det, at hun er nøgen og ligger udstrakt på en seng, det er det, hun gør med den ene arm og hånd ...«.

D'herrer synes - meget naturligt - at være særligt anfægtet af selve motivet, den dejlige dame, der med spillende øjne og hånd indbyder beskueren. Det er Karen Blixen også optaget af, men for hende er der andet og mere på spil.
Fortællingen 'Heloïse' handler om Heloïse og Frederick. De mødes i 1870 i den tyske grænseby Saarburg, begge på vej mod Frankrig, efter at den fransk-tyske krig er brudt ud. Hun er en 23-årig enke (tidligere nøgendanserinde, erfarer vi siden hen), hvis begær for alvor vækkes i Saarburg. Han er en jævnaldrende englænder, der studerer
religionsfilosofi, og selv om han falder pladask for Heloïse, så er han mere til bøger end til kærlighed - i hvert fald den slags kærlighed, der involverer både sjæl og krop. Det bliver ikke rigtig til noget med dem i Saarburg.

Syv år efter mødes de i Paris, hvor han ser hende optræde som nøgendanserinde. Bagefter har de en længere snak om gamle dage, hvor deres gamle lidenskab blusser op, men hun må til sidst konkludere: »De er en Mand, De er Forfatter, er De ikke? For Dem gaar det op ad Bakke. De kommer til at skrive mange Bøger endnu, det føler jeg bestemt«. Hvad hende selv - og kvinderne - angår, konstaterer hun resigneret: »Fra os tager Tiden saa meget. Og tilsidst alting. (...) Nej, gid De havde set mig dengang«.

Der ville ikke være meget ved Karen Blixens fortællinger, hvis man ikke bare kunne læse og nyde dem, som de nu engang står i hendes eventyrsamlinger. Det kan og det skal man selvfølgelig. Men 'Heloïse' får unægtelig mere krop, både som figur og som 'Vinter-Eventyr', hvis Fredericks bemærkning om, at »hun dog uden al Tvivl (var) i Slægt med Tizians og Veroneses Gudinder«, fremkalder billeder på læserens nethinde. 'Venus af Urbino' bl.a.
Frederick har, inden han møder Heloïse, tilbragt en tid i Berlin. På byens Alte Museum er han blevet fortrolig med de bibelske personer på malerierne, men har også fået øjnene op for »de mytologiske og allegoriske Figurer«.

Disse figurer bliver afgørende nøgler til forståelsen af, hvad der, på et underliggende niveau, er på færde i fortællingen, og her taler fortællersken underfundigt bag om ryggen på sine egne personer - til læseren. Den læser, der synes, det er sjovt og umagen værd at finde billederne frem, eller finde frem til dem.

Frederick og Heloïse bliver sammen med andre rejsende tilbageholdt af tyskerne i Saarburg. Under et forhør fremsætter en af de tyske officerer et tilbud om, at de kan få lov at rejse videre på én betingelse. Han siger til Heloïse: »De maa, rent ud sagt komme og hente Deres Pas i Gudinden Venus' Kostume«.

Frederick får det rigtig skidt, for tyskerens forslag forekommer ham at være et vrængbillede af hans egne smukke fantasier. Dem har vi tidligere fået udmalet - i form af meget præcise beskrivelser af Tizian og Veroneses gudinder: »Hendes lange Slangekrøller skinnede med samme blege Guldglans som deres, hun førte sig med samme kvindelige Majestæt som den, hvormed de dansede, vandrede eller tronede i deres Sæde, og hendes Hud havde samme underfulde Friskhed og Lysfylde som deres guddommelige, hvide Lemmer. (...) Han selv vidste nok, uden at faa det fortalt, hvor hun havde tilbragt sin Tid til nu: Mellem Marmorsøjler, paa fint Grønsvær, foran den brændende blaa Sø og de koralfarvede Klipper, som han kendte fra Lærrederne. Maaske havde hun der haft en lille Negerslave til sin Opvartning«. Især den sidste bemærkning om negerslaven viser, at det beskrevne maleri er Tizians 'Aktæon og Diana'. Frederick fantaserer videre: »Engang imellem forvildede hans Tanke sig, og han saa hende for sig i et mere guddommelig skødesløst Antræk, ja i selve Venus' Dragt. Men disse Fantasier var upersonlige og uden Bagtanke, han vilde ikke for noget i Verden fornærme hende«.

Problemet er lige præcis hans manglende bagtanker! At han slet ikke formår at se Heloïse rigtigt an - som kvinde. I modsætning til den tyske soldat: Hvad soldaten kunne ønske sig, er en situation som Veroneses skildring af krigsguden Mars, der begærligt klæder Venus af. Heloïse omtales som enke, men hvad hun har haft af erotiske erfaringer, før hun dukker op på scenen, er uvist. I hvert fald vækkes hendes begær ved tyskerens uforbeholdne pågåenhed. »Han kunde virkelig af Hjertet begære en Ting her i Verden. Det er der mange Mænd, der ikke kan«, siger hun siden hen.

Men det var jo Frederick, hun ville have dengang, og på listig vis lykkes det hende at frelse rejseselskabet ud af tyskernes klør. På vej til grænsen kommer Frederick og Heloïse til at køre alene sammen i en droske. Vognen emmer af hendes lyster. Udenfor var månen stået op, »og Himlen mellem den og den lave Horisont var som overstrøet med Guldstøv« - guldstøv af samme karat som det, Zeus forvandler sig til, da han - hos Ovid og Tizian - trænger ind til og i Danae. »Lige med eet tog hun hans Haand«, står der.

Det, Heloïse ønsker sig, og det, hun tilbyder Frederick, er sig selv i rollen som en tiziansk Venus eller Danae, a la dem, han (uden at forstå) har fortalt hende om, en kvinde, der vil ses og begæres. Frederick spekulerer på, hvordan han kunne beskrive hendes heltegerning i klassiske aleksandrinere i en bog.

Episoden i drosken er på sin vis fortællingens omdrejningspunkt - et tomrum, hvori der intet sker. Vist er 'Heloïse' en kærlighedshistorie: Frederick elsker Heloïse på sin facon, men hun ville hellere have haft det på en anden måde. Da de siger farvel til hinanden på togperronen, føler han »at være gaaet Glip af noget, hvoraf for ham Livet selv afhang« - men han skriver videre.

Da de mødes syv år efter i Paris, ser han hende optræde som nøgendanserinde i et tableau 'Dianas hævn': »En mængde smukke unge Piger dansede eller indtog plastiske Stillinger, som Jagtnymfer i en Skov, og ingen af dem havde meget paa. Men Ballettens Højdepunkt, som alle syntes at se frem til, indtraf, da Gudinden Diana selv kom frem i Maaneskinnet, uden noget som helst paa. (...) Idet hun spændte sin gyldne Bue, gik der en Lyd som af et langt Suk gennem Huset«. Her udfoldes scenisk hele Tizians 'Diana-serie', 'Diana og Aktæon', 'Diana og Callisto' og 'Aktæons død'. På sidstnævnte ser man modellen til den bueskydende Heloïse. I myten straffes Aktæon, fordi han uforvarende kom til at se Diana bade i en skovsø.

Med Frederick forholder det sig anderledes: Han så hende ikke.

Karen Blixens fortællinger er fyldt med hentydninger til verdenslitteraturen og -kunsten. Hun trækker lystigt på værkerne, omformer dem og diskuterer med dem, forvandler figurer og motiver, putter dem ind i sin smeltedigel og laver nye legeringer, collager - découpager!

Hun jonglerer med Jesus og disciplene og forsoningslæren, Héloïse og Abélard, og ikke mindst illustrative par fra den græske mytologi som Venus og Mars, Venus og Adonis, Danae og Zeus, Diana og Aktæon. Kærlighedsaffærerne mellem dem er fortalt i 'Ovids forvandlinger' og yderligere vendt og drejet af Shakespeare, Heine, Andersen, Kierkegaard og mange andre. Og de er malet af bl.a. Tizian og Veronese.

Disse malerier er imidlertid ikke samlet på noget Alte Museum i Berlin, de er spredt ud på museer i London, Paris, Rom, Firenze - hvor Karen Blixen har set og beundret dem, for så at samle dem i sit eget indre billedgalleri.

Men det er ikke kun motiverne, det handler om. Med Tizian, især, spiller hun også underfundigt på en ældgammel kønsproblematik, som blussede op i renæssancen. Hun kender den fra sin ungdoms kunststudier, fra sine museumsbesøg og fra kunsthistorien.

Giorgio Vasari nævner i sin bog om renæssancens berømte kunstnere en episode, der fandt sted i 1546. Tizian er i Rom for at færdiggøre sin Danae til kardinal Farnese. Her aflægger Michelangelo og Vasari ham en visit. Michelangelo sagde bagefter, fortæller Vasari, »at hans kolorit og maner tiltalte ham såre, men at det var en skam, at man i Venedig ikke straks fra første færd lærte at tegne ordentligt«.

Vasari har selv svært ved at skjule sin ringeagt for disse venezianere, der »efterligner naturen«. Havde Tizian dog bare haft den store Tegning som grundlag, så kunne han være nået op på siden af Michelangelo.

Vasari og Michelangelo udtrykker tidens, og især mellemitalienernes, almindelige opprioritering af tegningen og linjen på farvernes bekostning. Men synspunktet stikker dybere, nemlig i den 'farvefobi' - med et udtryk fra David Batchelors bog 'Chromophobia' - der kendetegner den vestlige kultur, og som går hånd i hånd med misogyni (kvindefjendskhed). Platon og Aristoteles udstak linjen - den første ved at forbinde farve med makeup, bedrag og kvindelist, mens Aristoteles angiver en æstetisk norm: Uanset hvor meget man smører på med skønne farver, så vil man aldrig opnå at vække samme behag som ved konturtegning på hvid grund!

I renæssancen bliver skellet mellem disegno og colorito hævdet som henholdsvis det primære og det sekundære; det er et begrebspar, hvor linje er knyttet til det maskuline, til fallos, til intellekt og fornuft, mens farve ikke blot er overfladisk, ukysk og bedragerisk, men også bestemt som feminin, infantil, fordægtig, primitiv, fremmed, vulgær og så videre. Colorito er lyst og følelse og potentiel fare (for manden), den kan bedrage øjet, ligesom kvindens kosmetik kan.

Tizian bryder bevidst med dette mønster; han maler, som det efterhånden var blevet almindeligt, med oliefarver (hvilket for Michelangelo er lig med 'kvindekunst'), og han smører demonstrativt på med farver, der glider over i hinanden - efter princippet i 'Ovids forvandlinger', hvor Arachne væver med et væld af farver, »men hvor den ene bliver til en ny, er umuligt at fastslå« (Otto Steen Dues oversættelse).

Tizians kvinder stråler af erotik - på et tidspunkt, hvor kvindens seksualitet er stærkt tabueret; og selv insisterer han på en 'feminin koloristisk stil'. Udtrykket stammer fra den amerikanske kunsthistoriker Rona Goffens store værk fra 1997 om 'Titian's Women'. Goffen hører en stemme i Tizians værker, fuld af sympati og respekt for kvinden og hendes 'natur'. En stemme, der er oprørsk, undergravende - og lysten. Karen Blixen har hørt denne stemme. Problemet er, at det har mændene i hendes historier sjældent.

Der er mange aspekter i Karen Blixens fortællinger, man først får øje på, når man efter læsningen strækker teksten ud fra sig og ser den fra distancen. Sådan som hun selv gør, når hun anskuer tingene - i livet såvel som i kunsten: Hun træder et par skridt tilbage og kniber øjnene let sammen. Det er en teknik, som hun omtaler gang på gang, og som flere af hendes figurer også anvender, og den er ligeledes hentet fra Vasaris omtale af Tizian, hvis sene værker er »malet med brede pensel-strøg og klatter, så man ikke kan se dem på nært hold, mens de på lang afstand fremtræder fuldkomne«.

Sådan er det også med Karen Blixens fortællinger.

Efterskrift: Ivan Z. Sørensens bog om Blixen og Tizian, 'Gid De havde set mig dengang', udkommer på Gyldendal 11. november.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden