Det nylig indgåede boligforlig betyder, at vi skal bygge mange boliger i de kommende år. Men hvem i byggebranchen evner overhovedet at bygge kvalitetsboliger til almindelige mennesker, spørger professor og arkitekt Jens Thomas Arnfred. Vi var flere, der græd tørre tårer, da den almennyttige boligbevægelse - næsten da - afgik ved døden for et par år siden. Det måtte jo ende sådan efter en svær skranten de sidste år. Vi var nogle stykker, der glædede os til at se nye aktører på scenen, der kunne løfte arven fra den engang så stolte boligbevægelse og påtage sig bygherrerollen for folk med almindelige indtægter med fornyede visioner og friske kræfter. Men sådan skulle det ikke gå. De sidste rester af boligbevægelsen driver noget forsagt deres vedligeholdelseskontorer. De blander sig ikke afgørende i boligdebatten, og kun få deltager aktivt i udviklingen af nye, tidssvarende boformer. Langt de fleste nybyggede boliger herhjemme er henvist til det frie marked, hvor kapitalstærke aktører slås om at få fat i de attraktive byggegrunde uden tilsyneladende at gøre sig særlig fortjent dertil, ud over pengepungens størrelse, forstås. Når grundene først er hjemtaget på skødet, ligger developerne på lur efter størst mulig gevinst og er - af samme grund - ikke synderligt optaget af at udvikle den vare, de skal sælge. Nysgerrigheden strækker sig sjældent længere end til træsorten på køkkenbordspladen. Boligbyggeriet har de sidste år måttet dele skæbne med så meget andet af vores fællesgods ved helt at blive overladt til de såkaldt frie markedskræfter. Det er både godt og skidt. Når det gælder boligbyggeriet mest skidt, fordi man ikke kan bebygge et land på markedsvilkår alene. Markedet er håbløst ubehjælpsomt og ude af stand til at træffe beslutninger af nogen rækkevidde, hvis ikke det vedvarende møder modspil og til stadighed udfordres af forsøg på at lægge en kurs, der har overordnede, kvalitative mål i sigte. Sagen er den begrædelige, at diskussionen om byggeriets mål og midler nærmest ikke længere eksisterer. Tavsheden er provokerende larmende. Mængden af Kommune- og Regionplansstrategier får slet ikke fat i nybyggeriets karakter, og de mange velmenende hensigtserklæringer i lokalplanerne rundt omkring i kommunerne forløser ikke i sig selv arkitektonisk kvalitet. Også byggeriets lovtekster - som der er mange af - holder sig til det strengt lovgivningsmæssige. I mængden af papirer, der indrammer en byggesag, er der næsten ingen, der vover at sætte kvalitative mål ud over dem, der kan håndteres af forsikringsselskaberne. Spørgsmål om hvordan vi skal bygge vores byer eller skaffe tag over hovedet til de mange boligsøgende, har vanskelige vilkår i det selvtilstrækkelige rum, som privatiseringen indrammer så stærkt for tiden. Det ubønhørlige krav om stadig større afkast begrænser mulighederne for bedre og billigere boliger. I det idéforladte tomrum savner jeg boligbevægelsens særegne blanding af folkelig forankring og udsyn, der skabte de enestående bebyggelsesplaner og den lange række af skelsættende boligbebyggelser, der har gjort Danmark kendt langt uden for landets grænser. Det netop indgåede boligforlig på Christiansborg betyder, at vi skal bygge mange boliger i de kommende år. Men hvem skal bygge dem? eller rettere: Hvem i byggebranchen evner overhovedet at løfte arven efter boligbevægelsen? Undskyld mig min frie tone, men den byggebranche, jeg efterhånden kender ganske indgående, interesserer sig ikke for andet og mere end at tjene penge. Det er ikke i sig selv en forbrydelse, men det er altså langtfra tilstrækkeligt, når vi skal bebygge vores land. Vores byggebranche er på mange måder gearet til noget større. Der er stor teknisk indsigt og en stadig voksende forståelse for, at de kompetente tekniske løsninger også er de arkitektonisk mest vellykkede og omvendt. Danmark har dygtige entreprenører med virkelyst og viden om byggeriets rationaler og logistik. Selvom vores byggeforskning ikke udretter det helt store for tiden, er der rent faktisk en hel del nye og interessante materialer på byggemarkedernes hylder, der burde afprøves. Sidst, men bestemt ikke mindst er der en stor talentmasse i den tekniske rådgivning og mængder af gode forbilleder i den byggetradition, vi er rundet af. På mange måder har vi alle mulighederne, og måske er det derfor, vi ikke rigtig aner, hvad vi skal bruge talenterne til. Boligbevægelsens pionerprojekter blev skabt af en række nødvendigheder, som samfundet, som en kollektiv foreteelse, formåede at pege på som mål til fælles bedste. Noget med frisk luft, bedre sanitære forhold, bedre byggeskik osv. Man kappedes om at anvise farbare veje mod bedre fælles mål, og epoken skabte forbilledlige eksempler til efterfølgelse. Oftest for beskedne midler og under vanskelige vilkår. De banebrydende boligbyggerier fra før og efter Anden Verdenskrig lærer os, at god arkitektur ikke vokser op af jorden, fordi alting er muligt, men fordi der er noget på spil, der rækker ud over det selvtilstrækkelige, bekvemmelige råderum. I dag bygger vi, som om tiden står stille. Nu, hvor næsten alting kan lade sig gøre, kommer vi mærkeligt nok ikke rigtig nogen vegne. I hvert fald er der ikke længere nogen dristige bygherrer, der formår at udfordre branchen, eller nogen arkitektuddannelse, der for alvor kerer sig om, hvordan landet skal bebygges. Og eftersom der ikke længere er noget samfund, noget boligministerium eller nogen rådgiverstand, der formår at vitalisere debatten om, hvordan vi skal bygge og bo, er vi tilpas på spanden og i vildrede. Det netop indgåede boligforlig taler kun om antallet af boliger, men nævner ikke et eneste sted noget om boligernes arkitektoniske eller miljømæssige kvaliteter. Vores folkevalgte repræsentanter tror åbenbart, at dét klarer markedet. Men det gør markedet altså ikke, og da slet ikke det private marked, som forliget i den grad bejler til. Tag en tur langs byens bolværker eller smut ned til kiosken på hjørnet og se boligtillægget i avisen, hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener. Hver eneste weekend investerer nybyggeriets såkaldte developere i helsidesannoncer, der tilpas usmageligt, ja nærmest direkte frastødende skildrer mængden af nye projekter, som var det en cd-afspiller af tarveligste kvalitet på tilbud. De ubehjælpsomme, digitale illustrationer af den ene kanaludsigt efter den anden med aftensolen på terrassen minder mest af alt om illustrationerne i Vagttårnet. Forlorne og direkte vildledende får den dårlige skærmopløsning stillet sofaen i stuen lige præcis på en sådan måde, at ingen, jeg kender, kunne drømme om at bo der. Ikke nok med det. De elendige billeder er som en hovedregel ledsaget af en ganske vildledende tekst, der oftest er fuld af overdrivelser og ligegyldigheder. Præcis som vi kender det fra mæglerbranchens misbrug af det danske sprog. Der er helt igennem tale om tarvelige skildringer af skyhøje huslejer, der ikke levner køber nogen ærlig chance for at orientere sig. Alligevel holder den aggressive, ganske omkostningskrævende og helt overflødige markedsføring flere reklamebureauer og sælgerkorps travlt beskæftiget. Og for at det ikke skal være løgn: De ikke ubetydelige markedsføringsudgifter lægges uden blusel oven i boligens salgspris til ingen verdens nytte. I stedet for at bygge gode boliger af høj kvalitet til folk med almindelige indtægter vises det ene 'kostbare' projekt efter det andet hver eneste søndag i hele og halve år. Det mærkelige cirkus hænger sammen med, at investorerne ikke tør påbegynde byggeriet, førend det meste af projektet er solgt på papiret. Investeringens afkast skal nemlig sikres, før spaden sættes i jorden. Tænk, hvis det var nytænkningen af boligen og de arkitektoniske kvaliteter, man kappedes om. Men sådan er det ikke. Nybyggeriet er drænet for bygherrer, der har tillid til egen dømmekraft og som tør stå ved deres rolle som initiativtagere og igangsættere af gode boliger. Boligbyggeriets aktører har mange penge og derfor kun det simple mål at sikre et endnu større afkast. Alt sammen fordi vores samfunds fællesværdier er blevet privatiseret i en sådan grad, at ingen længere bekymrer sig om den jord, vi betræder så voldsomt, når vi bygger. Frem for folk med arkitektonisk indsigt og forståelse for bygningskunstens ve og vel er nybyggeriet lagt i hænderne på kapitalstærke investorer, der ansætter hele korps af sælgere og såkaldte projektudviklere, som sammen med smarte reklamefolk udgiver mængder af enslydende salgsbrochurer om diverse byggeprojekter på de dyre, prestigefyldte adresser, der fylder den stakkels køber med falske forventninger om lykken ved selv at vælge træsorten på toiletsædet. Det besynderlige er, at den aggressive markedsføring, der gerne taler om friheden til den individuelle boligløsning, betyder, at nybyggeriet kommer til at ligne hinanden. Hver eneste søndag præsenteres vi for en helt forudsigelig markedsføring af ædle træsorter og hårde hvidevarer garneret med det obligatoriske glas rødvin på kanten af cafebordet, hvor der også blev plads til Børsen i aftensolen inden middagen. Markedets bestyrere tror nemlig, de ved, hvad køberen drømmer om. De har gået på de samme livsstilskurser og har fulgt de tre, der for tiden, tilbydes om livskvalitet uden at blive særligt meget klogere. Dertil kommer, at de for tiden ikke møder noget kvalificeret modspil fra vores ganske resignerede arkitektstand, der, med alt for få undtagelser, pligtskyldigt gør, hvad den bliver bedt om. De grundigt uddannede æsteter har kraftige udløsninger for tiden, og der er masser at se til på de travle tegnestuer. Der er ivrige bud efter vores evne til at sammenfatte troværdige fortællinger i det splittede verdensbillede. Men alting peger på, at det harmonibegreb, vi bringer i forslag for tiden, næppe holder i længden. Dertil er det for 'udvendigt' og for ivrigt optaget af at emballere varen uden at skele til indholdet. Arkitektstanden svigter dermed form- og indholdsdiskussionen og reducerer bygningskunsten til et spørgsmål om at behage. Samtidig brøles der i kor, at markedet bestemmer. Hvis det er forbrugeren, der hentydes til, er det min påstand, at man får de svar, man ønsker. Man spørger nemlig ikke om noget som helst! Med de eksorbitant høje boligpriser, der gælder for tiden, er det ikke så mærkeligt, at køber udviser en vis tilbageholdenhed, når de mange sparepenge skal placeres. Jeg mener, det er yderst sjældent, at ens bankrådgiver opfordrer til andet end forsigtighed. Det ved sælger alt om. Jo flere penge der er på spil, jo mindre bliver lysten til at afprøve alternative muligheder. Boligmarkedets developere behøver derfor ikke bekymre sig om at tilbyde andet og mere end det, bankrådgiveren anbefaler. Men sådan kan vi altså hverken bebygge vores land eller pleje vores landskaber. Det ensformige boligudbud blokerer for de mere eksperimenterende afprøvninger af nye rumforløb, andre bosætningsmønstre, anderledes bovaner, mindre ressourceforbrug, simplere og smukkere udstyr. Nå ja, bedre og smukkere arkitektur. Sammenlignet med den teknologiske udvikling er der en sær, konservativ træghed, når det gælder implementeringen af nye løsninger og produkter i byggeriet. I mængden af eksempler blot dette, at selvom vi godt ved, at verden næppe holder til vores enorme energiforbrug, fortsætter vi med at bygge huse, som om vi ejer rettighederne til alle Jordens ressourcer. Vores lovgivning konsoliderer til stadighed velfærdssamfundets bekvemmeligheder og halter provokerende bagud, når det gælder tilpasningen til en mere ydmyg adfærd på denne Jord. Byggeriets opfattelse af arkitektonisk kvalitet er tæt forbundet med et luksusbegreb, der næppe er dækning for i længden. Vi sovser uantastet vores nybyggede boliger ind i overflødigt isenkram og svigter dermed ikke kun arven fra vores nordiske byggeskik, der lærer os, at skønheden intet har at fatte med huse, der er tapetseret med tusindkronesedler. Vi svigter også alle de advarsler om overforbrug og volumensyge, som er blevet denne verdensdels vedhæng af dårlig samvittighed. Af samme grund står byggeriet i mærkelig, selvgod stampe indhyllet i stuk og flannel, alt imens verden omkring os er i bevægelse, og behovet for enklere, smukkere og billigere boliger bliver tydeligere og tydeligere. Som jeg læser markedets muligheder, er det ikke udtryk for velovervejet købmandskab at vende det døve øre til i denne situation. 'Tid til forandring' stod der på Venstres valgplakater. Ja, tak meget gerne! Men da helst til noget bedre. Indtil videre synes nedlæggelsen af Boligministeriet og overflytningen til Erhvervsministeriet ikke at have haft anden virkning end den, man kunne frygte. Lige så lidt som man kan stemme sig frem til gode arkitektoniske løsninger, kan man overlade det bebyggede miljø til de frie markedskræfter alene. Og eftersom vores folkevalgte politikere ikke ligefrem taler særligt tydeligt om kvalitet for tiden, synes jeg, at der tegner sig vel dystre perspektiver for det netop vedtagne boligforlig. Det siger sig selv, at de mange nye boliger, der nu skal bygges, er en samfundsinvestering af rang også for vores efterkommere. Nu det ikke ligefremt er opportunt at lytte til eksperter og gode råd, er der vel kun tilbage at drømme om, at nogen trodser trenden og tager inspirerende livtag med boligmarkedet, så det ikke gaber sig ihjel af kedsomhed. Både markedet og vores landskaber savner besjælede initiativer, der kan ruske op i vores forarmede kvalitetsbegreb og - ligesom boligbevægelsen kunne det engang - bane vejen for forbilledlige, tidssvarende boliger. Det er på høje tid, vi begriber, at der er andet og mere end hastighederne på motorvejene, der er et fælles anliggende. Det, vi bygger om føje tid, skal vi leve med de næste 100 år. Eller som en vis indianerhøvding sagde det så præcist: »Vi arver ikke Jorden fra vores forældre, vi låner den af vores børn«.