Kan man overhovedet være konservativ i en moderne verden? De konservatives aktuelle situation tyder på et nej. Ph.d.-studerende Olaf Corry forsøger et ja. »Jeg savner en fornemmelse for hvad konservatisme er«. Ordene er Ditlev Tamms, historiker og doktor i filosofi og jura, dansk konservatismes grå eminence (Berlingske Søndag, 20.10.). Vælgerne savner tilsyneladende også denne fornemmelse. Tre gange så mange vælgere stemte på Venstre ved sidste folketingsvalg, og partiets tilslutning er ifølge meningsmålingerne stagneret siden - trods en nærmest stoisk disciplin i partiet siden Bendt Bendtsens tiltræden. Jagten efter en 'klar profil' er selvfølgelig i gang, og partitoppen lovede på weekendens landsmøde at råbe højere om mærkesager, såsom lavere skat og en slankere velfærdsstat. Men nu når personfnidderen har lagt sig, bliver det tydeligere, at ikke bare mærkesager, men også en klar ideologi er en mangelvare for de konservative. De konservative mangler grundlæggende en samlende fortælling om, hvad konservatisme er. Schlüters berømte afvisning af ideologi som 'bras' skal med andre ord begraves. Partitoppens valgte strategi synes at være at forsøge at ud-liberalisere Venstre med forslag om indføring af mere brugerbetaling i det offentlige og lavere skatter: »Vi vil sænke det høje skattetryk, og vi vil have en slankere og stærkere offentlig sektor«, insisterede partileder Bendtsen. Men historien om markedskræfterne og ideologien om 'frihed til den enkelte' fortælles nok bedst af regeringspartnerne i 'Danmarks liberale parti' - og liberalisme er alligevel ikke kernen i traditionelt konservativt tankegods. Desuden udgør mærkesager ikke en ideologi eller en fortælling. En anden tone, der blev slået an, var et konservativt forsvar for Gamle Danmark. Det er straks mere konservativt. Men i et moderne vestligt samfund som Danmark siger det sig selv, at bagstræberisk eller 'konservativ konservatisme' er en ideologisk blindgyde. Traditionelle mærkesager som Gud, konge og fædreland har tiden imod sig. Det giver ikke mening at forsvare status quo, når denne hele tiden bevæger sig alligevel - og Dansk Folkeparti er svære at overgå, når det gælder det nationale som mærkesag. 'Gamle Danmark' er efterhånden også synonymt med velfærdssamfundet - og her har Socialdemokraterne (som de nu hedder) et forspring, der nok kun kan indhentes af Dansk Folkeparti. Den slags 'fingrene væk-konservatisme' er derfor også besat til anden side. Tilbage står de konservative som en blanding mellem 'Venstre-Light' og 'Dansk Folkeparti light', både idémæssigt og i antal vælgere. Det er fristende at spørge, om ikke konservatismen som tankesæt simpelthen er passé i en omskiftelig og dynamisk verden? Er der kun liberalismens og nationalismens mærkesager tilbage? Ja og nej. Den engelske sociolog Anthony Giddens, der ellers står New Labour i Storbritannien ganske nær, har engang skrevet, at alle nu om dage bør være konservative - bare ikke på en konservativ måde. Det lyder jo lovende for Bendt Bendtsen, hvis vi alle blev konservative. Men hvad ville det indebære at være konservativ på en ikkekonservativ måde? Det er den moderne konservative ideologis problem nummer ét. Grundtanken i konservatismen er at betragte samfundet som en organisme. Konservatismens fader, englænderen Edmund Burke (1729-1794), hæftede sig ved, at samfund vokser og udvikler sig langsomt og roligt - og at sådan bør det også være. De enkelte dele har hver deres rolle i systemet, hver deres plads i organismen. Enhver balance er skrøbelig, og hurtig forandring vil derfor som regel give bagslag. Der er ikke plads til drastiske ændringer, og man bør være ydmyg over for det bestående. Det var konservatismens essens. Og derfor var Burke også inderligt imod Den Franske Revolution i 1789. Da det liberale borgerskab fjernede kongen, svarede det ifølge Burkes tænkning til at hugge hovedet af en krop. Som forudsagt af Burke i 1790 kom der også til at rulle hoveder i Paris i det jacobinske blodbad i september 1792 (det var ikke bare samfundet, der mistede hovedet). Med andre ord: Burke forstod det farlige ved revolutioner og var modstander af de liberales iver efter forandring. Den Franske Revolution fødte som bekendt liberalismen og dens drøm om at skabe et samfund af frihed, lighed og broderskab. Men den fødte paradoksalt nok også den moderne konservatisme, der som liberalismens alter ego har manet denne til besindighed lige siden. Konservative og liberale var længe hinandens naturlige politiske modstandere. Man mener, at ideen om et 'højre' og et 'venstre' oprindeligt stammer fra det franske nationalkammer, hvor konservative og liberale udgjorde en konservativ og en liberal fløj efter revolutionen. Derfor er det ikke så mærkeligt, at Venstre hedder Venstre, selvom de nu ligger til højre. Men stridsøksen blev begravet, da en fælles fjende dukkede op. Da socialismen kom, gik konservatismen sammen med liberalismen i et fornuftsægteskab. Socialismen var endnu mere revolutionær end liberalismen og derfor uspiselig for en konservativ. I England gik mange liberale, som for eksempel Winston Churchill, direkte over til Det Konservative Parti som efter flere bølger af politikervandringer blev til en bred alliance mellem de to sæt tankegods, liberalisme og konservatisme. I slutningen af 1970'erne tog nyliberalismen dog overhånd med Margaret Thatcher i spidsen, og det er et symptom på dette, når de konservative i weekenden søger en konservativ profil ved at slå på liberale kongstanker. Konservatismens præference for en stærk stat, stærke familier og traditioner bliver markedsført sammen med en benhård økonomisk liberalisme. Konservative partier har - mærkeligt nok - været med til at slippe en verdensomspændende og på mange måder revolutionær økonomisk liberalisme løs, som i sidste ende undergraver de hæderkronede konservative institutioner - staten, familien og traditionerne. Det er dén indre spænding, der har sprængt mange moderne konservative partier. Hvad enten man synes om det eller ej, er markedet i dag motoren i det, som nogle kalder globaliseringen, som ikke respekterer landegrænser. Dynamikken standser heller ikke andægtigt op ved dørtærsklen til privatlivet, hvor andre traditionelle bastioner som familien, kultur og religion forskanser sig. Det er en art liberalistisk revolution, der er sat i gang. For nogle er det frigørende, men for andre er det en byrde. Og for en konservativ som Burke ville det være katastrofalt. For hvor konservatismen ønsker at bevare de gamle samfund, vil liberalismen røre op i dem, frigøre og løsne bånd. Konservative står derimod for respekt for traditioner, vigtigheden af at føle sig forbundet med slægt, med et sted, traditioner og en kultur. Liberalister er vor tids revolutionære i den forstand, at de hylder det dynamiske samfund og kapitalismens imponerende evne til at forandre, udvikle og skabe vækst i nærmest ubegrænset omfang. Et konkret eksempel er økonomiens krav om mobilitet på arbejdsmarkedet. Det lyder jo fint nok for en konservativ. Men det betyder, at danskerne i dag skifter arbejdspladsen ud i gennemsnit hvert tredje år, og familier må derfor hyppigere skifte bopæl, flytte fra egnen og måske endda ud af landet i hælene på kapitalen, der ikke tager hensyn, men søger det størst mulige afkast. Eller også pendler den ansatte langt - igen på bekostning af familielivet, lokalsamfundet og miljøet. Resultatet er opløsningstendenser, både socialt og miljømæssigt. Markedets krav må afstemmes med andre institutioners behov, og hvis både Venstre og de konservative altid vælger markedet, efterlades forsvaret af 'organismen' til andre. Med socialismens deroute kommer disse historiske gnidninger mellem konservatisme og liberalisme endnu tydeligere frem. Fænomenet 'de rådvilde konservative' er derfor ikke unikt for Danmark. I 1990'erne kunne man følge det ene konservative parti efter det andet miste orienteringen og regeringsmagten. I England, Tyskland og Frankrig, for blot at nævne tre, har de konservative længe været uden retningssans. Nogle har været splittet mellem det nationalistiske højre, de nyliberale og resterne af en gammeldags konservatisme - og det har indtil for nylig knebet med klar ledelse, i hvert fald i København, London, og Berlin. Personfnidder har der også været rigeligt af i udlandet, for magtkampe og personfnidder trives bedst i partier uden en klar ideologi. Konservatismen må nu skabe sig et ståsted, der ikke domineres af den kompromisløse økonomiske liberalisme, der dominerede i 1980'erne. Kan den det, har den ikke udspillet sin historiske rolle. For jo mere ekstrem liberalismen bliver, desto større bliver behovet for en fornyet konservatisme - modvægten til det løbske samfund. Rodløshed, en kulturel fattigdom og ensretning, tabet af værdier samt ødelæggelsen af miljø. Samfundets og naturens 'organismer' udfordres af liberalismen, og det kan konservatismen gøre til sit projekt at dæmme op for. Bare ikke på en konservativ måde. Den kan ikke henvise til allerede svundne fællesskaber, som alligevel måske aldrig har været, som vi forestiller os, de var (myten om det lykkelige Danmark før indvandringen f.eks.). Fællesskabet, værdierne eller muligheden for »langsom tid« som den norske professor Thomas Hylland Eriksen efterlyser i bogen 'Øjeblikkets tyranni', skal i dag skabes. I stedet for den perspektivløse klaphatnationalisme, som Dansk Folkeparti presser på for, kunne en moderne konservativ mærkesag for eksempel være omsorg for de mange små samfund i samfundet - lokalsamfund, for de små enheder - for eksempel øerne - samfund, som folk holder af, og som de gerne vil have skal bestå eller genopstå. Moderne konservatisme må være proaktiv eller skabende konservatisme - for det giver ikke mening at bevare noget, der allerede er i forandring. Det samme gælder Gud og kirken. Selvom det ikke nytter at længes tilbage til et gammeldags autoritært og religiøst samfund, er der stadig et kolossalt behov for, at der skabes kollektiv mening og betydning. I dag er det kulturinstitutionerne, skolerne, medierne og de nære netværk, der har de meningsskabende og samlende funktioner. Konservatismen kunne gøre sammenhold og produktionen af mening til en politisk mærkesag, snarere end at løbe de nyliberales ærinde og indføre markedskræfterne endnu længere ind i dansk kulturpolitik og familiepolitik. Et sidste eksempel kunne være miljøet, som unge delegerede på landsmødet også efterlyste. Konservatismen har altid været modstander af dristige og storstilede samfundseksperimenter og har en klar appel til 'livet på landet' og de førnævnte små enheder. På miljøområdet arbejder man egentlig konservativt med besindighed og respekt for det bestående via for eksempel forsigtighedsprincippet. Menneskets beskyttende rolle over for naturen er en gammel konservativ mærkesag. Indrømmet: 'Natur' har for konservatismen været begrænset til en elitær forestilling om naturen som (adelens) legeplads eller park. Nu bør det også handle om bevarelsen eller genopretningen af naturens sarte organismer og systemer, f.eks. Jordens klima. Hvis de konservative vil have egen profil og ikke bare være 'Venstre light', må de som gode konservative gribe tilbage til de konservative instinkter som forsigtighed, en aktiv stat og respekt for andre institutioner end markedet. Hvis de på den anden side vil undgå at være 'Dansk Folkeparti light' skal de huske på, at traditionerne skal fortolkes i lyset af nutiden, og værdierne skal skabes på ny. Det kan godt være, at den gamle ideologi var noget bras, som Poul Schlüter sagde. Men der er behov for noget nyt nu. »Problemet«, siger filosoffen Paul Ricoeur, »er ikke at gentage fortiden, men snarere at tage afsæt i den, for konstant at forny sig«.