»Ingen mekaniske fikseringer«, anbefaler Europarådet vore psykiatriske behandlingssteder. Alligevel spændes danske patienter fast som aldrig før. Er det rimeligt? Kronikøren er koordinator for Medborgernes Menneskerettighedskommission og konsulent for Scientology Kirken. Hvordan går det? Okay, lyder svaret og hvad ellers kunne man forvente af en person, der på femtedagen ligger fastspændt til en seng. Det er jo ikke kutyme at sige det, som det er: Ad h... til! Paul var mod sin vilje blevet indlagt på det psykiatriske hospital Fjorden i Roskilde og havde de sidste fem dage ligget bæltefikseret med mavebælte og fodremme. I fem dage havde Paul ikke kunnet gå på toilettet, ikke kunnet vaske sig ordentligt eller gøre noget af det, som vi alle betragter som helt normalt. Han kunne ikke engang vende sig om på siden i sengen eller bøje knæene. I fem dage havde han uden afbrydelse ligget spændt fast i samme stilling, fordi det psykiatriske personale tilsyneladende ikke længere tør eller ved, hvordan man taler med de indlagte om svære ting. Paul er en stor mand og holder sig ikke tilbage fra verbalt at udtrykke sin mening om det, han betragter som inkompetent personale på afdelingen. Han siger, hvad han mener om den behandling, der tilbydes eller påtvinges patienterne på Danmarks måske bedst indrettede psykiatriske hospital. Fem dage forinden var situationen på afdelingen blevet tilspidset, da Paul igen havde været højrøstet. Han blev lagt i bælte af fire plejere. Her lå han stadigvæk, da jeg besøgte ham. Den ansvarlige psykiatriske overlæge fra det skærmede afsnit fortalte mig, at Paul er intelligent og kan styre sig. Han uddybede, at når du taler med ham, virker han helt normal, men der er ikke langt ned fra overfladen. Selvom Paul havde været rolig og, som psykiateren fortalte mig, havde opført sig pænt under alle samtaler, han personligt havde ført med ham, havde han alligevel besluttet at opretholde tvangsfikseringen. Det var sket hver dag i nu fem dage. Paul kunne ikke få svar på sit spørgsmål om hvorfor. Han var ikke farlig, hverken for sig selv eller andre. Det havde han også svært ved, eftersom han lå spændt fast til en seng på femte døgn, det helt bortset fra, at der heller ikke var nogen umiddelbar grund til at frygte noget sådant fra ham. Selve fastspændingen, der ofte minder om et reelt overfald, vil være nok til at få de fleste almindelige mennesker til at miste tilliden og tiltroen til deres medmennesker. Så meget desto værre for dem, der befinder sig på en psykiatrisk afdeling, de fleste er der jo, fordi de har behov for tryghed og ønsker hjælp efter at have oplevet svigt eller nedværdigelse i deres egne nære omgivelser og netværk. Ved iværksættelse af en bæltefiksering tilkaldes typisk fire til otte plejere eller andet personale ved et alarmsignal. De iler til den afdeling, hvor alarmen er blevet udløst, og støder der til gruppen af personale, der har fat i den person, der må formodes at være farlig eller voldelig. De griber der også fat i den pågældende patient og fastholder vedkommende eller hjælper med til at føre ham eller hende til en seng, hvor fastspændingen så foregår. Hvis personen gør modstand, og det sker ofte instinktivt i den slags situationer, ikke mindst fordi de indlagte ofte er på stærke personligheds- og sindsændrende medikamenter, kan det godt gå hen at blive lidt voldsomt. Sådan gik det også i Pauls tilfælde. Han havde siden ligget der, og som han skrev, »jeg er helt fattet og ikke ude af mig selv, så bæltefikseringen er klart ulovlig i forhold til tvangsloven - hvor reglerne er penslet helt klart ud«. Som bistandsværge og mangeårig koordinator i Medborgernes Menneskerettighedskommission har jeg talt med og bistået mange personer i klagesager vedrørende psykiatrisk tvang. Det er ikke så få af de sager, jeg har været involveret i, der har haft en bæltefiksering som en central del af den traumatiske oplevelse under opholdet på den psykiatriske afdeling. Men også andre typer af tvang synes at have en stærkt traumatiserende virkning. Der anvendes megen tvang på de psykiatriske afdelinger i Danmark. Alle former for tvang, og det gælder også de fysiske magtanvendelser, er steget, siden den gældende psykiatrilov trådte i kraft. De såkaldte fastholdelser, der er den ene af de to normale former for fysiske magtanvendelser, er fordoblet fra 2.054 i 1990 til 4.177 i år 2000. De mere omtalte tvangsfikseringer, der består af bæltefikseringer og under meget svære omstændigheder med fod-håndremme, har været støt stigende i samme periode fra 4.130 til 6.788 bæltefikseringer. Remme blev anvendt 2.153 gange i 2000. Flere af landets ledende psykiatere har udtrykt betænkelighed ved denne udvikling, blandt andet udtalte professor i psykiatri Ralf Hemmingsen, at den kraftige stigning i antallet af bæltefikseringer er skandaløs. Ved Lægeforeningens høring om psykiatri, der fandt sted under arbejdet med at revidere psykiatriloven, begrundede han sin harme med, at »fastspændinger ingen væsentlig behandlingsmæssig berettigelse har«. Der er ingen tvivl om, at denne form for magtanvendelse er en væsentlig årsag til, at tilliden til behandlerne nedbrydes, og mange forfejlede behandlingsalliancer og - resultater opstår. Tvangsfikseringer har også været behandlet i FN-regi, og Europarådets parlamentariske fForsamling tog bæltefiksering op i 'Rekommandation 1235, (1994) om psykiatri og menneskerettigheder. Det anbefales heri, at »Ingen mekaniske fikseringer bør benyttes«. Det bør ses i forlængelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3: »Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf«. Europarådets Antitorturkomite støtter netop op om denne artikel i sin nylige rapport om sit tredje besøg i Danmark. Besøget inkluderede for første gang en inspektion af psykiatriske afdelinger. Komiteen udtrykte blandt andet, som følge af den udbredte brug af (lange) tvangsfikseringer, som de fandt anvendes i Danmark: »At anvende midler til fysisk tvang mod psykiatriske patienter i dagevis kan ikke have nogen medicinsk berettigelse og er efter komiteens opfattelse ensbetydende med mishandling. Derfor anbefaler komiteen, at praksis for fiksering af patienter bliver genovervejet som en hastesag«. Både Medborgernes Menneskerettighedskommission og Det Danske Center for Menneskerettigheder har tidligere udtalt, at Danmark ikke lever op til den europæiske Menneskerettighedskonvention i behandlingen af sindslidende på landets psykiatriske afdelinger. Tvangen udøves ikke kun mod mænd og ikke kun mod store og stærke mennesker. Således bistod jeg i en sag, hvor en mor til to små børn blev tvangsindlagt af en læge, der ikke kendte hende og uden egentlig undersøgelse. Den normalt ligevægtige kvinde trængte til fred og ro. Hun var lige kommet fra en begravelse, hvor hun havde sagt farvel til en bekendt, der var blevet dræbt i et meningsløst overfald. Hendes bedstemor, som hun elskede, var død måneden i forvejen, og på toppen af det havde hun problemer på sin arbejdsplads og med sin samlever. Hun havde i forbindelse med begravelsen indlogeret sig på et hotel i København og sad i hotellets restaurant, da to politibetjente trådte ind og henvendte sig til hende. De var blevet tilkaldt, fordi hun havde siddet og grædt, og en fra hotellet mente, at hun af den grund måtte være uligevægtig. Hun blev kørt til Brøndbylund psykiatriske afdeling i Glostrup (tidl. Nordvang), hvor hun blev tvangsindlagt ifølge det såkaldte behandlingskriterium. Hun var med andre ord ikke farlig hverken for sig selv eller andre og nægtede psykiatrisk indlæggelse, hvilket den hospitalslæge, der i løbet af få minutter observerede, men ikke faktisk undersøgte hende, mente, hun havde behov for. Dørene smækkede bag hende på den psykiatriske afdeling, og hun blev ført mod et lille værelse, hvor hendes personlige ejendele blev taget fra hende. Hun så sig skræmt omkring, for hun ville for alt i verden ikke være der. Hun forsøgte at komme ud af rummet, men kom ikke langt - der blev grebet fat i hende, en alarm lød, og flere store kvinder kom løbende. Kun ti minutter efter sin ankomst til det lukkede psykiatriske afsnit var hun uden at have gennemgået en indlæggelsessamtale blevet lagt i bælte og indsprøjtet med Nozinan, en såkaldt højdosis neuroleptika, der virker sløvende. Hun nåede at blive fastspændt endnu en gang, inden hun blev udskrevet to uger senere. Hun blev i dette tilfælde holdt i bæltet hele dagen, fordi hun fortsat krævede at blive sluppet fri og var meget talende. Det blev i journalen begrundet med, at hun var »hurtigkørende, foretagsom, uden mulighed for at indgå aftaler«. Hun måtte sove spændt fast til sengen og blev først løsnet næste dags formiddag, mere end 24 timer efter at fastspændingen var blevet iværksat. Hun blev udskrevet uden at have fået yderligere psykofarmakabehandling eller anden egentlig psykiatrisk behandling. Det skete, efter at psykiaterne var kommet til konklusionen, at hendes »psykiske konstitution« er »en, der både taler og handler meget«, og at hun var »nær sin habitualtilstand«. I den efterfølgende klagesag, hvor jeg som bisidder fra MMK bistod hende, fandt Patientklagenævnet, at tvangsfikseringen og indsprøjtningen af nervemedicin havde været ulovlig. På trods af den gældende psykiatrilovs intention om at nedbringe tvangsanvendelsen i psykiatrien er dette ikke sket. Tværtimod er anvendelsen af tvangsforanstaltninger steget eksplosivt. Formålet med psykiatriloven var ifølge justitsministeren »at styrke de sindslidendes retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse og tvangsbehandling med videre. Loven skulle endvidere sikre, at sindslidende i videst muligt omfang inddrages og får indflydelse på behandlingen og egne forhold i øvrigt«. De ovenstående sager og andre, bl.a. belyst i Politiken i oktober, og statistikken illustrerer tydeligt, at personalet på mange af landets psykiatriske afdelinger ikke inddrager patienterne i behandlingen, i det omfang de burde. Der gribes til tvang i situationer, hvor det ikke tidligere ville have været tilfældet. Den psykiatriplan, der sideløbende med revisionen af psykiatriloven blev fremlagt af den daværende regering, lagde op til en løsning på en del af problemerne i psykiatrien. Dog løste den ikke de største problemer omkring den stigende tvangsanvendelse og den manglende retssikring af patienterne. Disse er netop de områder, særloven omhandler, men som man for tvangens vedkommende søgte løst uden at ændre de i loven givne punkter, der ville kunne indvirke på denne. Psykiatriplanen sikrede, at der ville ske en markant forbedring af de fysiske rammer specielt ved en udbygning af enestuer. Det siger sig selv, at sindslidende, der er blevet indlagt på et hospital, skal have mulighed for ro og enestuer. Det er en selvfølge af behandlingsmæssige, menneskelige og menneskeretslige grunde. Det står i dag klart, som Medborgernes Menneskerettighedskommission allerede påpegede i sit høringssvar til revisionen af psykiatriloven, at forbedrede fysiske rammer kun vil indvirke noget på den igangværende eksplosive stigning i anvendelsen af tvangsforanstaltninger. Statistikken viser en udvikling i tvangsanvendelsen, som ikke kan eller kunne forklares ved de fysiske rammers tilstand. Der er tale om en markant stigning, der er helt ude af proportion med en mulig forringelse af de fysiske rammer. Rammerne er i virkeligheden forbedret på mange af landets afdelinger. Den daværende sundhedsminister påpegede, at der findes »flere og bedre tilbud til de sindslidende i dag end for fem år siden«. Sundhedsministeren understregede yderligere, »at der i de seneste år er sket meget. Mange steder er utidssvarende afdelinger nedlagt, eller også har man gennemgribende renoveret dem«. Denne udvikling er fortsat siden, uden at det har formindsket tvangsanvendelsen på landsplan. Denne er steget fra 14.823 i 1990 til anslået 38.000 i år 2000. Tvangen skyldes tilsyneladende det psykiatriske personales ændrede holdning til anvendelsen af magt og en manglende omsorg for patienterne, herunder skabelse af menneskelige rammer, hvor patienterne kan trives. Den ensidige behandling og overmedicinering, der finder sted, fremprovokerer et miljø, hvor småting kan få gnisterne til at flyve. Behandling af psyken kan vel kun have sin berettigelse, i den grad den faktisk resulterer i en forbedring eller helbredelse af en lidendes uønskede tilstand. Det må derfor forudsættes, før behandlingen iværksættes, at personen er fuldstændig ude af det eller på anden måde så kaotisk i sindet, at dette er en kilde til personlig nød, og den virkelighed, personen oplever, og den adfærd, som kan observeres af andre, ikke længere kan betragtes som stammende fra personens eget iboende jeg. I den grad der ikke findes behandlingsresultater for den svært definerbare størrelse, som psyken er, eller som udgør den enkelte persons adfærd, kan der opstå krav om handlinger, selv om disse kun nogle gange har en virkning. Manglen på reel, virkningsfulde behandlinger kan ultimativt føre til et krav om at holde nogle af de uønskede og destruktive handlinger fra en i virkeligheden meget lille gruppe 'uhelbredelige' i ave ligegyldigt midlerne. Går man endnu længere ned i forståelsen af sine medmennesker og muligheden for virkelig at hjælpe dem, bliver en sådan tvangsanvendelse anvendt i flæng. Det er skræmmende at kunne konstatere, at der i dag synes at herske en form for næsten fuldstændig vilkårlighed i anvendelsen af tvang på de psykiatriske afdelinger. Dette må siges at være et behandlingsmæssigt og menneskeligt problem specielt set i det lys, at der ikke findes et dokumenteret positivt behandlingsresultat ved anvendelse af frihedsberøvelse eller anvendelse af tvangsbehandling. Dr.med. Per Maegaard Poulsen, der udførte psykiatrilovsundersøgelsen fra Retspsykiatrisk Klinik, der dannede grundlaget for psykiatrilovsrevisionen i 1998, måtte trods det omfattende undersøgelsesarbejde konkludere, at: »Ud over at kunne konstatere, at 93 procent af de i journalundersøgelsen inkluderede patienter blev udskrevet ..., er det ikke muligt nærmere at dokumentere behandlingseffekten ud fra journalundersøgelsen«. Der findes et udbredt ønske om at få tvangen nedsat. Kun er der forskel på måden at gøre dette på. Det er Medborgernes Menneskerettighedskommissions synspunkt, at en begrænsning i tvangsanvendelsen først og fremmest skal søges gennem en revision af psykiatriloven, således at grænserne for, hvornår tvang kan anvendes, defineres bedre og indskærpes. Desuden er uddannelsen af det psykiatriske hospitalspersonale nødvendig sammen med en indførelse af strafforanstaltninger ved gentagne og grove magtmisbrug over for patienterne.