På et globalt arbejdsmarked og med samlebåndets forsvinden er der brug for et Nyt LO. Fri for partitilhørsforhold og med forbundene siddende med ved LO-ledelsens bord vil LO's formand skabe en Landsorganisation, der passer til det 21. århundrede. Fagbevægelsen står over for sin hidtil største udfordring. Mere end nogensinde før skal vi være noget for folk med vidt forskellige arbejdsvilkår. Ikke bare for dem, der arbejder på moderne arbejdspladser med udviklende job og gode ansættelsesvilkår, men også for dem, der arbejder på mere traditionelle arbejdspladser, og som kæmper for anerkendelse, anstændig løn og et sundt arbejdsmiljø. Vi skal skabe en fællesskabsfølelse mellem 1,4 millioner medlemmer, der ikke længere er bundet af samme lønmodtagerlivsform, men har hver deres krav til arbejde og livskvalitet. Det kræver, at LO ændrer sig, så vi bliver mere vidtfavnende og mere nærværende for alle vores medlemmer. Vi skal navigere mellem fællesskab og personlige ønsker. Og vi skal indstille os på, at fællesskabet ikke kommer af sig selv, men er noget, der skal arbejdes for. De fælles livsvilkår og arbejdsbetingelser, der eksisterede mellem industrisamfundets LO-medlemmer, er stort set forsvundet sammen med det ensformige arbejde foran samlebåndet. Fagbevægelsen har brugt mange kræfter på at få virksomhederne til at skabe afvekslende job med udfordring og indhold i. Og vi har kæmpet for de ansattes muligheder for at få indflydelse på tilrettelæggelsen af deres eget arbejde. Nu skal vi lære at forholde os til den individualisering, som helt naturligt følger med. Individualiseringen er fulgt i kølvandet på det velfærdssamfund, som fagbevægelsen og Socialdemokratiet selv har skabt. Levestandarden er blevet hævet for størstedelen af befolkningens vedkommende, og det enkelte menneske har fået overskud til at stille personlige krav til tilværelsen. Fælles krav om rimelig løn og mere ferie er blevet suppleret med individuelle krav om fleksibilitet og selvrealisering i jobbet. Lønmodtagerne efterspørger målrettede ydelser, der passer til egne behov. Hvor fagbevægelsen tidligere har fokuseret på lønmodtagernes økonomiske og sociale rettigheder, skal vi i dag i lige så høj grad sikre dem muligheder i arbejdslivet. Både i forhold til uddannelse og medbestemmelse i jobbet. Med ideerne om det udviklende arbejde er fagbevægelsen allerede begyndt at gå nye veje og sætte fokus på lønmodtagernes samlede livskvalitet. Selvom vi i højere grad skal være gearet til at arbejde for medlemmernes individuelle behov, skal det stadig ske ud fra et kollektivt udgangspunkt. Ellers kommer den enkelte lønmodtager til at stå svagere i kampen for ordentlig løn og et udviklende arbejde. Skal hver enkelt arbejdstager forhandle alle sine egne arbejdsvilkår på plads, vil arbejdsgiveren udnytte situationen til at spille lønmodtagerne ud mod hinanden og betale dem mindst muligt for mest muligt arbejde. Vi skal udvikle nogle kollektive systemer, der understøtter det enkelte medlems mulighed for udfoldelse. Medlemmerne på virksomhederne har allerede fået større valgfrihed inden for overenskomster, der i højere grad indeholder rammeaftaler. Overenskomsten er ikke længere en bunke papirer, der kan gemmes væk i nederste skrivebordsskuffe, men en rammeaftale, det enkelte medlem skal forholde sig aktivt til og hjælpe med at udfylde. Arbejdsmarkedet er - ligesom den øvrige verden - under konstant forandring. Det er nødvendigt med en handlekraftig fagbevægelse, der kan være på forkant med udviklingen. Vi skal sørge for, at lønmodtagerne får maksimal indflydelse på, hvilken retning vi bevæger os i. Samtidig skal vi sikre, at der ikke er nogen arbejdstagere, som falder fra, fordi de konstant bombarderes med nye krav, som de ikke har en chance for at imødekomme. Allerede i dag gør LO en stor indsats for at skabe et arbejdsmarked med plads til alle: Indvandreren, for hvem et arbejde er den hurtigste vej til integration. Den 'skæve' person, der har behov for at opbygge et socialt netværk, og den usikre alenemor, der kan få ny selvtillid og tro på egne evner, hvis hun får et job. Nok er det lykkedes fagbevægelsen at opnå bedre arbejdsvilkår og økonomiske forbedringer for det store flertal. Men samtidig er vi ved at få et samfund, hvor afstanden til dem med ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet bliver større. Videnssamfundets voksende krav gør det svært at komme ind i varmen, hvis man aldrig har fået bidt sig fast eller først er røget helt ud af arbejdsmarkedet. Varernes og arbejdskraftens fri bevægelighed forstærker den tendens. Globaliseringen giver øget velstand for de mange, men udgør samtidig en trussel mod dem med ingen eller kort uddannelse. Når hele verden er et stort marked, bliver det den viden, som er i produkterne, der honoreres, mens selve produktionen laves der, hvor arbejdskraften er billigst. Mange ufaglærte job er flyttet til udlandet eller teknologiseret bort for at opnå stordriftsfordele. Der er ikke noget at sige til, at den syerske eller industriarbejder, der har mistet sit job, har svært ved at se fordelene ved den globale verden. Også i den sammenhæng stiller globaliseringen nye krav til fagbevægelsen. Det er ikke længere nok at søge indflydelse på Christiansborg. Vi skal også være i stand til at få vores synspunkter hørt i internationale fora som WTO. Her kæmper vi allerede i dag for, at ILO's (FN's internationale arbejdsorganisation) arbejdstagerrettigheder kommer til at gælde over hele verden. Det er klart, at landene i den tredje verden konkurrerer på billig produktion, men det må ikke medføre børnearbejde og urimeligt arbejdsmiljø for de ansatte. Vi skal åbne vores markeder, så tredjeverdenslandene har en reel chance for at hæve deres levestandard. Men der skal være tale om frihandel på fair vilkår. I EU er et velreguleret arbejdsmarked også den bedste måde at undgå løntrykkeri på. Men mens mange lande i unionen regulerer deres arbejdsmarked gennem lovgivning, har vi i Danmark en unik tradition for at lade arbejdsmarkedets parter forhandle sig frem gennem frivillige aftaler. Det sikrer en bred opbakning bag resultaterne, som betyder, at de rent faktisk bliver ført ud i livet ude på de enkelte arbejdspladser. Sidste år blev den europæiske lønmodtagerorganisation EFS og de europæiske arbejdsgiverorganisationer enige om en fælles erklæring, der anbefaler frivillige aftaler, når det gælder regulering af det europæiske arbejdsmarked. Vi ser det som et positivt tegn på, at den danske model er ved at vinde indpas i EU. Fagbevægelsen har behov for at stå stærkere, både ude på arbejdspladserne og på internationalt plan. Med Nyt LO styrker vi på samme tid servicen over for det enkelte medlem og vores indflydelse på det internationale arbejdsmarked. I dag er fagbevægelsens nationale arbejde præget af alt for meget dobbeltarbejde mellem LO og forbundene. I Nyt LO bliver forbundene en del af LO's daglige ledelse. Det betyder, at vi får fælles ejerskab til de beslutninger, der træffes, og at vi bliver fri for at have hver vores økonomer og jurister til at udføre det samme arbejde. Vi får mere tid og flere ressourcer til LO-medlemmet i Brabrand og de europæiske arbejdsministre i Bruxelles. Der er et udtalt behov for, at danske lønmodtagere kan tale med én stemme, hvis de vil opnå indflydelse på den europæiske dagsorden. I LO har vi aldrig lagt skjul på, at vi på længere sigt mener, at det danske arbejdsmarked er for lille til tre lønmodtagerorganisationer (i dag har vi både Landsorganisationen i Danmark (LO), Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) og Akademikernes Centralorganisation (AC)). Tidligere var LO først og fremmest hovedorganisation for de fagforbund, der organiserede de faglærte og ufaglærte arbejdere i den private sektor. Men i takt med velfærdssamfundets opbygning har vi fået flere medlemmer, som arbejder i den offentlige sektor. I LO mener vi, at offentligt og privat ansatte har brug for at være organiseret samme sted. Ellers opstår der en polarisering mellem de to områder, som ikke er i nogens interesse. Og som hænger meget dårligt sammen med en udvikling, hvor offentlig service og private ydelser i langt højere grad tænkes sammen. En stor del af de offentligt ansatte - blandt andet pædagoger, sygeplejersker og lærere - er imidlertid organiseret i Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF). Først og fremmest med den begrundelse, at de ønsker at være partipolitisk uafhængige. Det vil vi også være i Nyt LO. Men vi skal fortsat være en både politisk og faglig organisation, som opnår politiske resultater til gavn for lønmodtagerne. LO varetager de offentligt ansattes interesser ved at se dem i sammenhæng med velfærdsstatens udvikling. Det er de offentlige medarbejdere, som producerer den uddannelse, ældrepleje og børnepasning, som er fundamentet for vores velfærdssamfund. Derfor er det uforståeligt, at de har fået så ringe opmærksomhed i de politiske bestræbelser på at udvikle den offentlige sektor. Hvis sygehjælperen fik mere tid til at tage sig af de ældre, og læreren mere tid til eleverne, ville det både være til gavn for kvaliteten af ældreomsorgen, uddannelsesniveauet og de ansattes arbejdsvilkår. Vi ville opnå langt bedre resultater, hvis de offentligt ansatte fik større medansvar for velfærdssamfundets udvikling. For første gang i mange år står LO-fagbevægelsen over for et vigende medlemstal. Medlemmerne kommer ikke længere af sig selv, og især de unge har svært ved at se, hvorfor de skal melde sig ind i en fagforening. Det vil selvfølgelig være nærliggende at konkludere, at de unge individualister ikke har brug for os. Og dog. Den enkelte kan selv, men sammen kan vi mere. Hvor folk tidligere blev født ind i et bestemt fællesskab, så vælger vi i dag selv, hvem vi vil være solidariske med. Fagbevægelsen kan ikke længere regne med, at lønmodtagerne per automatik ønsker at være en del af vores fællesskab. Det skal vi ikke beklage. Vi skal derimod tage det som en velkommen udfordring, der tvinger os til at konkretisere, hvorfor lønmodtagerne også har brug for at være solidariske med hinanden i 2002. Samtidig skal vi tydeliggøre, at der er tale om en ny form for solidaritet, som passer til det samfund, vi lever i i dag. Hvor man tidligere var solidarisk med dem, der havde samme baggrund som en selv, så er den nye solidaritet langt mere vidtfavnende. Vi vælger at være solidarisk med dem, som vi oplever et værdifællesskab med. Og det er både på tværs af sociale klasser og politiske skel. Derfor skal LO ikke længere være knyttet til et bestemt parti. Vi skal have vores eget værdigrundlag, som alle medlemmer kan være fælles om. Det betyder ikke, at vi ændrer på arbejderbevægelsens grundlæggende værdier, men vi vil afvikle den økonomiske støtte til Socialdemokraterne, så vi kan stå frit. Både i forhold til vores medlemmer og i forhold til at søge indflydelse hos de partier i Folketinget, hvor vi oplever, at der er gehør for vores synspunkter. For at opnå størst mulig indflydelse må LO kunne agere bredt, uanset hvilke partier der sidder i regering. Politik og arbejdsmarked er i dag to uadskillelige størrelser. Derfor er der behov for et tættere samarbejde mellem det politiske og det faglige system, som sikrer, at de enkelte forbund og deres medlemmer bakker op om og efterlever resultaterne af de politiske forhandlinger. På trods af LO-medlemmernes forskellige politiske tilhørsforhold mener vi, at det er muligt at skabe et sammenhold om nogle fælles grundlæggende værdier. Derfor skal vi arbejde ud fra et selvstændigt værdigrundlag, som bygger på solidaritet, retfærdighed og medansvar. Og vi skal arbejde for det velfærdssamfund, som der er bred opbakning bag i den danske befolkning. I juli måned 2001 forelå resultaterne af LO's store interessentundersøgelse. De viste, at der ikke eksisterer et fælles værdigrundlag i fagbevægelsen. Forbundene føler ikke et ejerskab over for de beslutninger, som træffes i LO-regi, og flere af dem har direkte mistillid til Landsorganisationen. Det er en uholdbar situation, som LO ikke kan leve med. Og det er en vægtig grund til, at vi nu arbejder frem mod et Nyt LO. Vi kan ikke forvente, at specialarbejderen opfatter LO som repræsentant for hans interesser, hvis SiD's hovedbestyrelse nærer mistillid til os. Og vi kan ikke få vores budskaber ud til social- og sundhedsassistenten, hvis vi og FOA taler med hver sin stemme. I LO-familien har vi været for optaget af at se fjendebilleder hos hinanden. Det er medlemmerne ikke tjent med. Derfor rykker vi nu stolene omkring ledelsesbordet ud og inviterer forbundene til at sidde med og træffe beslutninger sammen med os. Vi vil skabe et stærkere sammenhold i fagbevægelsen. Forbundene skal tættere på LO, og vi skal tættere på dem. Med en ny daglig ledelse af LO, hvor forbundene indgår direkte, vil vi opnå større handlekraft og en stærk opbakning bag LO's beslutninger. På den måde kan vi styrke den enhedsfagbevægelse, som der bakkes bredt op om i alle LO's forbund. I modsætning til mange andre lande, hvor fagforeninger er opdelt efter forskellige politiske og/eller religiøse tilhørsforhold, har vi i Danmark bevaret en enhedsfagbevægelse. Vi skal fortsat være fri for stridende og konkurrerende fagforeninger, som kun kan skade lønmodtagernes interesser. Med Nyt LO er der skabt mulighed for, at de danske lønmodtagere fremover vil stå sammen i endnu større antal. På LO's ekstraordinære kongres til februar vil vi vedtage vores eget selvstændige værdigrundlag og få forbundene repræsenteret i LO's daglige ledelse. Vi vil forny vores fællesskab, så det bliver mere vidtfavnende og samtidig opleves som betydningsfuldt for hvert enkelt medlem.