0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gud begyndte at skabe

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Darwin og Bibelen er slet ikke så meget på kant, som det for tiden hævdes. Stud. theol. Amalie Nørgaard forklarer her hvorfor.

Gang på gang fremstiller medierne Darwins evolutionsteori og Bibelens skabelsesberetning som modsætninger. De to slås op, som om de gensidigt udelukker hinanden, hvorfor det er nødvendigt at foretage et valg imellem tro og viden.

Det skete bl.a. i TV 2's sene nyheder 22. oktober, hvor journalisten forsøgte at problematisere forholdet gennem et interview med Marianne Karlsmose fra Kristeligt Folkeparti på baggrund af dennes udtalelser i Jyllands-Posten om, at udviklingslæren skal kunne kritiseres i gymnasierne.

I disse tider, hvor der i den grad er fokus på fundamentalisme i alle afskygninger, synes iveren for at påpege den også i egne rækker at blokere for en nuanceret refleksion over det nævnte tema. Tro og viden slås op som modpoler: Darwin repræsenterer viden, og Bibelen repræsenterer tro. Derfor er kristne friskoler i søgelyset, som bekender sig til skabelsesberetningen og sætter spørgsmålstegn ved evolutionsteorien. De er mediernes nye yndlings- syndebukke og bliver på det nærmeste hængt ud på linje med al-Qaeda og andre fundamentalistiske grupper.

Jeg betvivler ikke, at det er problematisk i undervisningssammenhænge udelukkende at lægge vægt på skabelsesberetningen og nedvurdere evolutionsteorien så meget, at den bliver latterliggjort. Dette gælder efter min mening i øvrigt også i det omvendte tilfælde. Jeg vil ligeledes pointere, at det er vigtigt at skelne mellem biologitimer og bibelkundskabstimer.

Men jeg vil i det følgende demonstrere, hvorfor jeg ikke mener, en skelnen mellem tro og viden er frugtbar, når vi taler evolution og skabelse. Jeg mener, at diskursen om tro og viden i denne sammenhæng er begrænsende, og at et valg herimellem ikke er nødvendigt. Bibelens skabelsesberetning og Darwins evolutionsteori tilhører nemlig to forskellige sfærer, hvorfor de ikke nødvendigvis udelukker hinanden. Min tese er, at de to 'modsætninger' er komplementære, hvorfor vi har brug for en anden skelnen end tro kontra viden.



Den bibelske skabelsesberetning består af to komplekse og modsatrettede fortællinger. De to fortællinger står i kapitel 1 og 2 i 1. Mosebog og er altså begyndelsen på Bibelen. Ofte, når der i medierne refereres til den bibelske skabelsesberetning, refereres der kun til den anden; den, hvor kvinden skabes af mandens ribben. Hvorfor der oftest ses bort fra den første, og altså den, man logisk set først burde referere til, er mig egentlig ikke så stor en gåde: Denne beretning passer nemlig sjældent ind i journalistens formål om at modstille evolutionsteorien og skabelsesberetningen. Hvorfor, vil jeg nu forsøge at forklare.

»I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden« står der i den danske oversættelse fra 1992 (fremover: DO). Dette er en oversættelse fra den hebraiske originaltekst, der til alle tider har voldt oversættere og bibelfortolkere problemer. Ikke fordi vi ikke ved, hvad ordene på hebraisk betyder, men fordi vi på dansk ikke har de sproglige udtryk til at gengive den samme mening, som kommer til udtryk på hebraisk.
Pointen er nemlig, at »i begyndelsen« ikke nødvendigvis skal forstås som en tidsangivelse, der sætter skel mellem tiden, der ikke var før begyndelsen, og den tid, der skabes med skabelsen. »I begyndelsen« kan forstås adverbielt; det vil sige, at det lægger sig til skabelsesakten. En alternativ oversættelse kunne være: Da Gud begyndte at skabe himlen og jorden. Sætningen forstås da som en slags programerklæring: Det, vi i det følgende skal høre om, er det, som Gud begyndte at skabe. Hvilken forskel gør så det, spørger nogle måske. Forskellen er ikke stor, og jeg mener absolut ikke, der er noget galt med DO's oversættelse. Men min uddybning af problemet illustrerer forhåbentlig, at Bibelen kender sin egen begrænsning. Beretningen i kapitel 1 handler om, hvad der skete, da Gud begyndte at skabe: ikke om, at Gud skabte begyndelsen. Sidstnævnte er ganske enkelt ikke temaet. Beretningen forholder sig til, at vi har en skabelse, at der er noget, ikke hvorfor, hvordan eller hvornår.
Vers 2 lyder da også i DO's ordlyd: »Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene«. Denne sætning viser, at der rent faktisk var noget, dengang, da Gud begyndte at skabe: Der var tohu-va-bohu, der var ækelt og klamt og helt mørkt. Dernæst sker der det, at Gud skaber lys, himmel, jord/hav, planter, sol/måne/stjer-ner, havdyr/fugle, kvæg/krybdyr/vilde dyr og mennesket (»som mand og kvinde skabte han dem«, 1. Mos. 1: 27 b) i nævnte rækkefølge på seks dage.

Først skaber Gud altså mulighedsbetingelser for liv (1.-3. dag). Dernæst skaber han liv. Men først havdyr og fugle; store og små havdyr; alt som vrimler i vandet (4. dag). Dernæst, på 5.-dagen, skaber han landjordens dyr. Og først til sidst, men samme dag, skaber Gud mennesket. Og læg mærke til, at Gud skaber både manden og kvinden på samme tid. Den 6. dag må vi forestille os, at Gud pudser værket af og gør det færdigt. På den syvende dag hviler Gud som bekendt; Gud er træt efter at have skabt alt dét. Det kan man jo godt forstå.

Ovennævnte er en kort gengivelse af kapitel 1 i 1. Mosebog. Som vi ser, strækkes skabelsen ud over seks dage. Mennesket skabes til sidst, som kronen på værket, og også til sidst forstår vi, hvorfor Gud skaber. Gud ser, at det, han har skabt, er godt, og han velsigner det: Det vil sige, han opfordrer dyr og mennesker til at formere sig og blive mangfoldige. Formålet med skabelsen er altså velsignelsen, som indeholder en mangfoldighedsopfordring. Denne mangfoldighedsopfordring må nødvendigvis indeholde et evolutionsperspektiv; det vil sige udvikling er indlagt i skabelsen.



Afslutningen på den første skabelsesberetning lyder i DO: »Det var himlens og jordens skabelseshistorie« (1. Mos. 2:4 a). Den anden skabelsesberetning kommer umiddelbart efter den første; det vil sige i kapitel 2:4 b i 1. Mosebog, og adskiller sig væsentligt fra denne.

Indledningen lyder i DO (1. Mos. 2:4 b- 7): »Dengang Gud skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden, og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen«.

Gud sætter mennesket i Edens have mod øst, som han planter til samme formål. I haven sætter han også kundskabens træ og livets træ. Gud forbyder Adam at spise af kundskabens træ, for at han ikke skal kende forskel på godt og ondt. Da han og Eva senere har gjort det, forført af slangen, forbyder Gud dem at spise af livets træ, for at de ikke skal leve evigt, og smider dem derfor ud af haven (dette sker i 1. Mos. 3, som vi traditionelt kalder 'syndefaldsmyten').



Her kan man se, at noget andet er på spil i forhold til den beretning i 1. Mos. 1, vi netop har gennemgået. Mennesket er her i fokus med det samme; til at begynde med dog kun Adam, manden. Men da Gud ser, at det ikke er godt for Adam at være alene, skaber han Eva af hans ribben.
Formålet med denne anden beretning er ikke at berette om skabelsen. Formålet er at give en forklaring på, hvorfor mennesket skal dø, og hvorfor mennesket skal lide og slide, inden det skal dø. Kapitel 2 er nemlig en optakt til syndefaldsmyten, hvis handling jeg allerede har foregrebet.

Kap. 1 er i forhold til kapitel 2 og 3 i højere grad stilistisk ren og formfuldendt; kapitel 2 og 3 virker i sammenligningen rodede og ubearbejdede. Derfor hævder nogle, at kap. 1 er yngre end kapitel 2 og 3. Dette er dog ikke en grund til at vrage kapitel 1, når man skal stille skabelsesberetningen op over for evolutionsteorien, da kap. 2's sigte, som jeg her har fremført, slet ikke er skabelsen som sådan, men snarere fungerer som optakt til en eksistentiel-etisk beretning.



Darwins evolutionsteori går i korte træk ud på, at livet udvikler sig. Jorden er meget ældre end livet på jorden, og livet på jorden er meget ældre end mennesket. Mennesket er en af de sidst ankomne til jorden, og skabelsen finder løbende sted i arternes udvikling og de stærkes bemægtigen sig de svageste. Livet er nemlig ikke tilfældigt, men udvikles ved, at arterne tilpasser sig, og de stærkeste overlever. Derfor uddør racer; jorden viste sig f.eks. som et ugunstigt sted at være for dinosaurerne for x antal år siden, og de uddøde.

Det provokerende i denne teori er, at den implicerer, at mennesket nedstammer fra aberne ... som nedstammer fra andre skabninger og andre skabninger, som til sidst måske nedstammer fra en vandmand eller en tangloppe eller en amøbe. Det er for så vidt ligegyldigt, hvad det første led måtte være, pointen er, at vi endnu ikke kender det sidste led, da udviklingen fortsætter. Det bliver således svært at tale om, at mennesket er skabt i Guds billede, for det er slet ikke skabt, endnu. Eller er det så vanskeligt?



Hvis vi vender tilbage til min gennemgang af skabelsesberetningen i 1. Mos. 1, skulle det gerne blive tydeligt, at denne ikke kan ses som en udelukkende modsætning til udviklingslæren. Forudsætningen er naturligvis, at man læser 1. Mos. 1 som et billede og dermed ikke forstår det bogstaveligt, når der f.eks. står, at Gud skabte himmel og jord på seks dage. Min pointe er, at 1. Mos. 1 kan fortælle os, at Gud skabte udviklingen. Først skabtes muligheden for liv, jorden, og så spirede livet frem. Først som vandpadder, der senere kravlede op på jorden og blev landdyr, for til sidst at blive menneske. De enkelte dage kan forstås som millioner af år. Beretningen kan både forstås udad som et billede på menneskehedens udvikling, men den kan også forstås indad som det enkelte menneskes udvikling: sammensmeltningen af ægcelle og sædcelle i skabelsesordet, det befrugtede æg, der søger op i livmoderen, som gøres klar, og fosterets udvikling fra vanddyr i livmoder og fostervand til skrigende spædbarn på landjorden. Her skal de seks dage forstås som ni måneder.



Den bibelske skabelsesberetning kan, som det fremgår, være et udmærket billede på evolutionsteorien. Den eneste nødvendighed er, at den ikke læses bogstaveligt, og det er desværre en sådan læsning, der oftest er med til at skabe konflikten mellem tro og viden. Jeg mener dog ikke, at Bibelen indeholder et alternativ til videnskaben. Min hensigt er ikke at sammenblande den videnskabelige sfære med den bibelske. Jeg mener nemlig ikke, at forfatteren til 1. Mos. 1 allerede kendte til Darwins evolutionsteori. Dette ville nemlig forudsætte, at jeg anså evolutionsteorien for at indholde den endegyldige sandhed. Det mener jeg imidlertid ikke, den gør nødvendigvis; og om ti år kan det naturvidenskabelige praradigme i øvrigt meget vel se ganske anderledes ud. Min hensigt er at vise, at nuancerne er flydende, og at en bibelsk forståelse af skabelsen ikke udelukker en videnskabelig.

De kristne og de darwinister, der ser sig selv som hinandens nødvendige bekrigere, læser skabelsesberetningen bogstaveligt, og derfor strander de i det tomrum, hvor nuancerne skubbes væk, og det bliver umuligt at sætte i gear. Det er der naturligvis ikke noget at gøre ved, for fundamentalister af den ene eller den anden karakter er meget svære at overbevise. De har brug for at se tingene sort-hvidt; det er derfor, de bliver fundamentalister. Min appel går derfor ikke til dem, men derimod til de journalister, der i medierne behandler dette tema. Hvis medierne bliver ved med at trække fronten mellem tro og viden, går de fundamentalismens ærinde, og det er faktisk tragisk.



I TV 2's indslag med Marianne Karlsmose udtalte en elev fra det gymnasium, hvor Karlsmose underviser, at hun syntes, det var federe at vide, at hun var skabt af Gud, end at hun nedstammede fra en amøbe. I et moderne, reduktionistisk paradigme, ses alt i verden som materie, der kan måles, og her er evolutionsteorien 'fedest'. Men at vælge paradigme efter, hvad man synes er 'fedest', kan meget vel gå hen at blive reducerende.

Derfor synes jeg, det ville være allerfedest, hvis vi, hver især, lod vores tro åbne muligheden for at lade tro og viden supplere hinanden; i stedet for at lade den trække en grænse. At argumentere for dette ved at hævde, at viden jo i virkeligheden også blot handler om tro, er en gammel traver, og det er egentlig ikke dér, jeg vil hen, selvom jeg forudsætter, at usikkerhedsmomentet også i videnskaben bliver anerkendt. Nej, mit anliggende er at illustrere, at tro supplerer viden og omvendt, og det håber jeg hermed er blevet klart.

Det er en illusion at tro, at viden er et højere udviklingsstadium end tro, en illusion, jeg dog ofte støder på. Tro er ikke et stadium, der kommer før eller efter viden, men derimod et filter, hvorigennem viden forstås.
Den vigtige diskussion er hermed givet; det handler ikke om konflikten mellem tro og viden, men derimod om konflikten, om troen reducerer eller beriger viden.
Diskursen, der finder sted i medierne, burde derfor i højere grad bestræbe sig på at uddybe og ikke at reducere i forsøget på at skelne og trække fronter. Men det er måske for videnskabeligt et krav?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage